Translate

Viser opslag med etiketten Andy Kaufman. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Andy Kaufman. Vis alle opslag

mandag den 6. juni 2022

Maren Ade: Toni Erdmann/Min far Toni Erdmann (2016)


LYT TIL DIN COACH
En hjerteknuser, et monstrum, en mageløs film

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN skaber afstand mellem børn og forældre. Det er et grundvilkår og en naturlov. Nogle nyder at gøre sig fri, andre er længe om at slippe fundamentet, som de kommer fra, men det sker og er nødvendigt, hvis børn skal blive voksne og være i stand til at give kærligheden videre, når de selv bliver forældre.
   Lige så uundgåeligt kan forældre føle sig tilovers, når børnene ikke har brug for dem mere. Det gælder også i det store fælleskab. Der er alt i alt en følelse af ubønhørlighed over det hele. Når båndet bliver brudt, er vi alle alene.
   Disse mekanismer er skildret i tusindvis af fiktive fremstillinger. Maren Ades vidunderlige Min far Toni Erdmann formår alligevel at gøre det på en ny måde og beskrive processen så originalt, at publikum bliver klogere. Filmen er et Frankensteins monster af umage stilarter. Den absurde realisme trodser alle genreskel. Derfor føles Toni Erdmann i sidste instans som virkelighed.


DET er en film om far og datter. Læreren Winfried (Peter Simonischek) er ved at nå vejs ende. Han har alderen til at være en af de sidste fra 1968. På skolen er han stadig ansvarlig for festlige optrin, men man fornemmer, at hans skøre signaturstil ikke er værdsat. Hjemme i parcelhuset, hvor han bor alene med sin kræftsyge hund, bliver han fyret af den sidste knægt, han gav klavertimer.
   Winfried kan sandt at sige også være et anstrengende bekendtskab. Han forvandler alt til pinlige practical jokes, som kun han selv sætter pris på. Når postbudet afleverer en pakke, opfører han en teaterforstilling. Lukker op i badekåbe, kalder på sin bror og kommer ud igen som en anden. Postbudet har bare travlt og undrer sig i forbifarten.
   Per Højholt skrev engang en bog om Intethedens grimasser. Titlen var nok inspireret af Samuel Beckett, som talte om at lave »pratfalls in the void« – at falde på halen i tomrummet. I hvert fald er det den slags klovnenumre, som pranksteren Winfried udfører. Nogle bekæmper døden med vrede. Winfried gør det med latter. Han og Højholt kunne for resten have fået en god snak.

=

WINFRIED er far til Ines (Sandra Hüller) på 30. Han har i mange år været skilt fra hendes mor, som lever trygt med en anden familie. Når Winfried kommer forbi, bliver han behandlet som en fætter, der er faldet lidt uheldigt ud. Han kommer også kun for Ines. De var engang så tætte. Det er de ikke mere.
   Situationen bliver behændigt formidlet i første akt af Toni Erdmann, som helt i Winfrieds ånd er fuld af famlende, pinlige scener, der ikke rigtigt er sjove – eller kun er sjove for alvorens skyld.*
   Ines er på sin side blevet benhård. Hun arbejder for et internationalt konsulentfirma, prøver at markere sig i mændenes domæne og stræber efter et lidt bedre job. Til sin fødselsdag er hun hjemme på besøg i fem minutter. Resten af tiden sidder hun i haven med sin telefon og ryger og bearbejder sin panik. Hun er sikkert ikke lykkelig, men det hér skal lykkes, for det er det nødt til.
   Ines er udstationeret i Bukarest, hvor firmaet foretager massefyringer i en koncern, der skal outsource sine aktiviteter. Det er gyldne, globaliserede tider, og pigen, som var sin fars loyale sidekick, kan ikke bruge hans skøre værdier. Han har slet ikke forberedt hende på det hér.
   Besøget forløber forventeligt pinligt, da Winfried dukker op i Bukarest. Ines klamrer sig til sin rutine, er presset i firmaet og har dårlig tid. De taler hårdt til hinanden. Det er, hvad tiden gør ved mennesker: Datteren skammer sig over sin far. De skilles i bitterhed, før han tager hjem for at vente på døden.


SÅ er det, at Winfried gentager tricket fra scenen med postbudet. Han bliver i Bukarest, griber dybt ned i posen med practical jokes og vender frygteligt tilbage under navnet Toni Erdmann. Forklædningen består af en sort paryk og et gult sæt falske tænder. Ines ved ikke, hvordan hun skal reagere.
   Toni er en verdensmand. Han trækker vejret dybt og frit, er coach for tidens chefer – og du skal lytte til din coach, som Niels Skousen synger med ironisk autoritet – spiser dyrt, snøfter coke, scorer til fester og er på alle måder så meget for meget, at illusionen overbeviser. I hvert fald tager han byen med storm. Mod sin vilje er Ines imponeret.


