Translate

Viser opslag med etiketten eksperiment. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eksperiment. Vis alle opslag

fredag den 17. juni 2022

Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006)


FIRMAETS MAND
Næsten glemt men ganske elsket

Af BO GREEN JENSEN

PRÆMISSEN er gribende enkel. Bagmanden Ravn (Peter Gantzler), som på frejdig vis ejer en mindre it-virksomhed, har i årevis fundet det enklest at lade en ikke-eksisterende »direktør for det hele« træffe de upopulære beslutninger.

   I begyndelsen var der tale om en bekvem fiktion, men med årene er fantomet »Svend E.« blevet et uhyre med mange ansigter, der dominerer sin stab via e-mails og meddeler sig på forskellige måder til hver enkelt medarbejder. Nogle gør han kur til; andre nedgør og tirrer han flittigt; atter andre løftes op og får et kys på panden, før de sættes tilbage i trædemøllen. Ravn er muligvis konfliktsky, men han er også en udspekuleret menneskekender.
   Da firmaet ligger i forhandlinger om at fusionere med et islandsk selskab, bliver det nødvendigt for Ravn at finde »Svend E.« Hans koleriske modpol hos opkøberen, mindeværdigt fremstillet af Fridrik Thor Fridriksson, den store gamle mand i islandsk film, vil kort og godt ikke forhandle med andre end »direktøren for det hele«. Ravn hyrer da narren Kristoffer (Jens Albinus), en arbejdsløs andenrangs skuespiller, som tager sig selv og sin gerning meget alvorligt, til at træde i direktørens sted for en uge.


    


FOR det første angriber Kristoffer opgaven, som gjaldt det en opførelse af Kong Lear. For det andet ved han i sagens natur ikke meget om firmaets sindrige hierarki og hvilken slags mand, direktøren kan være. Han tager farve efter hver situation og navigerer ud fra stikord, som Ravn ikke ligefrem er gavmild med. Han overspiller, underspiller, får efterhånden smag for sin position og engagerer sig endelig følelsesmæssigt.
   Umiddelbart kan strukturen virke løs, men Direktøren for det hele er en af den slags film, som ikke tager et gevær ned fra væggen, hvis hensigten blot er at lægge det fra sig. Kristoffers guru udi i kunsten er den store Antonio Stavro Gambini, en Stanislavski-agtig autoritet på metodespillets kapriciøse område. Undervejs i forhandlingen kommer det frem, at også andre er på Gambini, og det får strategisk betydning.



TYPOLOGIEN er rigt facetteret, og dialogen kan på ingen tid springe fra økonomisk satire til anvendt populærpsykologi og ægte dynamik mellem mennesker. Sjovest er præsentationsrunden, hvor medarbejderne efter tur kommer ind og gør sig til for direktøren, der selv må reagere på stedet og prøve at skære en passende grimasse.
   Iben Hjejle markerer reviret med sex. Mia Lyhne vil hellere giftes. Casper Christensen er en olm tordensky fra provinsen, og Jens Albinus får lov til at tale om at være »baghylerens mand« til det sidste, indtil hans eks dukker op i skikkelse af Sofie Gråbøl, som gennemskuer situationen.



DET er en spids lille film med mange gevinster, som især giver mening og folder sig ud, hvis man fra begyndelsen er indstillet på, at man ikke skal se et vægtigt idébårent epos i stilen fra Breaking the Waves eller Dogville, men snarere går ind til en slags Idioterne light. Spillerne kunne være et afgangshold fra teaterskolen, der følger et løst skitseret forløb og bytter roller og skifter karakter, når de kan. Filmen lever stærkest i enkeltstående scener, hvor situationskomikken udarter og pointerne bliver til undervejs.



INSTRUKTØREN træder selv frem før og efter historien, som han også forholder sig til i resummerende indstik. Man ser ham som et genskin i en glasfacade. Fortælleren filmer sig selv og forankrer den samlede bestræbelse i meta-kommenterende form.
   Prologen og de angiveligt uforpligtende slutord har samme formanende skær af spøgefuld alvor, som man finder i tekster fra Oplysningstiden, hvor verden fra begyndelsen er sat i anførselstegn. I denne sirlige indramning fremstår von Trier som Holberg eller Voltaire. Endvidere er der en nostalgisk bismag af firmafarce og folkekomedie. I glimt kan Direktøren for det hele opleves som en postmoderne udgave af tv-serien Én stor familie (1982-83).



