Translate

Viser opslag med etiketten Gwyneth Paltrow. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gwyneth Paltrow. Vis alle opslag

fredag den 6. august 2021

John Madden/Tom Stoppard: Shakespeare in Love (1998)


MASTER WILL
En frydefuld hyldest til liv og teater 

Af BO GREEN JENSEN

MARTS i det Herrens år 1999: En sjælden gang kan det lykkes at lave en komedie, som i kraft af sit lys og sin lethed får sunget, hvad mere seriøse fremstillinger har problemer med at stamme frem.
   John Maddens liflige Shakespeare in Love kommer til os med 13 Oscar-nomineringer i ryggen og en sværm af anbefalinger.* Det lyder for godt til at være sandt, men ser man bort fra den kåde sejrsstolthed, som i enkelte scener får Tom Stoppards vittige dialog til at overdrive charmen, er der virkelig ingen skyer på himlen. Shakespeare in Love er en magisk, ud over alle grænser velspillet film om kærlighed, liv og teater. Man forlader den smilende, svimmel og opstemt, for det er lidt som at se den syvende himmel. Jeg overdriver ikke. Her er virkelig en film, som De bør se med egne øjne snarest muligt.



ÅRET er 1593. Pesten har lukket Londons spillesteder, teaterdirektøren Henslowe (Geoffrey Rush) sidder i gæld, og hans husforfatter William Shakespeare (Joseph Fiennes) er ikke kommet videre med den komedie om Ethel, Piratens datter, som den trængte mand har bestilt.
   I det hele taget har Shakespeare problemer. Alle vegne hører han konkurrenten Christopher Marlowes navn, og musen Rosaline er ham utro med adskillige. Imidlertid har han fans ved hoffet. Jomfrudronningen – Judi Dench, som spillede dronning Victoria i Maddens Mrs. Brown (1997), har hér en orkan af en birolle** – sætter pris på Richard Burbages særopførelse af hans stykke, og i salen falder den fortryllende Viola de Lesseps (Gwyneth Paltrow) i svime til ordenes dans. Hun skal dog giftes med Jarlen af Wessex (Colin Firth). Så hvad skal det ende med? spørger vi os selv.



DET ender naturligvis godt på sin måde og helt i Master Shakespeares ånd. Men Shakespeare in Love er mere end en opfindsom variation over bardens figurer og faste tematik. For det første bygger Madden, Marc Norman og Stoppard et dampende levende London, som man sagtens kan forvilde sig i, skønt vi aldrig lades i tvivl om, at alt dybest set er teater. For det andet forelsker Fiennes og Paltrow sig så uimodståeligt, at det virkelig ligner den kærlighed, som Romeo og Julie er et tidløst udtryk for. Endelig føler vi smerten ved Marlowes død og sætter pris på dronningens kløgt. Elizabeth er selvsagt den deus ex machina, som genopretter balancen i verden, da teatermagien har gjort alle svimle.



I 1977 skrev John Mortimer en tv-føljeton, Will Shakespeare, der indeholdt mange af de samme elementer, og det er fremdeles en skam, at Anthony Burgess' roman om digterens liv, Nothing Like the Sun (1964), aldrig er dramatiseret. Ellers kan man ikke mindes et mere troværdigt Shakespeare-portræt, skønt Shakespeare in Love i mange henseender ser stort på den historiske akkuratesse.
   Stoppard genbruger flere tricks fra Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde (1990), men her er han interesseret i at hylde teatret, livet i almindelighed og Shakespeare i særdeleshed.*** Det lykkes filmen at give os del i spillernes begejstring, efterhånden som de indser, hvad Romeo og Julie er ved at blive til. Dét er virkelig ingen ringe bedrift.


*) Shakespeare in Love vandt i kategorierne bedste film, bedste originalmanuskript, design af kostumer (Sandy Powell), scenografi (Martin Childs, Jill Quertier), kvindelig hovedrolle (Gwyneth Paltrow) og kvindelig birolle (Judi Dench). Best Picture-prisen blev inddraget i 2017, da AMPAS ekskluderede produceren Harvey Weinstein efter #MeToo-kampagnens afsløringer. Weinsten blev dømt i november 2020 og afsoner p.t. en ubetinget fængselsstraf på 23 år.

