Translate

Viser opslag med etiketten folk horror. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten folk horror. Vis alle opslag

mandag den 1. januar 2024

Found Footage | The Blair Witch Project (1999) [Horror 100]


IND I SKOVEN
Fra æstetisk outlier til ny hjørnesten

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 1999: DEN kommercielle baggrund for Blair Witch-legenden er så usædvanlig, at den ikke helt kan udelades fra en kritisk vurdering af filmen, der i mange henseender deler teknisk præmis og æstetisk metode med de danske Dogme 95-film.

   I 1990 mødte Daniel Myrick (f. 1963) og Eduardo Sánchez (f. 1968) hinanden på University of Central Florida, hvor begge studerede film. De fandt sammen i en lidenskab for det bizarre, for udførlige konspirationsteorier og okkulte gys af typen, der virkelig bliver under huden. I fællesskab realiserede de afgangsfilmen Fortune, og da de sammen med Gregg Hale (f. 1966), en forhenværende kommandosoldat, etablerede produktionsselskabet Haxan i Orlando, var et af pionerprojekterne kortfilmstrilogien Black Chapters, der udspringer af samme psykologi som Chris Carters kultserier The X-Files (1993-2018) og Millennium (1996-1999). Haxan producerede i øvrigt reklamefilm og instruktionsvideoer af forskellig art.*


POINTEN er, at Myrick og Sánchez ikke havde kontakt med den etablerede filmindustri. The Blair Witch Project, parrets debut i spillefilmslængde, blev produceret for 60.000 dollars. På en gængs produktion kan man ikke engang lave fortekster for beløbet. Derfor er filmens succes i sig selv et eventyr, der betager den amerikanske underholdningsindustri. 
   The Blair Witch Project blev en af sommerens mest sete film i USA og fik alene dér solgt billetter for 140 mio. dollars. Filmen har spillet sig hjem 1.000 gange, hvilket er den suverænt bedste forretning, nogen i amerikansk film har gjort meget længe, også når man tager højde for robuste investeringer som James Camerons Titanic (1997) og George Lucas' Star Wars Episode 1: The Phantom Menace (1999). Endvidere lykkedes det Myrick og Sánchez at skabe et fænomen, der havde tag i internetgenerationen, endnu før filmen fik premiere. I det etablerede Hollywood vil man dræbe for den slags succes.
   Den håndholdte gyser blev vist på Sundance Festivalen i januar 1999 og begejstrede sit publikum, men fra branchens side blev den betragtet med skepsis. Derfor kunne det lille distributionsselskab Artisan sikre sig filmen for et beskedent beløb. På årets Cannes Festival – hvor den blev vist i Quinzainen, der løber parallelt med, men uafhængigt af hovedkonkurrencen – var Blair Witch Project filmen, som alle lige måtte nå.
   For hver dag kom der flere gæster på det gennemarbejdede website, som i sig selv var en nyskabelse. 20 millioner klik blev det til. Da snart sagt alle vestlige nyhedsmedier havde bragt en benovet feature om fænomenet, fik filmen endelig premiere. Få film er markedsført mere kreativt.


HVAD har man så at forholde sig til, når den massive hype endelig udmønter sig i en almindelig dansk biografpremiere? Man har en markant og i æstetisk henseende meget original lille film, som umuligt kan leve op til sin foromtale.
   Præmissen er som følger, i al sin gribende enkelhed: I oktober 1994 camperer tre filmstuderende i skovene omkring Burkittsville i delstaten Maryland, hvor man siden 1785 – da den lille by endnu bar navnet Blair – har fortalt makabre historier om heksen, der tager børn og voksne jægere til sig for at gøre unævnelige ting med deres sjæle og kroppe.
   Det er Heather Donahue, der vil aflevere en film om legenden som sin ambitiøse hovedopgave. Med sig har hun Joshua Leonard, der skal føre det lånte 16 mm-kamera, og den joviale lydmand Michael Williams. Alle tre er ordinære, for ikke at sige banale typer. De »spilles« selvsagt af Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael Williams.
   

CITATIONSTEGNENE er centrale. The Blair Witch Project gør sit betydelige indtryk ved at sætte virkeligheden i anførselstegn og bearbejde horrorgenrens arketyper i en frapperende cinema verité-æstetik, man sædvanligvis forbinder med dokumentariske produktioner. Før filmen forkynder en skærmtekst, at de alle tre forsvandt uden spor. Hvad vi ser, er angiveligt en redigeret version af nogle bånd, som blev fundet i skoven et år efter holdets forsvinden. Ingen ved, hvad der virkelig skete, og det er op til hver enkelt tilskuer at gøre filmen færdig i sit hoved. Som sagen står, kan man næppe betvivle Blair-heksens eksistens. I hvert fald endte turen grimt. Det ser vi jo selv på de rystende slutbilleder, som filmen viser lige før mørket.



