Translate

Viser opslag med etiketten Meryl Streep. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Meryl Streep. Vis alle opslag

tirsdag den 16. januar 2024

The Iron Lady: Margaret Thatcher 1925-2013


DEN BIOGRAFISKE SANDHED
Uskarpt portræt af den britiske statsleder

Af BO GREEN JENSEN

DEN bedste scene er den første. En aldrende kvinde med frakke og tørklæde køber mælk i et lokalt supermarked. Der er en kakofoni af skarpe lyde. I køen står en sort mand og hører sin egen musik på en iPod. Butiksindehaveren er indisk. Hvis han ved, at kvinden engang var landets premierminister, lader han sig ikke mærke med noget. Man fornemmer, at det ikke er kvindens tid mere. Hun tager dog oplevelsen i stiv arm og synes mest af alt at undre sig.
   Ingen genkender Margaret Thatcher (Meryl Streep), som bærer mælken hjem til den skarpt bevogtede bolig i Mayfair. Hun har en sammenkrøben gangart, som passer til en kvinde på 86 år. Hun har været ude i det multietniske England, som man kunne tro, hun ville beklage sig over, da hun sætter sig ved morgenbordet, hvor ægtefællen Denis (Jim Broadbent) læser avis. Hun er dog mere optaget af, at prisen på mælk er steget igen.


   
THE Iron Lady er god i sådanne scener, hvor den skaber en hverdagssituation og gør sig umage med at brede den ud. Desværre er der relativt få. I stedet bruger filmen tid på at rekonstruere episodiske highlights fra den officielle biografi, ofte med en respektfuld ugidelighed, der tangerer det fantasiløse.
   De historiske og politiske flashbacks er indlejret i en rammefortælling, hvor den kognitivt svækkede Thatcher stadig taler med sin afdøde mand. Hun vægrer sig ved at kassere hans ting. Det har hun gjort i otte år. Også denne dag vil sekretæren, vagterne og den bekymrede datter forsøge at få hende til at give slip.
   Mens Lady Thatcher signerer sin seneste erindringsbog – og kommer til at skrive Margaret Roberts på titelbladet – rejser filmen tilbage til begyndelsen. Købmandsfamilien søger ly under Blitzen, kammeraterne håner den flittige pige. Hun kandiderer i sin fars gamle kreds og bliver mobbet af partiledelsens old boys. Kun Denis kan se potentialet i kvinden, som siden vil ændre nationen. De bliver gift og får børn, tvillingerne Carol og Mark, som er meget alene, mens deres mor gør konservativ karriere.



SOM ungt par bliver Margaret og Denis fremstillet af Alexandra Roach og Harry Lloyd. Iain Glenn er Alfred Roberts, den kernesolide faderfigur og rollemodel, som datteren altid så op til og huskede med uforbeholden varme. Snart når fortællingen stedet, hvor Streep kan spille Margaret i begge tider. Ofte husker hun attentatet i Brighton, hvor en nordirsk terrorbombe rystede partikongressen i 1984. I forbifarten, som en hest med skyklapper må opleve sin rute, skildres de slag, der gjorde Thatcher til en af sin tids mest forhadte politikere.
   Posten som partiformand og oppositionsleder er sikret i februar 1975. Downing Street 10 indtages efter den konservative jordskredssejr i maj 1979. Hun sætter hårdt mod hårdt i Ulster, scorer en folkelig sejr i Falklandskrigen (1982) og bliver triumferende genvalgt i juni 1983. Fagbevægelsen knækkes under minearbejderstrejken 1984-85. Hun danser vals med åndsfællen Ronald Reagan og glemmer efterhånden at lytte, når kritikere som Geoffrey Howe (Anthony Head) og Michael Heseltine (Richard E. Grant) taler. Hun styrtes og trækker sig ind i det limbo, som Phyllida Lloyds film gør til en flydende nutid.


MAN får indtryk af en kvinde, som altid handler med overbevisning. På den måde undgår filmen at tage stilling til hendes realpolitik. Det er for så vidt en legitim metode, men da Lloyd og manuskriptforfatteren Abi Morgan begynder bøje kronologien, går der gradvis inflation i skyggespillet. Filmen kunne være længere eller kortere, det ville ingen forskel gøre. Formen er frustrerende, fordi der også er scener, som virkelig lever og står sig.
   Jernladyen må i sagens natur virke anderledes på britiske tilskuere. En lang række tv-film og teaterstykker har skildret Thatchers liv i heroisk, satirisk og kritisk belysning. Rollen er blevet spillet af Patricia Hodge i The Falklands Play (2002), hvor hun fremstår som en karikeret dominatrice; af Andrea Riseborough som den unge Thatcher i The Long Walk to Finchley (2008) og af Lindsay Duncan som den imploderende stjerne i Margaret (2009). For et hjemmepublikum er The Iron Lady et supplement til disse fremstillinger.*
   

ANDERLEDES ser det ud, hvis man ikke selv var der i 80'erne og betragter livsskitsen som den biografiske sandhed. Da er filmen ganske enkelt for uskarp og let. Thatcher var en brutal demagog. Hun afmonterede velfærdsstaten. Hun konsoliderede markedsøkonomien og arbejdede for social ulighed. Det er stadig Thatchers England. Hun vidste præcis, hvad hun gjorde hver gang. Hun var virkelig blå ind til benet.
   Meryl Streep kan virkelig denne slags udklædningsrolle, og hun brillerer hele vejen igennem. Jim Broadbent er sat på en uriaspost som Denis Thatcher, hvis rolle alene er at støtte og more. Streep gør for Thatcher, hvad Helen Mirren gjorde for dronning Elizabeth i The Queen (2006). Den film havde bare et bedre manuskript og var mesterligt lagt til rette. The Iron Lady er lidt af hvert af det hele, og det vil sige hverken fugl eller fisk.

