Translate

Viser opslag med etiketten Swimming Pool. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Swimming Pool. Vis alle opslag

søndag den 10. oktober 2021

François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]


FRA SLUTNINGEN TIL BEGYNDELSEN
Et interview med filmskaberen François Ozon

Af BO GREEN JENSEN

PARIS 2004 - FRANÇOIS Ozon virker yngre for hver gang, man ser ham. Denne gang bærer han baseballkasket og arrangerer sig med det ene ben krøllet op i plyssofaen, som er sat frem på hotellet ved Place Vendôme. Også et videokamera snurrer. Vi er en mindre delegation af journalister, primært fra skandinaviske medier, som har ønsket at tale med instruktøren. Han svarer som altid beredvilligt, men uden for alvor at gå i dybden de steder, hvor det brænder på. Flere af de store spørgsmål fejer han simpelt hen væk med et »ja«, »nej« eller »ved ikke«. Han er hurtig og god til at returnere både lange, hårde og skruede bolde.
   I situationen bliver man meget charmeret. Jeg oplevede det i flere omgange, da vi talte om 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) forrige år. Umiddelbart synes samtalen frodig, og man begynder at skrive sit bånd ud med en fornemmelse af, at det hér bliver godt. Så opdager man, at Ozon ikke siger så forfærdelig meget, og hjertet synker en anelse. Denne gang er der dog tilløb til mere i flere af svarene. Eksempelvis prøver Ozon at besvare det obligatoriske spørgsmål om sin brug af vand som en visuel metafor. Det plejer han bare at lade passere.


DEN nye film, Cinq fois deux eller 5 x 2, fortæller i fem hårde scener historien om et ægteskab, der går i stykker. Ozon viser scenerne frem én for én og lader hver af dem spille cirka et kvarter. Der er mødet, brylluppet, fødslen, en meget ordrig middagsscene, hvor parret har besøg, og endelig det sidste samleje, som Marion og Gilles gennemfører på et hotel, da de sammen har været i retten og fået betingelserne for skilsmissen stadfæstet. Kvinden og manden bliver spillet, meget stærkt endda, af Valeria Bruni-Tedeschi og Stéphane Freiss.
   Det er et meget koldt blik på en bitter historie, som Ozon kaster fra sig i denne film. Kun i forbindelse med det første romantiske møde på Korsika fornemmer man en mulighed for lykke. Gilles forlader sin mopsede kæreste for den varmere Marion, som han kender fra kontoret hjemme. De går i vandet med hinanden i hånden, og vi betragter dem bagfra i meget lang tid. Modsat parret véd publikum, hvad der venter, og det er muligt at det farver vor måde at læse situationerne på. Det er en traurig og faktisk banal historie, som Ozon folder ud. Man har hørt den mange gange, og flere har sikkert levet den selv.


ENESTE variation indtræffer natten efter det brusende bryllup, hvor Gilles falder tidligt i søvn. Da går Marion melankolsk tur i natten og møder belejligt en fremmed, en amerikaner på gennemrejse, som hun elsker med under fuldmånen, før hun går tilbage til Gilles. Han på sin side kører planløst rundt i Paris, på flugt, må man tro, for det ansvar som venter, da Marion for tidligt føder en søn. Denne søn vil manden senere elske. Det ved vi, fordi Ozon fortæller sin historie bagfra. Kronologien er konsekvent, men filmen åbner med sin slutning og arbejder sig baglæns mod begyndelsen, for endelig at fade ud i det første lovende møde.