PRÆMISSEN er ikke mindst genial, fordi den får os til at acceptere en hob af urimeligheder og en primitiv rammefortælling. På dokumentarfacon følger vi ekspeditionens forberedelser. Heather pakker rygsæk, Michael og Joshua køber ind. Man tager hjemmefra med maven fuld af forventninger, og i Burkittsville lader en række karikerede lokale typer sig beredvilligt udspørge om hekselegendens udspring og praktiske konsekvenser for livet i den lille by.
   Tonen er stiv og kartontyk. Længe ligner det tv-satire, og man har svært ved at forveksle båndene med filmet virkelighed. Stilen rendyrkes i den veloplagte »mockumentary«, The Curse of the Blair Witch, der fungerer som filmens »Bag kameraet«-feature og kan ses på den amerikanske dvd-udgivelse. Her udtaler holdets familie, venner og lærere sig om, hvordan Heather, Josh og Michael var.
   Det studentikose præg fortoner sig, da holdet når ind i den mørke skov. For det første har både vi og spillerne, der kun fik kursoriske dag-for-dag instrukser under optagelserne, en reel forventning om, at noget voldsomt vil ske. For det andet gennemspiller de tre pionerer med stadig stivere smil hele registret af stress-reaktioner. Et vendepunkt nås, da kortet forsvinder, og ekspeditionen må indse, at den er faret vild.
   Her krakelerer også Heathers selvsikre fernis, mens Michael til gengæld begynder at forstå, hvorfor hun har klamret sig til det kamera, som de andre finder irriterende. For set gennem linsen er verden en anden. Objektivet udgør et filter, og man kan bevare illusionen om kontrol. Filmmediet skaber med andre ord sin egen virkelighed, og det er vel pointen i The Blair Witch Project. I hvert fald lyder dialogen i disse scener som replikker, der er skrevet ned. Ellers arbejder spillerne ud fra et oplæg og reagerer, som de selv ville reagere.


SÅ spændende metaformen nu er, kan det ikke undgås, at forspillet slæber. Der fokuseres evindeligt på kviste, sko og klippeformationer, mens man bliver fortrolig med karaktererne og affinder sig med den svimle kameraføring. Hverken vi eller de har endnu set skyggen af nogen okkult gestaltning, da filmen efter tre kvarter bekender kulør og hiver skuffen med autentisk horror ud af det generiske arkivskab.
   I skoven ankommer vi til en lysning, hvor kviste og grene er anbragt i rituelle formationer. Den primitive menneskefigur, en forvokset tændstikmand, der også fungerer som filmens logo, er tilforladelig nok i sig selv. Men nogen eller noget har konstrueret og anbragt den inde i skoven. Her synker vi spyttet sammen med den udsatte trio. Fra da af er angsten taktil og begrundet.


DET er i skoven som et mytisk ursted, at Myrick og Sanchez henter den inderste styrke i filmen. Om dagen er skoven et venligt og duftende sted, hvor man kan orientere sig. Det er om natten, i det uigennemtrængelige mørke, at gruen bliver håndgribelig. Fra Nathaniel Hawthorne til Stephen King har amerikanske forfattere sendt repræsentative mennesker ind i skoven for at lære nye ting om sig selv. Skoven udgør et første vildnis, hvor naturen endnu ikke er trængt tilbage af social facade og civiliserede skikke.
   Også i europæiske eventyr er symbolværdien af skoven betydelig, men i de amerikanske naturområder, hvor det store mørke stadig findes, bliver det muligt at skildre fortabelsen og udsatheden som noget konkret. Hvilket ikke mindst filmen har gjort, fra Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (1937, da. Snehvide og de syv dværge) til John Boormans sublime Deliverance (1972, da. Udflugt med døden), som personerne i The Blair Witch Project selv henviser til.
   I skoven lever kaos endnu. Det andet, alt dét som ikke er mennesket, har endnu tag i jorden og kender ikke til akademisk skelnen mellem fantasi og virkelighed. Også hvis Myrick og Sanchez havde besluttet at dementere myten om heksen, ville filmen have været en seværdig variation over det hævdvundne tema.