SOM sagt ligner filmen et prøveforløb. Trier har til lejligheden designet et system, han kalder Automavision, hvor beskæringer og belysninger foretages vilkårligt. Der er naturligvis også et nyt regelsæt:

»Automavision® er et princip for billede- (og lyd-) optagelser til film, udviklet ud fra intentionen om at begrænse den menneskelige indflydelse ved at byde tilfældigheden indenfor, og således få en »ideløs« overflade på værket, frigjort fra vanemæssig udførelse og æstetik.«

I denne ånd af »randomisering« bruges fræsende jump cuts og hård lyd med mange forstyrrende smæld. Hele filmen kan godt virke svimmel, og det passer glimrende til den. Man har set historien som et billede på, hvordan konstruktionen Zentropa opererer, og det kan man sikkert udmærket. Man har set relationen mellem Ravn og Kristoffer som en parafrase over forholdet mellem Peter Aalbæk og von Trier. Også dét kan man sikkert udmærket gøre.
   Vigtigst er dog, at moraliteten fungerer. Trier har talt om at nedjustere, afmontere stjerneapparatet, blive i Avedøre og kun lave små film med spillere, som han kender på forhånd. »Kort sagt, føler jeg nu i mit 50. år, at have arbejdet mig frem til privilegiet: at snævre ind«. Han kan ikke blive sådan ved og har næppe heller lyst til at gå i kloster og dyrke sin have på ubestemt tid. Men som et sted at begynde igen fungerer den skarpe bagatel ganske godt.



Direktøren for det hele (The Boss of It All). Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Automavision. 99 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Italien-Tyskland-Island 2006. Dansk premiere: 08.12.2006.


Fotos: Zentropa Entertainments/ Nordisk Film Distribution/ Trust Nordisk/ Automavision/ CineMaterial/ DFI
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, You Tube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2006 

mandag den 20. september 2021

Sex i Amerika: Alfred C. Kinsey 1894-1956


SEX I AMERIKA
Den første kreds af sexologer

Af BO GREEN JENSEN

DET var naturligvis ikke Alfred Charles Kinsey (1894-1956), som opfandt amerikanernes kønsliv. Imidlertid var han med til at gøre det synligt på et tidspunkt, hvor man nødigt talte om menneskers seksuelle adfærd.
   Med støtte fra The Rockefeller Foundation gennemførte Kinsey og hans stab af assistenter – »The Inner Circle« – mere end 10.000 interviews med almindelige mennesker, som i sagens natur havde et sexliv og en identitet som kønsvæsener.
   Også som sociologisk projekt var undersøgelsen banebrydende. Kinsey grundlagde sit Institute for Sexual Research ved University of Indiana i 1947. Da han året efter publicerede sin forskning i pionerværket Sexual Behavior in the Human Male, gik medierne i selvsving. Rapporten var en kontroversiel men indiskutabel succes, som ruskede gevaldigt op i samtiden og gav genlyd i resten af verden.


KINSEY var nu en offentlig person og også en helt af en slags. Mere problematisk blev hans arbejde med Sexual Behavior in the Human Female, som endelig udkom i 1953 efter mange forsinkelser og ydmygelser. Kinsey opfattede det som et personligt nederlag og en underkendelse af hele hans forskning, at Rockefeller Foundation trak sin støtte tilbage.
   Samtidig begyndte profetens eget liv at slå revner. Kinsey, hustruen Clara og de unge par i Indercirklen havde eksperimenteret med seksuelle forbindelser på tværs af køn og følelser. Med ét syntes alt at give bagslag, og Kinsey døde som en rystet mand.