Meryl Streep modtog sin tredje Oscar for rollen som Margaret Thatcher. De andre to var for Kramer mod Kramer (1979) og Sophie's Choice (1982). Hun har været nomineret 21 gange. Kun Ingrid Bergman og Jack Nicholson har sagt tak lige så tit. 


*) Gillian Anderson spiller Margaret Thatcher i sæson 4 af Peter Morgans The Crown (2016-2023), som dækker årene 1979-1990. Her er accenten lagt på kejtet underdanighed. Det er formentlig den dramatiske fremstilling, som flertallet nu forbinder med Thatcher. I sæson 3 og 4 bliver dronning Elizabeth spillet af Olivia Colman. I The Iron Lady har Colman rollen som den voksne Carol Thatcher.
   Mellem filmen The Queen og serien The Crown skrev Peter Morgan skuespillet The Audience (2013). Her er dronningens ugentlige møder med skiftende premierministre, fra Winston Churchill til Tony Blair og David Cameron, bundet sammen i en kæde af dramatiske vignetter. Stephen Daldry instruerede den første opsætning på The Guilgud Theatre. Helen Mirren spillede Elizabeth 2. i London i 2013 og på Broadway i 2015. En ajourført forestilling åbnede i London i 2015. Her havde Kristin Scott Thomas dronningerollen. Margaret Thatcher blev spillet af Haydn Gwynne (2013), Judith Ivey (2015) og Sylvestra Le Touzel (2015). Flere scener fra The Audience er genanvendt i The Crown. Morgan er med tiden blevet stadig mindre kritisk i sit syn på kongehuset.

The Iron Lady (Jernladyen). Instr.: Phyllida Lloyd. Manus: Abi Morgan. Foto: Elliot Davis. 105 min. UK-Frankrig 2011. Dansk premiere: 23.02.2012.


Fotos: DJ Films/ Pathé/ Film4/ Canal+/  Goldcrest Pictures/ UK Film Council/ CinéCinéma/ The Weinstein Company/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime
Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 24.02.2012.

mandag den 18. september 2023

Sangen har vinger: Florence Foster Jenkins 1868-1944


OPERAELSKERENS SELVBEDRAG
To film om en diva, der ikke kunne synge

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker synger som engle. Andre vil gerne og tror, at de kan.
   Tag nu Narcissa Florence Foster (1868-1944). Hun blev født i Philadelphia, havde rige forældre og blev set som et vidunderbarn, fordi hun var god til at spille klaver. Florence optrådte endda for præsident Rutherford Hayes i Det Hvide Hus.
   Men pigen ville synge. Allerede som 9-årig drømte hun om at stå på scenen i La Scala. Hendes far, som sikkert havde gehør, ville ikke investere i operastudier. Mor bakkede derimod datteren op.
   Som 14-årig blev hun gift med en læge, Frank Jenkins, der var 16 år ældre og nåede at give hende syfilis, før parret blev separeret i 1886. I 1909 mødte hun St. Clair Bayfield, en britisk skuespiller, som var ti år yngre. Der var uden tvivl sladder om mål og motiver, men de blev sammen til hendes død, og Bayfield sagde aldrig et ondt ord om sin formuende partner. 
   Som voksen fik hun midler til at gøre, som hun ville. Hun grundlagde da »The Verdi Club«, et selskab for sangens entusiaster, der havde Enrico Caruso og Alice Farrar som æresmedlemmer. Hver sæson sluttede med en koncert. Højdepunktet var et tableau vivant, der havde Florence i centrum, stylet og iscenesat efter alle kunstens regler.
   Koncerterne blev afholdt i balsalen på Hotel Ritz Carlton. De var store tilløbsstykker, for skønt alle kunne høre, at Florence sang falsk, ville man gerne se giraffen og grine. Enkelte så konturerne af en tragisk figur i den tonedøve operaelsker.
   På YouTube kan man høre Jenkins synge »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Det lyder som en høne, der hiver efter vejret. Jenkins kompenserer ved at skrige, når hun ikke kan nå de højeste toner. Der findes ni indspilninger, alle med arier i coloratura-registret.*
   Som 76-årig optrådte Florence ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Blandt gæsterne var komponisten Cole Porter. Talentet blev takseret i flere aviser. Kritikerne overgik hinanden i sarkastiske nedrakninger. En måned senere døde Florence Jenkins.

1. En gispende diva

XAVIER Giannolis Marguerite (2016) flytter historien til 1920ernes Paris, hvor millionøsen Marguerite Dumont ganske som Florence Jenkins er midtpunkt for et operaselskab. Årsfesten er en social begivenhed. Alle, som er noget, vil gerne med.
   Hendes mand kommer altid for sent. Han har længe søgt trøst andetsteds og betragter sin hustru som en monstrøsitet. Filmen sætter lighedstegn mellem ægteskabets mangel på varme og amatørens higen efter applaus.
   Første gang jeg så Marguerite, var på Mostraen i Venedig. I programmet stod blot, at filmen foregik i 1920erne og havde en operadiva i centrum. Hele salen fik et chok, da Marguerite brød ud i sang. Det er desværre ikke muligt at genskabe oplevelsen, for nu ved alle, hvad der venter. Selv filmens trailer gør reklame for mordet på sangen.