NU rykker mørket dog hurtigt mod facit. De tre personligheder smuldrer time for time, mens alle forsøg på at finde vej ud af skoven viser sig futile. Man går i ring, udmattelsen sætter ind, og Michael og Heather kan kun mobilisere en flegmatisk foruroligelse, da Josh bliver væk fra de andre. Ved teltflappen finder de næste morgen en fetich af kviste med en lille blodig pose i. Vi ser den ikke tydeligt nok til at kunne bestemme det nærmere indhold, og detaljen er derfor så meget mere skræmmende. De snubler videre, vi snubler videre. Endelig ankommer vi sammen til en bygning, et forfaldent og tilsyneladende ubeboet skovløberhus, hvor filmen når et gådefuldt klimaks, før den bryder endeligt af.


SLUTNINGEN er frysende åben, og det er noget af det bedste ved filmen. I de sidste minutter er angsten total. Stemmer kalder forgæves i mørket. Vi har kun en flaksende lygte at se ved i huset. Alt er gjort med minimale virkemidler, ved at orkestrere atmosfæren. The Blair Witch Project har ikke budget til effekter.
   De sidste stærke scener udgør en sejr for instruktørernes idé om en ekstrem realisme, der føles som virkelighed i anden potens. Det er dog ikke nok til at sikre filmen en øjeblikkelig placering blandt de store okkulte gysere. Indtil videre er The Blair Witch Project primært interessant som eksperiment og fænomen. Tiden vil vise, om filmen er slidstærk nok til at sætte sig varige spor. For det kommer næppe bag på nogen, at legenden lever videre.


JANUAR 2024: Efter 25 år voterer juryen stadig. The Blair Witch Project blev fundamentet for en ny undergenre af found footage-produktioner og franchises som Paranormal Activity. Der kom to fortsættelser og en tv-version. Lanceringen er lærebogsstof, og der er skrevet mere om dén end om filmen. Der er bred enighed om, at slutningen holder. Omvendt er der ikke mange, som genser Blair Witch alene for glæden. 



*) Haxan har sit firmanavn fra danskeren Benjamin Christensens svensk producerede Häxan -  Ett kulturhistoriskt föredrag i levande bilder (1922, da. Heksen), som med titlen Häxen - Witchcraft Through the Ages var en international succes. Med sin blanding af æstetisk rekonstruktion og fingeret dokumentarisme er Häxan et tidligt eksempel på kritisk metafiktion. Essayfilmen fik psykedelisk kultstatus i 1968, da et amerikansk remix brugte William S. Burroughs som fortæller. 


The X-Files lukkede ned i 2002 efter ni sæsoner, men i 2016 vendte David Duchovny og Gillian Anderson tilbage til rollerne som Mulder og Scully i 16 nye episoder. Biograffilmen The X-Files (1998) udgør et hængsel mellem femte og sjette sæson. I 2008 instruerede Chris Carter selv The X-Files: I Want to Believe.


The Blair Witch Project. Instr. og manus: Daniel Myrick og Eduardo Sanchez. Foto: Neal Fredericks. 82 min. USA 1999. Dansk premiere: 02.12.1999.


Fotos: Haxan Films/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ StudioCanal/ Egmont Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.12.1999

fredag den 14. juli 2023

Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]


ALLE VERDENS KLAMME MÆND
Kønspolitik i folk horror-forklædning

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med, at Harpers mand virkelig gennemfører sin trussel. Deres blikke mødes i nanosekundet, da han styrter ned. Den første scene i Men bliver gentaget mange gange, for Harper (Jessie Buckley) er slet ikke færdig med at bearbejde det traumatiserende chok. Hvad var det egentlig, hun så?
   Det er i hvert fald en smuk selvmordsscene, der bevæger sig i samme mikroskopiske tempo som åbningssekvensen i Lars von Triers Antichrist (2009). Noget tragisk er realiseret betagende smukt. Der er intet at udsætte på æstetikken i Alex Garlands forbløffende folk horror-fabel. Fotografen Rob Hardy hører til de bedste og sikreste i dagens britiske film.
   James (Paapa Essiedu) falder fra taget på en ejendom, som ligger ved Themsen i London. Som filmet i den gyldne regn, er byen et futuristisk drømmesyn. Det fremgår, at parret skændtes, og han slog hende – hårdt og med knyttet hånd – før han sprang. Hun sagde, at de skulle skilles, og hun holdt fast trods hans klynkende trusler.
   Så stærkt letter drømmeskibet i Men. For desværre at lande et helt andet sted.



