Translate

Viser opslag med etiketten Opera. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opera. Vis alle opslag

tirsdag den 23. januar 2024

Liv og teater: Kasper Holten: Juan | Mozart's Don Giovanni (2010)

ET STED I DEN EUROPÆISKE NAT
Evig forfører i nutidsforklædning

Af BO GREEN JENSEN

HAN er manden, der lever for at erobre så mange forelskede kvinder som muligt. Han bruger deres kroppe, før han knuser deres hjerter, og hvert forhold udgør en voldtægt, der kulminerer i kærlighedsakten. Det er vigtigt, at kvinderne giver sig hen, men det er mindst lige så vigtigt, at de gør modstand.
   Myten om den store forfører har levet gennem 500 år. Først var han en social pirat, der udfordrede hierarkiet. Siden blev han kunstneren, der ikke vil give køb på sin frihed. I dag kan man sende ham i terapi – eller »aflyse« ham som uforbederlig krænker – men Don Juan er uhelbredelig. Der er ingen kur for hans besættelse, og det er dén, som kvinderne tænder på.
   Han inkarnerer et evigt princip om at jage, men i sig selv har han hverken fred eller varme. Så han sætter pris på kvinderne, og på sin måde elsker han dem. Han fylder deres sjæle med sin egen mangel på sjæl. Bagefter ser han sig ikke tilbage, men når han træder parringsdansen, er der ingen elsker som Don Juan.
   Forføreren færdes i alle kunstarter. I musikken hører Mozarts opera Don Giovanni (1787) til de slidstærke fremstillinger. Den er filmatiseret flere gange, mest mindeværdigt i 1979 af Joseph Losey. Tiden er dog mere end moden til Kasper Holtens strømlinede opdatering, som angriber stoffet empatisk, men bestemt ikke uden respekt.



OPERAFILM er en distinkt undergenre med to eller tre hovedspor. Man kan filme en klassisk opsætning og blive i teaterrummet. Franco Zeffirellis versioner af La Traviata (1982) og Otello (1986) er eksempler. Skal værket varieres, kan man inddrage prøveforløbet, og scenebilledets kunstige virkelighed kan være en stil og et mål i sig selv, som det ses i Trollflötan (1975, da. Tryllefløjten), Ingmar Bergmans tv-udgave af Die Zauberflöte (1791).*
   Modsat kan man søge ud af teatrets kukkasse, bruge hverdagsrummet som realistisk arena eller udvide og forstærke virkeligheden med special effects, så resultatet ligner en filmmusical. Baz Luhrmanns (La Boheme, 1994) og Zhang Yimous (Turandot, 2000) overdådige operaproduktioner er udtryk for en praksis, der blev skabt i Hollywood.


TYPISK skal der strammes og beskæres. Man kan endvidere ændre den historiske baggrund og omplante forestillingen kronologisk. Mark Dornford-Mays U-Carmen (2005) udspiller sig i et sydafrikansk township, hvor teksterne bliver sunget på swahili. Kenneth Branaghs riff på Tryllefløjten, The Magic Flute (2006) er henlagt til skyttegravslandskabet i 1. verdenskrig. Patrice Chéreau fortolkede Wagner som borgerlig fabel, og Kasper Holten videreførte ideen i sin monumentale sceneopsætning af Ringen.**
   Det gør naturligvis en forskel, om man fortolker en klassiker eller præsenterer et originalt værk. Carlos Saura kan gå ud fra, at publikum kender sangen på forhånd, når han bruger Mozarts opera i Io, Don Giovanni (2009), der fortæller om digteren Lorenzo da Ponte (1749-1838), som skrev tekst til musikken. Ligesådan Milos Forman i Amadeus (1984), der bygger på et skuespil af Peter Shaffer. Derimod er ungaren Kornél Mundruczós Johanna (2005) en særdeles vellykket filmopera, komponeret til lejligheden af Zsófia Tallér. Her må man selvsagt prioritere musikken og lade hver tone stå. Til gengæld er der mulighed for at skabe en ny verden.
 
  

HOLTEN er konsekvent kontemporær i Juan. Han destillerer forviklingshistorien og forkorter værket med henved en time, så nøglescenerne samles i det sidste døgn af forførerens liv. Derved mister filmen sikkert en del af sin styrke som Mozart-version. Til gengæld kommer den tættere på kernen i Don Juan-myten, som er universel.
   Det skælmske præg af opera buffa trænger kun igennem sporadisk. Snarere er værket læst som en forførers tragedie. Det er den samme kolde ild, den samme eksistentielle umættelighed, som Manden inkarnerer i Federico Fellinis Casanova (1976).



LORENZO da Pontes libretto er oversat til mundret engelsk. Man synger om e-mails, siger fuck hele tiden, og Leporello bemærker om Zerlinas tilkommende, at »Massetto is losing it big time«. Stephen Frys tekst til Branaghs Tryllefløjten var lige så forhippet moderne. Dét er en satsning. Som Raymond Chandler sagde, ældes intet så hurtigt som slang. Man må derfor skabe sin egen, der er vaccineret mod tid.
   Juan (Christopher Maltman) er en karismatisk konceptkunstner med tjekket fysik. Assistenten Leporello (Mikhail Petrenko) dokumenterer hans erobringer, så de kan indgå i installationen The Woman Project, der er forførerens livsværk. Anna (Maria Bengtsson), Elvira (Elizabeth Futral) og Zerlina (Katija Dragojevic) gestalter tre evige kvindetyper.
   Handlingen er henlagt til en arketypisk storby (Budapest) et sted i den europæiske nat. Stengæsten, som stammer fra det ældste bevarede Don Juan-drama (Tirso de Molinas Bedrageren fra Sevilla, 1630), er en hjemløs, der skygger den festklædte kunstner. Han kunne være Døden eller Djævelen, men er i sandhedens time Forføreren selv.



