Translate

Viser opslag med etiketten LIFE Magazine. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LIFE Magazine. Vis alle opslag

onsdag den 5. maj 2021

To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013)



JORDEN KALDER WALTER MITTY
James Thurbers apologi for eskapismen

Af BO GREEN JENSEN

TO sider. Så meget fylder den lille novelle om »The Secret Life of Walter Mitty«, som James Thurber (1894-1961) skrev til The New Yorker i maj 1939. Teksten har til gengæld haft et langt og voluminøst efterliv på film, teater og tv. Den har også inspireret generationer af væsensbeslægtede dagdrømme. For eksempel fik Keith Waterhouse ideen til Billy Liar (1959), da han så den første filmudgave af Thurbers humoristiske vignet.
   Det er interessant at læse teksten, som står i Thurber: Writings and Drawings (Library of America, 1996). Walter kører til byen med sin kone, der taler ustandseligt til ham i bilen. Han skal ordne indkøb, mens hun er hos frisøren. Walter skal have overtræksko, tandpasta, hundekiks og andre trivielle fornødenheder. Han hører ikke efter og forsvinder ind i fantasier, hvor han uvægerligt er en handlingens mand.



NOVELLEN åbner in medias res, da Commander Mitty fører hydroplanet SN202 gennem den værste storm i 20 år. Så er han kirurgen, der holder et betydningsfuldt liv i sine hænder. I flyet siger cylinderne ta-pocketa-pocketa-pocketa. De defekte instrumenter på operationsstuen siger det samme: pocketa-pocketa-pocketa.
   Nu har Walter glemt, hvad det er, han skal købe. Han vidner i en celeber mordsag. Den offentlige anklager rækker han en Webley-Vickers 50.80 og spørger, om våbnet er hans. Det lykkes Walter at rekonstruere hustruens dosmerseddel. Kaptajn Mitty og hans tropper er under beskydning, da han sætter varerne fra sig. Flammekasterne siger naturligvis pocketa-pocketa-pocketa.
   Fru Mitty vækker sin mand af hans dagdrøm. Hun skal lige ordne det sidste. Imens står Walter med ryggen mod muren og ryger en cigaret. Her glider teksten over i den sidste drøm. »Til helvede med tørklædet,« siger Walter hånligt. Han tager et sidste sug, knipser cigaretten væk og ser på henrettelsespelotonen: »Oprejst og urørlig, stolt og hånlig, Walter Mitty den Ubesejrede, uransagelig til det sidste.«



DA Thurber brugte teksten i samlingen My World – and Welcome to It (1942), var USA trådt ind i 2. verdenskrig. Da Danny Kaye spillede Walter Mitty i filmudgaven fra 1947, talte hverdagseskapismen ikke mindst til hjemvendte soldater, som havde svært ved at slå sig til ro. Thurber tog afstand fra filmen. Han mente, at produceren Samuel Goldwyn fordrejede teksten med billig action og sex.
   Filmen med Kaye – og Virginia Mayo som gennemgående love interest i Walters fantasier – er dog en technicolordrøm af de klare. I filmen arbejder Walter som redaktør på et forlag, der udgiver pulp fiction af forskellig art. Hans fantasier foregår i diverse kulørte genrer. Kayes stemme læser beskrivelsen højt. Filmen har ændret adskilligt, men beholdt det distinkte pocketa-pocketa.
   Der var dansk premiere i december 1948. Herhjemme hed filmen Alle Tiders Helt. Norman McLeod instruerede, men Walter Mitty var først og fremmest Sam Goldwyns projekt. Pointen blev drejet stilfærdigt, så den tog afstand fra Walters fantasier. I novellen fungerer de som en overlevelsesmekanisme. I filmen bliver han blandet ind i en farlig sag om nazister og diamanter. Han møder Virginia Mayo i virkeligheden, som overgår fantasien. Mottoet kunne være: Stop Dreaming. Start Living.