**) 30 år senere spiller samme Dame Judi digterens hustru, Anne Hathaway (1556-1623), i Kenneth Branaghs All is True (2018). Efter at have medvirket i, instrueret og bearbejdet så mange stykker af Shakespeare, at kun Laurence Olivier og Orson Welles kan konkurrere, spiller Branagh endelig mennesket selv i en vemodig og meget metabevidst fremstilling af den sidste tid i Stratford. 
All is True er en kærlig og kritisk dekonstruktion. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men i skrivende stund [06.08.2021] bliver den streamet på Viaplay. 
 

***) Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde lader to bipersoner fra Hamlet opleve begivenhederne fra deres egen begrænsede synsvinkel. Tom Stoppard (f. 1937) skrev sit stilskabende og skoledannende metaskuespil i 1964. Da var konceptet bredt ud til flere Shakespeare-arbejder, og stykket bar titlen Rosencrantz and Guildenstern Meet King Lear. Det blev uropført i sin mere fokuserede form på Edinburgh Festival Fringe i 1966. Frederik Dessau oversatte teksten til dansk i 1967, hvor den udkom i bogform hos Gyldendal. Som metateater er teksten selv inspireret af Samuel Beckett, men Stoppard var opmærksom på Rosencrantz and Guildenstern, A Tragic Episode, in Three Tabloids (1874/1891), en komisk satire i Kaptajn Klyde-genren, som dramatikeren W.S. Gilbert skrev, før han indledte sit samarbejde med komponisten Arthur Sullivan. Ideen har, med andre ord, en absurdistisk galgenhumor indbygget fra starten. Rosenkrans og Gyldenstjerne forstår aldrig de dybere lag og den større intrige, som de bliver udnyttet i. Øvelsen går ud på at sno sig om grundteksten, som publikum kender, og nå frem til det sted hos Shakespeare, hvor den engelske ambassadør meddeler Horatio og Hamlet, at »
Rosenkrans og Gyldenstjern' er døde/ Hvor skal vi få vor tak?«. I 1990 instruerede Stoppard selv filmatiseringen med Gary Oldman og Tim Roth. Rosencrantz and Guildenstern Are Dead vandt Guldløven på Venice Film Festival. Dramatikeren har skrevet 55 filmmanuskripter, men Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er hans eneste arbejde som instruktør. Filmen havde dansk premiere den 1. marts 1991 og var lidt af en showcase for Oldman og Roth. Begge var da unge løver med hver sit auteur-projekt undervejs. Oldman skrev og instruerede Nil by Mouth i 1997; Roth instruerede The War Zone i 1999.    

Shakespeare in Love. Instr.: John Madden. Manus: Marc Norman og Tom Stoppard. Foto: Richard Greatex. 123 min. USA 1998. Dansk premiere: 05.03.1999.


Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios 24.01.2011
Weekendavisen Kultur 05.03.1999

torsdag den 12. november 2020

Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963


HEKSEN ER DØD
Filmen om Sylvia Plath og Ted Hughes

Af BO GREEN JENSEN

DEN måtte vel komme en skønne dag, filmen om Sylvia Plath (1932-63) og Ted Hughes (1930-98). I digternes egen tid var han altid stjernen. Nu kan man se, at hun sikkert var den vigtigste digter på engelsk efter Anden Verdenskrig.
   Der er ingen ende på mytologien om Sylvia Plath. Et feministisk forbillede, ja, men også en stemme, der taler på vegne af alle, som trodser og gør sig fri, når de ikke mere vil indordne sig. Kvindelige kritikere har ikke eneret på Plath. Hun ville i øvrigt forkaste ideen. Kønnet eksploderer i de sidste forbløffende tekster, hun skrev.
   Plath havde nok fundet læsere med samlingen The Colossus (1960), men det var altid ægtefællens bestræbelser, ikke mindst Hughes’ frygtindgydende stærke debut The Hawk in the Rain (1957), som hendes digte blev holdt op imod. I England var hun hustruen, Mrs. Ted Hughes, oven i købet vulgært amerikansk, som insisterede på at skrive. Men det var ham, de ville høre og se.
   Sylvia kunne forstå attraktionen. Efter parrets første møde var hendes dagbog fyldt med notater om den mørke erobrer, the demon lover, og hun havde selv en ønskedrøm at være den perfekte mor og hustru, som viste hjemmet frem iført småblomstret forklæde. Da Plath anden gang forsøgte at begå selvmord, i sommeren 1952 i New York, var det ikke mindst kønsbestemmelsen, forventningen til kvindetilstanden, som hun reagerede på og imod. Hun havde dog døden i blodet. Første gang hun prøvede at dø, var hun ti år.