BEDST forløst er skildringen af Juans umættelighed. Han agerer, takserer og manipulerer, men han nærer en sult, som ikke kan stilles. En særligt bevægende scene er dén, hvor han beskriver sin kærlighed til Kvinden. For tilskueren tror ham. Han synger til Elvira, mens han presser sin krop mod endnu en kvinde. Han jager en fred, som han aldrig vil finde, og dør på passende vis i en bil.
   Skal det være sådan, skal det slet ikke være. Også i Holtens version er Juan ufortrøden, men han vælger sin skæbne med samme trods som fortælleren i en sang af Bruce Springsteen. Da er han mere et menneske end et princip, og dét er styrken i filmens projekt. Myten lever. Sangen har vinger. Helten er blevet en mand af i dag.


*) Et sjældent set Bergman-værk er Don Juan, der blev produceret for svensk skole-tv i 1965. Det var ikke Mozarts opera, men Molières komedie Dom Juan ou le Festin de Pierre (1665), som formidlingsopgaven handlede om. Her er synsvinklen hos tjeneren Sganarelle, som kommenterer sin herres mangel på gudfrygtighed. Bergman instruerede Ernst Hugo Järegård i rollen. Dom Juan debuterede i 1955 på Malmö Stadsteater. Don Juan bruger 1965-opsætningen på Dramaten. Bergman iscenesatte stykket for sidste gang i 1983 på München Residenztheater i Tyskland.
   Djävulens öga (1960, da. Djævelens øje) med Jarl Kulle og Bibi Andersson ligner, men er ikke helt filmskaberens eget take på en moderne Don Juan. Der er snarere tale om pligtarbejde. I Billeder (1990) skriver Bergman: »Djævelens øje fortsætter komedielinien. Selskabet havde købt en støvet dansk komedie, der hed Don Juan vender tilbage. Dymling og jeg indgik en skændig overenskomst. Jeg ville instruere Jomfrukilden, som han afskyede. Han ville, at jeg skulle tage mig af Djævelens øje, som jeg afskyede. Begge var vi meget fornøjede med vor overenskomst og syntes, vi havde narret hinanden. I virkeligheden havde jeg bare narret mig selv.« [s. 348] 
   Don Juan vender tilbage var et hørespil af Oluf Bang. Carl Anders Dymling var direktør for Svensk Filmindustri, det nuværende SF Studios. Billeder er oversat af Jørgen Stegelmann. Bogen former sig som en kommentar til erindringsbogen Laterna Magica (1987). 
 

**) Først og fremmest er Juan et kinetisk eksperiment, et forsøg på at skabe bevægelse og flytte dramaet ud af teatret. Der er ikke tale om Holtens definitive bud på Don Giovanni. Filmen blev til i vinduet mellem hans første periode på Det Kongelige Teater, hvor Ringen og Tannhäuser var højdepunkter, og hans turnus som operachef på Royal Opera House i London 2011-2017. Her blev Holtens Don Giovanni (2014), som kun har moderniteten til fælles med filmen, en fast del af repertoiret. Produktionen er genopsat fem gange, senest i september 2022. Scenografen Es Devlin har konstrueret en roterende bygning med åben facade, som muliggør næsten filmiske sceneskift. Holten kom tilbage fra London i 2018 og blev skuespilchef på Det Kongelige Teater. Siden har både Don Giovanni (i Christoffer Berdals instruktion), Molières Don Juan (i Anna Balslevs instruktion) og Amadeus (i Holtens egen version) været på plakaten. 


***) Poul Larsens monografi om Don Juan-motivet (Berlingske Leksikon Bibliotek, 1974) er en nyttig indføring i mytens ophav og anvendelse hos Tiro de Molina, Molière, Mozart, E.T.A. Hoffmann, Lord Byron, Chr. D. Grabbe, Honoré de Balzac, Alfred de Musset, Prosper Mérimée og Nikolaus Lenau. Den suppleres perfekt af Niels Barfoeds disputats Don Juan. En studie i dansk litteratur (Gyldendal, 1978).  


Juan (Mozart's Don Giovanni). Instr.: Kasper Holten. Manus: Mogens Rukov, Kasper Holten. Foto: András Nagy. 104 min. Danmark 2010. Dansk premiere: 07.04.2011.


