Translate

Viser opslag med etiketten Jim Carrey. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jim Carrey. Vis alle opslag

søndag den 27. december 2020

Slipstream | Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)


VIRKELIGHEDEN BAG VIRKELIGHEDEN
Forelskelsen ifølge Charlie Kaufman og Michel Gondry
 
Af BO GREEN JENSEN
 
DE sværeste forhold gør dybest indtryk og lever videre, når vi har afsluttet dem. Derfor kan man aldrig begynde på en frisk. Man vænner sig måske til tanken, men der vil altid være besværlige rester, one or two hard feelings, at bære med sig i erindringen. Erfaring er selvsagt et dæknavn for disse, og erfaring kan nok være nyttig. Men tænk, hvor enkelt alt ville være, hvis man øjeblikkeligt og fuldkommen smertefrit kunne få slettet sin erindring om den elskede. Alt ville da være ukompliceret som evigt solskin i et pletfrit sind.
   En almindelig morgen et sted i New York vågner ungkarlen Joel Barish (Jim Carrey) med en ubestemmelig længsel i kroppen. Han tager sig sammen, står op og skynder sig til stationen. Ud af det blå beslutter han at pjække og tager et tog i modsat retning, ud til vinterstranden ved Montauk, hvor han går rundt som en slukøret hund. Som altid skriver han ting om sit ikke-liv ned i dagbogen, der rummer en blanding af banale notater og ret gode skitser. Joel spørger, hvad det hele skal til for. Og hvorfor bliver han altid afgrundsdybt forelsket i kvinder, som viser ham bare den mindste interesse?



TAG
 nu den kønne og frodigt småskøre Clementine Krucynski (Kate Winslet), som han ser flere gange på stranden og siden følges med i toget på vej hjem til trøstesløsheden. Det er hende, der lokker ham ud af kokonen, men Joel stritter strengt taget ikke imod. Hun byder ham på cognac, da de er sammen første gang. »Det gør hele forførelsesprocessen langt mindre ubehagelig,« forklarer hun. De leger i parken, kigger stjerner og laver engle i sneen. Før nogen ved af det, er de et par, og elskeren Joel er atter i omløb, mod bedre vidende, ganske vist, men glad nok og kåd som en hvalp.
   Idyllen tangerer et kejtet og slidt, men samtidig meget sympatisk glansbillede fra det store hovedlager i det fælles ubevidste. Det er det gode sted på kærlighedsfilmen. Vi har sikkert selv prøvet at leve det lidt og under de elskende tiden som venter. Hvorfor sidder Joel så i bilen og græder på næste billede? Hvorfor er der noget vagt bekendt ved Clementines farver allerede første gang han ser hende, og hvorfor mangler der sider i journalen fra den svære tid, som han mærkelig nok ikke husker helt klart? Hvorfor vil hun ikke kendes ved ham og har vendt sig til en anden mand, da han opsøger hende på biblioteket? Hvorfor er erindringen underlig blank?



FOR at give en anelse om, hvad der venter, er man nødt til at røbe den halve præmis. Eternal Sunshine of the Spotless Mind er ingen science fiction-film. Tværtimod foregår den i en genkendelig hverdag, hvor alt er lowtech og meget realistisk i sin mangel på formål. Der er dog strategiske forskelle. For i filmens forstæder tilbyder Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) og hans betroede medarbejdere fra firmaet Lacuna en slags pletrens af hukommelsen. Der er ikke tale om egentligt nedbrud. Man bliver tilbudt en personlig løsning, en nænsomt tilrettet amnesi, som sletter de svære detaljer om, hvad det end er, som man ikke vil huske. Bagefter burde man være som nyfødt.
   Det bliver ret hurtigt klart, at Clementine har fravalgt sine erindringer om Joel. Men hvorfor? Og skal han ikke bare gøre det samme? Vel skal han så, hun fortjener ikke bedre, men hér begynder problemerne for alvor. Noget dybere nede i Joel holder fast, og mens tidsfornemmelsen skrider, bøjer af, trækkes ud og styrter helt sammen, prøver Joel og Clementine – kvinden som han husker hende og som hun inderst inde også må være – at gemme sig i den erindring, der ligger længst nede i hukommelsen. Folkene fra Lacuna, sekretæren Mary (Kirsten Dunst) og teknikerne Stan (Mark Ruffalo) og Patrick (Elijah Wood), zapper løs efter røde pletter på skærmen, men hver gang finder Joel og Clem et nyt sted.


