Translate

Viser opslag med etiketten Carlos Reygadas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Carlos Reygadas. Vis alle opslag

lørdag den 27. marts 2021

Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/ Lys efter mørke (2012)


BARE EN DRØM
Carlos Reygadas maler med lyset

Af BO GREEN JENSEN

MEXICANEREN Carlos Reygadas (f. 1971) laver art cinema efter sit eget hoved. Der er bogstaveligt ikke andet som ligner. Han er skiftevis lyrisk og sjofel, rå og forfinet, romantisk besynger af sjælen i naturen og kynisk iagttager af menneskeheden. Han holder af at vise uvejr, ørken og daggry i lange, statiske scener, som står uden kommenterende dialog eller musik, men han kan lige så let skildre livet i Mexico City, som det former sig for en korpulent småforbryder med hang til overvægtige kvinder.
   Sidstnævnte motiv blev – med demonstrativ full frontal nudity – en spektakulær åbningsscene i Batalla en el cielo (2005). Krigen i himlen nåede aldrig nåede til Danmark, men fik publikum til at se væk i Cannes. Debutfilmen Japón (2002) var centreret om en ung kunstner, der tog ud i ørkenen for at begå selvmord. Her mødte han en religiøs gammel kvinde, som han elskede eftertrykkeligt med. Kritikere gav ham skyld for at ville chokere med grim sex. Det var dog som en renfærdig billeddigter, at Reygadas omsider fik alle i tale.
   Desorientering er blevet en strategi for Reygadas. Publikum ser bedre efter, hvis det er svært at finde sammenhæng. Der er en klar historie i Lys efter mørke, men Reygadas lægger scenerne frem i vilkårlig rækkefølge – cirka som et sind associerer – og forrevne billeder, som bliver smukkere af at være forrevne. Kronologien er klippet så meget i stykker, at man gransker hver detalje som spor i en gåde.


EN lille pige kommer løbende på en mark i en vild tordenstorm. Sådan begynder det. Hun har store, ivrige øjne og nyder åbenlyst hvert sekund af forestillingen i Lynmuseet. Så er man meget brat inde i huset, hvor alt er mørkt og stille. En animeret rød djævel låser sig ind, sætter fløjtende mappen med værktøjet fra sig og går ud for at studere køleskabets indhold. Man må tro, at det er Fanden, som kommer hjem fra arbejde. Eller muligvis møder ind et nyt sted.
   Der er tumultuariske scener fra en rugbykamp (Reygadas har en fortid på Mexicos rugbylandshold). Der er parret fra gården, manden og kvinden, som må være forældre til pigen fra stormen. Nu ser man dem på et andet, formentlig tidligere tidspunkt. De går rundt i en slags sauna mellem andre halvnøgne par. Man tror først, det har noget med wellness at gøre. Så lægger kvinden sig og bliver klædt af, før hun er sammen med kroppe af begge køn.


HVIS dette er hedonisme, bliver man ikke tilfreds af at dyrke den sådan. Der er i alle de eksponerende scener en atmosfære af mod- og glædesløshed. På den måde får Reygadas endelig forklaret, at kunstneren Juan (Adolfo Jímenez Castro) og hustruen Natalia (Nathalia Acevedo) er flyttet på landet, tilbage til gården, hvor han kommer fra, i et forsøg på at finde glæden og det, som man kalder gnisten, igen.
   De har to små børn og en lang historie sammen. Økonomien synes ikke at være et problem. Derimod begynder Juan at gå til A.A.-møder sammen med altmuligmanden El Siete (Willebaldo Torres), som han kender fra gamle dage og hænger ud med på demokratisk godsejervis. Parret vil hinanden, familien, det gode liv. Publikum sidder dog stadig med billedet af den røde djævel.


DER sker noget voldsomt. Landet er ikke mere uskyldigt end byen; kun Juan og Natalia ser det sådan. Da Juan mister føringen, kommer temaet soning i spil. Mørket giver Natalia mulighed for at skinne. Her finder de sammen en ny grad af nærhed. Den smukkeste scene er den, hvor hun sidder ved klaveret og spørger, hvad hun skal spille. Han beder om at høre Neil Youngs »It's a Dream« fra albummet Prairie Wind. Hun synger den, falsk og med bævende stemme, men også så smukt, at man måber. Egentlig håber man bare, at djævelen vil tage sin mappe og gå.