Fotos: Blankov & Schønnemann Pictures [Stillfotograf: Steffen Aarfing]/ Eurofilm Stúdió/ Zentropa Entertainments/ Film i Väst/ TrustNordisk/ SF Studios/ Axiom Films/ CineMaterial/ Ingmar Bergman Archives (Stiftelsen Ingmar Bergman)/ Royal Opera House | Es Devlin homepage.
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.04.2011 - revideret og ajourført i januar 2024

mandag den 18. september 2023

Sangen har vinger: Florence Foster Jenkins 1868-1944


OPERAELSKERENS SELVBEDRAG
To film om en diva, der ikke kunne synge

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker synger som engle. Andre vil gerne og tror, at de kan.
   Tag nu Narcissa Florence Foster (1868-1944). Hun blev født i Philadelphia, havde rige forældre og blev set som et vidunderbarn, fordi hun var god til at spille klaver. Florence optrådte endda for præsident Rutherford Hayes i Det Hvide Hus.
   Men pigen ville synge. Allerede som 9-årig drømte hun om at stå på scenen i La Scala. Hendes far, som sikkert havde gehør, ville ikke investere i operastudier. Mor bakkede derimod datteren op.
   Som 14-årig blev hun gift med en læge, Frank Jenkins, der var 16 år ældre og nåede at give hende syfilis, før parret blev separeret i 1886. I 1909 mødte hun St. Clair Bayfield, en britisk skuespiller, som var ti år yngre. Der var uden tvivl sladder om mål og motiver, men de blev sammen til hendes død, og Bayfield sagde aldrig et ondt ord om sin formuende partner. 
   Som voksen fik hun midler til at gøre, som hun ville. Hun grundlagde da »The Verdi Club«, et selskab for sangens entusiaster, der havde Enrico Caruso og Alice Farrar som æresmedlemmer. Hver sæson sluttede med en koncert. Højdepunktet var et tableau vivant, der havde Florence i centrum, stylet og iscenesat efter alle kunstens regler.
   Koncerterne blev afholdt i balsalen på Hotel Ritz Carlton. De var store tilløbsstykker, for skønt alle kunne høre, at Florence sang falsk, ville man gerne se giraffen og grine. Enkelte så konturerne af en tragisk figur i den tonedøve operaelsker.
   På YouTube kan man høre Jenkins synge »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Det lyder som en høne, der hiver efter vejret. Jenkins kompenserer ved at skrige, når hun ikke kan nå de højeste toner. Der findes ni indspilninger, alle med arier i coloratura-registret.*
   Som 76-årig optrådte Florence ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Blandt gæsterne var komponisten Cole Porter. Talentet blev takseret i flere aviser. Kritikerne overgik hinanden i sarkastiske nedrakninger. En måned senere døde Florence Jenkins.

1. En gispende diva

XAVIER Giannolis Marguerite (2016) flytter historien til 1920ernes Paris, hvor millionøsen Marguerite Dumont ganske som Florence Jenkins er midtpunkt for et operaselskab. Årsfesten er en social begivenhed. Alle, som er noget, vil gerne med.
   Hendes mand kommer altid for sent. Han har længe søgt trøst andetsteds og betragter sin hustru som en monstrøsitet. Filmen sætter lighedstegn mellem ægteskabets mangel på varme og amatørens higen efter applaus.
   Første gang jeg så Marguerite, var på Mostraen i Venedig. I programmet stod blot, at filmen foregik i 1920erne og havde en operadiva i centrum. Hele salen fik et chok, da Marguerite brød ud i sang. Det er desværre ikke muligt at genskabe oplevelsen, for nu ved alle, hvad der venter. Selv filmens trailer gør reklame for mordet på sangen.


MARGUERITE bliver introduceret via begynderen Hazel (Christa Théret), en ung sangerinde, som kommer for at varme publikum op. Hun synger smukt og regner med, at den sagnomspundne værtinde gør det samme. Trods alt er garderoben fuld af fotografier, som viser Marguerite i de klassiske roller.
   Billederne er taget af tjeneren Madelbos (Denis Mpunga), der har sin egen dagsorden. Han prøver altid at skåne og glæde sin arbejdsgiver. Madelbos ligner – men er kun et stykke af vejen – en variation over Max von Mayerling, butlerfiguren som spilles af Erich Von Stroheim i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950). Marguerites overbærende mand bliver spillet af André Marcon, som hele tiden skammer sig. For ham får man bare en stille foragt.
   Det er svært at blive klog på, hvad man føler for Marguerite. Måske en slags sentimental respekt for karakterens selvbedrag. Og en vis sørgmodig sympati, fordi hun elsker og ikke bliver elsket tilbage, hverken af sangen eller sin mand.


FILMEN følger Florence Jenkins’ livsbane, men skaber sine egne karakterer. Kritikeren Lucien Beaumont (Sylvain Dieuaide) og digteren Kyrill Von Priest (Aubert Fenoy) –
 som nærmest er en Emil Bønnelycke-type – sniger sig ind til operafesten. De kan ikke finde ud af, om de er dadaister eller anarkister, men de vil helt sikkert sabotere borgerskabets skønhedsideal.
   Lucien skriver en anmeldelse, der beskriver Marguerites stemme som »et naturfænomen«. For første gang føler hun sig forstået. Marguerite optræder som nationalsymbolet Marianne i en politisk revy, der ender med håndgemæng og skandale. Hun føler bare bruset ved omsider at stå på en offentlig scene.
   Ved koncerten sker noget skræmmende smukt, som ikke skete i virkeligheden. Det er alt, hvad man har ønsket sig for Marguerite. Den altid seværdige Catherine Frot (La tourneuse de pages, Sage femme) lægger masser af varm empati i figuren.
   Der er skrevet fem skuespil om Florence Jenkins. Især Peter Quilters Glorious! (2005) med Maureen Lipman var en succes. Emnet er oplagt for soloforestillinger som Viva la Diva (2004) og Souvenir (2006). Den nøgne biografi er lagt frem i dokumentaren A World of Her Own (2008). I en kommende film bliver hun spillet af Meryl Streep, som skal være fantastisk i rollen. Florence Foster Jenkins er instrueret af Stephen Frears.
   Det gør ikke Marguerite overflødig. Filmen er gennemført original i sin blanding af drama, komedie, satire og romantisk historieskrivning. Den siger vist nok, at man skal synge for livet – uanset om man egentlig kan.