PLATH 
var således skruet fast i et klassisk dilemma. Hun skrev, når hun kunne finde tid, passede huset og fødte parrets to børn. Når pengene var små, var det hende som tog forefaldende arbejde, så Ted kunne hellige sig skriften. De boede en tid i Cambridge, ved stranden i Massachusetts, som Plath selv kom fra, og endelig ude på landet i Devon, hvor Plath blev en dygtig biavler. Hendes far, entomologen Otto Plath, som døde da hun var otte år, men rumsterer i så mange af datterens digte, havde skrevet standardværket om bier. I Devon havde dagene fylde, og Plath skrev de naturforklarede digte, som efter hendes død blev samlet i Winter Trees og Crossing the Water (begge 1971).
   Så var det, at Ted gik sin vej. Ikke alene forlod han hende for en anden. Han reagerede også på hele atmosfæren i huset, på Plaths bitterhed og mistænksomhed, på den rolle som han følte hun tilskrev ham i sin personlige mytologi. Sylvias vrede var monumental. Forsmået og kasseret, ja, men har der nogen sinde været en kvinde, som nægtede at blive et offer, var det digteren Sylvia Plath. I digtet »Daddy« skrev hun:

If I've killed one man, I've killed two – 
The vampire who said he was you
And drank my blood for a year,
Seven years, if you want to know.
Daddy, you can lie back now.

There's a stake in your fat black heart
And the villagers never liked you.
They are dancing and stamping on you.
They always knew it was you.
Daddy, daddy, you bastard, I'm through.

(»Hvis jeg dræbte en mand, har jeg også dræbt to – / vampyren, som sagde han var dig/ og drak af mit blod i et år/ eller syv, hvis du virkelig vil vide besked./ Så far, du kan roligt lægge dig ned.// I dit fede, sorte hjerte er en pæl rammet ned/ og landsbyens folk har aldrig kunnet li' dig./ De danser på dig og tramper på dig./ De har altid vidst, det var dig./ Og farmand, dit svin, jeg er færdig med dig.«)*


SELVE ægteskabet holdt i seks år. Digterne mødtes i februar 1956 og skiltes i oktober 1962, da Hughes flyttede sammen med Assia Gutmann, som var gift med deres fælles ven, digteren David Wevill. Plath flyttede fra gården i Devon til en lejlighed i London, hvor hun indrettede sig sammen med datteren Frieda og sønnen Nicholas. 
   Her skrev hun, i rasende fart og helt uden forbehold, de fleste af digtene, som hun bliver husket og læst for. Hun stod op før daggry og arbejdede, indtil børnene skulle vækkes. Det sidste digt, »Edge«, er dateret den 5. februar 1963. Seks dage senere tog hun sit liv og signerede således myten om den feberdrevne »Lady Lazarus«:

Dying
Is an art, like everything else.
I do it exceptionally well.

I do it so it feels like hell.
I do it so it feels real.
I guess you could say I’ve a call.

(»At dø/ er en kunstart, som alt muligt andet./ Jeg gør det usædvanlig godt.// Jeg gør det så det føles som helvede./ Jeg gør det så det føles virkeligt./ Man kunne næsten sige jeg føler et kald.«)
   
Der er dog metode i galskaben. For Lady Lazarus er en hævnende furie, der som fugl Føniks dør for at blive genfødt. Heksen kommer igen og igen:

I am your opus,
I am your valuable,
The pure gold baby

That melts to a shriek.
I turn and burn.
Do not think I underestimate your great concern.

Ash, ash –
You poke and stir.
Flesh, bone, there is nothing there –

A cake of soap,
A wedding ring,
A gold filling.

Herr God, Herr Lucifer
Beware
Beware.

Out of the ash
I rise with my red hair
And I eat men like air.