MARGUERITE bliver introduceret via begynderen Hazel (Christa Théret), en ung sangerinde, som kommer for at varme publikum op. Hun synger smukt og regner med, at den sagnomspundne værtinde gør det samme. Trods alt er garderoben fuld af fotografier, som viser Marguerite i de klassiske roller.
   Billederne er taget af tjeneren Madelbos (Denis Mpunga), der har sin egen dagsorden. Han prøver altid at skåne og glæde sin arbejdsgiver. Madelbos ligner – men er kun et stykke af vejen – en variation over Max von Mayerling, butlerfiguren som spilles af Erich Von Stroheim i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). Marguerites overbærende mand bliver spillet af André Marcon, som hele tiden skammer sig. For ham får man bare en stille foragt.
   Det er svært at blive klog på, hvad man føler for Marguerite. Måske en slags sentimental respekt for karakterens selvbedrag. Og en vis sørgmodig sympati, fordi hun elsker og ikke bliver elsket tilbage, hverken af sangen eller sin mand.


FILMEN følger Florence Jenkins’ livsbane, men skaber sine egne karakterer. Kritikeren Lucien Beaumont (Sylvain Dieuaide) og digteren Kyrill Von Priest (Aubert Fenoy) –
 som nærmest er en Emil Bønnelycke-type – sniger sig ind til operafesten. De kan ikke finde ud af, om de er dadaister eller anarkister, men de vil helt sikkert sabotere borgerskabets skønhedsideal.
   Lucien skriver en anmeldelse, der beskriver Marguerites stemme som »et naturfænomen«. For første gang føler hun sig forstået. Marguerite optræder som nationalsymbolet Marianne i en politisk revy, der ender med håndgemæng og skandale. Hun føler bare bruset ved omsider at stå på en offentlig scene.
   Ved koncerten sker noget skræmmende smukt, som ikke skete i virkeligheden. Det er alt, hvad man har ønsket sig for Marguerite. Den altid seværdige Catherine Frot (La tourneuse de pages, Sage femme) lægger masser af varm empati i figuren.
   Der er skrevet fem skuespil om Florence Jenkins. Især Peter Quilters Glorious! (2005) med Maureen Lipman var en succes. Emnet er oplagt for soloforestillinger som Viva la Diva (2004) og Souvenir (2006). Den nøgne biografi er lagt frem i dokumentaren A World of Her Own (2008). I en kommende film bliver hun spillet af Meryl Streep, som skal være fantastisk i rollen. Florence Foster Jenkins er instrueret af Stephen Frears.
   Det gør ikke Marguerite overflødig. Filmen er gennemført original i sin blanding af drama, komedie, satire og romantisk historieskrivning. Den siger vist nok, at man skal synge for livet – uanset om man egentlig kan.



2. Når den tykke dame synger

EN hårdkogt talemåde siger, at intet er afgjort, før den tykke dame synger. It ain’t over ’till the fat lady sings. Fyndordet kommer fra baseball, men henviser til en operascene. I hvert fald kunne det handle om Florence Foster Jenkins.

   Florence blev født i 1886 i Philadelphia. Hun havde rige forældre og var god til at spille klaver. Pigen ville synge, men hendes far så ingen basis for at udvikle talentet. Da hun arvede ham, fik hun endelig råd.
   Florence blev gift med en læge, som gav hende syfilis. Så mødte hun skuespilleren St. Clair Bayfield, som hun levede platonisk med i årtier. De stiftede »The Verdi Club«, et selskab for operaentusiaster. Hver sæson sluttede med en koncert. Kulminationen var et udførligt tableau, som havde klubpræsidenten i centrum.


HER tager filmen Florence (2016) sin begyndelse. Prologen rekonstruerer tableauet, hvor sangerinden besøger komponisten Stephen Foster (1826-1864), der kæmper med temaet til »Oh! Susanna«. Inspirationens Engel bliver firet ned fra snoreloftet. Ingen fortrækker en mine. De kritiske stemmer er taget i ed.
   Sagen var jo, at mæcenen ikke kunne synge. Du har måske selv hørt Florence fremføre »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Nattens Dronning skriger højt og hiver efter vejret. Der findes ni af de skræmmende indspilninger.
   Som 76-årig optrådte Jenkins ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Amatøren insisterede, og denne gang kunne St. Clair Bayfield ikke købe pressens velvilje. Giften drev i de kritiske nedrakninger. En måned senere døde sanglærken. Det var den 26. november, 1944.


I Xavier Giannolis Marguerite var navnene var ændret og rammen flyttet til 1920ernes Frankrig. Det var stort set ellers den samme historie. Giannoli gav sangerinden en kritisk fan, og hun blev i fem minutter en bannerfigur for tidens anarkister og dadaister.
   Stephen Fears har en mere robust og realistisk tilgang til stoffet. Florence følger den faktiske biografi ganske nøje, helt ned til detaljer som at Cole Porter og Tallulah Bankhead var blandt tilhørerne ved den sidste koncert.
   Synsvinklen ligger primært hos Bayfield, der har sit eget liv uden for ægteskabet. Sangerindens faste akkompagnatør, Cosmé McMoon – der skrev hendes radiohit, »Serenata Mexicana« – er et andet kronvidne. Begge mænd ved, at de lever af Florences penge.