DENNE kronologiske gimmick tangerer en trend i fransk film. Også Gaspar Noé brugte tricket i Irréversible (2002), som dog var en anderledes voldsom fortælling, hvor den centrale, strategiske voldtægt var lagt i en gruopvækkende scene midtvejs i filmen. 5 x 2 er voldsom på en anden, mere virkelig måde, men spørgsmålet er, hvad historien vinder ved at blive fremlagt på så distancerende vis. Dét spørgsmål vil vi alle gerne stille, så det bliver det første Ozon kommenterer.
   – Hvornår fik du ideen til at vende kronologien?
   »Det var ikke min første indskydelse. Min oprindelige idé var at fortælle en historie om et par, to mennesker fra min egen generation, dvs. i 35-40 års alderen, og prøve at finde ud af, hvorfor deres forhold ikke kan holde. Af en eller anden grund begyndte jeg med at skrive scenen fra skilsmisseretten. Siden faldt det naturligt at arbejde mig baglæns i forholdet. At fortælle historien bagfra og så indspille filmen på samme måde.
   I lang tid kendte vi faktisk ikke slutningen. Optagelserne lå stille i fem måneder, før vi optog den sidste scene, hvor de møder hinanden på stranden. Så Valeria og Stéphane vidste ikke, hvordan Marion og Gilles har mødt hinanden. Det var en del af udfordringen ved denne film, at optage slutningen, før vi kendte begyndelsen.
   For mig var det vigtigste at være nærværende. For at skildre forholdet så sandfærdigt som muligt, koncentrerede jeg mig om at være til stede i hver scene, uden at tænke over, hvad der kom før eller efter. Så har tilskueren lejlighed til at spekulere over, hvad der er sket i mellemtiden, i afstanden mellem de enkelte scener.«
   – Var det blevet en anden slags film, hvis du havde fortalt den fra begyndelsen?
   »Det var det. Jeg ved det, for jeg har prøvet. På dvd-udgaven af filmen kan man vælge at vende forløbet og se scenerne forfra, i kronologisk rækkefølge. Det kan godt lade sig gøre, men har nogle utilsigtede virkninger. Marion har sex med en anden mand, en fremmed, på sin bryllupsnat. Så kommer scenen, hvor Gilles’ og Marions søn bliver født, og med ét kan man få indtryk af, at deres barn bliver undfanget den nat. Det tænkte vi ikke på under indspilningen. Den mulighed forelå slet ikke.«


– HAR du prøvet det før, ikke at vide hvordan det skal ende, når I begynder at filme?
   »Ja, da vi optog Sous le sable (da. Under sandet), men det var ikke et æstetisk valg. Det var, fordi vi ikke havde penge til at gøre filmen færdig. Jeg ville lave den film på stranden i løbet af en sommer, og det første vi optog var scenen, hvor manden forsvinder. I lang tid vidste jeg ikke, om han virkelig var død eller hvad.
   Sous le sable var inspireret af noget, jeg oplevede i min barndom. Cing fois deux er ikke selvbiografisk i bogstavelig forstand, men der er mange følelser og sansninger, som jeg kan genkende fra mit eget liv og min egen erfaring. Jeg har ikke selv født et barn, men jeg sagtens sætte mig i Marions sted.
   Da jeg skrev manuskriptet, vidste jeg ikke, hvem spillerne ville blive. Den oprindelige idé var at arbejde med store navne. Jeg spurgte Sophie Marceau og Vincent Cassel, men de ville ikke være med. For Sophie Marceau var det utænkeligt, at en kvinde kunne have sex med en fremmed mand på sin bryllupsnat. Det er en prisværdig følelse, hun er en god person, men jeg ved ikke, om det er en god egenskab for en skuespiller, at lukke af på den måde.
   For Cassels vedkommende var det bare ikke muligt at lave filmen, fordi han skulle noget andet, og da jeg henvendte mig til ham, havde jeg ikke noget færdigt manuskript, så det hele virkede lidt vagt. Jeg havde brug for skuespillere, som stolede på mig, og for denne films vedkommende er det sikkert bedst med ansigter, som folk ikke er så vant til at se på. Det er lettere for publikum at identificere sig med dem.
   Jeg lavede en lang liste med mange forskellige par på. En af mine inspirationskilder, det er vel ret tydeligt, var Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab, som jeg lod spillerne prøve igennem. Derfra tog jeg scenen, hvor parret går i seng sammen efter deres skilsmisse. Det er en smuk scene, og det er en meget lang scene. Da jeg så Valeria og Stéphane spille den scene sammen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være dem.«
   – Var de med til at udforme scenerne?
   »Ikke som forfattere, men som mennesker, bestemt. Det er vigtigt for mig at være tæt på skuespillerne. Da vi begyndte på Under sandet, havde jeg kun første halvdel og spillerne. Meget ændrede sig undervejs i forløbet, og det var det samme for denne films vedkommende. Improvisation betyder ikke blot at ændre dialogen. Man kan også improvisere med følelser, motivationer og reaktioner. Som instruktør må man være åben for spillernes forslag. Somme tider er de bedre til at føle og bedømme nuancerne i kemien mellem karaktererne.«