(»Jeg er Deres opus,/ Jeg er Deres værdigenstand,/ en baby af det pureste guld// Der smelter til et skrig./ Jeg drejer og jeg brænder./ Tro ikke at jeg underkender Deres store omsorg.// Aske, aske – / De roder og rager./ Kød, knogle, der er ingenting – // En kage af sæbe,/ en giftering,/ en guldplombe.// Herr Gud, Herr Lucifer/ Pas på/ Pas på.// Jeg rejser mig af asken/ med mit røde hår/ og æder mænd som de går og står.«)


DA de efterladte tekster i samlingen
Ariel (1965) udkom, begyndte en veritabel kanonisering. Opdagelsen af Plath faldt sammen med feminismens første storhedstid, og flere ideologiske fraktioner gjorde krav på »deres« Sankt Sylvia. Alt hvad Plath havde efterladt kom på tryk, inklusive breve og dagbøger. Tusindvis af læsere reagerede på styrken i de sidste digte, mens en lang række biografier endevendte forholdet mellem Plath og Hughes.
   Hughes blev i regelen tildelt rollen som skurken, der svigtede så grusomt, at han lige så godt kunne have dræbt sin kone. Nu er den historiske afstand blevet så stor, at vreden er aftaget lidt. Kort før sin død, i 1998, brød Hughes omsider tavsheden og offentliggjorde digtkredsen Birthday Letters (da. Fødselsdagsbreve), der giver hans version. Ellers gjorde han gennem alle årene sin pligt som boets litterære eksekutor.
   Hughes redigerede Sylvias digte, noveller, breve og dagbøger (og blev naturligvis beskyldt for at fordreje). Han fik tålmodigt udbedret skaden, når radikale Plath-læsere havde skrabet navnet Hughes af hendes gravsten. Han opdrog Frieda og Nicholas og levede med at være Plath-forskningens hadobjekt nummer 1. Ad åre blev han poet laureat, dvs. britisk hofdigter. Han må afgjort have tænkt sit om hele affæren. Da Assia Gutmann tog sit liv i 1969, kopierede hun Sylvias selvmord. Begge kvinder valgte døden ved gas.**



DET kan ikke være let at filmatisere to liv, der er aflæst så flittigt. Visse situationer – det første møde, brylluppet, en strandtur, bierne i Devon, stilheden i den sidste isvinter – er endevendt i mange biografier og skrevet om af både Plath og Hughes i flere omgange. Christine Jeffs vælger derfor at skildre begivenhederne nøgternt, med en udvendig neutral optik som lægger distance til, snarere end solidariserer sig med den febrilske Plath. Ted er en sjuft, men Jeffs dømmer ham ikke. Alligevel er vi på Sylvias side.
   Der er en gabende tomhed i midten af filmen. Plath og Hughes var begge skabende mennesker, der definerede hele eksistensen som et spørgsmål om at skrive. Man må læse Plath – og høre hendes stemme – for at begribe hvor enestående en digter hun var. Der er bogstavelig talt aldrig skrevet noget, som matcher vreden og fråden og styrken i »Daddy«.


IMIDLERTID citerer filmen kun Plath og Hughes i fragmenter. Der er lange sekvenser fra Cambridge, hvor Hughes går på podiet og taler om William Butler Yeats, ligesom Plath ved en løssluppen sammenkomst reciterer det meste af Chaucers »The Wife of Bath«. Men vi hører stort set intet til Plaths roman, The Bell Jar (1963, da. Glasklokken), som hun skrev under navnet Victoria Lucas, og den sidste tids altafgørende digte er reduceret til en grødet montage, som hun fremmumler for vennen og kritikeren Alfred Alvarez, der i filmen spilles af Jared Harris.
   Der kunne ligge en strategi bag denne eksponeringsform, men det er ikke tilfældet. I årevis var det Teds søster, Olwyn Hughes, som saboterede arbejdet for biografer, der ville skrive om svigerinden. Man fik kun lov at citere, hvis boet godkendte manuskriptet. Nu har Frieda Hughes, som var tre år, da moderen døde, overtaget funktionen. For det første måtte filmen ikke citere. For det andet tog Frieda Hughes afstand fra projektet og offentliggjorde et digt, der anklagede Jeffs for at dræbe Plath endnu en gang.