NETOP dét hook bruger den nye Walter Mitty i sin lancering. Ben Stiller er den fjerde eller femte instruktør, som har arbejdet med projektet. Officielt har filmen været under optagelse siden december 2005. Det var nødvendigt, hvis Samuel Goldwyn Productions skulle beholde sine rettigheder. Også Steven Spielberg, Ron Howard og Gore Verbinsky har været tilknyttet.
   Maskinerne siger stadig pocketa-pocketa, men desværre med mindre finesse og selvironi. Stiller spiller selv Walter Mitty, der i denne omgang er negativforvalter på Life Magazine. Han var engang på weekend i Arizona, men har ellers levet sit liv i New York. I 16 år har han behandlet de spektakulære fotos, som i en menneskealder gjorde Life Magazine til verdens bedste billedblad.
   Walter drømmer om Cheryl (Kristen Wiig) fra bogholderiet og har et betroet forhold til stjernefotografen Sean O’Connell (Sean Penn), der stadig skyder krige, vulkanudbrud og sneleoparder på analog film. Walter mistede tidligt sin far og måtte forsørge sin mor (Shirley MacLaine) og søsteren Odessa (Kathryn Hahn), der stadig håber at gå scenevejen. I ungdommen var han et es på sit skateboard.



DE halvhjertede fantasisekvenser ligger i begyndelsen af filmen. Walter er en romantisk figur, der svarer til de preferencer, Cheryl har udtrykt på nettet. Det bliver dog hurtigt et spørgsmål om at møde og opleve virkeligheden. LIFE bliver opkøbt og skal udgive sin sidste printudgave. Sean O’Connell har taget sit livs foto, men motivet mangler på det fremsendte kontaktark. De nye ejere svinger kniven. Walter sætter alt ind på at finde O’Connell og aflevere den sidste forside.
   På den måde kommer han til Grønland, Island, Yemen og bjergene i Afghanistan, hvor han endelig finder O’Connell. Kun én fantasi fungerer i ånden fra Thurber: på Grønland vægrer Walter sig ved at kravle ombord i en helikopter. Der er varslet storm, og den islandske pilot (Ólafur Ólafsson fra Dybet) er beruset.
   Med ét står Kristen Wiig på landingsbanen og synger David Bowies »Space Oddity«, som man også håner Walter med på kontoret. »Ground Control to Major Tom« er filmens svar på »Jorden kalder Walter Mitty«. Fantasien hjælper – som hos Thurber – Walter med at komme videre. Sangen, drømmen og virkeligheden glider i ét.



ELLERS er det filmens idé at lade Walter finde kræfterne i sig selv, få stor appetit på den fysiske verden og nå så langt, at han ikke behøver drømmene mere. Scenen med henrettelsespelotonen bliver brugt til at bryde med fantasien, ikke som fundamentet i eskapistens trodsige manifest.
   Den nye vinkel er udmærket tænkt. Stillers version er en fortolkning, snarere end en genindspilning, men den gør fortællingen mindre og mere ordinær, skønt især de smukke scener fra Island – hvor Walter har rig lejlighed til at bruge sit skateboard – er værd at se for deres egen skyld.


I VIRKELIGHEDEN udkom det sidste trykte nummer af LIFE i marts 2007. Magasinet holdt flere pauser i sin lange levetid, men var i storhedstiden 1936-72 et ugeblad med et oplag på 1 mio. Fra 1978-2000 var LIFE et månedsblad. Forlaget er stadig aktivt. Fotoarkivet og samtlige trykte numre har siden 2008 været tilgængeligt via Google og Google Books.
   Den nye film er ikke dårlig, bare for lang, for løs og lidt ordinær. Man savner indlevelsen i den gamle version, der var fortrolig med eskapismens teknik. Med andre ord lidt mere ta-pocketa-pocketa, tror jeg.