FØRSTE time af filmen er en tragisk komedie. Time to er en bittersød farce. Endelig følger en blanding af udsoningsakt og road movie. Ines viser Winfried rundt i sin verden. Han er med på virksomhedsbesøg og smiler til arbejderne, der skal fyres. Han ser, hvordan det er for Ines. De bliver far og datter igen.
   Kulminationen kommer i en scene, hvor Winfried har inviteret sig selv på visit hos en lokal kunstner (som sagtens kan se, at han ikke er den tyske ambassadør). Han sætter sig ved klaveret og får Ines til at synge deres gamle signatursang – Whitney Hustons »The Greatest Love of All« – én gang til og med følelse. Ikke et øje er tørt. Og humoren er blevet dødens alvorlig.
   Hos kunstneren står en behåret figur, som måler to en halv meter. Det er en slags folkedragt, men det kunne være Skrækkelige Winfried, som han føler sig og som datteren ser ham. Han har den på, da han kommer til hendes indflytningsfest, som af mange vidtløftige årsager er blevet et improviseret naked party.


PUBLIKUMS tålmodighed bliver rigeligt belønnet. På skrivekurser lærte man i gamle dage om to slags manuskripter. Den ene er den amerikanske, som Hollywood har gjort til et videnskabeligt studium med spændingskurver, hård kronologi og et strategisk point of no return.
   Alternativet er anti-strukturen fra ældre europæiske auteurfilm. Fortællingen er en flod, hvor skibet lægger til ved forskellige af øer af handling. Farten kan variere. Der er tusindvis af digressioner. Der er al den tid, som mennesket har.
   Det er den første slags film, vi ser flest af, og det er dén grammatik, vi er vant til at følge. Med den anden slags film må man arbejde mere, men får selvsagt også mere igen. Min far Toni Erdmann er et pragteksemplar.



INSTRUKTØREN Maren Ade (f. 1976) har Ines’ alder og sikkert også noget af hendes væsen. Men hun ser den gamle mand så klart, at det virkelig bliver en film uden alder. Den lange spilletid er både filmens svaghed og dens styrke. Den løse form er livsnødvendig.
   Maren Ade var kølig og koncis i den sagligt sædeskildrende Alle Anderen (2009, da. Alle andre), hvor et ungt par holdt ferie og gik hinanden på nerverne. Det var vist nok en lektion i kønspolitik. Toni Erdmann er et vulkanudbrud. Og et bevis på, at der venter en ny slags film, selv når man tror, at alting er set.


*) Maren Ade siger selv, at Winfried-karakteren låner træk fra hendes egen far, der kan lide at bruge falske tænder og spøg-og-skæmt forklædning. Og at den insisterende, irriterende humor er inspireret af standupkomikeren Andy Kaufman (1949-1984), når denne var sværest at læse. 
   Toni Erdmann var Oscar-nomineret og modtog 59 andre filmpriser, bl.a. en dansk Bodil, fem EFA-priser og EUs LUX Award. Rettighederne til en amerikansk genindspilning blev solgt allerede i Cannes. Lisa Cholodenko (Laurel Canyon, The Kids Are All Right, Olive Kitteridge) skulle instruere Kristen Wiig i rollen som Ines og Jack Nicholson eller Bill Murray i rollen som hendes far. Begge koryfæer sagde ja og og nej i flere omgange. Det ville i givet fald være Nicholsons første filmrolle siden Reese Witherspoon/Owen Wilson-komedien How Do You Know?, som James L. Brooks instruerede i 2010. Man kan sagtens se en svanesang på niveau med About Schmidt (2002) i materialet, men det er uklart, om den nu 85-årige Nicholson kan medvirke. Man kan også forestille sig Bill Murrays take på karakteren, skønt temaet ligger tæt på Sofia Coppolas On The Rocks (2020). Manuskriptet (af Stewart Blumberg) foreligger, og projektet lever stadig efter COVID-19-pandemien. Meget tyder dog på, at Toni Erdmann er landet i talemådens »development hell«. Maren Ade har – på vegne af Komplizen Film, som hun er medstifter og medejer af – produceret og co-produceret 20 film siden Toni Erdmann. Det vides ikke, om instruktøren selv har en ny film på vej. 

