Translate

Viser opslag med etiketten Interstellar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Interstellar. Vis alle opslag

torsdag den 12. maj 2022

Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]


DATTER AF STJERNERNE
En fornem film om at træffe sit valg

Af BO GREEN JENSEN

EMNET er rumfart, men sagen er ikke science fiction. Tværtimod er Proxima en samtidsfilm om faglige vilkår og kønspolitik. Astronauten Sarah Loreau er lykkelig, da hun får mulighed for at komme med på den næste mission til ISS, den internationale rumstation. Hun har arbejdet for det hele sit liv.
   Sarah har set op på stjernerne, så længe hun kan huske. Hun har fortalt sin egen datter om rummet. Der er heller ikke nævneværdig modstand i miljøet. Sarahs eksmand (Lars Eidinger) er fysiker, han deler hendes glæde. Først har missionens amerikanske kaptajn (Matt Dillon) en overbærende holdning. Den russiske deltager (Aleksej Fateev) er kollegial fra begyndelsen.
   For Sarah er problemet, at rumrejsen varer et år. Hun har ikke tænkt over, hvor svært det bliver at sige farvel til den 8-årige Stella (Zélie Boulant). Pigen forstår, hvad hendes mors arbejde kræver. Hun forstår også, at det er farligt, og at de ikke skal se hinanden i en evighed.



FILMEN følger Sarahs fysiske træning og mentale forberedelse. Tilskueren kommer selv på en rejse, og det er fascinerende at få indblik i, hvordan astronauter arbejder. Alice Winocour bliver hos Sarah i samtlige scener. Eva Green er særdeles troværdig i rollen, der bærer det færdige værk.
   Winocour får os til at mærke astronautens tvivl, mens vi ser på træningens fysiske rammer i Houston, Köln og Stjernebyen ved Moskva, hvor opsendelsen foregår. Det er mesterligt gjort. Sarah ser flere film, mens hun vænner sig til vægtløsheden. Det er klart, at Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey får en hilsen, men følelsen af vemod er mere som i Andrej Tarkovskijs Solaris.



DER er ingen ydre dramatik, det er rutinerne og kampen for indre balance, som gør billedet interessant. For så vidt som en spænding opstår, har den at gøre med Stella. Vil Sarah bryde karantænen for at møde sin datter ved affyringsrampen? Vil hun vælge at blive på Jorden trods alt?
   Vist har filmen fordomme om, at mødre savner mere end fædre, men det er til at leve med stereotypien. Den feministiske dagsorden bliver aldrig selvretfærdig. Proxima er et fint portræt af mennesker, der arbejder sammen i et lukket miljø. Stilen er overvældende sikker.



DER er ikke mange kvinder i rummet på film. Eva Green har hårdførheden til fælles med Sigourney Weaver i Alien og Sandra Bullock i Gravity, men psykologien er mere som hos Jodie Foster i Contact og savnet, der sender Anne Hathaway af sted og får Jessica Chastain til at vente på sin far i Christopher Nolans Interstellar.
   Filmen handler ikke om rummet, siger Winocour. Astronauten kunne være jordomsejler eller opdagelsesrejsende. Det handler om at have en drøm, som man realiserer. Jeg elsker denne slags film uforbeholdent. Min egen far gav mig en bog, der hedder Søn af stjernerne, før han forsvandt. Efter Proxima forstår jeg, at der også var døtre i billedet.*



*) Raymond F. Jones (1915-1994) huskes især for romanen This Island Earth (1952), der i Joseph Newmans filmatisering fra 1955 blev en af de bedste sci-fi-historier fra koldkrigsperioden. Alligevel var den danske titel Truslen fra Verdensrummet. Jones skrev flere bøger, som primært var henvendt til unge læsere og er husket af ældre amerikanere, fordi de udkom i forlaget Winstons Juvenile Series. The Year When Stardust Fell (1958) – som jeg ikke har læst – skal være hans magnum opus. Plottet i Son of the Stars (1952) foregriber E.T – The Extra-Terrestrial (1982) med årtier. En jordisk dreng redder en strandet dreng fra rummet, og de bliver venner i hemmelighed. Også Planet of Light (1953, da. Lysets planet) udkom i serien Rumfart. Min far døde i 1965, da jeg var ni år. Han havde ofte talt begejstret om bogen, som jeg arvede sammen med Niels E. Nielsens Der meldes fra Sahara, en slidt Robin Hood med Errol Flynn på forsiden og genfortalte filmhistorier om Sherlock Holmes i London og Tarzan i New York. Harald Jensen blev kun 44 år. Jeg hørte heldigvis efter, når han fortalte.

Proxima. Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 107 min. Frankrig-Tyskland 2019. Dansk premiere: 16.07.2020.


Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Pathé/ France 3/ Pandora Films/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ NRW/ Cinémage/ Cofinova 15/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films/ YouTube (Madman Official (Australian) Trailer)
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, TV2 PLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Picture House Entertainment (UK) 23.11.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.07.2020.

torsdag den 6. februar 2020

Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]


DEN SIDSTE RAKET
De mulige hjem er betagende verdener

Af BO GREEN JENSEN

DER er masser af science fiction på film, men de fleste historier er dystopiske fabler om samfundet nu, abstrakte eksperimenter med tiden, horror som i Alien-serien eller kulørt fantastik à la Star Wars. Det er sjældent, at en væsentlig filmskaber bestræber sig på at fortælle en realistisk historie om menneskets mulige fremtid i rummet.