REYGADAS fik sit gennembrud med den underskønne Stellet Licht fra 2007. Stille lys udspillede sig blandt mexicanske mennonitter, et amish-lignende trossamfund af nederlandsk oprindelse. En mand forlod sin hustru til fordel for en anden kvinde, og hustruen lagde sig til at dø i skoven ved vejen. Til sidst var der et mirakel, som Reygadas lånte fra Dreyers Ordet, og midtvejs sad en chauffør og så Jacques Brel på et lille tv i bilen. Man så stjernerne dø i et daggry, som blev filmet i virkelig tid.
   Post Tenebras Lux har den samme skønhed, men er en mere frapperende oplevelse – som malerkunstens ekspressionisme over for en sval, klassisk tegning. Det er atter Reygadas' evne til at bruge vejret og landskabet, som var de besjælede elementer, der løsner filmens særlige væsen.
   Fotografen Alexis Zabe har filmet naturscenerne med et objektiv, der gør billederne bløde i kanten. Den røde djævel er derimod grov og kulørt som noget fra en gammel ølreklame. Rugbyscenerne er i britisk 60er-stil à la This Sporting Life. Parscenerne er smukke som Nathalia Acevedo. Reygadas har fundet en form, hvor han kan blande stilarterne, uden at miste sig selv.


DET er en meget selvbevidst art cinema, og man skal være åben og i det rette humør. Nogle har aldrig set lyset i hans billeder. I antologifilmen Revolucíon (2010) bidrog ti mexicanske instruktører hver med et segment på ti minutter, som markerede 100-året for den mexicanske revolution. Nogle var realistiske fortællinger. Nogle var politiske statements. Nogle var rene billeddigte.
   Reygadas lod sit segment foregå på en landejendom – den samme, man ser i Post Tenebras Lux og Nuestro tiempo (2018) – hvor han filmede hele sin store familie under en fest, der varede fra morgen til aften. Der var rus, latter, slagsmål, musik og tirader af utydelig tale. Der var ingen åbenlys sammenhæng eller mening, men til slut blev der skrevet med store bogstaver hen over lærredet: ESTE ES MI REINO - dvs. DETTE ER MIT KONGERIGE.
   Det er nok den smukkeste hjemstavnsdigtning på film, jeg har set siden Edgar Reitz' Heimat. Lys efter mørke har de samme kvaliteter. Nogle vil græde, andre vil gå, men det er filmkunst, som virkelig sidder i én. Man er stadig ikke færdig med Stille lys. Man bliver det næppe heller med Post Tenebras Lux.


Post Tenebras Lux (Lys efter mørke). Instr. & manus: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabe. 115 min. Frankrig-Tyskland-Mexico 2012. Dansk premiere: 18.07.2013.


Fotos: No Dream Cinema/ CineMaterial/ ØFP Distribution/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Verve Pictures 22.07.2013
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 19.07.2013

fredag den 26. marts 2021

Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007)


OPDAGELSEN AF LANGSOMHED

Liv og død blandt mexicanske mennonitter

Af BO GREEN JENSEN

FORFATTEREN Sten Nadolny, som er tysk, har skrevet en roman med titlen Die Entdeckung der Langsamkeit (1983, da. Opdagelsen af langsomheden). Hovedpersonen, sir John Franklin, er som dreng så tung i optrækket, at han må stå og holde snoren, når de andre børn spiller bold. Alligevel får han et rigt liv og gør karriere, fordi han ser detaljer og sammenhænge, som ingen andre ikke bemærker. Hans livs bestemmende utopier bliver da: »Kamp mod unødvendigt hastværk, blid, successiv opdagelse af verden og menneskene.«
   Det har sådan set intet med sagen at gøre, men i biografen har man ofte grund og lejlighed til genopdage langsomheden. De fleste film bevæger sig så hurtigt, de overhovedet kan, frygter at kede og støde publikum fra sig, og ofrer af samme grund megen dybde. Som tilskuer vænner man sig til, at det er sådan historier fortælles på film. Det ligner også virkeligheden, men meget er bortredigeret, og man vil som regel helst have det sådan.


ANDRE film tager en dyb indånding og giver sig virkelig tid til at se. Det kan være mere eller mindre ekstreme kunstfilm som Andy Warhols navnkundige Empire (1964), der viser en bygning i otte timer. Englænderen Derek Jarman kaldte sin sidste film Blue (1993) og fyldte lærredet ud med blå farve, mens dybden blev skabt på lydsiden. Eller det kan handle om sindrige kameragange, som hos ungareren Béla Tarr, der kredser rundt i filmens inventar for at nå sit udgangspunkt mange minutter senere.
   Åbnes formen bare lidt, kan resultatet være tilgængelig filmkunst. Blandt langsomhedens døde mestre er italieneren Michelangelo Antonioni, russeren Andrej Tarkovskij og grækeren Theo Angelopoulos; endnu aktive udøvere er bl.a. briten Terence Davies, tyskeren Philip Gröning og amerikaneren Terrence Malick. I fanslang kaldes genren slow cinema.
   Det kræver tilvænning hos tilskueren, og man må frivilligt lade sig synke ind i trancen, men bagefter er man bevæget og lutret. Man er glad for, at der findes langsomme film, som fører mediet tilbage til den første bestræbelse: en blid, men successiv opdagelse af verden og menneskene.