Toni Erdmann (Min far Toni Erdmann). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Patrick Orth. 162 min. Tyskland-Østrig-Monaco-Rumænien-Frankrig-Schweiz 2016. Dansk premiere: 01.12.2016.


Fotos: Komplizen Film/ Coop99 Filmproduktion/ Missing Link Film/ Arte France/ Eurimages/ Camera Film/ CineMaterial/ MoevieStillsDB/ Kino.de/ IMDB (Festival de Cannes-photo 2016 by Dominique Charriau)/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.12.2016

fredag den 27. november 2020

Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984


MANDEN FRA MÅNEN
Milos Forman, Jim Carrey og Andy Kaufman

Af BO GREEN JENSEN

MAN siger om nogle mennesker, at de lever i deres egen verden. Er særheden mere udtalt, synes vi enerne kommer fra en anden klode, og bliver adfærden decideret aparte, må både sproget og velviljen kapitulere. Så lukker vi bare personerne inde og kalder dem syge i sindet.
   Den amerikanske komiker Andy Kaufman (1949-1984) hørte for mange at se til i sidstnævnte kategori. Imidlertid fik han så mange fans og disciple, at man ikke kunne indlægge ham. Det var heller ikke muligt at affærdige hans grænseoverskridende humor, som dyrkede det pinlige, kejtede og uforudsete i en ramme – tv-mediet – hvor alt skal ligge fast på forhånd, ikke mindst de mest spontane islæt.
   For tv-selskabet ABC blev forbindelsen med Kaufman et mareridt. Da man fyrede ham, stævnede han direktøren og krævede 200 millioner dollars i erstatning. For denne sum ville han købe selskabet og forvandle det til et netværk, der sendte fribydning i døgndrift.
   Det juridiske aspekt bliver ikke beskrevet i Milos Formans film om den mærkelige mand fra Long Island. Det gør til gengæld hans bizarre forhold til brydning med kvinder. Faktisk skildres forblindelsen så udførligt, at man næsten taber tråden midt i den ellers velskabte film.*
   Kaufmans tid havde det ligesådan. Latka fra Taxi var pludselig sær. I hvert fald var han gået over stregen og fik aldrig lov at vende tilbage, hverken som den majestætisk ubehøvlede Las Vegas-sanger Tony Clifton, som »Foreign Man«, Elvis Presley eller andre af sine personaer.



KAUFMAN var med i førsteudgaven af Saturday Night Live, men det var rollen som Latka Gravas i situationskomedien Taxi (1978-83), der gjorde ham til stjerne. Andy hadede Taxi. Hans manager George Shapiro – i filmen spillet af Danny DeVito, der havde en hovedrolle i Taxi – måtte lægge et stort arbejde i at overtale ham, og han mildnedes aldrig i sin foragt.
   Hvis et publikum ville se Latka Gravas live, straffede han det ved at synge samtlige vers af »One Hundred Bottles of Beer« eller læse hele F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby med karikeret britisk accent. Hvis han ikke sendte dem Tony Clifton. Publikum blev dog ved med at komme. Judd Hirsch fra Taxi kunne ikke fordrage Andy Kaufman, men da Kaufman døde skrev Hirsch nekrologen i Rolling Stone Magazine.
   Det var ikke mindst den slags behagesyge forstillelse, som Kaufman ville udfordre. Hans dadaistiske praksis giver lidt mere mening, hvis man opfatter ham som performance-kunstner, snarere end stand-up komiker. Det kunne man på klubscenerne, og også det unge publikum, der sad oppe for at se Saturday Night Live, satte pris på hans eminente håndtering af den lange, pinlige pause.
   Tony Clifton-figuren var et originalt koncept, men da Kaufman begyndte at kæmpe med kvinder, slap velviljen op. Hans fejde med fribryderen Jerry Lawler var aftalt spil, men lignede alvor. På David Lettermans talkshow slog Lawler Kaufman i dørken for åben skærm. Kaufman og Bob Zmuda, som var Andys makker i tykt og tyndt, morede sig uforbeholdent, men kun de to lo, så det kunne høres.