CINQ fois deux er atter en film om et parforhold. Dem har Ozon lavet mange af.
   »Ja, jeg har lavet alt for mange. Og nej, jeg ved ikke, hvad denne hér har at tilbyde. Hvad mener du selv? For de fleste mennesker er parforholdet det vigtigste i tilværelsen, at leve sammen og have et godt liv. Det er ikke let. I min generation kan man have mange kærlighedsforhold i løbet af et liv. Der er næsten ingen som bliver sammen hele livet. Man møder én og begår måske nogle fejltagelser, som man forsøger at rette op på i det næste forhold, man befinder sig i.
   Mine forældres generation har ikke den indstilling, de gør tingene på en anden måde. For mig er lykkelige slutninger ikke det afgørende. Det afgørende er, om man er i stand til at forlade et forhold. Man prøver at leve sammen, og det lykkes eller det viser sig at være en fejltagelse, men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at kunne føle ting dybt. Det er derfor, at slutbilledet ligner en kliche, med de elskende på vej ud i vandet og solnedgangen. Det vigtige er at turde tage springet og hoppe i vandet, selv om man ved at det muligvis slutter en dag.
   De italienske sange? Jeg elsker Italien. For de fleste franskmænd er Italien indbegrebet af et romantisk land. De italienske sange er meget naive og romantiske. Derfor er de en god kontrast til de tunge, alvorlige sider af forholdet.«



– DU veksler mellem lystspil og film som er meget alvorlige...
   »Var denne hér ikke morsom for dig? Jeg ved ikke. Nogle dage er man glad, andre dage er man eftertænksom. Jeg vil gerne prøve noget nyt hver gang. Jeg er vel blevet ældre. Jeg tænker ikke så meget på min karriere, hvad publikum mener om mig og alt dét. Jeg prøver hver gang at komme tættere på kernen af mit begær, hvad jeg ønsker at skabe, hvad jeg ønsker at efterlade. Jeg har ikke det samme behov for at provokere, som jeg havde i de første film. Efterhånden fokuserer jeg mere på formen. Det virker sikkert ikke så stærkt på tilskuerne, men måske rører det dem dybere.
   Med hensyn til skilsmissen vidste jeg ikke præcis, hvordan det egentlig foregår, så jeg læste alle lovene og reglerne. Det var både overvældende og interessant. Det er meget mere omfattende end ritualet, når man indgår ægteskabet, så jeg tænkte at det var et godt sted at begynde. Scenen hvor borgmesteren læser vielsesritualet var egentlig meget længere, men jeg skar den ned, fordi det blev for meget. Jeg ville gerne lave en film om et par og definere hele forholdet efter alle de regler og love, som kvinden og manden forventes og formodes at leve deres liv i overensstemmelse med.
   Jeg er ikke nødvendigvis færdig med Marion og Gilles. Måske vil jeg vende tilbage til dem om 15-20 år og lave én film mere med Valeria og Stéphane, ligesom Bergman gør med Liv Ullmann og Erland Josephson i Sarabande. Det er vist anden gang, at jeg nævner Bergman, men han er min favoritinstruktør. Plejer jeg at sige Cukor og Hitchcock? Nå ja. Jeg har mange favoritter. De er mine helte alle sammen. I øjeblikket er Bergman den vigtigste. Det kommer an på, hvilken dag man spørger mig.«