   De ægte visioner kan tælles på en hånd. Nu og da kommer film, som gerne vil ligne: Brian De Palmas Mission to Mars (2000), Steven Soderberghs remake (2002) af Andrej Tarkovskijs Solaris (1972), Ridley Scotts Prometheus (2012). De falder somme tider heldigt ud, men er aldrig på højde med værket, det lykkedes for: Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968, da. Rumrejsen år 2001).
   Så forventningen før Interstellar er stor. Christopher Nolan skabte en stil med Memento (2000), gav Batman-figuren ny dybde i tre store film, fortalte ontologisk om illusioner i The Prestige (2006) og krængede sindet og verden helt ud i Inception (2010). Nolan laver tænksomme film i en krævende form, der har fået et stort publikum. I Interstellar er ambitionen at skabe hård science fiction af første karat: en tre timer lang film om menneskets sidste forsøg på at finde et hjem mellem stjernerne.



OM 20 år er verden plaget af sult og klimaforandring. USA hærges af støvstorme, der får 1930'ernes dust bowl til at ligne en gryde ved stranden. Enkemanden Cooper (Matthew McConaughey) blev trænet som astronaut, men nu er NASA lukket ned. I skolen lærer børnene, at fortidens rumfart var koldkrigspropaganda. Cooper dyrker majs i Midtvesten, mens hans svigerfar (John Lithgow) passer datteren Murphy og sønnen Tom. Majs er den eneste kornsort, der endnu ikke er bukket under for plantepest.
   Der falder bøger ud af reolen på Murphys værelse. De lægger sig i et mønster, der kan læses som koordinater, og Cooper bliver sendt til et hemmeligt sted, hvor resterne af NASA arbejder videre under ledelse af kvantefysikeren dr. Brand (Michael Caine) og hans datter (Anne Hathaway). Menneskeheden har ét skud tilbage. Der er sendt sonder gennem et ormehul ved Saturn. Tre af pionererne har meldt tilbage om muligvis beboelige verdener. Dr. Brand beder Cooper være pilot på den sidste raket, som skal undersøge, hvor en bæredygtig koloni kan grundlægges.



COOPER siger ja til missionen. Skønt rejsen betyder, at han må forlade Murphy og Tom, er det for børnenes skyld, at han rejser. Sønnen (Casey Affleck) forstår ham og overtager gården i en stadig mørkere fremtid. Datteren (Jessica Chastain) sender ingen beskeder, før hun har nået den alder, som Cooper havde, da han tog afsted.
   Den ældste generation falder væk. I rummet er Cooper og dr. Brands datter ved at undersøge de golde verdener bag ormehullet. Især hér skaber Nolan – og cheffotografen Hoyte Van Hoytema, der har særlig flair for realistisk rumfart – fantastiske billeder og høj, taktil troværdighed. Én planet er kun kværnende vand, og fra en tilfrossen udpost har dr. Mann (Matt Damon) sendt falske rapporter. Hvor tyngden er tættest, bliver tiden elastisk. En time på Vandplaneten svarer til syv år i jordisk tid. Cooper har lovet at hente sin datter. Han opgiver aldrig at vende tilbage.



DEN videnskabelige baggrund er ikke grebet ud af det blå. Fysikeren Kip Thorne har fungeret som rådgiver på manuskriptet, der blev påbegyndt i 2006 som en film, Steven Spielberg skulle lave. Thorne var også konsulent, da Robert Zemeckis i 1997 filmatiserede Carl Sagans roman Contact. Her var alt, hvad videnskabskvinden Jodie Foster foretog sig, et forsøg på at nå en død far. På samme måde bliver kærligheden i Interstellar til et stof og en kraft, der er lige så virkelig som tiden.
   Universet bøjes og strækkes som i Inception, men Interstellar er fortalt i et roligt tempo, der fravælger Nolans sædvanlige hektiske klipning. Filmens svaghed er nok, at den tydeliggør. Dylan Thomas' digt om, at alderdommen må brænde, »Do Not Go Gentle«, så døden ikke får let spil, bliver citeret ti gange. Stadig gentager Michael Caine, at vi må rase imod lysets død. Det bliver også skrevet på hans grav. End ikke Spielberg ville hamre så hårdt.



DET lykkes dog Nolan at give kærligheden et værdigt menneskeansigt. I sin tredje time, da Jessica Chastain som Murphy begynder at løse det store paradoks, som jeg ikke skal ødelægge oplevelsen ved at forklare, kommer filmen endelig også til live i en form, der er genkendelig som Nolans visuelle centrifuge. Som i Contact bliver tingene vist i en form, den rejsende er i stand til at forstå. Men i Contact var højere magter indblandet. I Interstellar er der kun mennesket selv.
   De mulige hjem er betagende verdener. Lang spilletid er en forpligtende luksus, men her er der god brug for alle tre timer. Rejsen gennem ormehullet prøver ikke at overgå den psykedeliske passage gennem tid og rum i 2001. Det er trods alt heller ikke en film i samme urørlige klasse, men bestemt en bevægende oplevelse, som også er visionært tankestof.



Interstellar. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 179 min. USA-UK-Canada 2014. Dansk premiere: 06.11.2014.


Foto: Paramount Pictures/ Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Syncopy/ Lynda Obst Productionsthers/ SFStudios
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray [10th Anniversary Collector's Edition] fra Paramount Pictures 10.12.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.11.2014.