FLORENCE er en stor karakter, larger than life i enhver henseende, og der må ikke overdrives, hvis figuren skal virke på film. Meryl Streep giver Jenkins store fagter og et skær af uskyldig melankoli. Hver skæv tone er gengivet efter de eksisterende optagelser med Florence og McMoon.
   Sangen er tænkt som en komisk effekt, der forløser det tragiske i karakteren. Første gang Florence synger, er det et chok. Siden bliver det trættende, men strategien fungerer. Publikum reagerer med vantro og latter. Som tilskuer vælger man side og holder med Florence mod alle de andre.
   Streep er så godt som reduceret til en rekvisit. Guldet ligger i Hugh Grants portræt af St. Clair Bayfield, en sofistikeret karakter med Cary Grant-kvaliteter, fuld af sørgmodig selvironi. Også Simon Helberg får noget interessant ud af Cosmé McMoon, der vægrer sig ved at henrette musen.
   De økonomiske realiteter er aldrig helt ude af billedet. Frears er også her en taktfuld instruktør, der træder tilbage og lader fortællingen ånde. Der bliver aldrig peget fingre, og der er ingen firkantet pointe.



3. Hvis du har det i dig

STEPHEN Frears har arbejdet i utal af genrer, altid med solidt resultat.
Florence Foster Jenkins ser teatermiljøet fra samme vinkel som Mrs Henderson Presents (2005), hvor Judi Dench og Bob Hoskins tilbød ærbar striptease i London under Blitzen. Den satiriske sædeskildring er smagt til med en anelse fin nostalgi.
   »Amatør. En tonedøv diva skriger for livet, mens publikum klapper og griner.« Sådan så overliggeren ud, da Marguerite-anmeldelsen blev trykt. Der er en mærkelig, ubehagelig faktor i den morskab, vi som eftertid skal se på Florence og hendes fæller med. Der er bagudrettet skadefryd og hånlatter. Musikken bliver promoveret i comedy-kategorien. Vi er i nærheden af Janteloven. Ællinger skal kanøfles, især hvis de larmer og gør sig til.
   Det fine ved Florence-filmene er, at de vender sig mod denne stemning og prøver at pakke latteren ud. »You're laughing and she touches you. It's inherently ridiculous and courageous at the same time,« bemærker Frears i et interview med Anne Thompson fra Indiewire. »People may say I can't sing,« skal Foster have sagt, »but no one can ever say I didn't sing«. Frears' film – som har manuskript af Nicholas Martin og Julia Kogan – lader ordene være noget, som Florence siger til Bayfield på sit dødsleje.

   
ET af de bedste musikøjeblikke, jeg kender, er introen til »If It's in You« fra albummet The Madcap Laughs (1970) med Pink Floyd-grundlæggeren Syd Barrett (1946-2006). Det er en svær sang, og Barrett begynder flere gange for at ramme strengene rigtigt og komme forbi stedet, hvor han synger falsk. Man kunne sagtens klippe tilløbet ud, men Barrett (og David Gilmour og Roger Waters, som har produceret The Madcap Laughs) lader det stå, for den falske start er vigtig og hører med.
   Marguerite har en frisk svimmelhed i sit anslag. Florence Foster Jenkins er lydefrit skruet sammen. Blot virker filmen ikke som en nødvendig fortælling, mere som en historisk rekonstruktion.
   Men både i Florence og Marguerite er der et øjeblik, hvor sangerinden får lov at synge så stort og rent, som hun selv hører det. I Giannolis film sker det på rystende vis. Hos Frears er skønsangen noget, som Florence drømmer sammen med filmen og sit publikum. Miraklet bliver større af netop dén grund.   

*) Sangværket er samlet på adskillige album, der lukrerer på den komiske effekt. På Spotify ligger bl.a. A Florence! Foster!! Jenkins!!! Recital!!!! (RCA Victor Red Seal, 1954), Florence Foster Jenkins (HMV, 1956), The Unbelievable Glory of the Human Voice (RCA Victor Red Seal, 1962) og The Truly Unforgettable Voice of Florence Foster Jenkins (Sony Classical, 2016).
   Nicheudgivelsen The Muse Surmounted – Florence Foster Jenkins and Eleven of Her Rivals (Homophone, 2004) bruger Cosmé McMoon-kompositionen »Valse Caressante« som blikfang og påskud for at samle andre anstrengte operastemmer: Rosalina Mello, Betty-Jo Schramm, Sylvia Sawyer, Mari Lyn etc. Sætstykket er en 7:47 minutter lang skæring, hvor Cosmé McMoon fortæller om sin tid på scenen og i studiet med Jenkins.
   Bedst tilrettelagt er Naxos/Nostalgia-sampleren Florence Foster Jenkins & Friends – Murder on the High Cs – Original Recordings 1937-1951, der er genudgivet som Florence Foster Jenkins: The Complete Legacy 1937-1951 (2003). Her er de ni obligatoriske Jenkins/McMoon-skæringer suppleret med otte konkurrerende bidrag: Alexander Kipnis (»Little Jack Horner«); John Charles Thomas (»Sing a Song of Sixpence«); Josephine Tumminia m/ Jimmy Dorsey & His Orchestra (»The Blue Danube«); Ezio Pinza m/ The Sons of the Pioneers (»The Little Old State of Texas«); Jimmy Durante i duet med Helen Traubel (»The Song's Gotta Come From the Heart«) og vice versa (»A Real Piano Player«) + (danske) Lauritz Melchiors livtag med »Please Don't Say No«. 