2. Når den tykke dame synger

EN hårdkogt talemåde siger, at intet er afgjort, før den tykke dame synger. It ain’t over ’till the fat lady sings. Fyndordet kommer fra baseball, men henviser til en operascene. I hvert fald kunne det handle om Florence Foster Jenkins.

   Florence blev født i 1886 i Philadelphia. Hun havde rige forældre og var god til at spille klaver. Pigen ville synge, men hendes far så ingen basis for at udvikle talentet. Da hun arvede ham, fik hun endelig råd.
   Florence blev gift med en læge, som gav hende syfilis. Så mødte hun skuespilleren St. Clair Bayfield, som hun levede platonisk med i årtier. De stiftede »The Verdi Club«, et selskab for operaentusiaster. Hver sæson sluttede med en koncert. Kulminationen var et udførligt tableau, som havde klubpræsidenten i centrum.


HER tager filmen Florence (2016) sin begyndelse. Prologen rekonstruerer tableauet, hvor sangerinden besøger komponisten Stephen Foster (1826-1864), der kæmper med temaet til »Oh! Susanna«. Inspirationens Engel bliver firet ned fra snoreloftet. Ingen fortrækker en mine. De kritiske stemmer er taget i ed.
   Sagen var jo, at mæcenen ikke kunne synge. Du har måske selv hørt Florence fremføre »Der Hölle Rache«-arien fra Tryllefløjten. Nattens Dronning skriger højt og hiver efter vejret. Der findes ni af de skræmmende indspilninger.
   Som 76-årig optrådte Jenkins ved en udsolgt koncert i Carnegie Hall. Amatøren insisterede, og denne gang kunne St. Clair Bayfield ikke købe pressens velvilje. Giften drev i de kritiske nedrakninger. En måned senere døde sanglærken. Det var den 26. november, 1944.


I Xavier Giannolis Marguerite var navnene var ændret og rammen flyttet til 1920ernes Frankrig. Det var stort set ellers den samme historie. Giannoli gav sangerinden en kritisk fan, og hun blev i fem minutter en bannerfigur for tidens anarkister og dadaister.
   Stephen Fears har en mere robust og realistisk tilgang til stoffet. Florence følger den faktiske biografi ganske nøje, helt ned til detaljer som at Cole Porter og Tallulah Bankhead var blandt tilhørerne ved den sidste koncert.
   Synsvinklen ligger primært hos Bayfield, der har sit eget liv uden for ægteskabet. Sangerindens faste akkompagnatør, Cosmé McMoon – der skrev hendes radiohit, »Serenata Mexicana« – er et andet kronvidne. Begge mænd ved, at de lever af Florences penge.


FLORENCE er en stor karakter, larger than life i enhver henseende, og der må ikke overdrives, hvis figuren skal virke på film. Meryl Streep giver Jenkins store fagter og et skær af uskyldig melankoli. Hver skæv tone er gengivet efter de eksisterende optagelser med Florence og McMoon.
   Sangen er tænkt som en komisk effekt, der forløser det tragiske i karakteren. Første gang Florence synger, er det et chok. Siden bliver det trættende, men strategien fungerer. Publikum reagerer med vantro og latter. Som tilskuer vælger man side og holder med Florence mod alle de andre.
   Streep er så godt som reduceret til en rekvisit. Guldet ligger i Hugh Grants portræt af St. Clair Bayfield, en sofistikeret karakter med Cary Grant-kvaliteter, fuld af sørgmodig selvironi. Også Simon Helberg får noget interessant ud af Cosmé McMoon, der vægrer sig ved at henrette musen.
   De økonomiske realiteter er aldrig helt ude af billedet. Frears er også her en taktfuld instruktør, der træder tilbage og lader fortællingen ånde. Der bliver aldrig peget fingre, og der er ingen firkantet pointe.