DET lyder velsagtens vagt thrilleragtigt, men heller ikke denne genres krav bliver honoreret. Evigt solskin i et pletfrit sind er i bund og grund en ener, sin egen film og sin egen genre. Scener gentages og skifter væsen. Somme tider savner karaktererne ansigtstræk og ligner posefolk på René Magrittes maleri.* Intet er sikkert i erindringen eller drømmen om erindringen, men jagten på et sted at være menneske giver filmen lejlighed til at anbringe sine emblematiske elskende i surrealistiske drømmesekvenser, som ofte er besnærende smukke. I en dobbeltseng i sneen på stranden. I stuen hos Joel, hvor regnen falder tæt indendørs. På isen under stjernerne og til selskabet, hvor de mødte hinanden.
   Noget af teknikken er for snurrig, lidt for meget som Storm P. på stoffer eller Terry Gilliam til økonomipris, men ellers har man kun ganske lidt at udsætte på filmen. Selv spillelængden er tilpas. Jim Carrey er uden sine sædvanlige manerer og har sin bedste rolle siden Peter Weirs The Truman Show (1998), der byggede på en beslægtet præmis om virkeligheden bag virkeligheden. Kate Winslet har endnu aldrig trådt helt forkert, når hun valgte sine roller.
   Pointen er naturligvis, at kærligheden ikke kan slettes, når den er dyb nok og hvis den ikke selv vil. Også internt på Lacuna er der romantiske forviklinger. Flere end man tror har taget kuren. Flere end man tror har fundet sammen igen. Som Joel og Clem. Eller måske som du og jeg? De fleste tanker er erindringer, og hukommelsen bedrager. Hvem kan sige om noget har været? Det findes jo kun i erindringens fluxus.



CHARLIE Kaufmans filmmanuskripter er modangreb på den glatte mainstream, som foretrækker regelrette computerudskrifter, der er kemisk renset for paradoksale indfald og andre løse ender. Kaufmans arbejder nærmest består af løse ender. De er sære, labyrintiske skuffedarier med masser af marginalia, gule huskesedler og krøllede beskeder i plettede kuverter, som er stukket ind allerbagerst i genbrugte ringbind. Sådan noget man typisk finder i døde mænds arbejdsværelser og kasserer mere eller mindre en bloc. Der er ofte en masse excentrisk pynt, men på bunden af den kinesiske æske er der altid en hård, original idé, som ingen andre for alvor har fået.

   Derfor er der rift om den kontrære amerikaner, som første gang gjorde sig bemærket med Being John Malkovich fra 1999. Spike Jonze instruerede den svært beskrivelige identitetsfabel, hvori man mod betaling kunne få adgang til John Malkovichs bevidsthed. Man kom ind ad en underlig halvdør på en hemmelig mellemetage og blev bagefter spyttet ud i græsset ved motorvejen. Inden længe stod alle, bl.a. skuespilleren selv, i kø for at få én på opleveren. Malkovich blev så forskrækket, at han lagde sit liv om, blev marionetfører og modtog Nobels Fredspris. Imens var kønne stjerner som John Cusack og Cameron Diaz forvandlet til almindelige mennesker. Det hele gav en absurd form for mening.


VIA Being John Malkovich kom Kaufman i kontakt med franskmanden Michel Gondry, som instruerede den skuffende kultursatire Human Nature (2001). Patricia Arquette led af ekstrem behåring og barberede sig nat og dag for at tækkes adfærdsforskeren Tim Robbins, som prøvede at pille aben ud af manden Rhys Ifans, der var vokset op hos dyrene. Til slut tog alle tøjet af og vendte tilbage til junglen, men Monty Python-holdet havde været der før og gjort det bedre. George Clooneys instruktørdebut, Confessions of a Dangerous Mind (2002) var baseret på desperadoen Chuck Barris’ erindringsbog af samme navn. TV-produceren Barris udtænkte quizshows og reality-programmer, som endnu hærger den globale sendeflade, men i sin selvbiografi hævder han endvidere at have været lejemorder for CIA.**
   Den paranoide anretning var ikke oplagt stof for Kaufman, som har svært ved at løse bestillingsopgaver, da det volder ham problemer at holde sig til sagen. Det blev der gjort en dyd af i Spike Jonzes Adaptation (da. Orkidé-tyven) fra 2002. Kaufman skulle omplante New Yorker-journalisten Susan Orleans bog om orkidéjægeren John Laroche fra trykte sider til levende billeder, men afleverede i stedet en fabel om en skriveblokeret forfatter, der ingen vegne kommer, mens hans frejdigt debuterende tvillingebror går på kursus hos guruen Robert McKee og får Hollywood til at savle over et skabelonmanuskript. Nicolas Cage spiller begge svedige brødre – ham med blokeringen hedder Charlie Kaufman – mens Meryl Streep er journalisten i resterne af den oprindelige historie. Resultatet ligner ikke meget andet, man har set.