Marguerite. Instr.: Xavier Giannoli. Manus: X. Giannoli & Marcia Romano. Foto: Glynn Speeckaert. 129 min. Frankrig-Tjekkiet-Belgien 2015. Dansk premiere: 28.04.2016.

Florence Foster Jenkins (Florence). Instr.: Stephen Frears. Manus: Nicholas Martin. Foto: Danny Cohen. 111 min. UK-Frankrig 2016. 25.08.2016.


Fotos: Fidélité Films/ Gabriel/ France 3 Cinéma/ Sirena Film/ Scope Pictures/ Jouror Productions/ CN5 Productions/ Memento Films/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cofinova 11/ La BAnque Postale Image 8/ Sofica Manon 5/ CNC/ Eurimages/ Memento Films International/ Cohen Media Group [trailer]/Angel Films// Pathé Pictures International/ BBC Films/ Qwerty Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios
Marguerite streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Florence Foster Jenkins streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, TV Play, Viaplay
Weekendavisen Kultur 29.04.2016 + 26.08.2016 + rev. 18.09.2023 

onsdag den 12. oktober 2022

Steven Soderbergh: Let Them All Talk (2020)


DEN RIGTIGE HIMMEL
Et stort snakkestykke om alder og tidsånd

Af BO GREEN JENSEN

MANHATTAN-forfatteren Alice Hughes skal modtage den fornemme Footlinger Prize i London. Hun har egentlig opgivet at tage af sted, for hun er ikke i stand til at flyve. Så spiser hun frokost med Karen, sin »nye« redaktør, der har været hos agenten i otte år. Den sædvanlige læser trak sig tilbage, skønt hun »kun« var 70.
   For Alice, som selv har nået den alder, er tiden blevet abstrakt og elastisk. Det vil hun skrive om i manuskriptet, der er ventet med spænding. Alice har antydet, at det »vender tilbage« til et af de tidlige værker. Agenten håber meget, at hun mener You Always You Never, romanen om tre veninder, som definerede karrieren. Ingen ønsker en opfølger på A Function of the Body, den anden og mere miskendte bog, som er Alices personlige favorit.
   Både for Alice og Karen er der mere på spil, end de giver udtryk for. Karen foreslår Alice at tage luksusdamperen Queen Mary 2 til England. Hun kan udvirke, at Alice får stillet en suite til rådighed, hvis hun vil læse op undervejs. Alice er et menneskesky vanevæsen. Hun tænker sig længe om, før hun spørger: »Må jeg gerne tage et par gæster med?«



SÅDAN sættes scenen i Let Them All Talk, en bittersød sædekomedie i Steven Soderberghs omfattende filmografi, der altid har en krølle i præmissen, uanset om han filmer med smartphone (Unsane), laver profetiske epidemifilm (Contagion), udfordrer fans af Andrej Tarkovskij (med en ny version af Solaris), tager livtag med myten om Che Guevara (Ché) eller diverterer med spændende mainstream (Ocean's Eleven-Twelve-Thirteen etc).
   Soderbergh var kun 26 år, da han modtog Guldpalmen i Cannes for sex, lies, and videotape (1989). I 2000 fik han en Oscar for multiplotfilmen Traffic. Nu er han 58 og har 30-40 film under bæltet. Han er yngre end Alice, ældre end Karen og fuldender således symmetrien. Det er nemlig, hvad Let Them All Talk bliver hen ad vejen: et panoramisk snakkestykke om tiden og tidsånden, set fra forskellige generationers synsvinkler.



AF samme grund har filmen alder på hjernen. Alice på cirka 70 bliver spillet af Meryl Streep på 71. Hun rækker ud til veninderne Susan (Dianne Wiest på 73) og Roberta (Candice Bergen, 74), som hun ikke har set siden studietiden, da de levede som i gennembrudsbogen.
   Alice inviterer også sin nevø, Tyler (Lucas Hedges på 24), der er overrasket og lidt spændt på rejsen. Han forklarer sine venner, hvem Alice er. Eller hvem Alice var – for de unge taler altid om ældre mennesker i datid. Vi forstår, at der har været både film og miniserier baseret på You Always You Never.
   Veninderne lever i hver sin bobbel. Skønt alle smiler elskeligt, er de usikre på, hvad Alice vil. Susan ser altid mulighederne i sine medmennesker. Dianne Wiest har derfor den bedste rolle og de mest ekspansive replikker i den halvt improviserede dialog. Roberta er derimod bitter og vred. Hun er sikker på, at Alice vil stjæle hendes liv en gang til. Hun giver bogen, som brugte hendes historie, skylden for alt, der er gået galt. Karakteren har kun to toner og er lidt af uriaspost for Candice Bergen.