CARLOS Reygadas' billedskønne Stellet Licht udspiller sig, i ekstremt adstadigt tempo, blandt tyske mennonitter et sted i Mexico. Mennonitter var – og 
er – som amish-folket et kristent trossamfund, der afskrev moderne livsførelse og praktiserede absolut pacifisme. Derfor ville ingen lande vide af dem. De tyske mennonitter bosatte sig i Canada, men drev siden sydpå til Mexico og Bolivia, da en anti-germansk stemning greb om sig under 1. verdenskrig. I dag lever de af landbrug, så godt som isoleret fra omverden. Modsat amishfolket bruger de biler og mekaniske redskaber, men spil, dans, tv og telefoner er heller ikke hér i kurs.
   Stellet Licht skildrer, mættende og majestætisk, det sammenbrud, som truer en familie, da faderen Johan forelsker sig i en anden kvinde, Marianne, og på god mennonitvis indvier Esther, der er mor til parrets seks børn, i sine sjælekvaler. Jeg har aldrig før set en film, som viser hvordan man dør af et knust hjerte. Det gør Reygadas i en lang, lang scene, hvor regnen pisker ned over motorvejen, som Johans hustru knæler ved. Da Esther skal begraves, beder Marianne om at se hende. Den levende kvinde kysser den døde, og miraklet fra Ordet gentager sig blandt tyske mennonitter i hjertet af dagens Mexico.



REYGADAS’ første to film, Japòn (2002) og Krigen i himlen (2005), markerede sig med gold natur og langstrakt sex mellem unge og gamle, hæslige og smukke mennesker. Der er intet af dette i Stille lys. Et ansigt fastholdes i orgasmeøjeblikket, men Reygadas bruger mere tid på at vise, hvordan solen får stjernerne til at blegne, da den stiger over horisonten. Filmen både ender og begynder med time lapse-optagelser af dagens mirakel, som på lydsporet ledsages af symfonisk geräusch: cikader, kvæg, knirkende trin; sange fra en radio; et ur der sættes i stå, så det kan høres.
   Det er Johan, som standser tiden i filmens første scene, hvor familien er samlet om fællesbøn og morgenmad. Siden glemmer man uret i køkkenet og engagerer sig, især ved et gensyn, stadig stærkere i mennonitternes livsform og mandens dilemma. En lang scene viser, i virkelig tid, hvordan familien bader i floden. Johan vasker sin datters hår og roser Esther for hendes hjemmelavede sæbe. Da græder Esther, som er rystet i sit inderste af Johans forhold til Marianne, med hvem han oplever ren, fysisk fryd. Kun én gang, i bilen i regnen, har Esther et ukristeligt jalousiudbrud. Ellers taler kvinderne pænt om hinanden.



REYGADAS bruger al den tid, som er i verden, på at skildre dette sted og disse mennesker. På vejen til miraklet er der fine enkeltscener. Mens Johan elsker med Marianne, bliver børnene passet af den tykke amerikaner, som har tv i sin bil. Først efter favntaget bliver Johan behørigt ængstelig og skynder sig ud til kassevognen. Her sidder alle og ser Jacques Brel synge »Les bonbons« i en antik koncertoptagelse, som på fantastisk vis er endt i Mexico.
   I knirkende sne spadserer Johan med sin far og beder ham tale mand-til-mand, ikke som far eller præst. Svaret er dog det samme: Johan bør blive hos Ester, uanset hvad han så ellers gør.
   Da Peter Weir skildrede amishfolkets levevis i den mere konventionelle, men bestemt ikke dårlige Witness (1985), brugte han en spændingshistorie til at skabe dynamik og kontrast. Det er lidt – meget lidt – lige sådan i Stellet Licht. Det store spørgsmål er selvsagt, hvad Johan vil gøre. Han mener, at Gud har et formål med at prøve ham, men hvem af kvinderne skylder han mest: den stille hustru, han elsker af vane, eller den frie kvinde, som han er lykkelig med?


DET er Johans far, den gamle præst, som til slut sætter uret i gang. Vi har været i en mellemtid, et limbo, hvor de døde kunne vækkes til live. Nu begynder virkeligheden. Stellet Licht er en ener. Jeg så den første gang i Cannes, hvor man kritiserede den Dreyer'ske (og Trier’ske) slutning, som nogle fandt konstrueret. Den generer mindre, når man kender den på forhånd. Ligeledes er det en fordel at vide, at det i denne film gælder om at se og følge mennesker i meget langsomt tempo.
   Alle taler plattysk, de fleste medvirkende er amatører. Stille lys er filmens indbegreb og samtidig også en halv anti-film, som flere vil flygte skrigende fra. Det vigtigste er, at man gør et forsøg. Carlos Reygadas kan virkelig male med lyset. Med sin tredje film har han gjort en genopdagelse af langsomheden, som bliver hos én i lang tid.



Stellet Licht (Stille lys). Instr. og manus: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabe. 142 min. Frankrig-Holland-Mexico 2007. Dansk premiere: 01.08.2008


Fotos: CineMaterial/ ØFP Distribution/ Filmgrab
Stellet Licht ligger på FILMSTRIBEN
DVD fra Tartan Video 19.07.2010 [ingen BD-udgivelse]
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 01.08.2008