FORMANS film er forvirrende, fordi den rokerer om på nøglebegivenhederne i Kaufmans liv og komprimerer kronologien. Ti-femten år koncentreres til noget, der ligner det halve. Endvidere får man indtryk af en vis orden, en progressiv metode i Kaufmans galskab. Virkeligheden var ikke så entydig. Fribryderen tog sin kontaktsport alvorligt, men dyrkede samtidig transcendental meditation og afsluttede sin optræden med at servere mælk og småkager for publikum.
   Man On the Moon lægger sig i naturlig forlængelse af Formans forrige film, The People vs. Larry Flynt (1996, da. Folket mod Larry Flynt), en heltedyrkende fremstilling af fantasten og pornografen, som udgav Hustler Magazine. Flynt fik lov at fremstå som en amerikansk dissident, der handlede ud fra moralske principper. I tilgift fik man et gennemført billede af tiden og kulturen, som Hustler fødtes i og med. På samme måde er hovedattraktionen i Man on the Moon de minutiøse rekonstruktioner af amerikanske mediefænomener fra 1970erne og 80erne.
   Heppekoret The Rockettes er på scenen, da Andy tager afsked med sit publikum i Carnegie Hall. De oprindelige skuespillere fra Taxi, inklusive Judd Hirsch, medvirker i genopførelsen af den famøse episode, som Kaufmans monstrøse Tony Clifton-persona dekonstruerede live, og vi ser Andy kaste et glas vand i ansigtet på Michael Richards, da han som gæstevært på Fridays saboterer programmet. Richards (senere krøltoppen Kramer i Seinfeld) spiller dog ikke sig selv, og det er faktisk godt at se, at der er grænser for, hvad man tilgiver en afdød legende i pengenes navn.



DET er tydeligt, at Forman solidariserer sig med de amerikanske excentrikere, som manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski efterhånden har samlet et galleri af. Alexander og Karaszewski skrev også Larry Flynt-filmen, men det var deres manuskript til Tim Burtons Ed Wood (1994), som etablerede metoden.
   Alle tre film benytter en traditionel, tv-biografisk form til at skildre særdeles utraditionelle personer. Kronologien gør det ud for dramatisk stringens, og det er så op til emnet – fantasten, eneren, sabotøren i centrum – at levere de egenskaber, der skal knæsætte tema og hovedmotiv.**
   Det er i den forbindelse interessant at se, hvor forskelligt accenten lægges af de medlevende instruktører. Ed Wood, den karismatiske B-filmskaber, som aldrig tog en scene om og fik afløb for frustrationerne ved at udleve sit transseksuelle væsen, blev i Burtons fortættede mørke genstand for en genuin vision. Man blev ikke klogere på manden, men man var uafbrudt fascineret og eminent underholdt. Filmens afsind matchede emnets, og af samme grund føltes den både vedkommende og kunstnerisk tilfredsstillende. Man sad aldrig og spurgte, hvad man skulle med filmen.



MILOS Forman er mere realitetsorienteret. For ham udgjorde desperadoen Larry Flynt et forfriskende brud med tidens politiske korrekthed, og hele apparatet omkring Hustler blev skildret med lige dele satirisk årvågenhed og antropologisk interesse. Den tjekkiske tilflytter har jo outsiderblikket til fælles med de utilpassede amerikanere. Som de er han en fremmed i et fremmed land og betragter mediemaskineriets absurditeter med forfærdede og fascinerede øjne, som kunne sidde på et væsen fra Mars. For Burton, som selv er en af de store originaler og et oplagt emne for Alexander og Karaszewski, havde Ed Woods verden karakter af slaraffenland.
   Man føler sig derfor tættere på virkeligheden hos Forman, og selv hvis man ikke delte den universelle begejstring for Folket mod Larry Flynt, skulle man være tungnem for at overse det moralske lærestykke, som lå gemt i portrættet af manden, der med næb og kløer forsvarede sin ret til at pirre, hidse og skænde på tryk. Ved vejs ende var man manipuleret så grundigt, at man kunne forveksle Flynt med en frihedskæmper. Effekten lå dog betænkelig tæt på den, som får én til at dele Jim Garrisons konspirationsteori, når man netop har set Oliver Stones film om mordet på JFK.



DENNE film har ikke samme præg af selvfølgelig henvendelse. Man er meget imponeret, ikke mindst af Jim Carreys Andy Kaufman, men denne gang spørger man virkelig, hvad vi egentlig skal med historien. »Efter Andys død er hans liv blevet forvandlet til én stor vandrehistorie,« står der på websitet Goofing On Elvis, som er en af de mange hyldestsider på Nettet. Her betragter man filmen som en forpasset chance og en vulgærudgave af Kaufmans geni.***
   Robin Williams (1951-2014) citeres for betragtningen: »Andy gjorde sig selv til præmissen, og resten af verden var pointen.« På R.E.M.-albummet Automatic for the People (1992) sang Michael Stipe den hyldestsang til Kaufman, som filmen –
 der har Stipe som med-producer – tager sin titel efter. Da den endelig klinger under creditsekvensen til slut, får man for første gang en klump i halsen og føler, at noget falder i hak. Ellers er man det meste af vejen forbavsende upåvirket af den sygehistorie som bliver fortalt.