The Secret Life of Walter Mitty. Instr.: Ben Stiller. Manus: Steven Conrad. Foto: Stuart Dryburgh. 115 min. USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013

The Secret Life of Walter Mitty (Alle tiders helt). Instr.: Norman Z. McLeod. Manus: Ken Englund, Everett Freeman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 21.12.1948 

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Time-Life/ Fox/ SF Studios/ Library of America/ The New Yorker
1947-filmen streames ikke men er udgivet på DVD og blu-ray
2013-filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2014

tirsdag den 6. april 2021

Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]


MODSTANDENS TID
Retfærdighed for kærligheden

Af BO GREEN JENSEN

BAGGRUNDEN for Loving er en sand og forstemmende historie, som trods alt fik en positiv slutning. Richard Loving (1933-75) og Mildred Jeter (1939-2008) kom begge fra beskedne kår i delstaten Virginia. Hun var sort, og han var hvid. Det var, før man brugte korrekte omskrivninger.
   Til gengæld var n-ordet gangbart. Parret forelskede sig på et tidspunkt, hvor såkaldt »blandede ægteskaber« endnu var forbudt i flere sydlige stater. Derfor tog Mildred og Richard til Washington D.C. for at blive gift. Det var i juni 1958. Ved hjemkomsten blev de stillet for retten og idømt ét års fængsel hver.
   Straffen blev gjort betinget under forudsætning af, at Richard forlod Virginia og holdt sig væk i 25 år. Det bizarre tilhold blev nidkært håndhævet, skønt Richard og Mildred forsøgte at leve så stille som muligt og passe sig selv. For de brød selvsagt loven igen og igen.


EFTERHÅNDEN som 60erne udviklede sig, blev forholdet interessant for borgerrettighedsbevægelsen og andre politiske kræfter. Mod Richards vilje rejste Mildred en sag. Pressen blev mobiliseret. Især en fotoreportage i LIFE Magazine gjorde indtryk på offentligheden, men der var nej-sigere til det sidste. Som dommer Leon M. Bazile fra den øverste ret i Virginia formulerede det i sin kendelse:
   »Den almægtige Gud skabte racerne hvide, sorte, gule, malajsiske og røde, og han anbragte dem på forskellige kontinenter. Og var det ikke for menneskers indblanding i hans arrangement, ville der ikke være basis for sådanne ægteskaber. At han adskilte racerne, er en kendsgerning, som vidner om, at han ikke havde til hensigt at lade racerne blande.«
   Det var stærke ord selv i 1964. Dommen blev appelleret, og sagen cirkulerede i alle forgreninger af det amerikanske retssystem. Endelig kom den for Højesteret. Parret vandt i 1967, og Loving v. Virginia skabte præcedens, så alle særlige ægteskabslove blev ophævet med øjeblikkelig virkning. Siden har den 12. juni været markeret som Loving Day.


MAN kan lege med tanken om, hvordan sagen ville forløbe i dag. Jeff Nichols skrev og instruerede Loving, før Donald Trump blev valgt, før gadekampene i Charlottesville, ja selv før Barry Jenkins fik en Oscar for Moonlight. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2016. Fordi ingen distributør turde samle den op, fik Loving premiere i Cinemateket.
   Helt i Loving-parrets ånd er det en undselig og diskret film, som hellere siger for lidt end for meget. Richard ville ikke rodes ind i politik. Mildred forstod, at en sag var nødvendig. Har Loving et tema, er det konflikten mellem at møde alt med åben pande eller følge strudsens strategi. For vist nytter det at kæmpe, men opmærksomheden har sin pris.


