Translate

Viser opslag med etiketten Academy Awards. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Academy Awards. Vis alle opslag

torsdag den 10. marts 2022

Pedro Almodóvar: Tal til hende/ Hable con ella (2002)


DE SOVENDE
Pedro Almodóvars værk nr. 14

Af BO GREEN JENSEN

KOMA kaldes den dybe bevidstløshed, som af og til følger ekstrem fysisk påvirkning. Sindet sætter ud som følge af et særligt hårdt slag eller meget stor smerte, men i stedet for at lukke systemet, synker hjernen ned i en gådefuld tilstand, som forbinder livet, døden og søvnen. For de vågne og levende fremstår dvalen både dragende og gådefuld. Den elskede er tusind år borte, men sover dog lige ved siden af én. Og kroppen lever videre. De fysiske processer fortsætter, skønt sjælen er taget til Limbo.
   Tidens film er fulde af komaramte og lammede mennesker, kvæstede orakler som bliver talt til, skønt de ikke kan reagere. Muligvis kan de sovende ingenting høre, men det er ikke til at vide og betyder i øvrigt kun lidt. Det vigtige er det som bliver sagt, når den pårørende kan betro sig. I Pedro Almodóvars Hable con ella, den 14. lange fiktionsfilm fra manden, som i sin tid tog verden med storm, da han skabte Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, da. Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud), er motivet omsider blevet hovedsagen.



TO parallelle historier er kunstfærdigt foldet ind i hinanden. Benigno (Javier Camára) har på afstand begæret danseren Alicia (Leonor Watling). Da Alicia går i koma ansætter pigens far Benigno som plejer, fordi han betragter ham som et sikkert valg. Benigno har betroet faderen, der er psykiater, at han er forvirret med hensyn til sin seksualitet, delte bord og seng med sin mor til han var 15 år og i øvrigt aldrig har været sammen med en kvinde.
   På hospitalet synes den karismatiske særling at være i sit element. Det er Benigno, som siger »Tal til hende«, da guidebogsforfatteren Marco (Dario Grandinetto) våger over sin komatøse elskede, tyrefægteren Lydia (Rosario Flores), på en anden stue. Alt er godt, indtil Alicia bliver gravid i sin koma. Benigno var alligevel til kvinder, men samtidig er der en ægte, fin og gengældt nænsomhed i hans forhold til Marco, som ene af alle vil tale med Benigno, da systemet har sat ham i sikker forvaring og mere eller mindre smidt nøglen væk.



SAGEN er, at Benignos kærlighed var, hvad var der skulle til. Alicia vender tilbage til livet, da hun skal føde sit barn. I verdens øjne er der tale om et utilgiveligt overgreb, men egentlig praktiserer Benigno en avanceret form for sexual healing. Han formidler også filmens mest avancerede indstik, en syv minutter lang sekvens, der præsenterer sig som en klassisk stumfilm, Den skrumpende elsker. Vi ser hele filmen, en kærligt udført pastiche på det højtstemte stumfilmssprog, mens Benigno fortæller og fortolker for Alicia. En forsker afprøver sin livsdrøm, et eksperiment med formindskningsvæske. Senere er han på størrelse med en tændstik, da han kravler ind i sin elskedes vagina og lader sig opsluge for altid.




I DEN anden historie bliver forfatteren Marco først afvist af tyrefægteren Lydia. Så dræber han en slange i hendes køkken, og tre måneder senere er de et par. Da Lydia stanges af tyren, havner hun på hospitalet. Benigno genkender Marco fra et besøg i teatret. De så Pina Bausch-forestillingen Café Müller, og Marco var manden, der græd.
   Han rejser væk og må læse i avisen, at Lydia er død, men han vender hjem for at komme Benigno til undsætning. Som den eneste forstår han voldtægtsmanden. De ønsker begge at kravle helt op i kvinden og forsvinde ligesom elskeren, der skrumpede.