FILMENS stærkt billeddannende titel er ikke et psykedelisk påfund fra i forgårs. Strofen stammer fra en tekst af englænderen Alexander Pope (1688-1744). Følelsen er for så vidt den samme. Klassicisten, som skrev hele verden om til mekanisk rimede, såkaldt »heroiske kupletter«, vidste godt, at drømmen om blank fred er farlig. I digtet »Eloisa to Abelard« (fra Works, 1717) lader han Héloïse skrive til den elskede Pierre Abelard. Hun misunder Antikkens vestalinder, som ikke kendte til fysisk begær. Hun ved dog selv, at følelsen er illusorisk. Der er tale om et futilt hjertesuk:

How happy is the blameless vestal’s lot!
The world forgetting, by the world forgot.
Eternal sunshine of the spotless mind!
Each pray’r accepted, and each wish resign’d.

(Hvor lykkelig er ikke den ulastelige vestalinde!/ At glemme verden, at være glemt af den som hende./ Evigt solskin i et pletfrit sind!/ Hver bøn anerkendt, hver længsels pibe stukket ind.)
   
Både Confessions og Adaptation gjorde indtryk. I Evigt solskin har Gondry og Kaufman derfor haft et betydeligt budget og en håndfuld rigtige stjerner til deres rådighed. De kvitterer for den viste tillid med en tankevækkende kærlighedsfilm, som både besidder fortrolig sødme og et ganske skarpt perspektiv. Erindringsforskydning forekommer typisk i spændingsfilm med mareridtskygger og dystre utopiske fremtidslegender. Her er kærligheden som i virkeligheden, lille og stor, besværlig og nødvendig på én gang. Som bekendt er livet a pain in the ass. Men vi har kun det samme og hinanden at leve det med.



*) René Magritte malede to billeder med titlen Les Amants i 1928. De har samme format (54 x 73 cm) og datering. Det er som regel Les Amants 2 
– hvor skikkelserne kysser gennem stoffet, som kan være lagen eller ligslør – som reproduceres i diverse billedværker. Det var vist også dét, jeg tænkte på, da jeg anmeldte Eternal Sunshine of the Spotless Mind for 16 år siden – og det var helt sikkert dét, som jeg tænkte på for 35 år siden, da jeg skrev digtet »Sandspillet« til samlingen Stedernes mening (1985). Les Amants hænger på National Gallery of Australia i Canberra; Les Amants (2) tilhørte samleren Richard S. Zeisler. Zeisler opbyggede en samling på 110 værker af moderne mestre som Francis Bacon, Max Beckmann, Vassily Kandinsky, Magritte, Juan Miró og Pablo Picasso. Ved Zeislers død i 2007 var samlingen vurderet til 100+ millioner dollars. Han fordelte den på 16 amerikanske museer. Les Amants 2 endte på Museum of Modern Art i New York City. 

 


**) Charles Hirsch Barris (1929-2017) var vært på The Gong Show og udviklede konceptet til The Dating Game og The Newlywed Game. Han begyndte som assistent for Dick Clark på musikprogrammet American Bandstand. I sin formentlig autofiktive erindringsbog fra 1984 hævder Barris, at han samtidig var agent og hitman for CIA. Det svarer til, at Erling Bundgaard eller Jarl Friis-Mikkelsen stod frem og erkendte at være spioner. I Clooneys film bliver han spillet af Sam Rockwell, mens instruktøren selv har rollen som hans CIA-kontakt. Det er til det sidste uklart, om Barris fantaserer eller fortæller det, som det var.    