VAND har en særlig betydning i François Ozons film. I hvert fald er de fulde af det, havet og stranden, lyset på vandet som skifter. Det gælder fra novellefilmen Regarde la mer (1997) og Fassbinder-filmatiseringen Gouettes d’eau sur pierres brûlantes (1999, da. Dråber på hede sten) til Under sandet (2001), Swimming Pool (2003) og 5 x 2.
   »Jeg bliver ofte spurgt om det, men jeg kender ikke svaret. Jeg er meget interesseret i vand, i havet og stranden, og jeg kan godt lide at slutte mine film med et roligt, enkelt billede, som samtidig har dybde og kan tåle at blive stående. Det går dog ikke altid som man planlægger. I 5 x 2 ville jeg lave den sidste scene, hvor parret finder sammen, foran et meget voldsomt hav, et hav i oprør. Men netop den dag var vandet næsten blikstille, og vi havde ikke tid eller råd til at vente. Så vi optog scenen, og nu ser det ud, som om det var meningen, at havet skulle være så roligt.«


– Det er fristende at se bryllupsnatten og Marions utroskab som en slags revne i fundamentet, noget der dømmer forholdet fra begyndelsen...
   »Sådan ser jeg det ikke. Jeg tror, at der er mange forskellige ting, som gør sig gældende. Nogle gange er det kun en bevægelse, et blik, et ord, der skal til. Det er lige så vigtigt, at Gilles ikke er med på hospitalet, da deres søn bliver født. I øjeblikket virker det måske ikke vigtigt, men bagefter kan man se, at det var det måske.
   Det var vigtigt for mig at vise utroskaben uden at fordømme den. Somme tider er det vigtigt for et menneske at have et eventyr, en affære, for at indse at man elsker den person, man har valgt at leve sit liv sammen med.
   Jeg beklager, at jeg ikke viser de gode øjeblikke i deres forhold. Men de kom ikke til mig. På et tidspunkt ville jeg faktisk have en sjette scene med. Den skulle ligge mellem brylluppet og fødslen og vise et meget lykkeligt øjeblik. Jeg prøvede også at skrive scenen, men det interesserede mig ikke at indspille den. Jeg tror, det er op til tilskueren, han kan forestille sig hvad han vil. For mig var det mere interessant at beskrive de svære situationer og kritiske øjeblikke. En dag bliver det måske muligt for mig at beskrive lykken og de harmoniske sider af livet. Men i øjeblikket er det ikke muligt.«


– MARIONS forældre har et forfærdeligt ægteskab –
   »Det ved jeg nu ikke. Det er mere deres facon, fordi de har været sammen så længe. Og de får tingene sagt, de udtrykker deres følelser, selv om de skændes det meste af tiden. Det er Gilles og Marion, som går og brænder inde med tingene.«
   – En anden slags forhold er dét, som Gilles’ bror har til den unge fyr, som er hans kæreste. Gilles giver det ikke mange chancer...
   »Jeg håber, at det vil fungere for dem. Jeg siger ikke, at den ene måde er bedre end den anden. Jeg var mere interesseret i at skildre den afgrund, som ligger mellem teori og praksis. Gilles’ bror siger, at det ikke betyder noget for ham, om hans kæreste er sammen med andre mænd, men i hans ansigt kan man læse, at det ikke forholder sig sådan. Gilles fortæller om sit seksuelle eventyr ved festen, som han og Marion deltog i. Hun siger, at det ikke betyder noget for hende, men igen kan man se, at det ikke er sandt. Denne diskurs mellem idealet og virkeligheden var for mig det centrale i scenen.«
   – Du siger, du prøvede at skrive en sjette scene, som viste et lykkeligt øjeblik. Du må have eksperimenteret med andre øjeblikke og stemninger, da du skrev manuskriptet. Skulle det altid være fem scener eller overvejede du andre muligheder? Ti eller syv eller ni?
   »Jeg havde friheden til at gøre det, hvis jeg ville. Vi optog flere scener, men det var allerede på optagelserne, at jeg besluttede der kun skulle være fem scener. Der var en slags prolog mellem de to skuespillere, men vi klippede den ikke engang. Jeg vidste, der kun skulle være fem scener.«