DER har de seneste årtier været stor interesse for Kinsey og hans cirkel. Ikke i så høj grad omkring forskningen, som kun kan chokere i visse mørklagte egne af USA, men i personerne fra »The Inner Circle«, i Kinseys bemærkelsesværdigt åbne ægteskab og de midlertidige forhold, man indgik. Bill Condons film Kinsey, der blev præsenteret på Berlinalen i 2005, er et udslag af renæssancen. Et andet er den »
dokumentariske roman«, som T. Coraghessan Boyle fik udgivet i 2004. Den bærer netop titlen The Inner Circle.*



CONDONS biografiske portræt er et stykke af vejen en meget sød og lidt ordinær levnedsskildring, der skildrer Kinseys vej til sin bestemmelse. Egentlig var han en tilknappet insektforsker, som havde viet sit liv til studiet af bjerghvepsens migrationsmønster. Clara McMillen, en studerende, lukkede Kinsey eftertrykkeligt op, men som nygifte havde parret seksuelle problemer, der kun blev løst, fordi Kinsey henvendte sig til en læge. Forholdet havde hængt i en tråd for så lidt. Kinsey tænkte, at han og Clara ikke var alene. Han begyndte derfor at tilbyde timer i sex, et såkaldt ægteskabskursus.


HERFRA greb det om sig. Kinsey kom helt ind i krogene af skabet og fik snart trukket alle skufferne ud. Så måtte han videre, lære den homoerotiske side af sig selv at kende, se Clara gå i seng med sin protegé, udforske alle kønnets aspekter på en måde, som foregriber 1960ernes seksuelle eventyrlyst, men var stærkt radikal i 50erne. Det er i tredje akt, da skyggerne trækker sig sammen, at filmen for alvor begynder at anfægte. Det er også hér, at det giver mening at caste Liam Neeson og Laura Linney som Alfred og Clara. I begyndelsen er det ganske svært at tage dem alvorligt som helt unge mennesker.



BILL Condon har før drejet særpræget stof i en uventet frugtbar og positiv retning. Gods and Monsters (1998) var et portræt af den homoseksuelle britiske filmskaber James Whale, som i tonefilmens første år skabte ærke-amerikanske gysere som Frankenstein (1931), Bride of Frankenstein (1935) og The Invisible Man (1933), før han instruerede pionerudgaven af Show Boat (1936). I rollen som Whale skabte Ian McKellen en uforglemmelig figur.
   Det gør Neeson måske ikke i Kinsey, men filmen tilbyder et fascinerende blik på en lukket kultur og nogle adfærdsformer, som vi længe var ved at fjerne os fra, men måske er på vej mod igen. Der er kræfter i Amerika, som gerne vil have Kinseys rapporter brændt eller blacklistet én gang for alle. The Kinsey Institute i Indiana praktiserer dog stadig ud fra devisen: »We are the recorders of facts – not the judges of the behaviors we describe.«



*) T. Coraghessen Boyle: The Inner Circle. 432 s. Viking, 2004. Jan Pock-Steens oversættelse af Inderkedsen udkom på People's Press i 2006. Historien om Kinsey Instituttets pionerår er fortalt gennem den (fiktive) John Milk, der forlader litteraturstudiet og bliver inddraget i kredsen omkring Kinsey. Som de fleste af Boyles henved tyve romaner er den virkelig stærk på baggrund, idé og detaljer. Han har simpelt hen flair for godt stof. Men fortællingen flyder ud undervejs, og karaktererne har en tendens til at se det samme og tale ens, uanset hvilken tid, de befinder sig i. Jeg er med stor entusiasme begyndt på East is East (1981, da. Øst er øst), The Road to Wellville (1993, da. Vejen til Wellville), Drop City (2003, da. Langt ude) og måske især The Terranauts (2016), for så at måtte anstrenge mig for at fokusere og gennemføre læsningen. Undtagelsen er Riven Rock (1998, da. Det ensomme paradis). Den autentisk baserede fortælling om Stanley McCormick (1874-1947), en seksuelt traumatiseret millionærarving, der isolerer sig i et hermetisk univers af plejere og læger, da hustruen Katharine Dexter (1875-1967) har opgivet at trænge ind til ham, har en særlig besat kvalitet, der holder læseren fanget, fordi den ikke vil løse identitetsmysteriet. Man læser med samme fascination, som når det handler om William Randolph Hearst (modellen for Citizen Kane), Ludwig II af Bayern eller Howard Hughes.


