Translate

Viser opslag med etiketten Assia Wevill. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Assia Wevill. Vis alle opslag

torsdag den 19. november 2020

Manden i historien: Ted Hughes 1930-1998


FATALISTISKE FØDSELSDAGSBREVE
Manden der svigtede Sylvia Plath
 
Af BO GREEN JENSEN

SKØNT han skrev markant gennem fire årtier, blev Ted Hughes’ værker ofte overskygget af de voldsomme ting, som fandt sted i hans liv. Ved hans død skrev The Times, at Hughes måtte være »den mest læste seriøse digter i sin tid«. Men også i den engelsktalende verden var han for de fleste blevet identisk med manden, som svigtede Sylvia Plath og til dels kunne bebrejdes for hendes selvmord i 1963, fordi han kort tid forinden var flyttet sammen med en anden kvinde.
   Ted fungerede til sin død som Plaths eksekutor, men overlod det praktiske arbejde til sin søster, Olwyn Hughes, og afviste kategorisk at tale om sin tid med Plath. Derfor kom det bag på de fleste, da Hughes i februar 1998 udsendte digtkredsen Birthday Letters, som i kronologisk form ser tilbage på parrets syv år sammen. Man spurgte, hvad der fik ham til at bryde tavsheden. Hans død i november samme år gav vel svaret. Hughes havde i et år vidst, at hans cancer var uhelbredelig. Det var nu, hvis det skulle være, og måske ville digteren nå at se, hvad tiden sagde til hans fødselsdagsbreve.
   Det hører nemlig med til historien, at Hughes på mærkelig vis havde skrevet i et kritisk limbo, siden han i 1984 blev udnævnt til Poet Laureate of the British Kingdom, dvs. britisk hofdigter. Hans hovedværker ligger i begyndelsen af forfatterskabet. Til gengæld gjorde han sig i 90erne stærkt bemærket med et essayistisk værk om Shakespeare, Shakespeare and the Goddess of Complete Being (1992), og sin frie gendigtning Tales From Ovid (1997), der fik flere til at nævne Hughes’ navn i forbindelse med Nobelprisen.


EGENTLIG hed han Edward James, men da Sylvia Plath sendte hans digte til et tidsskrift, bragte man dem med fornavnet »Ted«. Han blev født i landsbyen Mytholmroyd den 16. august 1930 og var livet igennem præget af to elementer fra begyndelsen i Yorkshire. Som én af sytten soldater fra sit regiment overlevede hans far landsætningen på Gallipoli under 1. Verdenskrig. Faderens blodige beretninger gled for drengen sammen med de scener fra naturen, som Hughes oftest skrev om, men aldrig på sødladen antropomorfisk vis.
   Hans første samling, The Hawk in the Rain (1957), sætter tonen for dette gennemgående spor i forfatterskabet. Året forinden havde han mødt Sylvia Plath. Deres forhold er skildret utallige gange i biografierne om Plath, og Hughes’ egen version lagde ikke skjul på, at selve hendes amerikanske aura hørte med til hans forelskelse: »Du var slank og smidig og glat som en fisk,/ du var en ny verden. Min nye verden./ Nå, så det er Amerika, sagde jeg undrende./ Skønne, skønne Amerika!« står der i Fødselsdagsbreve.



HUGHES og Plath fik to børn sammen, datteren Frieda og sønnen Nicholas, før han forlod hende og flyttede sammen med Assia Gutmann i oktober 1962. Et halvt år senere begik Plath selvmord efter at have skrevet de sidste brændende digte, som kulten omkring hende hviler på. I Birthday Letters skildrer Hughes, hvordan han i stigende grad følte sig presset ud af forholdet på grund af hendes faderfiksering:

Du ville
være hos din far
hvor han så end var. Og din krop
spærrede dig vejen. Og din familie
som var dit kød og blod
tyngede den. Og en gud
der ikke var din far
var en falsk gud. Men du ville
ikke ligne Kristus.

I »Et billede af Otto«, som er henvendt til hustruens døde far, står der ligefrem: »Jeg forstår – du kunne aldrig have løsladt hende./ Jeg kom en hel myte for sent til at erstatte dig.« I sin tid med Plath skrev Hughes samlingen Lupercal (1960) og de første dyredigte og fabler for børn, som udgør et andet hovedspor i forfatterskabet. Mest udbredt er The Iron Man fra 1968, som har fået egenliv i fælleskulturen. Pete Townshend fra The Who skrev i 1989 en rockmusical på baggrund af bogen, der endvidere har inspireret Brad Birds animationsfilm The Iron Giant (1999, da. Drengen og Jern-kæmpen).