FILMEN klarer sig med nød og næppe uden digtene. Det er dog svært at leve sig ind i det hele, hvis man møder uden baggrund. Da må Sylvia uvægerligt fremstå som den »tv-film med litterære prætentioner«, jeg så den afskrevet som på en fanside. Man kan sige, at Ted og Sylvia også var repræsentative skæbner i og for deres tid, men det giver ikke megen mening. En film som denne bør sende publikum hjem med en trang til høre mere. Nu går man ud med en følelse af closure. Sygehistorien er fortalt til ende. Heksen er endelig død og begravet.
   Møder man velforberedt, og er man én af de mange studerende, som i tidens løb har taget parti, fungerer filmen som en slags cifferskrift. Hver scene har mindst tre undertekster, som hver især klikker fodnoter til andre sekundære kilder frem. Således isolerer filmen faktisk det øjeblik, som Hughes beskriver i Fødselsdagsbreve, hvor det går op for ham, at han i hendes forestilling er ved at blive ét med Otto Plath og alle andre fascistiske farmænd:

So I had no idea I had stepped
Into the telescopic sights
Of the paparazzo sniper
Nested in your brown iris.
Perhaps you had no idea either,
So far off, half a mile maybe,
Looking towards me. Watching me
Pin the sea's edge down.
No idea
How that double image,
Your eye's inbuilt double exposure
Which was the projection
of your two-way heart's diplopic error,
The body of the ghost and me the blurred see-through
Came into single focus,
Sharp-edged, stark as a target,
Set up like a decoy
Against the freezing sea
From which your dead father had just crawled.

I did not feel
How, as your lenses tightened,
He slid into me.***

(»Så jeg havde ingen anelse om, [at] jeg var trådt/ ind i kikkertsigtet/ hos den paparazzosnigskytte/ der havde slået sig ned i din brune iris./ Måske anede du det heller ikke,/ så langt borte, måske en halv mile,/ hvorfra du kiggede mod mig. Så på at jeg/ holdt havkanten fast./ Ingen anelse/ om at det dobbelte billede,/ dit øjes indbyggede dobbelteksponering/ som var projektionen/ af dit tosporede hjertes diplopiske fejl,/ spøgelsets krop og mig den slørede gennemsigtige/ kom i samme fokus,/ skarpkantet, tydeligt aftegnet som en målskive,/ sat op som en lokkefugl/ foran det iskolde hav/ hvorfra din døde far lige var kommet kravlende.// Jeg mærkede ikke/ at han, da du drejede linsen,/ gled ind i mig.«)


DET ville have løftet filmen betydeligt, hvis Jeffs kunne have afspillet Teds version eller bare markeret styrken i Plath.
   Når det er sagt, skal Sylvia roses for sin biografiske takt og sin afvisning af melodramaet. Tidsbilledet hverken idylliserer eller dæmoniserer de nøjsomme 1950ere. Det bliver aldrig nødvendigt for Jeffs at demonstrere, hvor svært en kvindelig kunstner var stillet i mændenes verden. Gwyneth Paltrow er køn og farlig som Plath. Daniel Craig fremstiller Hughes som indbegrebet af 50eres vrede unge mænd, og det giver en lille krølle på fremstillingen, at Sylvias mor, Aurelia Schober Plath, spilles af Paltrows egen mor, Blythe Danner.
   Plaths læsere skal naturligvis se Sylvia, som er et velkomment eksempel på, at den noble og lødige filmbiografi stadig kan drejes. Også enhver som er blevet forladt, eller selv har forladt, vil dog sætte sig i de elskendes sted. Bagefter må man til digtene. Sædvanligvis er had og vrede golde negationer, som intet konstruktivt kaster af sig, men i tilfældet Plath var de grobund for nogle af de største digte, der er skrevet på det engelske sprog.


*) Der er mange oversættelser af Ariel-digtene i omløb. Jeg har brugt de gendigtninger, som Uffe Harder foretog, da Thomas Bredsdorff skrev Den bratte forvandling: Om digteren Sylvia Plath til forlaget Gads biografiske serie i 1987. Harder reproducerer så vidt muligt Plaths metrik - »Farmand« er skrevet i rimede mareridtsstrofer, som en stadig mere makaber børnesang - og han rammer den snerrende grundtone.
   Den bratte forvandling var et pionerarbejde. Kildematerialet er mere omfattende nu, hvor alt er offentliggjort, også breve og dagbøger i uforkortet/uredigeret form. Men bogen kan stadig måle sig med de bedste biografier og kritiske læsninger, som udkommer i den engelsktalende verden.
   I 2004 udkom Ariel: The Restored Version. A Facsimile of Plath's Manuscript, Reinstating Her Original Selection and Arrangement. Frieda Hughes har skrevet et eksemplarisk forord, som deler sol og vind lige mellem forældrene: »This new, restored edition is my mother in that moment. It is the basis for the published Ariel, edited by my father. Each version has its own significance though the two histories are one.« Det faktiske redaktionsarbejde er udført af David Semanki på vegne af forlaget Faber & Faber.
   Peter Laugesen foretog en forbilledlig oversættelse af manuskriptversionen til forlaget Basilisk, der udgav Ariel: den oprindelige udgave som nr. 63 i sin Babel-serie i 2017. Den er bestemt læseværdig og brugbar. Alligevel kan udgivelsen virke kuriøs, eftersom der aldrig er kommet en autoriseret dansk udgave af den originale Ariel-samling. Manuskriptudgaven tilbyder interessante fraklip, tilføjelser og variationer, men forudsætter at der findes en definitiv, autoriseret version, som læseren er bekendt med. Det ville være godt at have en dansk udgave af de samlede digte. Sylvia Plath: The Collected Poems er en overskuelig bog på 350 sider.