Evigt solskin i et pletfrit sind (Eternal Sunshine of the Spotless Mind). Instr.: Michel Gondry. Manus: Charlie Kaufman. Foto: Ellen Kuras. 108 min. USA 2004. Dansk premiere: 30.04.2004


Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ NGA/ MoMA
Filmen streames på NETFLIX og YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Kino Lorber 26.07.2022
Anmeldelse trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.04.2004

fredag den 27. november 2020

Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984


MANDEN FRA MÅNEN
Milos Forman, Jim Carrey og Andy Kaufman

Af BO GREEN JENSEN

MAN siger om nogle mennesker, at de lever i deres egen verden. Er særheden mere udtalt, synes vi enerne kommer fra en anden klode, og bliver adfærden decideret aparte, må både sproget og velviljen kapitulere. Så lukker vi bare personerne inde og kalder dem syge i sindet.
   Den amerikanske komiker Andy Kaufman (1949-1984) hørte for mange at se til i sidstnævnte kategori. Imidlertid fik han så mange fans og disciple, at man ikke kunne indlægge ham. Det var heller ikke muligt at affærdige hans grænseoverskridende humor, som dyrkede det pinlige, kejtede og uforudsete i en ramme – tv-mediet – hvor alt skal ligge fast på forhånd, ikke mindst de mest spontane islæt.
   For tv-selskabet ABC blev forbindelsen med Kaufman et mareridt. Da man fyrede ham, stævnede han direktøren og krævede 200 millioner dollars i erstatning. For denne sum ville han købe selskabet og forvandle det til et netværk, der sendte fribydning i døgndrift.
   Det juridiske aspekt bliver ikke beskrevet i Milos Formans film om den mærkelige mand fra Long Island. Det gør til gengæld hans bizarre forhold til brydning med kvinder. Faktisk skildres forblindelsen så udførligt, at man næsten taber tråden midt i den ellers velskabte film.*
   Kaufmans tid havde det ligesådan. Latka fra Taxi var pludselig sær. I hvert fald var han gået over stregen og fik aldrig lov at vende tilbage, hverken som den majestætisk ubehøvlede Las Vegas-sanger Tony Clifton, som »Foreign Man«, Elvis Presley eller andre af sine personaer.



KAUFMAN var med i førsteudgaven af Saturday Night Live, men det var rollen som Latka Gravas i situationskomedien Taxi (1978-83), der gjorde ham til stjerne. Andy hadede Taxi. Hans manager George Shapiro – i filmen spillet af Danny DeVito, der havde en hovedrolle i Taxi – måtte lægge et stort arbejde i at overtale ham, og han mildnedes aldrig i sin foragt.
   Hvis et publikum ville se Latka Gravas live, straffede han det ved at synge samtlige vers af »One Hundred Bottles of Beer« eller læse hele F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby med karikeret britisk accent. Hvis han ikke sendte dem Tony Clifton. Publikum blev dog ved med at komme. Judd Hirsch fra Taxi kunne ikke fordrage Andy Kaufman, men da Kaufman døde skrev Hirsch nekrologen i Rolling Stone Magazine.
   Det var ikke mindst den slags behagesyge forstillelse, som Kaufman ville udfordre. Hans dadaistiske praksis giver lidt mere mening, hvis man opfatter ham som performance-kunstner, snarere end stand-up komiker. Det kunne man på klubscenerne, og også det unge publikum, der sad oppe for at se Saturday Night Live, satte pris på hans eminente håndtering af den lange, pinlige pause.
   Tony Clifton-figuren var et originalt koncept, men da Kaufman begyndte at kæmpe med kvinder, slap velviljen op. Hans fejde med fribryderen Jerry Lawler var aftalt spil, men lignede alvor. På David Lettermans talkshow slog Lawler Kaufman i dørken for åben skærm. Kaufman og Bob Zmuda, som var Andys makker i tykt og tyndt, morede sig uforbeholdent, men kun de to lo, så det kunne høres.



FORMANS film er forvirrende, fordi den rokerer om på nøglebegivenhederne i Kaufmans liv og komprimerer kronologien. Ti-femten år koncentreres til noget, der ligner det halve. Endvidere får man indtryk af en vis orden, en progressiv metode i Kaufmans galskab. Virkeligheden var ikke så entydig. Fribryderen tog sin kontaktsport alvorligt, men dyrkede samtidig transcendental meditation og afsluttede sin optræden med at servere mælk og småkager for publikum.
   Man On the Moon lægger sig i naturlig forlængelse af Formans forrige film, The People vs. Larry Flynt (1996, da. Folket mod Larry Flynt), en heltedyrkende fremstilling af fantasten og pornografen, som udgav Hustler Magazine. Flynt fik lov at fremstå som en amerikansk dissident, der handlede ud fra moralske principper. I tilgift fik man et gennemført billede af tiden og kulturen, som Hustler fødtes i og med. På samme måde er hovedattraktionen i Man on the Moon de minutiøse rekonstruktioner af amerikanske mediefænomener fra 1970erne og 80erne.
   Heppekoret The Rockettes er på scenen, da Andy tager afsked med sit publikum i Carnegie Hall. De oprindelige skuespillere fra Taxi, inklusive Judd Hirsch, medvirker i genopførelsen af den famøse episode, som Kaufmans monstrøse Tony Clifton-persona dekonstruerede live, og vi ser Andy kaste et glas vand i ansigtet på Michael Richards, da han som gæstevært på Fridays saboterer programmet. Richards (senere krøltoppen Kramer i Seinfeld) spiller dog ikke sig selv, og det er faktisk godt at se, at der er grænser for, hvad man tilgiver en afdød legende i pengenes navn.