GULDØJEBLIKKET er fortid, da titelsekvensen er afviklet. Nu ankommer Harper til et historisk hus, som ligger langt ude på landet. Hun har lejet det for at komme til hægterne. Hun tager for god ordens skyld en bid af det æble, hun plukker fra træet i forhaven. Det er et »Drik Mig«-øjeblik i stilen fra Alice i Eventyrland. Valget mellem rød og blå virkelighed i The Matrix. Den forbudte frugt er naturligvis også bibelsk.
   Husets ejer, Geoffrey, er en rødmosset, fattigfin aristokrat. Man kender typen fra 23 sæsoner af Midsomer Murders, tv-serien om Detective Chief Inspector Barnaby. Vi er nu i Cotswolds-regionen – det tidløse netværk af idylliske landsbyer, som er scenen for så mange anakronistiske puslespilskrimier og nostalgiske britiske gys.
   Geoffrey spilles af Rory Kinnear, som forstår at tegne sin karakter. Han er lunefuld, excentrisk og faretruende jovial. Harper indretter sig, facetimer med en veninde i London og går dragende ture i skoven. Her er regnlyset dunkelt, og verden er fugtig. Hver farveplet lyser op.



VI får en tæt, taktil fornemmelse af, hvor skrøbelig Harpers sindstilstand er. Og hvor stærkt hun længes efter at være videre og have det godt. Musikken er skiftevis atmosfærisk – som skrevet af Geoff Barrow og Ben Salisbury fra Portishead – og specifik i sin brug af Lesley Duncans »Love Song« fra 1970.
   Skoven gennemskæres af viadukter fra en nedlagt jernbanelinie. Harper står længe ved tragten og ser ind i mørket. Kameraet har kikkertsyn. Da hun kalder ind i tunnelen, sender ekkoet triller tilbage. Hun begynder at synge sammen med ekkoet. Der er også en legesyg vilje på spil.
   


DA folklorefiguren Den Grønne Mand med ét står nøgen på marken, forstår man, at noget er rivende galt. Det er ikke kun anelser i Harpers hoved. Han kommer med på hendes foto og følger efter, da hun går hjem. Politiet er hurtigt på stedet, og en kvindelig betjent er empatisk, da hun noterer Harpers forklaring.*
   Imens står en mandlig betjent og ser til. Han har samme ansigtstræk som Geoffrey. Det gælder senere også for præsten, der lader hånden kærtegne stedet på bænken, hvor Harpers køn netop har været. Det gælder for kostskoledrengen med slips, korte bukser og Marilyn Monroe-maske. For værten i pubben og hver enkel gæst. Alle de klamme mænd i landsbyen.



ALEX Garland (f. 1970) er en selvlært, atypisk og interessant filmskaber. Som ung forfatter fik han international succes med romanen The Beach (1996, da. Stranden), en psykedelisk rejsefortælling fra Thailand, der blev en kultbog for backpackergenerationen.
   Stranden blev stort filmatiseret med Leonardo DiCaprio, Virginie Ledoyen og Guillaume Canet. Danny Boyle instruerede, Darius Khondji var fotograf, Angelo Badalamenti (1937-2022) skrev musikken. Alligevel var filmen en stor skuffelse.
   Garland fortsatte forfatterskabet i The Tesseract (1998, da. Tesseract) og The Coma (2005, da. Koma), som begge er bygget af cerebralt horrorstof. Det var højt profilerede udgivelser, men de bøger slog slet ikke an. Det gik gradvis op for forlæggerne, at Stranden havde været en undtagelse.
   Nu fik Garland skyld for at være en one trick pony og for at sejle under falsk flag. Imens fortsatte han samarbejdet med Danny Boyle og bekendte kulør som en genreforfatter med særlig indsigt i sci-fi og horror. Garland skrev manuskriptet til zombie/epidemi-filmen 28 Days Later (2005) og rumrejsefilmen Sunshine (2007), der har Kubrick-kvaliteter.
   Begge titler har deres fejl. Men Mark Romaneks filmatisering af Kazuo Ishiguros Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig), som Garland adapterede i 2010, er blandt de bedste britiske dystopier. Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield spiller klonerne, der bliver dyrket for deres organer. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men streames på flere platforme nu.