DER er intet ydre drama på overfarten. Der er til gengæld gode, famlende samtaler, mens atmosfæren strammer til på følelsessiden. Tyler spørger til sin tantes arbejde, fordi han har lovet Karen – der rejser på anden klasse – at rapportere om manuskriptet. Han forsøger samtidig at flirte med kvinden (spillet af Gemma Chan, 38), der er 14 år ældre end han.
   Alice har et vemod i sin distræte facon, som frustrerer både den milde og den maniske veninde. Da hun optræder på skibet, taler hun ikke om sine egne bøger, men om den miskendte Blodwyn Pugh, en walisisk kvinde, som kun skrev én bog. In the Realm of the Owl er et magisk værk, der taler tværs over tiden. Det er det andet, de skal i England: besøge Blodwyn Pughs grav.



DET er (heldigvis) svært at genrebestemme Let Them All Talk. En medpassager er krimiforfatteren Kelvin Kranz (Daniel Agrant), som har skrevet stakke af detektivhistorier. Veninderne er vilde med hans bøger. Alice finder én og holder den op i to fingre. Men Kranz forvirrer hendes fordomme ved at være en fan, som spørger indsigtsfuldt til detaljer i A Function of the Body. Hele filmen har et præg af whodunnit. Alice forklarer, hvorfor hun ikke kan holde krimier ud. De har ikke virkelighedens tvivl og nuancer. Susan siger, at netop dét er kvaliteten. Mordgåder er livsmysterier, som man får lov at opklare.


DET er Soderberghs film, og han tackler opgaven elegant. Men manuskriptet er skrevet af Deborah Eisenberg (f. 1945), som underviser på Columbia University og er elsket for sine skarpe noveller. I The New York Review of Books (25.03.2021) kan man læse Eisenbergs essay om Tove Ditlevsen, som p.t. lanceres i USA. Filmens oversete geni, Blodwyn Pugh, er Eisenbergs opfindelse, skønt stenen på graven ser virkelig ud.
   Da vi når så langt og har lyttet så længe, sker noget brat og uventet. Faktisk er det varslet, men man har glemt at være opmærksom, fordi tiden er gået i godt selskab. Wiest har holdt en brav tale om, hvordan veninderne skal se op fra deres navler og betragte nathimlen. Elon Musk har fyldt den med falske stjerner i form af tindrende satellitter. De tilhører den sidste generation, som har set den rigtige himmel.


LET Them All Talk er åndrig, eftertænksom og konsekvent interessant. Atter lykkes det lette anslag for Soderbergh, som har instrueret, fotograferet (som altid under navnet Peter Andrews) og klippet/redigeret (under navnet Mary Ann Bernard, der er et andet fast alias). Måske endda uden at have én personlig aktie i følelsesstoffet. Det er dét, der også er ved Soderbergh. Efter 40 vidt forskellige film har man stadig ikke noget indtryk af personen.
   På skibet siger Alice til Roberta, at hun altid skriver om sig selv, også når det ikke virker sådan. Soderbergh gør den modsatte ting, men han kan lave film som få andre.



Let Them All Talk. Instr.: Steven Soderbergh. Manus: Deborah Eisenberg. Foto: Peter Andrews (alias Soderbergh). 113 min. USA 2020. Dansk premiere: 10.12.2020 (streaming).


Fotos: Warner Max/ HBO Films/ Extension 765/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på HBO Max
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.04.2021.

torsdag den 8. september 2022

Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006)


DEN SIDSTE FORESTILLING
Robert Altman tager afsked og går med manér

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 2006: UMIDDELBART ligner svanesangen måske et stykke stjernebestrøet ensembleteater, der spinder en ende over Garrison Keillors radioshow »A Prairie Home Companion«. Men under al charmen, de stilrene sange og den nostalgisk livsalige humor er der adskillige skarpe kommentarer til aktuelle amerikanske tendenser.
   De fleste falder i et medley af overdådigt gnistrende »Bad Jokes«, som fremføres af Woody Harrelson og John C. Reilly i rollen som syngende cowboys. De skiftes til at standse fællessangen og fortælle en vittighed, der enten er profan, latrinær eller sexistisk. Den bedste af de dårlige vittigheder, som faktisk er ret gode alle sammen, koncentrerer Keillors og Altmans syn på de genfødte kristnes amerikanske fundamentalisme, der er ved at forvandle USA til et land, hvor ingen i dag ville drømme om at producere film som M*A*S*H (1970) eller sætte penge i et radioprogram som »A Prairie Home Companion«.
   »Har du én mere, Dusty?« siger Reilly til Harrelson. »Det har jeg da, Lefty,« dræver Harrelson, som i denne film rammer sin type på kornet. »Så lad mig høre den, Dusty.« »Okay, Lefty, hvad får man, hvis man blander vievand med afføringsmiddel?« »Det ved jeg ikke, Dusty. Hvad får man?« »En religiøs bevægelse.«
   Vittigheden er bedre på engelsk, hvor man blander »holy water« med »castor oil« og får »a religious movement«, men humoren lader sig oversætte. Det samme gælder langt den overvejende del af pointerne i Altmans virtuost balancerede film. Det kan egentlig undre, for »A Prairie Home Companion« er et ærkeamerikansk fænomen, som dyrker og parodierer en anakronistisk radiokultur, der ikke længere findes uden for Garrison Keillors univers.