**) Assia Esther Gutmann Wevill (1927-1969) bliver ikke venligt behandlet i litteraturen om Sylvia Plath. Assia blev født i Berlin. Hun var datter af en lettisk-jødisk læge og en kristen tysk mor. Familien var blandt de første, som emigrerede til Israel. Her mødte hun officeren John Steele i 1947. De var gift i to år og boede i London. Hun studerede i Canada, på University of British Columbia i Vancouver, hvor hun mødte økonomen Richard Lipsey. De var gift på fjerde år, da hun mødte digteren David Wevill på båden til England. David og Assia blev gift i 1960. Hun skrev digte, som blev trykt i litterære magasiner, men levede af sit arbejde som tekstforfatter på et reklamebureau. Hun indledte sit forhold til Ted Hughes i 1962. Deres datter, Shura, blev født i 1965. Assia ville gerne giftes med Ted, men han indledte i stedet (endnu) flere nye forhold. Assia tog sit liv den 23. marts 1969. Hun blev fundet sammen med Shura. Yehuda Koren og Eilat Negev har skrevet biografien A Lover of Unreason: The Life and Tragic Death of Assia Wevill (280 s. London: Robson Books, 2006). Det er hjerteskærende læsning. Hughes' digtsamling Crow (1970), et hovedværk og en af hans mørkeste bøger, er tilegnet mindet om Assia og Shura. I Christine Jeffs' film bliver hun spillet af Amira Casar. 

***) Digtet hedder »Black Coat« og står i Ted Hughes: Birthday Letters (London: Faber & Faber, 1998), ss. 102-3. Gyldendal udgav Fødselsdagsbreve i 1999. Alt for tidligt afdøde Pia Juul (1962-2020) har oversat »Sort frakke«.

Sylvia. Instr.: Christine Jeffs. Manus: John Brownlow. Foto: John Toon. 115 min. UK 2004. Dansk premiere: 30.07.2004.

    

Fotos: BBC Films/ Focus Features/ CineMaterial/  MovieStillsDB/ Faber and Faber/ Estate of Sylvia Plath/ Forlaget Gad/ Robson Books/ SF Studios/ YouTube (Original US Theatrical Trailer)
Filmen streames p.t (juni 2025) ikke i Skandinavien - i UK og EU på AMAZON PRIME og Amazon Store
Ingen BD-udgivelse - DVD fra Metro-Goldwyn-Mayer (UK) 26.07.2004 | DVD fra SF Studios (DK) 09.11.2004
Første udgave af teksten i Weekendavisen Kultur 31.07.2004 - opdateret og revideret i oktober 2020

tirsdag den 7. april 2020

Paul Thomas Anderson: Hard Eight (1996)


TO GANGE FIRE
Paul Thomas Andersons sobre debut

Af BO GREEN JENSEN

VI er i udkanten af film noir-territoriet, i Elmore Leonard- og Donald E. Westlake-land, hvor man spiller hasard i skæbnesvanger belysning og lever sit liv i en halvverden af casinoer, diners og tidløse moteller.
   Her – i ekspresbryllupsbyen Reno, Nevada – har taberen John (John C. Reilly) været ovre i Vegas og miste det hele, da han bliver samlet op ved busterminalen af Sydney (Philip Baker Hall), en ældre mand med en livstræt udstråling, der ligger midt mellem gangster og præst.
   Sydney betragter John med faderlig mine, giver ham mad og lidt penge og kører ham tilbage til et casino i Vegas. Han lærer ham, hvordan man spiller småt og systematisk, så man vinder i længden. John er naturligvis usikker på, hvad Sydney vil med ham og det hele.