GARLAND er som andre britiske drenge vokset op med tegneseriemagasinet 2000 A.D., hvor Alan Moore, Brian Bolland, Alan Grant og flere andre af kunstartens stjerner begyndte. En af de ikoniske karakterer fra universet er Judge Dredd. Garland skrev manuskriptet til Dredd (2012). Det var ikke bare hård science fiction. Denne dystopi var brutal.
   Endelig tog Garland springet og instruerede selv Ex Machina (2014). Her var Alicia Vikander den kunstige kvinde, som udfordrede og forførte Domnall Gleesons IT-arbejder. Ex Machina kombinerer Pygmalion-motivet med elementer fra den jødiske Golem-legende og Mary Shelleys Frankenstein.
   Den lille film gjorde betydeligt indtryk, og Garland kunne på større budget filmatisere Annihilation (2018), den første af romanerne i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi (2014), som på dansk hedder Udslettelse, Autoritet og Accept. Natalie Portman og tre andre kvinder udforsker det muterede landskab. Her var kønsbevidsthed og økologi. Filmen er et febersyn. Men den fik »kun« premiere på Netflix.
   Mellem Annihilation og Men debuterede Garland i tv-regi som forfatter, konceptuerende instruktør og showrunner på miniserien Devs (2020), der videreudvikler motiver fra Ex Machina. Garland skrev og instruerede selv alle otte episoder. Serien blev produceret for Hulu og streames i Danmark på Disney+.



JEG nævner alt dette for at beskrive de store forventninger, man kommer med til Garlands Men. De bliver imidlertid ikke indfriet.
   Roman Polanski er næsten unævnelig nu, men Garlands film ligner i lang tid en agorafobisk variation over den seksuelle klaustrofobi, som Polanski udforskede i Repulsion (1965, da. Chok) med Catherine Deneuve og Rosemary’s Baby (1968) med Mia Farrow. Man tror, man skal se en fabel om kønnet med stærke #MeToo-motiver. En film, der giver kvinderne ret.
   Garland gør noget andet. I stedet for at gå med tvivl og anelser, bliver han bogstavelig og forklarer sin fabel med en serie groteske fødsler og genfødsler. Så standser han atter ved #MeToo-motivet, men den overnaturlige faktor har undermineret en gensidig tillid. Vi kan næsten ikke tage facit alvorligt.
   [Det kan være min begrænsning – måske fungerer filmen fungerer for andre. Når en kritiker skriver »vi« på den måde, skal det naturligvis læses som »jeg«. Flertalsformen bruges for at give den subjektive reaktion et skær af objektiv uigendrivelighed. »Man« kan vende argumentet og se kønspolitikken som camouflage. Måske er gruen vigtigst for Garland, mens #YesAllMen-faktoren er opportunistisk forsiring.
   Begge dele – og blandingen – er interessante, så længe balancen er usikker. Men de groteske graviditeter og den allegorisk udpenslede manbirth til slut skal åbenbart læses bogstaveligt. Der er et tipping point mellem virkeligheder, som ligger forkert, synes jeg. Og den »øverste« forklaring føles mest af alt som en skrivebordsløsning.]



MAN skal se det for at tro det. Her er grafisk body horror, som kan måle sig med Julia Ducournau og David Cronenberg. Her er psykisk kaos i samme hysteriske skala som hos Darren Aronofsky i mother! (2017), der delte og forvirrede auteurens fans på samme måde.
   Men er på linie med den selvbevidste horror hos filmskabere som Ari Aster (Hereditary, Midsommar), Ben Wheatley (Kill List, Sightseers, A Field in England) og Jordan Peele (Get Out, Us, Nope). Garland følger sit særlige syn på det makabre og fantastiske. Men Men er kun liflig og stærk i en time. Så bliver den til noget andet.
   Det er for Jessie Buckleys indsats i rollen som Harper, at man følger med hele vejen. Det gør selvfølgelig også sin virkning at se Kinnear spille ti forskellige karakterer (uanset om de viser sig at være én). Isoleret set er ideerne gode, men helheden er et misfoster. Gå selv ind og se efter. Der er i hvert fald organisk gru for alle pengene.


*) Den Grønne Mand er fra førkristen tid forbundet med fertilitet og cyklisk genkomst. Han er den kropsliggjorte frugtbarhed, i familie med Dionysos og Bacchus. Som kirkeligt ornament bliver »bladansigtet« (»foliate head«) først i nyere tid forbundet med figuren fra den dybe tradition. Det giver ikonoklastisk stemte skribenter anledning til (fejlagtigt) at affærdige mytekomplekset som en moderne konstruktion. Folkloristen Lady Raglan, som skrev artiklen »The 'Green Man' in Church Architecture« i 1939, var mere opsat på at navngive den arkitektoniske detalje og forbinde bladansigtet med sin lokale kirke i Wales. Den Grønne Mand er særligt aktiv i ny folk horror, men har mørk og ustyrlig kraft allerede i middelalderdigtet om Sir Gawain and the Green Knight. Man kan hugge ham ned og skære ham over, men kroppen vokser altid ud igen. Han er majstangen, vi danser om; John Barleycorn, der dør hvert år, når kornet høstes. Han er skovguden (Peter) Pan og folkehelten Robin Hood. Talrige engelske pubber bærer navnet The Green Man. Han optræder i moderne litteratur fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969) til Lindsay Clarkes The Chymical Wedding (1989) og Roy Harpers sangcyklus The Green Man (2000). Figuren er altid maskulin. I Garlands film suppleres motivet med det tilsvarende feminine Sheela-na-gig.
   