   
I FILMEN er fiktionen, at programmet må lukke, fordi en investeringsfond har opkøbt alle aktierne i hovedsponsorens selskab. I virkeligheden lever »A Prairie Home Companion« i bedste velgående, sendes på 30. år hver uge fra St. Paul i Minnesota og bliver p.t. transmitteret til 558 lokale radiostationer, der abonnerer på Keillors særegne mix af nostalgi, excentrisk humor, gammeldags fortælleglæde og dybfølt hjemstavnskærlighed.*
   Altmans film bibeholder alle disse kvaliteter og slipper godt fra at sætte ansigter på nogle radiofigurer, som ellers kun lever i lytterens fantasi. Der er naturligvis sat ekstra tid af til en særudgave af Keillors »News from Lake Wobegon«.**
   Så husdetektiven Guy Noir (Kevin Kline) er en flygtning fra en Raymond Chandler-roman, der tager os ved vingebenet og guider os rundt i det dødsdømte teater, The Fitzgerald, der er opkaldt efter F. Scott Fitzgerald, som var dreng på Summit Avenue i St. Paul. Han våger over det meste af filmen i skikkelse af en buste, som er anbragt bag glasset i V.I.P.-logen, hvorfra konglomeratets onde øksemand (Tommy Lee Jones) følger de sidste krampetrækninger på scenen. Dødens engel, Asphodel, er i Virginia Madsens trenchcoatklædte skikkelse kommet for at hente en eller anden, men får i forbifarten gjort teatrets folk en tjeneste.
   Meryl Streep og Lily Tomlin er countrysanglærkerne The Johnson Girls, som har fulgtes med forestillingen fra begyndelsen. Sangene får de med nød og næppe presset ind, når de ikke fortæller anekdoter om gamle dage til Streeps teenagedatter, Lola (Lindsay Lohan), der har hørt alle historierne og helst vil have fred til at skrive dystre eksistentielle digte om selvmord. Alligevel er hun dog også lidt stolt af sin mor og sin tante.


  

SANGENE er sentimentale ballader, evergreens og schlagere fra den gyldne ende af en sangskat, som udgør det amerikanske svar på Dansktoppen. Imidlertid fremfører Streep (som faktisk kan synge country), Tomlin og Keillor (som også har en habil baryton) disse sange med så fordringsløs hjertevarme, at kernen af sandhed i countrymytologiens klicheer finder hjem og bliver den livsvisdom, som vi har at gøre godt med, når det nu ikke kan være anderledes.
   En gammel cowboysanger (Rim Russell) synger med knækkende stemme det sidste kvad om venskab. »Hvis der findes sådan en ting som en rigtig ven, så var du den ven for mig«. Så går han ned, klæder om og gør klar til en hyrdetime med kostumedamen. Og kommer aldrig op at stå igen.


FILMEN registrerer den i bund og grund fiktive afskedsforestilling, før, under og efter, i to akter, med mange kig ind bag scenen og enkelte glimt af et medlevende publikum. Altman er med rette berømt for sin evne til at orkestrere kaos og skabe frodigt eskalerende anarki i gruppescener med op til 20 talende karakterer. Han gør det typisk i prologen til sine film. Denne gang fylder fællesscenen faktisk hele filmen. Resultatet er en mageløs, hjertevarm gestus, som gik rent ind hos alle over 30 i Berlin.
   For har filmen noget imod sig, kunne det være et vist præg af seniorreservat. Det er uden tvivl derfor, at teenidolet Lindsay Lohan er indforskrevet i rollebesætningen. Altman bruger dog også Lohan til at formulere et kategorisk mistillidsvotum til Amerikas nye voksne. Denne gang kommer fordærvelsen ikke fra narko, våben og hiphop. Den kommer fra de genfødte kristnes saliggjorte rækker, der i Altmans øjne er mindst lige så intolerante som andre fundamentalister.



I SCENERNE fra teatret er Lohan stadig en levende pige, man har lov at nære forhåbninger til. I epilogen er teatret jævnet med jorden, og der er gået nogle måneder, da Johnson-pigerne, Dusty, Lefty, Guy Noir og de øvrige usual suspects samles på den Edward Hopper’ske diner over for teatret. Da bruser Lohan ind, nu som forkromet businesstype. »Hvad er det nu, hun laver?« spørger en af de andre, da Lohan er fræset videre. »Jeg kan næsten ikke huske det,« siger Streep. »Hun er ansat i et firma, der sælger religiøse computerprogrammer.«



ROBERT Altman døde den 20. november 2006. Han – og alle andre, som så A Prairie Home Companion på Berlinalen – vidste, at filmen ville blive hans sidste. Der herskede derfor en sær stemning ved pressemødet. Journalisterne var stadig i grinehumør efter visningen. De prøvede at finde alvoren frem og måske også lidt af hengivenheden. 
   Altman var 80 år, mager af sygdom og meget markeret. Der var ingen hengivenhed fra hans side. Altman smilede sjældent ved pressemøder, hvor det ellers er praksis, at man står sammen og siger pæne ting. Altman fortalte som regel om de problemer, han havde haft med sin producer og/eller distributør. Der var en slags pertentlig sadisme i den grundige gennemgang af fortrædeligheder. For imens sad den omtalte et andet sted i panelet og så ned i bordet.
   I Berlin var svarene præget af klarsyn. Altman var selv producer på filmen, men ville hverken tale den op eller ned. Han fortalte om vanskelighederne ved at gennemføre en stor produktion med en syg instruktør. Forsikringsselskabet krævede, at en yngre kollega stod klar til at overtage arbejdet. Altmans stand-in var Paul Thomas Anderson. Han sad ved mesterens side og gav sit besyv. Anderson talte om Altmans betydning for metoden i Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999). Han sagde mindst lige så meget om filmen som Altman. Den gamle mand var træt og bitter. Man kunne se, at han gerne snart ville hjem. 