JEFF Nichols har på ti år lavet fem af de skarpeste amerikanske film i nyere tid. Take Shelter (2011) – med Michael Shannon som survivalisten, der venter på en bibelsk storm og bliver despot for at beskytte sin familie – og pubertetsdramaet Mud (2012) – med Matthew McConaughey som flygtning og faderfigur – fik begge dansk premiere og megen kritikerros.*
   Derimod har den X Files-agtige Midnight Special (2016) – om drengen med magiske øjne, der bliver jaget både af (salig) Sam Shepards sekt og mænd i sort fra FBI – og Loving været særlige tilbud. Lad mig sige det, så det kan høres: Det er synd at gå glip af Jeff Nichols, fordi man frygter gode genrefilm. Det er faktisk direkte dumt.


FILMEN fravælger alle effekter og stoler på styrken i sin historie. Joel Edgerton og Ruth Negga er eksemplarisk ordinære som parret, der bliver helte og martyrer mod deres vilje. Michael Shannon spiller Grey Villet, som tog de ikoniske fotos til LIFE.
   Sagen har været skildret i en tv-film fra 1996 og en HBO-dokumentar fra 2011. Loving føjer intet til, men den giver et bedre bud på stemningen og sætter følelserne i politisk perspektiv.
   Ikke siden sen-60erne har der været så mange film med et racemotiv: Ryan Cooglers Fruitvale Station, Moonlight, Nate Parkers The Birth of a Nation, Denzel Washingtons Fences, Kathryn Bigelows Detroit. Det er klart, at de taler mindre fortroligt til et dansk publikum. Men sæt de handlede om vores forhold til Islam.
   Det kan ligne opportunisme, men selv hvis det er, siger det meget om kulturen, der bevæger og åbner sig til det bedre. »Time has come today,« sang The Chambers Brothers i 1967. Det er atter blevet modstandens tid, og intolerancen har aldrig holdt fri.

*) TO
 sydstatsdrenge driver rundt ved Mississippi et sted i Arkansas. Begge er lidt oversete i deres familier, som har andre aktuelle problemer. Eventyret trækker, og Ellis (Tye Sheridan) og Neckbone (Jacob Lofland) har hørt, at stormen efterlod en båd i et træ på den spændende sandø, hvor Mud har et af mange fællestræk med Mark Twains arketypiske coming-of-age-fortælling om The Adventures of Huckleberry Finn (1885).
   Båden venter sammen med Mud (Matthew McConaughey), som er en karismatisk og uudgrundelig mand, der gemmer sig på øen, mens han lægger store planer om at generobre sit livs kærlighed. Denne er, skal det vise sig, ret ligeglad, og der er andre detaljer i Muds historier, som næsten må være noget, han digter. Men drengene sætter pris på den romantiske gestus, og tiden med Mud bliver en sommer for livet.
  Jeff Nichols har sans for at blande drengenes synsvinkel med den voksne udgave af virkeligheden, som er hård og prosaisk. Der er en voldsom scene i filmens slutning, som gør den til andet og mere end en ungdomsfilm. Ligesom Huckleberry Finn har Mud flere lag og niveauer, man kan gå ind i eller lade ligge. I den forstand er det en film for alle aldre.
   Mud var i Cannes i 2012 og er endnu et bevis på, at den amerikanske independent-film lever. McConaughey har udviklet sig til en spiller, der virkelig kan lidt af hvert. Man kunne samtidig se ham som masochistisk jurist i The Paperboy og fandenivoldsk mandestripper i Magic Mike. I 2013 fulgte den ikoniske karakter i Dallas Buyers Club, som indbragte McConaughey en Oscar.
   I andre roller ses Reese Witherspoon, Michael Sheen og Sam Shepard, men det er Mud og drengene, som bærer den stemningsfulde skildring af et evigt og nødvendigt uskyldstab. Tænk Prince of Tides og Dræb ikke en sangfugl. Der er stadig godt nyt at høre fra Syden.

Mud. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 130 min. USA 2012. Dansk premiere: 21.11.2013


Loving. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 123 min. USA 2016. Dansk premiere: 31.08.2017 (Månedens film i Cinemateket).


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB, Raindog Films/ Grey Villet (Life Magazine fotoserie)
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 22.11.2013 + 01.09.2017