3. Hvis du har det i dig

STEPHEN Frears har arbejdet i utal af genrer, altid med solidt resultat.
Florence Foster Jenkins ser teatermiljøet fra samme vinkel som Mrs Henderson Presents (2005), hvor Judi Dench og Bob Hoskins tilbød ærbar striptease i London under Blitzen. Den satiriske sædeskildring er smagt til med en anelse fin nostalgi.
   »Amatør. En tonedøv diva skriger for livet, mens publikum klapper og griner.« Sådan så overliggeren ud, da Marguerite-anmeldelsen blev trykt. Der er en mærkelig, ubehagelig faktor i den morskab, vi som eftertid skal se på Florence og hendes fæller med. Der er bagudrettet skadefryd og hånlatter. Musikken bliver promoveret i comedy-kategorien. Vi er i nærheden af Janteloven. Ællinger skal kanøfles, især hvis de larmer og gør sig til.
   Det fine ved Florence-filmene er, at de vender sig mod denne stemning og prøver at pakke latteren ud. »You're laughing and she touches you. It's inherently ridiculous and courageous at the same time,« bemærker Frears i et interview med Anne Thompson fra Indiewire. »People may say I can't sing,« skal Foster have sagt, »but no one can ever say I didn't sing«. Frears' film – som har manuskript af Nicholas Martin og Julia Kogan – lader ordene være noget, som Florence siger til Bayfield på sit dødsleje.

   
ET af de bedste musikøjeblikke, jeg kender, er introen til »If It's in You« fra albummet The Madcap Laughs (1970) med Pink Floyd-grundlæggeren Syd Barrett (1946-2006). Det er en svær sang, og Barrett begynder flere gange for at ramme strengene rigtigt og komme forbi stedet, hvor han synger falsk. Man kunne sagtens klippe tilløbet ud, men Barrett (og David Gilmour og Roger Waters, som har produceret The Madcap Laughs) lader det stå, for den falske start er vigtig og hører med.
   Marguerite har en frisk svimmelhed i sit anslag. Florence Foster Jenkins er lydefrit skruet sammen. Blot virker filmen ikke som en nødvendig fortælling, mere som en historisk rekonstruktion.
   Men både i Florence og Marguerite er der et øjeblik, hvor sangerinden får lov at synge så stort og rent, som hun selv hører det. I Giannolis film sker det på rystende vis. Hos Frears er skønsangen noget, som Florence drømmer sammen med filmen og sit publikum. Miraklet bliver større af netop dén grund.   

*) Sangværket er samlet på adskillige album, der lukrerer på den komiske effekt. På Spotify ligger bl.a. A Florence! Foster!! Jenkins!!! Recital!!!! (RCA Victor Red Seal, 1954), Florence Foster Jenkins (HMV, 1956), The Unbelievable Glory of the Human Voice (RCA Victor Red Seal, 1962) og The Truly Unforgettable Voice of Florence Foster Jenkins (Sony Classical, 2016).
   Nicheudgivelsen The Muse Surmounted – Florence Foster Jenkins and Eleven of Her Rivals (Homophone, 2004) bruger Cosmé McMoon-kompositionen »Valse Caressante« som blikfang og påskud for at samle andre anstrengte operastemmer: Rosalina Mello, Betty-Jo Schramm, Sylvia Sawyer, Mari Lyn etc. Sætstykket er en 7:47 minutter lang skæring, hvor Cosmé McMoon fortæller om sin tid på scenen og i studiet med Jenkins.
   Bedst tilrettelagt er Naxos/Nostalgia-sampleren Florence Foster Jenkins & Friends – Murder on the High Cs – Original Recordings 1937-1951, der er genudgivet som Florence Foster Jenkins: The Complete Legacy 1937-1951 (2003). Her er de ni obligatoriske Jenkins/McMoon-skæringer suppleret med otte konkurrerende bidrag: Alexander Kipnis (»Little Jack Horner«); John Charles Thomas (»Sing a Song of Sixpence«); Josephine Tumminia m/ Jimmy Dorsey & His Orchestra (»The Blue Danube«); Ezio Pinza m/ The Sons of the Pioneers (»The Little Old State of Texas«); Jimmy Durante i duet med Helen Traubel (»The Song's Gotta Come From the Heart«) og vice versa (»A Real Piano Player«) + (danske) Lauritz Melchiors livtag med »Please Don't Say No«. 


Marguerite. Instr.: Xavier Giannoli. Manus: X. Giannoli & Marcia Romano. Foto: Glynn Speeckaert. 129 min. Frankrig-Tjekkiet-Belgien 2015. Dansk premiere: 28.04.2016.

Florence Foster Jenkins (Florence). Instr.: Stephen Frears. Manus: Nicholas Martin. Foto: Danny Cohen. 111 min. UK-Frankrig 2016. 25.08.2016.


Fotos: Fidélité Films/ Gabriel/ France 3 Cinéma/ Sirena Film/ Scope Pictures/ Jouror Productions/ CN5 Productions/ Memento Films/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cofinova 11/ La BAnque Postale Image 8/ Sofica Manon 5/ CNC/ Eurimages/ Memento Films International/ Cohen Media Group [trailer]/Angel Films// Pathé Pictures International/ BBC Films/ Qwerty Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ SF Studios
Marguerite streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Florence Foster Jenkins streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, TV Play, Viaplay
Weekendavisen Kultur 29.04.2016 + 26.08.2016 + rev. 18.09.2023 

torsdag den 17. februar 2022

Kenneth Branagh: The Magic Flute/Tryllefløjten (2006)


KOLORATUR TIL VERDENS ENDE
Branaghs bud på en modernisering

Af BO GREEN JENSEN

DET er sandsynligvis en smagssag, om man tænder på ideen om en moderne eventyrudgave af Die Zauberflöte (1791). Mozarts i forvejen ekstravagante anretning, en kagekonstruktion i to akter og mange stillag, der spænder fra lavkomisk lovprisning af småborgerligheden til mystisk reklame for frimurerordenen, er for operaelskere et rart og tidløst klenodie, som man piller ved på eget ansvar.
   Det er filmet flere gange, mest mindeværdigt i Ingmar Bergmans 1975-opsætning, der gør en luftballon til et billede på menneskets udsatte frihed og slipper overraskende godt fra at dyrke det sødladne handlingsspor om Papageno og Papagena.