DET er tydeligt, at Forman solidariserer sig med de amerikanske excentrikere, som manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski efterhånden har samlet et galleri af. Alexander og Karaszewski skrev også Larry Flynt-filmen, men det var deres manuskript til Tim Burtons Ed Wood (1994), som etablerede metoden.
   Alle tre film benytter en traditionel, tv-biografisk form til at skildre særdeles utraditionelle personer. Kronologien gør det ud for dramatisk stringens, og det er så op til emnet – fantasten, eneren, sabotøren i centrum – at levere de egenskaber, der skal knæsætte tema og hovedmotiv.**
   Det er i den forbindelse interessant at se, hvor forskelligt accenten lægges af de medlevende instruktører. Ed Wood, den karismatiske B-filmskaber, som aldrig tog en scene om og fik afløb for frustrationerne ved at udleve sit transseksuelle væsen, blev i Burtons fortættede mørke genstand for en genuin vision. Man blev ikke klogere på manden, men man var uafbrudt fascineret og eminent underholdt. Filmens afsind matchede emnets, og af samme grund føltes den både vedkommende og kunstnerisk tilfredsstillende. Man sad aldrig og spurgte, hvad man skulle med filmen.



MILOS Forman er mere realitetsorienteret. For ham udgjorde desperadoen Larry Flynt et forfriskende brud med tidens politiske korrekthed, og hele apparatet omkring Hustler blev skildret med lige dele satirisk årvågenhed og antropologisk interesse. Den tjekkiske tilflytter har jo outsiderblikket til fælles med de utilpassede amerikanere. Som de er han en fremmed i et fremmed land og betragter mediemaskineriets absurditeter med forfærdede og fascinerede øjne, som kunne sidde på et væsen fra Mars. For Burton, som selv er en af de store originaler og et oplagt emne for Alexander og Karaszewski, havde Ed Woods verden karakter af slaraffenland.
   Man føler sig derfor tættere på virkeligheden hos Forman, og selv hvis man ikke delte den universelle begejstring for Folket mod Larry Flynt, skulle man være tungnem for at overse det moralske lærestykke, som lå gemt i portrættet af manden, der med næb og kløer forsvarede sin ret til at pirre, hidse og skænde på tryk. Ved vejs ende var man manipuleret så grundigt, at man kunne forveksle Flynt med en frihedskæmper. Effekten lå dog betænkelig tæt på den, som får én til at dele Jim Garrisons konspirationsteori, når man netop har set Oliver Stones film om mordet på JFK.



DENNE film har ikke samme præg af selvfølgelig henvendelse. Man er meget imponeret, ikke mindst af Jim Carreys Andy Kaufman, men denne gang spørger man virkelig, hvad vi egentlig skal med historien. »Efter Andys død er hans liv blevet forvandlet til én stor vandrehistorie,« står der på websitet Goofing On Elvis, som er en af de mange hyldestsider på Nettet. Her betragter man filmen som en forpasset chance og en vulgærudgave af Kaufmans geni.***
   Robin Williams (1951-2014) citeres for betragtningen: »Andy gjorde sig selv til præmissen, og resten af verden var pointen.« På R.E.M.-albummet Automatic for the People (1992) sang Michael Stipe den hyldestsang til Kaufman, som filmen –
 der har Stipe som med-producer – tager sin titel efter. Da den endelig klinger under creditsekvensen til slut, får man for første gang en klump i halsen og føler, at noget falder i hak. Ellers er man det meste af vejen forbavsende upåvirket af den sygehistorie som bliver fortalt.