I EN hypnotisk smuk og mærkelig scene mødes alle fire karakterer på symmetrisk vis midt i cirklen. Hele filmen vokser ud af dette uforglemmelige tableau. De komatøse kvinder er ens klædt i farvede morgenkåber, med sorte solbriller og hvide snørestøvler, som holder deres fødder i facon. Bag dem står mændene ved hver sin kørestol: Benigno med Alicia, Marco med Lydia. Kvinderne synes at se på hinanden. Benigno pludrer som altid, mens Marco svarer i enstavelsesord. Her konvergerer fortællingens strømme. En umulig, men lykkelig harmoni er etableret.


SÅ godt som alle Almodóvars faste temaer hentes ind og tøjres til handlingens centrum. De drejes samtidig en smule. Han har ofte skildret tyrefægteren som et sindbillede på tragisk manddom og ritualiseret dødsdrift, mest mindeværdigt i den psykologiske sexthriller Matador (1986). I Tal til hende er tyrefægteren en kvinde. Det forlener fetichismen i en dvælende påklædningssekvens med en særlig blid og smertefuld kvalitet. Og vi ved, at tyren vil stange igennem, da Lydia modtager den a porta gayloa, dvs. knælende.
   Hable con ella er den fjerde film i rækken af mere modne arbejder, som Almodóvar påbegyndte med La flor de mi secreto (1995, da. Min hemmeligheds blomst) og videreførte i Carne trémula (1997, da. Kødet skælver). Mesterværket Todo sobre mi madre (1999, da. Alt om min mor) fandt sin særlige styrke ved at ajourføre den barokke personkreds fra de tidlige skingre komedier. Endvidere hyldede filmen de store melodramaer, som udgør en klangbund for instruktøren, Douglas Sirks 50er-film og Bette Davis-klassikeren All About Eve.



AF den selvbevidste hyperkitsch, som var et af den yngre Almodóvars varemærker, er der ingen spor i Tal til hende. Fra og med Min hemmeligheds blomst er han drejet i retning af rent og ret højt melodrama. Alligevel smiler filmen konstant, også når den er mørkest.
   Tal til hende overrasker for alvor ved at flytte fokus fra kvinder til mænd. Danseren og tyrefægteren skaber historierne, men det er mændene som reagerer og forandrer sig. For en gangs skyld er Almodóvar mere interesseret i at skildre mandens natur, end han er i at sværme for kvindernes duft.
   Ved vejs ende kan kvartettens to overlevende, kvinden som er vågnet og manden som omsider er sat fri, begynde igen og møde hinanden. Det er den sidste historie, og det er en dybt tilfredsstillende slutning på en underskøn film, hvor alt balancerer.


Pedro Almodóvar modtog en Oscar for manuskriptet til Hable con ella. Han var også nomineret i kategorien Best Director. Danske Filmkritikere valgte Tal til hende som årets bedste ikke-amerikanske film. Filmen fik en Bodil i 2003. 


Hable con ella (Tal til hende). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: Javier Aguirresarobe. 112 min. Spanien 2002. Dansk premiere: 11.10.2002.


Fotos: El Deseo/ Antena 3 Televisión/ Good Machine/ Vía Digital/ SandrewMetronome/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Screengrabz

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
2K Blu-ray fra Soul Media (DK) 09.07.2021
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.10.2002

torsdag den 9. december 2021

Alfonso Cuarón: Roma (2018)


TOTAL OG FORSONET ERINDRING
Som Marcel Proust på mexicansk

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten som at læse en tekst af Marcel Proust. I myldrende langform, men med intim accent, vender Alfonso Cuarón (f. 1961) tilbage til Mexico City i 1970, da han selv var dreng i Roma-kvarteret.
   Over et år ser vi dagene gå i en velstillet familie, hvor kvinden Sofia (Marina de Tavira) bliver forladt af sin mand, Antonio (Fernando Grediaga), som er læge. Hver aften parkerer han sin Ford Galaxie i den smalle port, hvor familiens hund besørger konstant. Fire børn venter sammen med den omsorgsfulde hockeymor, som opgav sin egen karriere.
   Men der er muligheder i katastrofen. Alle vokser og bliver mere frie. Hverdagen hænger sammen, fordi der er to Mixtec-tjenestepiger, og børnenes mormor fungerer som nanny. Roma går ikke tæt på de enkelte medlemmer af familien. I stedet fokuserer den på Cleo (Yalitza Aparicio), den yngste af husassistenterne, som bliver forelsket og svigtet.