TUSINDKUNSTNEREN Kenneth Branagh, som vil en masse og kan det meste, har en meget britisk løsning på opgaven. Scenen er fortsat den ganske verden, men fortællingen er skrevet frem i tid og forstørret til kosmisk fantasy.
   En evig skyttegravskrig mellem blå og røde tropper har raset så længe, at ingen kan huske, hvordan den begyndte, eller se en ende på meningsløsheden. De visuelle referencer peger alle på Første Verdenskrig, ligesom Stephen Frys version af Emanuel Schikaneders libretto har en undertone af music hall. Man kan i øvrigt høre, hvad der bliver sunget, hvilket er en lettelse, eftersom filmen mærkværdigvis ikke er tekstet.


PROLOGENS tre kvinder er nu sygeplejersker, som åbenbarer sig for officeren Tamino (Joseph Kaiser) på slagmarken, hvor hele flåder af Sopwith Camels svæver over en labyrintisk forgrening af skyttegrave. Så godt som alle effekter i filmen er skabt med CGI-teknologi, hvilket Branagh tager på sig og gør til et stilgreb. Sarastro (René Pape) synger fra kenotafen på en kirkegård, hvor korsene strækker sig til verdens ende. Nattens Dronning (Lyubov Petrova) gør sin entre på en futuristisk kampvogn. I anden akt zapper hun rundt som en punkteret ballon, da den berømte koloraturarie leveres.


I PRØVELSERNES Tempel, hvor præsten Sarastro er blevet en progressiv feudalherre, ligner verden skiftevis hoffet i Branaghs egen filmatisering af Hamlet (1996) og musicaludgaven af Les Miserables. Også Richard Loncraines nazificerede modernisering af Richard III (1995) kunne være et ophav.
   Som fortællingen skrider frem, bliver Nattens Dronning en perverteret kusine til H.C. Andersens »Snedronningen« og The Wicked Witch of the West i L. Frank Baums Oz-bøger. Det er aldrig for alvor på tale, at Tamino ikke skulle få sin Pamina, og fuglefængeren Papageno leverer som altid anstrengt comic relief. Frimureriets treenigheder gestaltes med loyal fantasi.


UNDERTEGNEDE har ikke forudsætninger for at vurdere de vokale præstationer. Som jeg hører det, er forestillingen drejet i retning ad moderne musikteater, hvilket både klæder og menneskeliggør den. Derimod kan jeg se, at Branaghs extravaganza har aner i kontroversielle musikfilm som Ken Russells Tommy (1975) og Alan Parkers The Wall (1982). Også Richard Attenboroughs Oh! What a Lovely War (1969) kan anes, og det er halvdelen af fornøjelsen ved dette kuriosum: at finde de visuelle citater, fra Wilfred Owens digte til en kæmpemæssig trutmund, der løftes direkte ud af Salvador Dalis ode til Mae West.


BRANAGHS Tryllefløjten er frapperende, uophørligt underholdende og en smule anstrengende at følge i længden. Den er bedst, når den dyrker sit pacifistiske motiv, og svagest i det esoteriske lag. Papageno irriterer som altid, men de tonale trappestiger imponerer så langt, at man gerne vil høre lydsporet igen. Filmen er som en flødeskumskage. Der er muligt, at man glemmer den hurtigt, men farverne smælder, så længe det varer.


Tryllefløjten (The Magic Flute). Instr.: Kenneth Branagh. Manus: Kenneth Branagh og Stephen Fry. Foto: Roger Lanser. 138 min. Frankrig-UK 2006. Dansk premiere: 08.06.2007.


Fotos: Idéale Audience/ Peter Moores Foundation/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Karl Friedrich Schinkel: Die Sternenhalle der Königin der Nacht (ca. 1815) - Wikimedia Commons
Filmen streames på SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

mandag den 10. maj 2021

Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]


TINDRENDE NONSENS
Gilbert & Sullivan 1871-96

Af BO GREEN JENSEN

FORFATTEREN William Schwenck Gilbert (1836-1911) og komponisten Arthur Seymour Sullivan (1842-1900) skrev 14 operetter sammen i årene 1871 til 1896. Ikke alle var store succeser, men samtidens britiske teatergængere var mindst lige så glade for tandemets bedste bestræbelser – H.M.S. Pinafore (1878), The Pirates of Penzance (1879) og The Mikado (1885) – som eftertidens dramatiske selskaber og venner af victoriansk kultur har været. Makkerskabet blev en institution og en blomstrende forretning. Samarbejdet blev også modellen for senere legendariske sangskriverpar som Rodgers & Hammerstein, Loewe & Lerner, Webber og Rice etc.
   I Danmark er især »Admiralens vise« blevet folkeeje. Det skyldes Jørgen Reenbergs fortolkning af »When I Was a Lad«, sangen som opportunisten Sir Joseph fremfører, da han stiger ombord på det gode skib Pinafore. Reenberg må dog dele æren med Jens Louis Petersens ualmindeligt inspirerede gendigtning af kvadet om, hvordan man kommer højt på strå. Faktisk er teksten sjovere på dansk, hvor den som intet vover får »stribevis af kors og bånd og stjerner« på uniformen. Originalen taler mere prosaisk om at blive »ruler of the Queen’s navee«. Sangens morale – »Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!« – er imidlertid Gilberts egen bidske pointe.*