Kinsey. Instr. & manus: Bill Condon. Foto: Frederick Elmes. 110 min. USA 2004. Dansk premiere: 06.05.2005.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikiwand
Filmen streames ikke i Europa (er i region A på alle platforme), men er udgivet på dvd og blu-ray
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.05.2005

fredag den 12. marts 2021

Anna Odell: Återträffen/Gensynet (2013)


TAK FOR SIDST
En hævn raffineres og implementeres

Af BO GREEN JENSEN


IDENTITETSKUNSTNEREN Anna Odell (f. 1973) blev mobbet, da hun gik i skole. Klassens smarte drenge var de værste, men et kvidrende heppekor gav dem lov. Pigen med de store øjne blev mærket for livet. Tyve år senere ødelægger hun klassens genforeningsfest, da hun insisterer på at analysere hver af fornedrelsens mekanismer.

   Det bliver et skolejubilæum, som kommer fra Helvede selv. Aftenens forløb er skildret i de første tyve minutter af Gensynet, hvor Anna Odell spiller Anna Odell og fastholder selskabet under en tale, der ikke er hørt mere hudløs, siden Ulrich Thomsen rejste sig og slog på glasset i Thomas Vinterbergs Festen.
   Også i Gensynet reagerer publikum med fjendtlighed og forvirring. Odell bliver afbrudt, hånet, grinet af og fjernet fra bordet i flere omgange. Ved aftenens begyndelse er samtlige gæster ansvarlige voksne. Ved slutningen er de lige så lede som i skolen tyve år før. Da smiler Odell. Hun har fremlagt sin bevisførelse.


METAFILMEN slår flere kolbøtter. Først viser Gensynet sig at være en fiktiv rekonstruktion af den aften, som festkomiteen med vilje ikke indbød Anna Odell til. Klassekammeraterne var skuespillere. Nu sidder hævnersken på sit kontor og forbereder en film om personernes forhold til mobningen dengang. Hun vil også gerne vide, hvorfor hun igen blev holdt uden for fællesskabet.

   En efter en kommer karaktererne ind og bliver konfronteret med filmen. Anna repeterer, hvor ondt der var i begyndelsens skole. Enkelte mener, at hun overreagerer, at børn er børn til alle tider, drenge som piner insekter for sjov. Andre har fortrængt, hvad der skete. Forbavsende mange giver hende ret. Flere antyder, at de ville gøre det igen, for verdens grimme ællinger fortjener at blive kanøflet.
   Odells genistreg er tvivlen, den grundlæggende usikkerhed om værdier, som kendetegner eksperimentet. Hun spørger Anders, Erik, Robert og Sanna, hvad de mener om Anders, Erik, Robert og Sanna. Hun vil gerne se dem skamme sig. Det har nu lange udsigter. Der er naturligvis også en mulighed for, at alt i filmen er fiktion.


UBEHAGET bliver så stærkt, at man kunne skrive med det på væggen. Man aner i skamfulde indskud, hvorfor Anna var et irritationsmoment. Man håber meget, at eksperimentet bliver en tilfredsstillelse for den insisterende kunstner. I hvert siger hun tak for sidst, så det kan høres.
   Erindringens politik dissekeres i en blanding af essay og autofiktion. Filmen husker, hvad vi alle husker om skolen, når vi er ærlige nok. Den fortegner sandsynligvis også, men ikke som pigen oplevede det. Man er grundigt irettesat efter Gensynet. Men ikke i tvivl om, at man har set en væsentlig film om grusomme børn, der blev voksne.

Gensynet (Återträffen). Instr. og manus: Anna Odell. Foto: Ragna Jorming. 88 min. Sverige 2013. 01.05.2014.


Fotos: Dagsljus Filmequipment/ Camera Film/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime
Weekendavisen Kultur 02.05.2014