I juli 2023 bekræfter Garland og Danny Boyle, at de er langt med forarbejdet til en tredje film i zombieserien, der begyndte med 28 Days Later. Titlen er 28 Months Later. Det kan være, at Garland selv instruerer.


Men. Instr. & manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 100 min. UK 2022. Dansk premiere: 02.06.2022.


Fotos: DNA Films/ A24/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of Congress [Foliate Head/ Green Man-photo]/ Science Friction [Roy Harper The Green Man 'Cover design by Harry Pearce at Lippa Pearce Design with special thanks to Gareth Bulton for his assistance'].  
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 22.08.2022.
Anmeldelsen stod [uden selvkritisk indskud] i Weekendavisen Kultur 03.06.2022.

søndag den 2. januar 2022

La cinquième saison + At Any Price (2012) [Climate Change]


DEN FEMTE ÅRSTID
Profetisk flamsk apokalypse

Af BO GREEN JENSEN

VENEDIG 2012: EN dag i Movie Village bliver jeg standset af en gruppe unge mennesker i hvidt tøj. De beder mig skrive på en plakat, der reklamerer for The Green Drop Award, en af de alternative priser, som altid skyder op i periferien af de store festivaler. Hensigten med denne er at præmiere en film, som har økologisk tema eller på anden vis forsøger at skabe opmærksomhed omkring planetens videre skæbne.
   Jeg skriver mit navn på plakaten og fortæller imens, at der ikke været nogle film med økologisk tema i programmet indtil videre. I parentes skal det bemærkes, at markante dokumentarfilm som Hubert Sauberts Darwin's Nightmare (2004) og Michael Glawoggers Workingman's Death (2005) fik premiere på Mostraen i Venedig. Der er ingen tilsvarende tilbud i firsårsudgaven.



DER er dog to miljøbevidste fiktionsfilm i hovedkonkurrencen. Ramin Bahranis At Any Price er en skiftevis corny og slet ikke håbløs familieskildring fra landbrugsstaten Iowa i det amerikanske Midtvesten, hvor stordrift og genetisk manipulerede afgrøder har skabt en lille overklasse af rige landmænd, mens det omvendt er blevet umuligt at overleve som husmand.
   Dennis Quaid har en atypisk stor og alvorlig rolle som en foderstofhandler, der har svindlet med de frø, han sælger videre. Samtidig er hans yngste søn, spillet af Zack Ephron, slet ikke interesseret i at overtage forretningen. Drengen vil køre stockcar og får sin chance, som han imidlertid ikke er i stand til at gribe. En fælles skyld kommer til at binde far og søn sammen i en film, der i lige så høj grad handler om, hvordan de gamle måder dør. Der er en decideret apokalyptisk atmosfære i luften – ikke ulig stemningen i Jeff Nichols' Take Shelter (2011).
   Imidlertid er det en flamsk film, en co-produktion mellem Frankrig, Belgien og Holland, som til fulde fortjener The Green Drop Award. La cinquième saison (»Den femte årstid«) er skabt af Peter Brosens og Jessica Woodworth. Brosens har lavet tre dokumentarfilm om Mongoliet, men her vender han blikket hjemad og indad i en bemærkelsesværdig fabel, der med vilje giver tilskueren en bitter smag i munden.*



DET begynder ellers lunt og trygt med en introduktion til landsbyen i Flandern, hvor man dyrker jorden og følger med årstiderne. En mand forsøger at få sin hane til at gale, så den kan deltage i en lokal turnering. Tableauet ligner Roy Anderssons film, og i nogen tid har La cinqieme saison faktisk den samme blanding af galgenhumor og ægte undergangssteming, som Andersson satte så fint fast i Sange fra anden sal. Her begynder det i vinterens hjerte. Egnen har en skik med at sætte ild til en stråmand, som sidder på et bjerg af visne juletræer.
   Forberedelserne til festen skildres i brede, detaljerede totalbilleder, som fotografen Hans Bruch og produktionsdesigneren Igor Gabriel med vilje lægger frem i stilen fra Breugel, Bosch og andre middelaldermalere. Vinteren dømmes til døden på skrømt. Efter irsk gruppedans skal stråmanden brænde, og hele byen ser til. Da begynder den femte årstid. Bålet vil ikke brænde, uanset hvor meget man anstrenger sig.