DE bedste øjeblikke er begyndelsen, som lader Carrey lege stop-motion med forteksterne, og scenen hvor den kræftsyge Kaufman er fløjet til Filippinerne for bogstaveligt at få sygdommen revet ud af kroppen.
   En healer presser tilsyneladende blodige ting ud gennem huden på folk. Da det bliver Kaufmans tur, gennemskuer han bedraget. Carrey lukker da sine øjne og smiler, for i denne sidste indsigt, som han hellere havde været foruden, findes kernen i Kaufmans evangelium: »If you believe/They put a man on the moon/ If you believe/ There’s nothing up their sleeve/ then nothing is cool«.
   Kaufman satte pris på grusomme vittigheder, der ikke havde nogen pointe. Han havde aldrig røget eller drukket, spiste kun sund mad og mediterede, når han kunne. Alligevel fik han konstateret lungekræft og døde i en alder af 35 år. »Now Andy, did you hear about this one?/ Tell me are you locked in the punch?/ Andy, are you goofing on Elvis/ Tell me are we losing touch?«





*) Det er uklart, om Kaufmans kærlighed til professionel brydning var et kønspolitisk statement, en personlig seksuel særhed, et langstrakt mediestunt eller en regulær sportslig ambition. Fribrydning fyldte virkelig meget i hans liv de sidste år, men altid i karikeret teaterversion. Fra 1979-83 havde han mere end 400 kampe med kvinder, bl.a. Playboy-pinuppen Susan Smith (1981). Han kaldte sig »Inter-Gender Wrestling Champion of the World« med fingeret, uudgrundelig stolthed. Hans 1982-kamp mod Jerry »The King« Lawler (som spiller sig selv i Man on the Moon) er legendarisk. Ligeledes den episode af Late Night with David Letterman, hvor Lawler slår Kaufman i ansigtet efter megen verbal aggression fra begge parter. Først i 1995, da NBC sendte »A Comedy Salute to Andy Kaufman« blev det afsløret, at fjendskabet var iscenesat og kampene var aftalte. Det var Jim Carrey, som røbede det, endnu før han var castet som Kaufman i Man on the Moon. Sangerinden Debbie Harry og multikunstneren Laurie Anderson medvirkede i Kaufmans brydeforestilling. For dem var der aldrig tvivl om, at Kaufmans lidenskab var en kunstnerisk performance og indgik i en kosmisk comedy act, der kunne siges at omfatte hele tilværelsen. 


**) Scott Alexander (f. 1963) og Larry Karazewski (f. 1961) fik senere travlt med at udvikle antologiserien American Crime Story (2016-2021) [som i hver sæson fokuserer på en autentisk mordsag, der bliver et løbende mediecirkus. I første sæson gjaldt det sagen mod O.J. Simpson; i sæson to lejemordet på Gianni Versace. I DK streames serien på Disney+].  De føjede to figurer til vokskabinettet af enere med deres manuskripter til Tim Burtons Big Eyes (2014) – med Amy Adams som kitschkunstneren Margaret Keane (1927-2022) – og Craig Brewers Netflix-film Dolemite is My Name (2018), hvor Eddie Murphy gør comeback som blaxploitation-ikonet Rudy Ray Moore (1927-2008). Der ligger adskillige biopics, skrevet af lyst eller på bestilling, som ikke blev realiseret: Howard Hughes, The Marx Brothers, The Grateful Dead, Patty Hearst. Sidstnævnte blev taget op af Paul Schrader. Det var samme Schrader, som skildrede skuespilleren Bob Cranes mørke side i Auto-Focus (2002) , som kunne have været skrevet af Alexander og Karazewski. De nøjedes dog med at producere filmen, som Michael Gerbosi skrev manuskript til. I skrivende stund er Shoe Dog – en biopic om Nike-grundlæggeren Phil Knight – i forproduktion hos Netflix. 