OZONS første film med Charlotte Rampling, Under sandet, blev mod alle odds en succes. Bagefter instruerede han 8 femmes, som bragte otte af fransk films divaer sammen i en florlet, stærkt stiliseret, hyperironisk og meget musikalsk mordhistorie. Swimming Pool var en raffineret Hitchcock-pastiche, atter med Charlotte Rampling, som spillede en britisk krimiforfatter, der i dén grad fandt sin indre stærke kvinde frem under solen i Sydfrankrig, hvor hun mødte nymfen Ludivine Sagnier, den yngste af kvinderne fra 8 femmes. Er det stadig svært at finde finansiering efter succeser som 8 femmes og Sous le sable?
   »Det var svært at få penge til Sous le sable. Man sagde, at den var for mørk og deprimerende, emnet ville ikke appellere til et bredt publikum, og Charlotte Ramplings karakter var for stiv og gammeldags. Men det gav os faktisk en slags styrke, følelsen af at være ene mod alle. Charlotte hjalp mig meget, og efter 8 kvinder, som blev en stor succes, har jeg kunnet lave næsten, hvad jeg ville.
   Jeg holder meget af at arbejde med Charlotte Rampling. Hun var helt uundværlig for Under sandet og Swimming Pool. Hun var ikke med i 8 kvinder, og hun er ikke med i 5 x 2, simpelt hen fordi hun er englænder. Men vi har en idé, som vi udvikler sammen, måske ikke til den næste film, men på et tidspunkt vil vi arbejde sammen igen. Hun er en slags muse.«


 »DET er stadig en stor glæde at lave film. Det kedelige er mere alle udenværkerne, at lancere filmen, presset fra producerne, ting som man ikke kan se på filmen, men som bliver stadig vigtigere i industrien. Jeg prøver at ignorere dem. Det er blevet meget svært at lave film i Frankrig. Hvis jeg skulle lave min første film i dag, ville det være ti gange sværere for mig. Tv bærer noget af skylden, alt skal helst kunne vises i prime time, og alle har denne besættelse med penge og succes. Det er værre nu end for ti år siden.
   Jeg ville gerne lave et kostumedrama, en historisk periodefilm, en dag. Det kommer jeg sandsynligvis til. Og jeg ville elske at lave en actionfilm. Det kommer jeg sandsynligvis ikke til. Der er mange ting jeg gerne vil prøve. Og gerne noget forskelligt. Hvis jeg laver en film om året, er det bedst at skifte stil og genrer. Er der længere pauser, må man hellere være konsekvent, så publikum véd hvor de har én.«
   – I hvilken periode skulle kostumedramet udspille sig?
   »Jeg ville elske Renæssancen, for jeg elsker tøjet fra Renæssancen. Og jeg vil gerne prøve kræfter med en stor amerikansk blockbuster. Jeg ved ikke, om jeg kunne klare det, men jeg ville gerne forsøge.«
   – Udgør Hollywood stadig en trussel?
   »Nej. Jeg tror, at den franske filmindustri har lært at forsvare sig nu. Der er en gammel og virkelig stærk filmtradition hér i landet. Den amerikanske underholdningsindustri er en meget stærk imperialistisk faktor, men vi har et godt system i Frankrig. Franske film er større end de amerikanske i Frankrig. Også i Europa kan vi lave film, der klarer sig over resten af verden.
   Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på en film, der hedder Le temps qui reste. Det er et portræt af en ung mand, Melvil Poupaud har hovedrollen. Jeanne Moreau er med, og Valeria Bruni-Tedeschi har også en lille rolle. I Frankrig får den premiere til september eller oktober. Jeg har lavet den, og nu tænker jeg over, hvad jeg så skal arbejde med. Jeg har endnu ikke bestemt mig.«


François Ozon blev interviewet på Hotel Park Hyatt i Paris den 22. januar 2004



5 x 2 – Cinq fois deux (5 x 2 
– Kærligheden tur/retur). Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuèle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick Le Saux. 90 min. Frankrig 2004. Dansk premiere 08.04.2005.