*) I 2006 var »A Prairie Home Companion« og Garrison Keillors bulletiner fra lillebyen Lake Wobegon virkelig blevet det fænomen og den institution, jeg beskriver. Minnosota Public Radio sendte programmet hver uge fra 1974 til 2016. Der var en pause i perioden 1987-93, hvor Keillor flyttede formatet til New York, bearbejdede den nostalgiske faktor og kaldte programmet »The American Radio Company of the Air«. Ellers ingen afbrydelser i tæt på 40 år.
   Minnesota Public Radio opsagde samarbejdet med Keillor i 2016, da den første bølge af #MeToo-bevægelsen for alvor tog fart. En tidligere medarbejder fortalte, at hun følte sig krænket, da radioværten lagde en lidt for levende hånd på hendes nøgne ryg. Keillor siger, at han blot ville trøste empatisk, da medarbejderen græd. Ifølge MPR var der en række andre sager. Afskedigelsen vakte stort postyr og førte også til et brud med The Washington Post, der havde bragt en ugentlig klumme af Keillor. 
    I de magre år før streaming og podcast holdt Keillors program liv i radiomediet og blev sendt på 690 lokale radiostationer med mere end 4 mio. lyttere pr. show. I 2006 var det utænkeligt, at slutningen ville komme så brat. Efter Keillors fratræden levede PHC videre under navnet »Live from Here« og med Chris Tile som vært, men produktionen er ikke genoptaget efter COVID-19-nedlukningen i 2020.
   Til gengæld er »A Prairie Home Companion begyndt at turnere igen. Der bliver for tiden solgt billetter til rejsekoncerten »A Prairie Home Companion American Revival«. Radioshowet blev ofte sendt fra teatre og koncertsale ude i landet, fra The Hollywood Bowl til Ryman Auditorium i Nashville. Keillor fik oprindelig sin idé til PHC, da han skrev en artikel om Grand Ole Opry til The New Yorker. Keillor har kaldt sin fyring for »injustice on behalf a good cause«. De gamle programmer er online igen i arkivet hos Minnesota Public Radio. 
   
    
**) Keillors bøger om Lake Wobegon – en fiktiv version af forfatterens hjemstavn i Anoka, Minneota – var umådeligt populære i hele den anglofone kultursfære i 1980erne og 90erne. Lake Wobegon Days (1985) er den første og bedste, men lillebyuniverset (som fik kritikere til at sammenligne ham med Mark Twain og James Thurber) bliver stadig mere detaljeret udbygget i Leaving Home: A Collection of Lake Wobegon Stories (1987) og We Are Still Married (1989).
   Efter New York-mellemspillet følger Wobegon Boy (1997) og Lake Wobegon Summer 1956 (2001), som har selvbiografiske kvaliteter. In Search of Lake Wobegon (2001) er et gennemillustreret album med fotos af Richard Olsenius. Pontoon: A Novel of Lake Wobegon (2007), Liberty: A Novel of Lake Wobegon (2008); Life Among the Lutherans (2009) og Pilgrims: A Wobegon Romance (2009) bruger byen til at beskrive tidsånden i det republikanske USA efter 9/11. Her er demokraten Keillor på linie med Michael Moore, der bruger sit Michigan ligesådan. Det er også fra Lake Wobegon, at Keillor betragter COVID-19-pandemien i The Lake Wobegon Virus (2020) og tiden efter Trump i Boom Town: A Lake Wobegon Novel (2022).
   Forfatterskabet er større endnu og omfatter Happy to Be Here (1981), en selvbiografisk roman, og WLT: A Radio Romance (1991), der er Keillors sidestykke til Radio Days. I sit manuskript til Altmans film har Keillor inddraget The Sandy Bottom Orchestra (1996), som han skrev sammen med sin (tredje) hustru Jenny Lind Nilsson. Privatdetektiven Guy Noir lever videre i pasticheromanen Guy Noir and the Straight Skinny (2012). Erfaringerne fra det svære årti er bearbejdet i That Time of Year: A Minnesota Life (2020).
   Keillor arbejder ufortrødent videre fra sit website og publicerer dagligt en »A Writer’s Almanac«-podcast. I skrivende stund er han netop fyldt 80. Jeg mødte ham på Askov Højskole i juli 1990, da han kom til en digtoplæsning sammen med sin daværende hustru, Ulla Skaerved, som var dansk. Det var et sympatisk og behageligt møde. Jeg er derfor mest tilbøjelig til at tro på hans version af #MeToo-forløbet.


A Prairie Home Companion. Instr.: Robert Altman. Manus: Garrison Keillor. Foto: Edward Lachman. 105 min. USA 2006. Dansk premiere: 14.06.2006.


Fotos: Picturehouse/ GreeneStreet Films/ River Road Entertainment/ Sandcastle 5 Productiobs/ Prairie Home Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Warner Archive Collection 15.10.2024 
Teksten er lirket fri af en festivalreportage, som stod [med rubrikken »Skæbnehjulet«] i Weekendavisen Kultur 17.02.2006