**) Jim Carrey spillede Kaufman midt i et cirka ti år langt winning streak, hvor han knap kunne gøre noget forkert, i hvert fald i sin store og hengivne fanskares øjne. Den gyldne tid begyndte med Ace Ventura: Pet Detective, Dumb and Dumber og The Mask (1994), toppede med titelrollen i Peter Weirs The Truman Show (1998) og sluttede cirka efter stjernestunden i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004), hvor det ellers så ud, som om karrieren kunne nå et nyt niveau i (endnu) mere dramatiske roller. 
   Efter rutineindsatsen som Count Olaf i A Series of Unfortunate Events (2004, da. Lemony Snickets Én ulykke kommer sjældent alene) fulgte usikre roller i LGBTQ+-komedien I Love You Philip Morris (2009) og familiefilmen Mr. Popper's Penguins (2011). Kun den svage sequel Dumb and Dumber To (2014), hvor både Carrey og Jeff Daniels bliver svigtet af en halvhjertet indsats fra skaberne Bobby og Peter Farrelly (der ligesom ikke rigtigt vil være ved deres gamle komedie) har lignet en populær Carrey-film.
   Men på Mostraen i Venedig i 2017 trådte Carrey pludselig frem og brød sin tavshed med Netflix-dokumentaren Jim & Andy: The Great Beyond, som Chris Smith har instrueret og Barry Poltermann har klippet med Carreys egne optagelser fra indspilningen af Man on the Moon.
   The Great Beyond beskriver, hvordan Carrey og Milos Forman arbejdede med Andy Kaufman-portrættet. Carrey filmede selv på settet, så man kunne se, hvordan han blev i karakter som Kaufman og den onde tvilling Tony Clifton. I 2017-optagelserne sidder Carrey uventet distingveret og siger dybe ting om omsider at være fri af sociale hensyn og strukturer, om bare at lade sig falde og flyde i nuet. Det er ikke en halvglemt stjerne, der masturberer. Det er overraskende værdigt og relevant, netop fordi Carrey endelig har lagt behagesygen fra sig.
   I 2020 arbejder Carrey videre med komedieprojekter på Showtime (I'm Dying Up Here 2017-2018; Kidding 2018-2020). Endvidere er han sprunget ud som politisk karikaturtegner med en række aktuelle kommentarer på Twitter. I 2020 udkom Memoirs and Misinformation, en surrealistisk autofiktion, som Carrey skrev i samarbejde med Dana Vachon. I lydbogsudgaven blev Carreys stemme fremført af Jeff Daniels.


Man on the Moon. Instr.: Milos Forman. Manus: Scott Alexander og Larry Karaszewski. Foto: Anastas N. Michos. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000


Fotos: Universal Pictures/ Mutual Pictures/ NETFLIX/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ YouTube (Rotten Tomatoes Original 1999 Trailer + tv-clips + R.E.M. Official Music Video]
Filmen streames på PLUTO TV
2K Blu-ray fra ESC Editions (region B) 24.04.2018
2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 22.02.2022
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 17.03.2000 – noter nyskrevne november 2020 – efterjusteret februar 2025

tirsdag den 24. november 2020

Store instruktører: Milos Forman 1932-2018



EN MAND AF SIN TID 
Miloš Forman 1932-2018

Af BO GREEN JENSEN

FILMSKABEREN Miloš Forman døde på Danbury Hospital i hjembyen Warren, Connecticut. Det skete fredag den 13. april, 2018. Han blev 86 år gammel.
   Forman nåede at leve tre liv i sin tid. Først var han dissidenten, en fri ånd i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. I 1968 kom han til USA som immigranten. Her fik han mesterstatus og skabte stor filmkunst i tre årtier. Efter ni år på tålt ophold blev han amerikansk statsborger i 1977.
   Endelig blev han anakronismen, som ikke kunne få sine projekter realiseret. Den slags sker for de bedste. Det gik Billy Wilder lige sådan.
   Til gengæld nød Forman et rigt otium. I den tjekkiske tid var han gift to gange. I 1964 fik han tvillingesønner med sin anden hustru, Vera Kresadlova, men familien blev i Prag, da Forman tog til Hollywood.
   I USA var han ungkarl i 30 år. Så blev han gift med Martina Zborilova fra Brno. Hun var skuespillerinde, men fungerede som Formans assistent under indspilningen af Folket mod Larry Flynt (1996). Han var 67, da han atter blev far til tvillingedrenge. Jim og Andy Forman blev født i 1999.


HAR disse private ting noget med værket at gøre? Det mente Forman jo selv. Han skildrer det flimrende liv i sin usentimentale selvbiografi, Turnaround (1994). Hverdagen i Connecticut er beskrevet med umådelig varme i Miloš Smidmajers portrætfilm Milos Forman: What Doesn’t Kill You… (2009). 
   Her ser man også Forman tage tilbage til fødebyen Čáslav og præsentere en film i den lokale biograf, som er nyrenoveret og bærer hans navn. Han besøger Terezin (Theresienstadt) med sin familie. Formans forældre døde begge i nazistiske koncentrationslejre. Miloš og hans storebror voksede op hos familie og venner. 
   Formans første kærlighed var teatret. Han ville gerne producere og sætte i scene. Han valgte manuskriptlinien på Akademiet i Prag, hvor både teater, dans, musik og film var repræsenteret. Han fik sine første opgaver i tv og kunne til det sidste tale vredt om idiotiske påbud, som den politiske censor fik gennemført.
   I 60erne var han med til at gøre »den tjekkiske bølge« til et begreb. Efter øjenåbneren Konkurs (1963) fulgte tre hovedværker – Sorte Peter (1964), Blondinens kærlighed (1965) og Brandmænd i fyr og flamme (1967) –
 der forenede boblende menneskevarme med en subtil og stilfærdig kritik af systemet.