Fotos: Fidélité Productions/ Pathé/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Unifrance
5 X 2 streames ikke i DK - i Frankrig på MAX + Amazon Prime | Ciné + OCS
DVD fra Pathé Distribution [Édition Simple + Collector] 04.01.2006
Anmeldelse + interview trykt i Weekendavisen Kultur 08.04.2005

fredag den 8. oktober 2021

François Ozon: Swimming Pool (2003)


KVINDER I SOLEN
Sanselig hyldest til La Piscine

Af BO GREEN JENSEN

SARAH Morton skriver krimier. Det gør hun med megen succes, og engang har det sikkert været både en udfordring og en fornøjelse at få serien om Inspector Dorwell til at leve og ånde.
 Det er det ikke mere.
   I det hele taget er Sarah kørt fast i sin neurotisk tilknappede hverdag. Hendes forlægger elsker hende ikke mere, men vil hellere investere sine ressourcer i unge håb som Terry Long. Denne grønskolling drysser salt i såret, da han betror Sarah, at hans gamle mor er vild med Inspektør Dorwell.
  Sarah fnyser og trækker skuldrene op. Hun er vel på alder med Charlotte Rampling, der fremstiller skikkelsen så livagtigt. Det vil sige 58 år. Hun har slet ikke brug for at høre den slags.


I ENGLAND regner det surt og vedvarende, og sådan har Sarah det indvendig. Den første scene i Swimming Pool viser ikke det forventede close-up af Sarah. I stedet fokuserer François Ozon på en læser. En trind hverdagskvinde sidder i toget og gør store øjne, da hun opdager, at passageren overfor er identisk med forfatteren til bogen, som hun selv sidder med. Men Sarah nægter at lade sig genkende. Næsten ondskabsfuldt bider hun læseren af. Hun stiger af og går op for at skælde sin forlægger (Charles Dance) ud. Han parerer imidlertid ved at sende hende til Sydfrankrig, hvor han har et hus med swimming pool. Tag dog ned og kom til hægterne, luk lidt sol ind i den dér vinterdepression.



HJEMME i huset sidder Sarahs gamle far og døser. Han nikker og falder væk uafladeligt. Så hun ser ud på haven, hvor der sagtens kunne stå et par garden gnomes, og gransker den grå regnvejrshimmel. I næste klip krydser hun kanalen, og snart er hun fremme ved huset i Frankrig, hvor lyset og varmen er venlige væsener.
   Hun indretter sig, fouragerer og flanerer i landsbyen, får computeren tilsluttet og kan for første gang i lang tid tage hul på et nyt manuskript med et smil. Det er ganske vist et lille smil, men man ser at det kommer fra hjertet. De gamle muskler kan endnu. Måske er livet slet ikke så dårligt. Da er det, at forlæggerens datter ankommer.



DÉT falder ikke i god jord. Julie (Ludivine Sagnier) er alt, hvad Sarah Morton aldrig bliver igen. I tyverne, slank på de rigtige steder, fuld af fandenivoldsk attitude. Hun spiller høj musik, ryger tjald, drikker sjusser, slæber en ny mand med hjem hver aften og kunne næsten være en karikatur på hedonistisk ungdom uden moralsk retningssans.
   Måske kan man forestille sig, at hun er det. Forholdet mellem skrift og verden er et motiv i filmen, og man kan aldrig med sikkerhed vide, om forfatteren digter videre på virkeligheden. Men ikke ét ord mere om den mulighed. Den er en af mange faktorer, som giver Swimming Pool en dimension af leg. Man må bare have den i baghovedet.