DE bedste øjeblikke er begyndelsen, som lader Carrey lege stop-motion med forteksterne, og scenen hvor den kræftsyge Kaufman er fløjet til Filippinerne for bogstaveligt at få sygdommen revet ud af kroppen.
   En healer presser tilsyneladende blodige ting ud gennem huden på folk. Da det bliver Kaufmans tur, gennemskuer han bedraget. Carrey lukker da sine øjne og smiler, for i denne sidste indsigt, som han hellere havde været foruden, findes kernen i Kaufmans evangelium: »If you believe/They put a man on the moon/ If you believe/ There’s nothing up their sleeve/ then nothing is cool«.
   Kaufman satte pris på grusomme vittigheder, der ikke havde nogen pointe. Han havde aldrig røget eller drukket, spiste kun sund mad og mediterede, når han kunne. Alligevel fik han konstateret lungekræft og døde i en alder af 35 år. »Now Andy, did you hear about this one?/ Tell me are you locked in the punch?/ Andy, are you goofing on Elvis/ Tell me are we losing touch?«





*) Det er uklart, om Kaufmans kærlighed til professionel brydning var et kønspolitisk statement, en personlig seksuel særhed, et langstrakt mediestunt eller en regulær sportslig ambition. Fribrydning fyldte virkelig meget i hans liv de sidste år, men altid i karikeret teaterversion. Fra 1979-83 havde han mere end 400 kampe med kvinder, bl.a. Playboy-pinuppen Susan Smith (1981). Han kaldte sig »Inter-Gender Wrestling Champion of the World« med fingeret, uudgrundelig stolthed. Hans 1982-kamp mod Jerry »The King« Lawler (som spiller sig selv i Man on the Moon) er legendarisk. Ligeledes den episode af Late Night with David Letterman, hvor Lawler slår Kaufman i ansigtet efter megen verbal aggression fra begge parter. Først i 1995, da NBC sendte »A Comedy Salute to Andy Kaufman« blev det afsløret, at fjendskabet var iscenesat og kampene var aftalte. Det var Jim Carrey, som røbede det, endnu før han var castet som Kaufman i Man on the Moon. Sangerinden Debbie Harry og multikunstneren Laurie Anderson medvirkede i Kaufmans brydeforestilling. For dem var der aldrig tvivl om, at Kaufmans lidenskab var en kunstnerisk performance og indgik i en kosmisk comedy act, der kunne siges at omfatte hele tilværelsen. 


**) Scott Alexander (f. 1963) og Larry Karazewski (f. 1961) fik senere travlt med at udvikle antologiserien American Crime Story (2016-2021) [som i hver sæson fokuserer på en autentisk mordsag, der bliver et løbende mediecirkus. I første sæson gjaldt det sagen mod O.J. Simpson; i sæson to lejemordet på Gianni Versace. I DK streames serien på Disney+].  De føjede to figurer til vokskabinettet af enere med deres manuskripter til Tim Burtons Big Eyes (2014) – med Amy Adams som kitschkunstneren Margaret Keane (1927-2022) – og Craig Brewers Netflix-film Dolemite is My Name (2018), hvor Eddie Murphy gør comeback som blaxploitation-ikonet Rudy Ray Moore (1927-2008). Der ligger adskillige biopics, skrevet af lyst eller på bestilling, som ikke blev realiseret: Howard Hughes, The Marx Brothers, The Grateful Dead, Patty Hearst. Sidstnævnte blev taget op af Paul Schrader. Det var samme Schrader, som skildrede skuespilleren Bob Cranes mørke side i Auto-Focus (2002) , som kunne have været skrevet af Alexander og Karazewski. De nøjedes dog med at producere filmen, som Michael Gerbosi skrev manuskript til. I skrivende stund er Shoe Dog – en biopic om Nike-grundlæggeren Phil Knight – i forproduktion hos Netflix. 