DA sovjetiske tanks indtog Prag i foråret 1968, var Forman på vej til USA. Her landede han i Hollywood og havde optimale vilkår de følgende år, mens filmbyens gamle systemer gav efter.
   Forman allierede sig med modkulturen i sædekomedien Taking Off (1970) og skabte i 1975 en af det Nye Hollywoods største succeser med sin filmatisering af Ken Keseys kultroman One Flew Over the Cuckoo's Nest (da. Gøgereden). Samme år opgav han tanken om »at vende hjem«. Triumfen var total, da Amadeus, en filmudgave af Peter Shaffers skuespil om Mozart og rivalen Salieri, i 1984 blev en verdenssucces. 


IKKE alt var lige godt. Forman var sent og faktisk bagstræberisk ude med sin filmatisering af tidehvervsmusicalen Hair (1979). E.L. Doctorows nyklassiker Ragtime (1981) blev i Formans hænder en glansløs affære, fordi instruktøren valgte at beskære det omfattende myldrebillede af Amerika ved århundredeskiftet, som er hele bogens pointe.

   Forman kunne være stædig. I 1989 insisterede han på at filmatisere Choderlos de Laclos’ Les liaisons dangereuses som en slags blid romantisk komedie, der lod kærligheden blandt mennesker sejre. For det første ville publikum hellere se Dangerous Liaisons (1988), Stephen Frears' elegante og giftige udgave, som rammer 80ernes tidsånd i flugten. For det andet ville Forman ikke vente med at lancere sit bud. Valmont, en sød og misforstået bagatel med Colin Firth, Meg Tilly og Annette Bening, blev Formans første store fiasko.
   Han var dog en overlever af væsen. I 1992 præsenterede Oliver Stone for Scott Alexander og Larry Karaszewski, der havde specialiseret sig i portrætter af amerikanske originaler. Parret skrev Ed Wood (1995) og Big Eyes (2014) til Tim Burton. Forman fik Folket mod Larry Flynt (1996), der blev et comeback for samfundsrevseren, og den endnu mere vellykkede Man on the Moon (1999), hvor Jim Carrey fremstiller komikeren Andy Kaufman. 90er-filmenes farvestærke americana var Formans bedste arbejder siden 70erne.

 

EFTER kommunismens fald krøb Forman med små skridt tilbage mod sin baggrund. Sammen med Jean-Claude Carrière begyndte han at skrive en film om Den spanske Inkvisition. Emnet var en kæphest for Carrière. For Forman var det vigtigt at vise maleren Goya som et vidne til historien. I produceren Saul Zaentz fandt vennerne en risikovillig samarbejdspartner.
   Goyas genfærd blev indspillet i Spanien. Det er en mærkelig skæv ting, skønt alle gør deres bedste. Stellan Skarsgård, Javier Bardem og Natalie Portman synes næsten at medvirke i hver sin film. På et tidspunkt har Portman hænderne lænket på ryggen og hænger i lysekronen over spisebordet. Bardem er en nidkær inkvisator, som brænder af sublimeret begær. Skarsgård har spillet mange gode mennesker, men som Goya er han regulært utroværdig.



ALLIGEVEL har jeg en svaghed for filmen. Det var i forbindelse med den, at jeg i 2007 fløj til Göteborg for at møde Milos Forman. Han var atypisk vrissen. I korridorerne blev der hvisket om, hvordan han bed hovedet af journalister. Det viste sig at være på grund af tobakken. Rygeloven var relativt ny, og Forman kunne ikke vænne sig til, at han ikke måtte fyre op. Vi vendte problemet så længe, at der blev givet kompensation. Forman kunne endelig tænde cigaren.
   Stemmen blev blød, og kinderne fik farve. Det var en dramatisk forvandling. Det var også en menneskelig situation af den slags, som er stukket ind flere steder i Formans store billedtæpper. Han fokuserer på detaljer med samme fantastiske omhu som Breugel og Bosch. Den eftermiddag blev jeg for alvor en fan.
   