SARAH gør ikke modstand ret længe. I begyndelsen hader hun alt ved Julie, men det er svært at holde følelsen vedlige, især da hun bliver interesseret i den unge kvindes baggrund. Hun indser, at der er mysterier i forlæggerens liv, som hun intet vidste om. Og pigens slubrende livsglæde smitter. Julie får havemanden Marcel til at rense swimmingpoolen, som Sarah havde afskrevet som en kloak af levende bakteriekulturer. Sarah har sendt længselsfulde blikke efter den virile Franck, som serverer på cafeen i landsbyen, men det er Julie som tager ham med hjem. Solen bager, kødet kalder, livet er nu og hér hele tiden. De to kvinder bliver efterhånden veninder og får også en mor-datter relation.



SARAH begynder at skrive om Julie. Med ét er der også et lig, som skal skaffes af vejen. Man fornemmer, at Ozon fabulerer, og det gør han altid bedst i pasticher. I 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) var det især Douglas Sirk og George Cukor, som lagde grundfarver til.
   I Swimming Pool bliver både Buñuel, Chabrol og Hitchcock hilst på og drejet en halv omgang, men især er filmen en blanding af hyldest til og riff på motiver og sanselig livsfarve i La Piscine (1969), Jacques Derays stadig mere ikoniske St. Tropez-thriller med Romy Schneider og Alain Delon i deres zenit, både som par i virkeligheden og fiktive konstruktioner i filmen. Også Plein de soleil (1960, da. Kun solen var vidne), René Cléments Patricia Highsmith-filmatisering med Delon som Tom Ripley, sætter et aftryk.
   Det er meget underfundigt, ekstremt elegant og særdeles underholdende. Det er endelig også en anelse skuffende, fordi filmen som thriller bygger op til så meget, som den tøver med at levere til slut.


LIGESOM i Ozons Sous le sable (2000, da. Under sandet) fremstiller Charlotte Rampling sin midaldrende kvindefigur med bemærkelsesværdig indlevelse. Filmen har nogle af sine bedste øjeblikke i begyndelsen, mens Sarah modstræbende kapitulerer og giver sig hen til solen og sanseligheden. Umiddelbart efter ankomsten drikker hun te på bistroen og fylder køleskabet med fornuftige surmælksprodukter. Går det højt, kan hun skeje ud med en melon, og i huset begynder hun straks på en feriekrimi om Kommissær Dorwell. Dorwell on Holiday hedder Word-filen på hendes laptop. Da hun senere fortæller Julie og Franck om bogen, er titlen ændret til Dorwell Wears a Kilt, Dorwell bærer kilt. De ler, og hun føler sig flov og absurd.
   Hun overrasker dog både sig selv og Julie. Snart står den på whisky, yppigt fedende kager, sjove cigarettter, foie gras og hvidløgspølse. Hun springer ud seksuelt, som en ørkenblomst der har ventet på regn, og i flere afgørende øjeblikke får hun brug for sin kriminelle ekspertise. Yorick le Saux’ billeder er sitrende fulde af autentisk hed-brun-krop-ved-blåt-bassin atmosfære, og efterhånden nedtones Ludivine Sagniers påtaget vulgære manér til en rådvild ung kvindes udsathed. Der er også en underfundig slutning, som giver filmen en ny dimension. Se selv, hvad der muligvis er på spil. Filmen er under alle omstændigheder en effektiv kur mod vintertristesse.



SAMTIDIG er det finurligheden, der vrider hele filmen en anelse skæv og reducerer værket til en stiløvelse. Også Sous le Sable var et solidarisk portræt af en moden kvinde, der fik sin virkelighedsopfattelse lidt justeret. Der var lette øjeblikke i Under sandet, men sagens kerne – kvindens savn – var hård og konkret. Med Swimming Pool befæster François Ozon sin position som en af tidens mest elegante europæiske filmskabere. Man venter dog stadig på værket, som skaber og siger noget virkelig vigtigt.



Swimming Pool. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuéle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick le Saux. 103 min. Frankrig-UK 2003. Dansk premiere: 25.12.2003.

Fotos: Fidélité/ Focus Features/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ IMDB/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Store, Apple TV, Amazon Prime | Paramount+, Rakuten TV, YouTube Film 
2K Blu-ray fra StudioCanal [ArtHaus] 14.03.2019
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.12.2003