**) Jim Carrey spillede Kaufman midt i et cirka ti år langt winning streak, hvor han knap kunne gøre noget forkert, i hvert fald i sin store og hengivne fanskares øjne. Den gyldne tid begyndte med Ace Ventura: Pet Detective, Dumb and Dumber og The Mask (1994), toppede med titelrollen i Peter Weirs The Truman Show (1998) og sluttede cirka efter stjernestunden i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004), hvor det ellers så ud, som om karrieren kunne nå et nyt niveau i (endnu) mere dramatiske roller. 
   Efter rutineindsatsen som Count Olaf i A Series of Unfortunate Events (2004, da. Lemony Snickets Én ulykke kommer sjældent alene) fulgte usikre roller i LGBTQ+-komedien I Love You Philip Morris (2009) og familiefilmen Mr. Popper's Penguins (2011). Kun den svage sequel Dumb and Dumber To (2014), hvor både Carrey og Jeff Daniels bliver svigtet af en halvhjertet indsats fra skaberne Bobby og Peter Farrelly (der ligesom ikke rigtigt vil være ved deres gamle komedie) har lignet en populær Carrey-film.
   Men på Mostraen i Venedig i 2017 trådte Carrey pludselig frem og brød sin tavshed med Netflix-dokumentaren Jim & Andy: The Great Beyond, som Chris Smith har instrueret og Barry Poltermann har klippet med Carreys egne optagelser fra indspilningen af Man on the Moon.
   The Great Beyond beskriver, hvordan Carrey og Milos Forman arbejdede med Andy Kaufman-portrættet. Carrey filmede selv på settet, så man kunne se, hvordan han blev i karakter som Kaufman og den onde tvilling Tony Clifton. I 2017-optagelserne sidder Carrey uventet distingveret og siger dybe ting om omsider at være fri af sociale hensyn og strukturer, om bare at lade sig falde og flyde i nuet. Det er ikke en halvglemt stjerne, der masturberer. Det er overraskende værdigt og relevant, netop fordi Carrey endelig har lagt behagesygen fra sig.
   I 2020 arbejder Carrey videre med komedieprojekter på Showtime (I'm Dying Up Here 2017-2018; Kidding 2018-2020). Endvidere er han sprunget ud som politisk karikaturtegner med en række aktuelle kommentarer på Twitter. I 2020 udkom Memoirs and Misinformation, en surrealistisk autofiktion, som Carrey skrev i samarbejde med Dana Vachon. I lydbogsudgaven blev Carreys stemme fremført af Jeff Daniels.


Man on the Moon. Instr.: Milos Forman. Manus: Scott Alexander og Larry Karaszewski. Foto: Anastas N. Michos. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000


Fotos: Universal Pictures/ Mutual Pictures/ NETFLIX/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Rotten Tomatoes Original 1999 Trailer + tv-clips + R.E.M. Official Music Video]
Filmen streames på PLUTO TV
2K Blu-ray fra ESC Editions (region B) 24.04.2018
2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 22.02.2022
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.03.2000 – noter nyskrevne november 2020 – efterjusteret februar 2025

mandag den 16. december 2019

Charles Dickens | Robert Zemeckis: A Christmas Carol (2009)


GUD VELSIGNE OS, ALLE SAMMEN!
En juleklassiker i animeret udgave

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen ende på de bedste af de store eventyr. Charles Dickens' potente politiske myte om gnieren Scrooge, som genfinder sit indre menneske og udvikler en social samvittighed efter julenats bestemmende møde med tre genfærd, har været gradbøjet utallige gange i snart sagt alle medier, siden teksten blev trykt første gang den 19. december 1843.

   I monografien The Lives and Times of Ebenezer Scrooge (1990) opregner Dickens-eksperten Paul Davis henved 300 bemærkelsesværdige genfortællinger og variationer, fra den første teaterudgave i 1844 til Richard Donners moderniserede version i komedien Scrooged (1988), hvor Bill Murray er misantropen, som undergår den frodige forvandling.*
   


ROBERT Zemeckis' animationsfilm hedder egentlig Disney's A Christmas Carol, men det er ikke første gang, at Disney har fat i Et juleventyr. Burny Mattinsons 26 minutter lange tegnefilmsudgave af Mickey's Christmas Carol (1983) er en af de sødere familieversioner og kan siges at være stedet, hvor Disney betaler gælden tilbage. Her ses Mickey Mouse som kontoristen Bob Cratchit, mens gnieren spilles af Scrooge McDuck, alias Onkel Joakim, som Carl Barks fik ideen til fra Charles Dickens. 
   

ZEMECKIS er manden, som instruerede Back to the Future-trilogien (1985-90) og skabte en af det forrige århundredes store amerikanske succeser med Tom Hanks i rollen som Forrest Gump (1990). Siden Castaway (2000), en moderne robinsonade med samme Hanks, har Zemeckis ikke lavet konventionelle spillefilm.
   Han har i stedet været blandt foregangsmændene  i 3D-formatet og beskæftiget sig med den særlige ende af animationsgenren, der arbejder med motion capture. Formen kræver tilvænning og fordrer en særlig slags historie. Det fungerede smukt i julefilmen om The Polar Express (2004, da. Polar-Ekspressen), baseret på Chris van Allsburgs bog. Det virkede stik imod hensigten i Zemeckis' fortolkning af det angelsaksiske heltekvad om Beowulf (2007), som bl.a. Anthony Hopkins og Angela Jolie lagde fysiognomi til.**


MAN venter sig ikke ret meget før den 3D-versionen med Jim Carrey som julens tre genfærd og Scrooge i alle aldre. Måske er det derfor, at filmen virker så stærkt. Gary Oldman ses både som Bob Cratchit og spøgelset Marley, mens Bob Hoskins er den joviale Fezziwig. Mange andre stjerner er bøjet og strakt i bevægelsesfangeren, før computerfarveladen blev lagt på. Zemeckis holder sig tæt til Dickens' originale tekst og lader noget af den oprindelige indignation komme fuldt til sin ret, bl.a i nevøens humanistiske forsvar for julen, der får den hårdkogte gnier til tørt at bemærke, at Fred (Colin Firth) burde gå ind i politik.