GENNEM Cleo genoplever instruktøren sine formative år. Hun går i biografen med sin fætters ven. Fermin (Jorge Santonio Guerrero) er en god mand i begyndelsen. Han optræder for hende og gør sig til. De ser en amerikansk science fiction-film – Marooned (da. Strandet i rummet) fra 1969 – som ligner Cuaróns egen Gravity (2013), men det er Louis de Funès i La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld vi flygter), som publikum ler af, da Cleo fortæller, at hun er gravid.
   Den unge mand går efter is og kommer aldrig tilbage. Cleo frygter for fremtiden og sørger over kærligheden. Sofia reagerer med omsorg og oprigtig varme, da hun hører om Claras problemer. De to kvinder kommer tættere på hinanden.
   Samfundsstrukturen er aldrig til debat, men Sofia trækker sig fra den privilegerede vennekreds, hvor flere mænd gerne vil »hjælpe«. Hun begynder at sætte pris på sin frihed. Scener fra borgerskabets nytårsweekend på landet veksler med Claras besøg i barakbyen.
   Drengen Paco (Carlos Peralta) ser fra de voksne og sine søskende til tv-skærmen, hvor den stærke mand Zorek kan trække en bil med sine tænder. Regeringen mobiliserer. Tiden er genskabt i sort-hvide billeder, som ser det hele oppefra. Cuarón har selv ført det florlette kamera. Når filmen er god, er den virkelig god.



FØDSLEN foregår netop den dag, den 10. juni 1971, da politi og soldater slår hårdt ned på demonstrerende studenter i Corpus Christi Massakren. 120 unge mennesker blev skudt. Cleos sjuft af en eks-kæreste er blandt de CIA-trænede provokatører, »Los Halcones«, som hjælper regeringen med at rense ud.
   Vandet går, mens Cleo står i en møbelbutik og skal vælge en vugge. Det er karakteristisk for Cuaróns strategi, at han rekonstruerer optøjerne i fuld størrelse, men lader dem foregå i baggrunden. Kampen på gaden fylder det samme som ændringerne i forældrenes liv. Begge dele er noget, der sker udenfor.
   Børnene er blevet holdt hen med en historie om, at deres far arbejder i Canada. Paco opdager, at det ikke er sandt. Han opdager alt muligt. Han tænker sit og ser på verden og lader tingene ske. En dag bliver han til instruktøren, der bruger sit kamera som en pen og skriver en film om sin mor og sin barnepige.



CLEO føder på hospitalet, hvor den undvegne far i familien er ansat. Barnet trækker ikke vejret. Cleo er tavs i lang tid. Senere fejrer Sofia sin frihed med en udflugt til Vera Cruz. To af børnene er ved at drukne. Cleo redder dem, selv om hun ikke kan svømme. Endelig kan hun græde for pigen, som ingen i den kolde verden ville vide af.



FILMEN havde biografpremiere, skønt den blev distribueret af Netflix. Den fortjener at blive set på stort lærred – og især i fuldkommen koncentration.
   Roma modtog Guldløven i Venedig. Det har næppe krævet hård forhandling i den internationale jury. Cuarón kunne gentage takketalen ved Oscar-ceremonien 2019, hvor han vandt i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Fotograf. Roma modtog 247 internationale filmpriser. Der var også en Bodil på listen.
   Roma er en detaljeret erindring i objektiv form. Ikke siden Federico Fellinis Amarcord (1973) har nogen husket en barndom så sikkert. Cuarón har lavet stilrene film som Great Expectations (1998), Children of Men (2006) og Y tu mamá también/...Og din mor! (2001). Men Roma er mexicanerens magnum opus.

Se også Alfonso Cuarón: Y tu mamá también/...Og din mor! (2001); Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100] og Alfonso Cuarón: Gravity (2013) [Sci-Fi 100].

Roma. Instr., manus og foto: Alfonso Cuarón. 135 min. Mexico 2018. Dansk premiere: 06.12.2018.


Fotos: Esperanto Filmoj/ Netflix/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på NETFLIX
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1014) 11.02.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.12.2018