TO år senere er Sydney og John stadig en far/søn-agtig duo, der lever af at spille terninger i Reno. Servitricen Clementine (Gwyneth Paltrow) synes, det er sødt at se, hvordan John efterligner Sydney. Sydney er omhyggelig med at give drikkepenge og være høflig. Han spørger Clementine, om hun er kontraktuelt forpligtet til at flirte. Freden ved bordet bliver forstyrret, da Jimmy (Samuel L. Jackson) slår sig ned og begynder at tale om pussy og penge, Han kender John fra gamle dage. Han siger, at han også har set Sydney før.




HARD Eight har nogle hemmeligheder, som den er længe om at lukke op for. Spillerjargonen er et røgslør, men det er interessant nok at høre om fagets grundregler. Nøglen til filmen er relationen mellem John og Sydney. Den har at gøre med noget, som Jimmy ved om Sydneys fortid - »I know about Atlantic City« – og som ikke kommer helt bag på tilskueren. John og Clementine finder selvfølgelig sammen, for vi er ikke i Reno tilfældigt. Der er et gidsel, et våben, en bil til Niagara Falls og til allersidst en voldsom forløsning, som dog er holdt nede i skala og tone.



PAUL Thomas Anderson var kun 23 år, da han instruerede Hard Eight. Han skrev den på to uger, og manuskriptet blev videreudviklet i Sundance, hvor filmen også fik premiere. Jeg har altid opfattet den som et elevarbejde, en afgangsfilm. Det er faktisk en relativt stor produktion, og Andersons husfotograf Robert Elswit får hver scene til at ligne en million.
   Det er uafbrudt interessant at følge kvartetten af centrale karakterer. Anderson nævner selv Jean-Pierre Melvilles Bob le flambeur (1956) og John Sturges’ Bad Day at Black Rock (1955, da. En mand steg af toget) som inspirationskilder. Begge giver mening, den første også med hensyn til spillet, i forhold til Philip Baker Halls karakter, der har samme udstråling som Roger Duchesne og Spencer Tracy. Selv kom jeg i tanker om Louis Malles Atlantic City (1980), hvor Burt Lancaster og Susan Sarandon har lidt af den samme fortrolige tone som Clementine og Sydney.



DET er især Philip Baker Halls film. 80 minutter inde røber Jimmy, Johns ven, at han kender både Floyd Gondoli og Jimmy Gator. Især navnet Jimmy Gator får det til at give et lille ryk. Det er navnet på tv-værten, som Baker Hall spiller i Magnolia. Floyd Gondoli-karakteren fra Boogie Nights er tilbøjelig til at drukne i mængden.
   

GWYNETH Paltrow gør meget for filmen. Philip Seymour Hoffman brillerer i en scene, hvor han og Sydney krydser klinger ved terningebordet. Samuel L. Jackson laver sin Samuel L. Jackson-ting. Hard Eight er lavet to år efter Pulp Fiction. Det er afgjort den af Andersons film, hvor man tydeligst ser, at han og Tarantino kommer fra det samme sted. De har udviklet sig vidt forskelligt. Man kan se kimen til både Boogie Nights og Magnolia i Hard Eight. Det er sværere at forbinde tonen med There Will Be Blood, The Master og især Phantom Thread.


DET er en rimelig udsøgt debut. Anderson havde ikke final cut, men fik sin version igennem ved at acceptere titlen Hard Eight. For ham hedder filmen stadig væk Sydney. Man er ikke nødvendigvis enig. Hard Eight er en tilpas uudgrundelig titel på et sjældent gennemført genrestykke. Det er en lille film i stor forklædning. Senere bliver det nærmere omvendt.



Hard Eight. Instr. og manus: Paul Thomas Anderson. Foto: Robert Elswit. 102 min. USA 1996. Ingen dansk premiere.