JULENS tre genfærd er visualiseret med det ene ben i fantasien og det andet i John Leechs originale illistrationer. Fortidens spøgelse – »the Ghost of Christmas Past« - er en blafrende, håbefuld flamme, som Scrooge forsøger at slukke, da han har genoplevet sin barndoms og ungdoms skuffelser, især tabet af kærlighed, som indtræffer, da Belle (Robin Wright) hæver forlovelsen på grund af Ebenezers følelseskulde.


FREMTIDENS spøgelse - »the Ghost of Christmas Yet to Come« – er som altid den skygge, der kastes af Manden med Leen, da han henter både Tiny Tim og Ebenezer selv. Sætstykket er dog Nutidens spøgelse – »the Ghost of Christmas Present« – som er lige dele frugtbarhedsgud og Father Christmas i grønt. Under kappen skjuler kæmpen børnene Uvidendenhed og Armod – »Ignorance and Want« – som spytter alle de liberalistiske floskler tilbage i hans ansigt, mens de vokser op i fast-motion. Faktisk er filmens sociale udsyn forbløffende. A Christmas Carol er jo også en familiefilm, der vil tækkes alle i salen.


ET par sentimentale highlights forsvinder, fordi Zemeckis følger Dickens loyalt. Scrooge kommer således ikke personligt med fryden og frelsen til Cratchits forarmede husholdning, men følelsen af solens klare styrke julemorgen og Ebenezers nye fred med sig selv er overvældende frisk og autentisk - som ved et første møde med historien, der aldrig har mistet et gran af sin styrke ved at blive brugt så ofte. Tværtimod føjes et nyt kapitel til den stadig ikke færdigskrevne kulturtekst (udtrykket er Paul Davis'), som Et juleeventyr udgør.


DER findes dybere filmatiseringer med mere hjertelighed i den centrale forvandling. Især Albert Finney (1970) og George C. Scott (1984) har spillet Scrooge med stor troværdighed. Men Carrey fanger den forkrøblede gnier bedre, end nogen har gjort siden Alastair Sim (1951), og fortællingen får lov at have en mørk og mærkelig side, som aldrig bliver helt sukret til. For at blive rigtig rørt af Dickens, skal man finde sin indre Scrooge, og det er som regel lykkedes fint, når kalenderen når til midt i december.
   »And it was always said of him, that he knew how to keep Christmas well, if any man alive possessed the knowledge. May that be truly said of us, and all of us! And so, as Tiny Tim observed, God bless Us, Every One!«

*) Paul Davis: The Life & Times of Ebenezer Scrooge. 284 s. New Haven and London: Yale University Press, 1990. Et sjældent vellykket eksempel på genren »biografi om en bog«, der skildrer tekstens tilblivelse og følger den gennem 150 års kulturhistorie. Sjette kapitel, »The Greening of Scrooge« , gennemgår figurens udvikling fra ideologisk til arketypisk myte og behandler skikkelsens rejse på film.

** Zemeckis vendte tilbage til realfilmen i Flight (2012; Denzel Washington som pilot med et alkoholproblem), The Walk (2015; dokudrama med Joseph Gordon-Levitt som Philippe Petit, der gik på line mellem Twin Towers i 1974, da World Trade Center stadig stod) og Allied (2016; spionage- og ægteskabsdrama med Brad Pitt og Marion Cotillard), men i Welcome to Marwen (2018) foregår de vigtigste scener i den traumatiserede Mark Hogancamps (Steve Carrell) bizarre fetichverden, som befolkes af Action Man og Barbie-dukker. Over tid vil Zemeckis især blive husket for Contact (1997), som er blandt de bedste scifi-film i »første møde«-genren.

A Christmas Carol. Instr. & manus: Robert Zemeckis. Foto: Robert Presley. 96 min. USA 2009. Dansk premiere: 06.11.09


Fotos: Walt Disney Studios Motion Pictures/ Yale University Press/ John Leech (original Christmas Carol illustrations)/ Numista (Dickens Memorial Coin)
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies 
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.11.09