VI talte om Goyas genfærd, men Forman svarede lige så gerne på generelle spørgsmål om livet og kunsten. Han kom til USA samtidig med Roman Polanski, som dengang ikke figurerede på kønspolitiske dødslister. Tværtimod havde helten vundet i Cannes og fået en Oscar for Pianisten (2002). Jeg spurgte Forman, om han nogen sinde tænkte på, hvordan hans karriere havde formet sig, hvis han var blevet i Prag.
   Svaret gjorde stort indtryk: »Vi vidste jo, at vi ikke kunne vende tilbage. Der var så mange, som kom til Amerika for at arbejde dengang. De fleste rejste igen, når problemerne begyndte. Truffaut og Resnais havde noget at tage hjem til. De rejste, når Hollywood ikke ville som de. Roman og jeg kunne ikke tage hjem. Vi var nødt til at lære at svømme.« 


FORMANS kompromisløshed forklarer til dels, hvorfor han fik svært ved at arbejde. Han cirkulerede på festivaler. Sidste gang jeg så ham, var i Reykjavik, hvor han præsenterede en nyrestaureret kopi af Gøgereden. Han bar hvide træsko og var meget rødmosset. Han talte ufortrødent om alle de store ting, som skulle ske.
   Der kom ikke flere film efter Goyas genfærd. Forman optrådte i små signaturroller hos yngre kolleger. I Cannes i 2011 dukkede han op som Catherine Deneuves mand i Christophe Honorés Les Bien-Aimés, en nostalgisk jukebox-musical, som skylder 1960ernes nye bølge en del. 
   Forman var den sidste fra den tjekkiske aflægger. Af de tolv film husker jeg fire med varme: Blondinens kærlighed, Brandmænd i fyr og flamme, Gøgereden og Amadeus. Jeg husker også Folket mod Larry Flynt og Man on the Moon, som er potente, moderne vanitasbilleder.
   De første film har sort-hvid sanselighed og et lyrisk hverdagsanslag, som Forman aldrig genfandt i Amerika. Gøgereden er og bliver et definitivt statement fra 1968-generationen og hippiekulturen, som ville melde sig ud af magthavernes verden.



FILMEN bliver ofte set som en protest mod kapitalismen og krigen i Vietnam, der sluttede samme år, som filmen fik premiere. Faktisk var Forman ikke modstander af den amerikanske aktivitet i Sydøstasien. Enhver, som bekæmpede kommunismen, var en heltefigur i hans bog.
   Kirk Douglas købte rettighederne til Gøgereden, fordi han havde spillet McMurphy i teaterudgaven. Sønnen Michael producerede filmen sammen med Saul Zaentz. Manuskriptforfatteren Laurence Hauben havde set Brandmænd i fyr og flamme. Han foreslog Forman som instruktør.
   Det var naturligvis blevet en anden film uden Jack Nicholson, Louise Fletcher og Will Sampson. Så meget i filmen er mesterligt tænkt. Her gik alle ting op i en højere enhed, og Forman skabte sin stærkeste film.
   »Venner kom til mig og sagde: Hold dig fra den film, du ødelægger din karriere, for det er sådan et amerikansk emne. Jeg sagde: Hvad snakker I om? Det er en tjekkisk film. For jer er det amerikansk litteratur, for mig er det virkelighed. Jeg levede den. Kommunistpartiet var min Store Sygeplejerske. Jeg ved præcis, hvad det handler om.«* 
   Vi ville gerne have set Formans filmatisering af Sandor Maráis roman Lysene brænder ned. Det var drømmeprojektet, som aldrig blev realiseret. Ellers nåede han vist nok det meste. Miloš Forman var en mønsterbryder, men også en mand af sin tid. Et stort europæisk liv i det 20. århundrede. Som endte i Amerika i foråret 2018.

*) »Big Nurse« Ratched får sin forhistorie fortalt i Netflix-serien Ratched (2020), hvor hun bliver spillet af Sarah Paulson. Karakteren har fået et egenliv, som hverken Kesey eller Forman kunne have forestillet sig. Nurse Ratched optræder også i ABC-serien Once Upon a Time (2011-18), hvor eventyrskikkelser har fået virkelige liv (men viderefører mytens konflikter) i lillebyen Storybrooke. Nurse Ratched bliver spillet af Ingrid Torrance. Hun er naturligt nok leder af institutionen Storybrooke Sanitorium. Hun er nr. 5 på listen over de vigtigste skurke (og helte), som American Film Institute udarbejdede i 2003.    


Fotos: Google/ Wikimedia/ The Criterion Collection/ BGJ/ RIFF/ Karlovy Vary International Film Festival
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.04.2018