TEKSTEN er typisk for den satiriske side af Gilbert og Sullivan. Sangene er sublimt filigranarbejde, tonale og verbale trappestiger, der kan lyde som ren metervare, når Gilberts kæder på kæder af ord bredes ud over Sullivans adstadige recitativer. Amerikaneren Tom Lehrer kunne i 1959 give et blændende bud på, hvordan sangskrivere som Mozart og Cole Porter ville have arrangeret folkevisen »Clementine«. Parodiens klimaks er dog forbeholdt Gilbert og Sullivan, hos hvem man ifølge Lehrer altid kan regne med »a rousing finale, full of words and music and signifying – nothing.«**


MEN der er substans i Gilberts tindrende nonsens. For det første kunne han til overflod få sproget til at slå smut og stå på hovedet, ganske som forbillederne Lewis Carroll og Edward Lear havde gjort. For det andet var han en pessimistisk misantrop med et skarpt blik for andres forfængelighed og forstillelse. Til tider kunne han endog se sin egen. Han holdt meget af at grine, men latteren var altid mørk, og det victorianske borgerskab gik ikke mindst i teatret for at se deres verden krænget ud og vendt om i diverse fantastiske scenarier.
   Den produktive Gilbert skrev også lødig lyrik og seriøs dramatik, men det var kun i samarbejdet med Sullivan, at han fandt et stort publikum. Begge mænd levede godt og energisk af fortjenesten på deres operetter, og i Richard D’Oyly Carte (1844-1901) fandt de den optimale forretningsfører. D’Oyly Carte byggede et nyt teater, The Savoy, til Gilbert og Sullivan. Han tog sig også af alle lanceringsaspekter og var i mange henseender en forløber for moderne superagenter som Cameron Macintosh. I øvrigt instruerede Gilbert selv sit ensemble, og Sullivan dirigerede selv sit orkester. Disse mænd var pionerer, uden hvem vi næppe ville have et moderne musikteater i dag.


MED udstyrsstykket Topsy-Turvy har Mike Leigh skabt en mageløs film om de bemærkelsesværdige victorianere. Instruktøren, som man sædvanligvis forbinder med nuanceret socialrealisme og medlevende menneskeskildringer i film som Life Is Sweet (1990), Naked (1993), guldpalmevinderen Secrets and Lies (1996) og guldløvevinderen Vera Drake (2004), trak allerede i Career Girls (1997) på sin kærlighed til og erfaring fra teaterarbejdet. Alligevel er Topsy-Turvy en overraskelse. Den er gavmild i anslaget, ødsel og bred, syngende spraglet og funklende sort. Den er tydeligvis også skabt af en mand, der elsker Gilbert og Sullivan.


FILMEN indhenter sangskriverparret på et tidspunkt, hvor maskinen er begyndt at tabe momentum. Vi skriver 1884, og Princess Ida har netop haft premiere. Vist er der bifald i salen, og vist fremhæver anmelderne den upåklagelige professionalisme, hvormed Sullivans lette musik kompletterer Gilberts uforlignelige »topsy-turvy«, dvs. den snurrigt udførlige nonsens, som hans librettoer levede på og var afhængige af. Men kritikken antyder også, at duoens seneste opus væsentligst byder på mere af det samme.
   Så Gilbert (Jim Broadbent) er rasende, da han læser anmeldelsen højt for hustruen Lucy (Lesley Manville) og staben af tjenende ånder. »Topsy-turvy« betyder sådan noget som at vende op og ned på alt velkendt. I de danske undertekster er begrebet blevet til »Hurlumhejsaland«. Kritikken, som rettes mod Gilbert, er således indsigtsfuld og præcis. Det er i kraft af den groteske ramme, at hans absurde ironier kan stråle, men den skallesmækkende mimose er såret. Hans kone sukker og savner at få børn, men »Schwenck« siger altid »Godnat, min ven« og går ind til sig selv.
   Endnu værre står det til hos den kronisk skrantende Sullivan (Allan Corduner). Han vågner gispende af et mareridt om tomme stole, der klappes op i teatret. Han kræver at blive fragtet derhen, så han kan dirigere sin egen musik, men næste dag står det ham lysende klart, at han må ud af det kvælende makkerskab. Han kan ikke længere fungere som Gilberts personlige lirekasse. Man venter sig mere af manden, der debuterede som 20-årig med operaen The Tempest og en tid blev betragtet som fremtidens stemme. Alt for længe har han ladet stå til. Nu vil han rejse og skrive rigtig musik. Ikke mere tonal topsy-turvy. Ikke mere komisk musik.