NU følger fimbulvinteren. Da det bliver forår, vil frøene ikke spire i jorden. Køerne producerer ikke længere mælk, og tyskeren Pol, en tilflytter med en handicappet dreng, konstaterer, at bierne i hans stader er døde, da han vil lukke dem ud og fjerne tavlerne med honning. Intet vil gro. Konflikter opstår, og den spirende kærlighed mellem købmandssønnen Thomas og bondedatteren Alice går i stykker, da hendes far begår selvmord. Ene af alle har købmanden stadig en forretning i gang.
   Farverne bliver mørkere for hver scene. Klimaet er gået i stykker. Samtidig vænner indbyggerne sig til lidt at hvert. Ingen tager særlig notits af sneen, som falder om sommeren. Det fremgår, at andre byer er ramt. Soldater med gaze for munden rykker ind og fjerner dyrene for at aflive dem. For landsbyboerne er det let at give tilflytteren skylden, da man leder efter en syndebuk.



INDTIL nu er filmen skiftevis smuk og lidt irriterende, som det ofte er tilfældet, når art cinema ved præcis, hvad den vil. Som nævnt har Roy Andersson lavet lignende apokalypser med bymennesker. Også Michael Hanekes Le temps du loup (2003) og Béla Tarrs The Turin Horse (2011) er referencer. Vendepunktet nås og passeres, da manden med hanen igen sidder ved spisebordet med sit dyr. Nu har han dræbt det. Hovedet ligger på bordet. Han rækker ud efter en hvid karnevalsmaske med næb af den slags, som borgerskabet bar i Pestens Europa.



DET samme gør alle andre i byen. De går med deres hvide fuglemasker, som en procession i et maleri af James Ensor, og de standser ved tilflytterens campingvogn for pågribe ham. Alle bruger skralder for at dække over skrigene. Tilflytteren sættes på bålet, men ilden vil stadig ikke tage fat. Først inde i campingvognen – igen med masker og skralder – lykkes det.
   Det ligner den britiske kultfilm The Wicker Man, men ritualet er malet på en mørkere og mere konkret baggrund. Der er en lille tillidserklæring til de unge, nogle af dem, i det mindste, og måske også anelsen om en fremtid. Den bliver dog ikke, som vi kender den.



*) For god ordens skyld: La cinquième saison modtog The Green Drop Award 2012. Prisen uddeles stadig hvert år og har med tiden fået flere kategorier. Ramin Bahrani (f. 1975) fortsatte skildringen af den amerikanske finanskrise i 99 Homes (2014). I 2018 instruerede han HBO-udgaven af Ray Bradburys Fahrenheit 451, men hovedværket er den indisk baserede The White Tiger – efter Aravind Adigas selvbiografiske roman – som fik premiere på Netflix under covidnedlukningen i 2021.
 

La cinquième saison (The Fifth Season). Instr. og manus: Peter Brossens & Jessica Woodworth. Foto: Hans Bruch Jr. 93 min. Belgien-Holland-Frankrig 2012. Set på Venice Film Festival 05.09.2012 – ingen dansk premiere).

At Any Price. Instr.: Ramin Bahrani. Manus: Hallie Elizabeth Newton & Ramin Bahrani. Foto: Michael Simmonds. 105 min. USA 2012. Set på Venice Film Festival 30.08.2012. Dansk premiere: 16.04.2013 (CPH:PIX).


Fotos: Black Bear Pictures (At Any Price)/ Bo Films/ Entre Chien et Loup/ Molewiek Film BV/ Eurimages/Venice Film Festival
La cinquième saison (La quinta stagione) streames – kun i Italien – på Apple TV, AMAZON PRIME, Chili.
Udkom på dvd i 2014 (og forhandles stadig i 2022)
At Any Price streames på Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures 27.08.2013
Teksten er et udtag af festivalreportagen »Til Miraklet« – Weekendavisen Kultur 07.09.2012

søndag den 31. oktober 2021

Jordan Peele: Us (2019) [Horror 100]


VI ER DE ANDRE
Et eventyr om ulighed

Af BO GREEN JENSEN

DEN satiriske samtidshorror i Get Out vakte opsigt ved premieren i 2017. Det var en makaber og galgenhumoristisk fabel om småborgerlig amerikansk racisme og tanken om hvid dominans.
   Lignelsen var henlagt til de velnærede middelklasseforstæder og kan bedst beskrives som et vrængbillede, en troldspejlsudgave af Stanley Kramers Guess Who's Coming to Dinner (1967, da. Gæt hvem der kommer til middag). Filmen blev Oscar-indstillet i fire kategorier og vandt for bedste originalmanuskript. Den slags overgår sjældent en gyser.
   Her præsenterer Jordan Peele opus to. Instruktøren har tydeligvis haft flere penge til rådighed, men ånden i stoffet er frisk og intakt. Der er en overflod af gode ideer og nye vinkler på genren. Der er stadig blodprøjt helt op til loftet. Us er ikke for sarte gemytter.