Foto: Green Parrot/ Goldwyn/ Screen Captures
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Imprint (Australien) 20.10.2021 
Nyskrevet 07.04.2020


fredag den 13. marts 2020

Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]


ET MODERNE HELVEDESBILLEDE
Panikken eskalerer i virusfilmen Contagion

Af BO GREEN JENSEN

DET er i disse år vejret og økønomien, som fylder mest i tidens mareridt, når der ikke er en konkret krig eller terrorkampagne at være bange for. Kemi i maden og dårligt vand er også placeret på listen, og mens man i sidste århundrede nærede frygt for et atomart ragnarok, er det udsivningen fra forvitrende strukturer, der gør os bange. Vi er i meget høj grad blevet en tid, der lever med affaldet efter en anden.
   Én faktor kan dog fortrænge alle de øvrige kilder til frygt, når den viser sit hæslige ansigt. Det er angsten for epidemien, der ikke lader sig standse, en aggressivt muterende virus, der breder sig hurtigt og dræber i flæng. Navnet Ebola udløser koldsved, og når akronymer som SARS og BSE bliver gangbare, er verden skræmt fra vid og sans.
   I 1347 døde en tredjedel af Europas befolkning. Man sagde, at pesten smittede gennem lyset. Erindringen sidder fast i systemet.


   
MAN er gudskelov sluppet med skrækken hver gang. Hverken fugleinfluenza (H5N1) eller svineinfluenza (H1N1) blev de ødelæggende pandemier, nogle forskere havde talt om. Så en Ulven Kommer-stemning har bredt sig. Som en læge siger i Contagion: Der er ingen grund til at holde øje med fugleinfluenza. Det vil dyrene selv sørge for.
   Ud af det blå – til og med fra Wuhan i Kinas mørke indre – kommer så coronavirus (COVID-19). Der er al den sædvanlige skepsis og tøven. Hovedrystende modreaktioner. Et ubehag ved at give pøbelen ret. Men drengen har virkelig set ulven komme. Landsbyens indbyggere prøver at indhente tiden, der gik med at slå det hen. De løber for at nå det. Vi løber for at nå det. Og kommer forhåbentlig ikke for sent.



STEVEN Soderbergh skaber i Contagion (2011) et faktuelt baseret og ganske detaljeret billede af, hvordan scenariet kunne forløbe. Smittevej, inkubationstid og udbrud kortlægges, mens forskere og myndigheder arbejder på at udvikle en vaccine og håndtere det eskalerende kaos. Der er i og for sig ingen skurke, kun bureaukrater som blokerer for logistikken og naturligt panikslagne mennesker.



EN håndfuld narrative tråde skaber dramatiske identifikationspunkter. En kvinde fra Minneapolis kommer i berøring med smittekilden i Hong Kong, er sin ægtemand utro på vej hjem og dør meget voldsomt efter to dage. Det samme gør hendes søn, men manden er immun. Forskere leder efter en vaccine, mens FN sender en læge til Minnesota, hvor det første udbrud finder sted. I Kina tages en kvindelig læge som gidsel af mænd, der vil sikre, at deres børn får vaccinen.



DE mindste hensyn spiller ind i historien, som bliver en stadig mere grum fortælling om undtagelsestilstand, plyndringer og massegrave. En ny slags joker i spillet er journalisten, som taler alle instanser imod på sin blog og har sin egen dagsorden. Den valgte form er en blanding af katastrofefilm og thriller. Nederst i billedet tælles der frem: Dag 3, Dag 7, Dag 140. Først til allersidst vises Dag 1.


ÆSTETISK er filmen på linje med Traffic (2000), Soderberghs panoramiske skildring af narkoens vej til det amerikanske marked. I Contagion spilles de mange små roller af navne som Gwyneth Paltrow, Matt Damon, Kate Winslet, Jennifer Ehle, Laurence Fishburne, Marion Cotillard og Jude Law. Stjernerne er ikke kun til pynt. Man kan bedre følge et ansigt, man kender, når det moderne helvedesbillede syder og flimrer.
   Contagion drives af de samme mekanismer, som gør zombiefilm til livagtige fabler. Den er mindre grum end Wolfgang Petersens Outbreak (1995), som var hårdkogt og dystopisk.
   Man ser Soderberghs film som en besværgende gestus. Sæt pris på livet, som det er. Er man panisk disponeret, skal man vælge noget andet. Pesten breder sig stadig med lyset. Dybest set kan man kun krydse fingre.




Contagion. Instr. & foto: Steven Soderbergh. Manus: Scott Z. Burns. 107 min. USA-Arabiske Emirater 2011. Dansk premiere: 03.11.2011


Foto: Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ YouTube (WB 2011 Trailer)
Filmen steames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 26.02.2024
Hovedparten af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.11.2011