DEN økonomisk ansvarlige D’Oyly Carte (Ron Cook) er lige så bekymret som Gilbert, men han sender Sullivan på inspirationsrejse og genopsætter The Sorcerer, da Princess Ida kun trækker halvtomme huse. Gilbert præsenterer en ny idé, som betænkeligt ligner den gamle succes. Sullivan nægter at forholde sig til den, da han vender hjem og er fuld af nye impulser. Lakonikeren Gilbert fremlægger minimalt varierede ændringsforslag. Den febrile Sullivan er ubøjelig. Imens venter verden på mere fra parret.
   Vi er en god time inde i filmen, da lynet slår ned i den trætte forfatter. Hans kone slæber ham med til månedens mest eksotiske kulturtilbud, den japanske landsby i fuld størrelse og med 100 autentiske statister, som en foretagsom hollænder turnerede med i de europæiske hovedstæder. Gilbert er fascineret mod sin vilje og mod sin natur. Efterhånden er han uvant med fænomenet inspiration, så i første omgang hænger han blot et samuraisværd op i arbejdsværelset. Men da ideen insisterer, giver han efter. Det første udkast til Mikadoen er da også så lovende, at Sullivan lader sig overtale.



HER skifter filmen tone, breder sig ud og bliver i højere grad et ensemblestykke. Leigh er uhyre grundig i sin skildring af, hvor mange praktiske hensyn, der skal tilgodeses, før et godt manuskript kan få egenliv på scenen. Vi lærer ensemblet at kende som et broget galleri af gribende skæbner, alle castet og spillet med sans for detaljen: Timothy Spall som krukken Richard Temple; Martin Savage som George Grossman, en elegant morfinist; Dorothy Atkinsons Jessie Bond med et sår på benet, som ikke vil læge, Alison Steadman (den forhenværende fru Leigh) som kostumieren Madame Leon. Det er dog Broadbent og Corduner, som bærer den lange film helt i mål.
   Efter megen trial and error bliver Mikadoen en bragende succes, som overrasker alle involverede. Med en lignende entusiasme forlader man Topsy-Turvy. Spilletiden bliver voldsom, fordi Leigh viser mange sangnumre i fuld længde. Han kunne sikkert have lokket flere husarer til med mere sex i kulissen og mindre victoriansk vaudeville, men glæden ved den glorværdige nonsens forplanter sig til biografen. Alle operettens venner må helt sikkert ind og se Topsy-Turvy, men også fjenderne vil kapitulere, for det er lykkedes Leigh – der har meget af en Gilbert i sig – at skabe en film, som på alle måder er storslået.




NOTER

*) Jørgen Reenberg (1927-2023) sang »Admiralens vise«, da Det Kgl. Teater opførte Den gode fregat Pinafore i 1955. Poul Kanneworff var instruktør og koreograf. TV-klippet er fra 1962, da Jens Louis Petersens tekst for længst havde fået evergreenstatus. I min fjerne barndom var sangen altid med i ønskeprogrammet Giro 413, som hele landet lyttede til søndag formiddag. Den sidste strofe lyder: »
I landsmænd her, som gerne vil nå op/ til vor samfundsstiges allerhøjeste top,/ flyd med, men hold jer i enhver forstand/ til stadighed og altid fra det dybe vand./ Stå aldrig til søs! Lad de andre stå/ I får stribevis af kors og bånd og stjerne på!« I Gilberts original står der: »Now landsmen all, whoever you may be,/ If you want to rise to the top of the tree,/ If your soul isn't fettered to an office stool,/ Be careful to be guided by this golden rule./ Stick close to your desks and never go to sea,/ And you all may be rulers of the Queen's Navee!«


**) »Clementine« findes på More of Tom Lehrer (1959) og koncertalbummet An Evening Wasted with Tom Lehrer fra samme år. Den sublime satire var altid sjovest, når Lehrer sang for et publikum og præsenterede stoffet i uforlignelige monologer. De uopslidelige lejlighedssange på That Was the Year That Was (1965) findes kun i koncertudgave. Lehrer skrev dem på ugentlig basis til tv-satiren That Was the Week that Was (TW3), som NBC sendte 1964-65. Det er tankevækkende, at netop de nyhedsbaserede sange har vist sig særligt langtidsholdbare. Lehrer har sagt, at satire går ud på at overdrive aktuelle tendenser. Han holdt op, fordi verden blev så grotesk, at man ikke kunne overdrive. Det er en stor skam, at Lehrer trak sig fra scenen. Efter TW3 vendte han tilbage til sit virke som professor i matematik og musikteater på University of California i Santa Cruz. De samlede værker findes på bokssættet The Remains of Tom Lehrer (2000). Lehrer lever stadig. Han er 93, mens jeg skriver [10.05.2021]. Hans sange bliver stadig lyttet til og samplet af andre kunstnere. Det skabte små overskrifter, da han i 2020 gik mod strømmen og tendensen, hvor rettighedshavere skændes om stoffet og stævner hinanden. Lehrer donerede alle sine sange til The Public Domain. De kan således bruges uden beregning. 

Topsy-Turvy. Instr. & manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 161 min. UK 1999. Dansk premiere: 18.08.2000.


Fotos: CineMaterial/  MovieStillsDB/ The Gilbert and Sullivan Archive/ DR
Filmen streames p.t.ikke i DK, men uden for Skandinavien på Apple TV
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (spine #558) 19.10.2020
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.08.2000