FILMEN begynder i 1986, hvor et tv reklamerer for Hands Across America, en banebrydende nødhjælpsindsamling. Seks millioner amerikanske mennesker holdt hænder og dannede en kæde på tværs af kontinentet. Læg mærke til det billede. Intet i Us er tilfældigt. Hver brik er lagt med akkuratesse.

   Fjernsynet står i en stue i badebyen Santa Cruz. Stemningen er gylden og nostalgisk. Men allerførst er der et bibelcitat: »Derfor siger Herren: Nu bringer jeg en ulykke over dem, og de skal ikke undslippe den.« Citatet er fra Jeremias’ Bog, kapitel 11, vers 11. Det dukker op alle vegne i Us. Selv uret viser 11:11, da mareridtet begynder.



ADELAIDE er i forlystelsesparken med sine forældre. Hun bliver væk og løber ind i labyrinten, som hedder Merlins Fortryllede Skov. Her møder hun en pige, der ligner hende selv. Verden bliver aldrig den samme igen.
   Tredive år efter er Adelaide (Lupita Nyong'o) gift med Gabe Wilson (Winston Duke). De har en datter, en søn og et komfortabelt liv, som de vil nyde i huset i Santa Cruz. De andre skal til stranden, men Adelaide er helst fri. Hun vil i hvert fald ikke besøge forlystelsesparken.
   Familien Wilson tilbringer dagen med familien Tyler (Elisabeth Moss og Tim Heidecker), et hvidt par fra den anden side af søen. De har det samme sæt børn og de samme rutiner. Race er ikke (umiddelbart) et tema i Us. Det er køn og social ulighed derimod. Man lægger mærke til familien Tyler, fordi alle andre i filmen er afroamerikanske. Og inkarnerer normaliteten.



OM aftenen står der en anden familie i indkørslen. De bærer røde dragter og bevæger sig stift. Adelaides tvilling holder en saks. »Det er os,« siger sønnen, som hedder Jason. Mønsterfamilien gør modstand, men de fremmede trænger ind. Adelaide har altid vidst, at der ville komme sådan en dag.
   Imens gør fire andre kopier kort proces med Tyler-familien. I Santa Cruz hersker et flammende kaos. Adelaide lytter til Reds sprukne stemme. Også spejlpigen er blevet voksen. Hun har fået den samme mand og de samme børn, blot som kopier med fremstillingsfejl.



JEG kunne lave en liste så lang som en hærvej over filmens utallige henvisninger. Peele bad Lupita Nyong’o se ti forbilleder for at sætte en passende stemning. På listen står bl.a. Alfred Hitchcocks The Birds (1963, da. Fuglene) og Michael Hanekes Funny Games (1997, 2007).
   Især den sidste titel – om systemisk foragt og kulturel voyurisme – er relevant. Også Us tager afsæt i borgerskabets mareridt, fantasier om underklassen og frygt for indtrængen i hjemmet. Hvis Haneke var Steven Spielberg, kunne han dreje satiren sådan.
   Ideen om os og de andre er gammel. Peele giver en logisk forklaring, som skylder Netflix-serien Stranger Things (2016-2020) en del. Baggrunden kunne man være foruden, men netop i dette afsnit bliver billedsiden forbløffende smuk og mærkværdig.


HORRORFILM som The Babadook (Jennifer Kent, Australien 2014), It Follows (David Robert Mitchell, USA 2014), A Quiet Place (John Krasinski, USA 2018) og Hereditary (Ari Aster, USA 2018) har genrejst genren de seneste år. Peeles film har mere overskud, et sjældent blik for satire og en evne til at balancere humor og rædsel. Der er afgjort mest af det sidste i Us – sammen med en social empati, der undsiger alle slags liberalisme. Det er sanseudvidende filmkunst. Jeg glæder mig til at se den igen.


Us. Instr. & manus: Jordan Peele. Foto: Mike Gioulakis. 116 min. USA 2019. Dansk premiere: 21.09.2019.


Fotos: Monkeypaw Productions/ Universal Pictures/ UIP/ CineMaterial/ FilmGrab
Filmen streames (juli 2025) på Amazon Prime, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 18.06.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.09.2019