SÅ langt den stærkeste bog er dog digtkredsen Crow (1970, da. Krage), som beskriver kulturen med træk fra naturen. Her kædes krig, kannibalisme, mytologi og historie sammen i et sprogligt landskab, hvis vildskab kan måle sig med Plaths. Mørket i Krage var delvis et udslag af den repeterede tragedie, som ramte Hughes i 1969. Seks år efter Plaths selvmord kopierede Assia Gutmann hendes dødsmåde. Hughes nåede aldrig at blive gift med Assia. Det blev han i 1970 med Carol Orchard, og dette ægteskab holdt til hans død.
   Det kan næppe undre, at Hughes trak sig ind i sig selv, da 70erne greb om sig. Megen af interessen omkring hans person havde med den døde hustru at gøre. Hughes begravede sig i naturen, skrev flere sange om Crow, redigerede, oversatte fra Seneca, læste Shakespeare og skrev – efter det næsten selvkarikerende sorte stordigt Gaudete (1977) – to samlinger, Moortown og The Remains of Elmet (begge 1979), der synes at genopdage det engelske landskab.
   Ikke mindst i kraft af forfatterskabets genvundne fylde faldt valget på Ted Hughes, da man efter John Betjemans død skulle udpege en ny poet laureate. I manges øjne var der bestemt ikke tale om nogen attraktiv post, men Hughes bestred den samvittighedsfuldt, publicerede de foreskrevne tekster ved de givne lejligheder og koncentrerede sig i øvrigt om Shakespeare og de latinske klassikere. Ingen kunne vide, at han også skrev Fødselsdagsbreve.
   På dansk foreligger Krage og Årstiderne (1978) i Steen Thorborgs gendigtning. Thorkild Bjørnvig fandt plads til 15 digte med dyremotiver, da han i 1995 udgav antologien Tigersalme. Samme år blev fablerne i Tales of the Early World (1988) til Snabelen og andre fortællinger fra da verden var ny (1995). Pia Juuls oversættelse af Birthdays Letters udkom i 1999.



DET begyndte ganske enkelt, som svære ting nu gør. I efteråret 1955 kom Sylvia Plath til England på et Fulbright-stipendium for at studere og undervise ved Newnham College i Cambridge. Hun ankom med en del psykisk bagage, skønt hun for øjet at se rejste let. To år før havde hun gennemlevet det sammenbrud, som skildres i romanen The Bell Jar (1963, da. Glasklokken), der under pseudonymet Victoria Lucas udkom kort før hendes død. Hos moderen Aurelia Plath havde hun forsøgt selvmord og var efterfølgende blevet behandlet med chokterapi.
   Glasklokken havde løftet sig, og skønt dagbogen taler selvfølgeligt om savnet efter faderen Otto – som døde, da Sylvia var otte år og fra da af blev »Kolossen«, på én gang forhadt, begrædt og begæret, i hendes univers – var hun så fortrøstningfuld og ambitiøs, som kun en ung digter kan være. Hun var fuld af de digte, der fem år senere udmøntede sig i The Colossus, den eneste samling hun fik udgivet, mens hun levede (i 1965 fulgte Ariel, og i 1971 udkom resten af de efterladte digte i Winter Trees og Crossing the Water). Hun havde derfor mod på livet og England. Hun lagde heller ikke skjul på, at hun var »so hungry for a big smashing creative burgeoning burdened love.«
   Imens stod Ted Hughes og studerede et foto af årets Fulbright Scholars. Øjeblikket er genoplevet i Fødselsdagsbreve:

Måske lagde jeg mærke til dig.
Bemærkede dit lange hår, de løse bølger -
Veronica Lake-pandehåret. Ikke hvad det skjulte.
Det må have set lyst ud. Og dit brede smil.
Dit overdrevne amerikanske
smil til kameraerne, dommerne, de fremmede, de skræmmende.

Så glemte han fotoet og spiste sit livs første fersken. »Som femogtyveårig blev jeg endnu engang slået/ af min uvidenhed om de enkleste ting.«



TED og Sylvia traf hinanden i februar 1956. Hun var 23, han (»den eneste dér der var stor nok til mig,« skriver Plath i sin dagbog) to år ældre og allerede en digter, man regnede for noget, skønt han først debuterede året efter med The Hawk in the Rain.
   De blev gift i juni samme år. I Fødselsdagsbreve noterer Hughes sig, at det skete på »Bloomsday«, dvs. den dag Joyces Ulysses udspiller sig, og husker i øvrigt Sylvia i »En lyserød ulden strikkjole«, som hun efter brylluppet tog af for at hengive sig:

Du blev forvandlet.
Så slank og ny og nøgen,
en nikkende, våd klynge syrener.
Du rystede, du hulkede af glæde, du var dyb som et hav
fyldt til randen med Gud.
Du sagde, du så himlen åbne sig
og fremvise rigdomme der snart skulle tilfalde os.
Ved siden af dig svævede jeg, underkastet
en underlig tempus: den tryllebundne fremtid.

The spellbound future. Allerede her anslås ægteskabets grundtone og den fremherskende stemning i Birthday Letters. Hughes fremstiller fra begyndelsen sig selv som et vidne, en biperson snarere end en af hovedrolleindehaverne, der som i trance og mod sin vilje bliver stråmand for den elskedes martyrium.
   Han holder aldrig op med at undre sig over måden, hvorpå Plath omskrev de mindste private detaljer til kapitler i en personlig mytologi:

Du behøvede blot at se
på den nærmeste metafor
valgt ud af din garderobe eller fra din tallerken
eller fra solen eller månen eller takstræet,
så så du din far, din mor eller mig
der bragte dig hele din Skæbne.

(»Horoskop«)
   
Dette indtryk ændrer sig aldrig, skønt parret har gode perioder på rejser i Europa og USA. Da Plath venter datteren Frieda i efteråret 1959, kan det ganske vist synes, som om pagten er sat i bero: »Hun var den letteste/ del af bagagen. Og du havde købslået med Døden./ I havde endelig fået en aftale:/ Han kunne beholde din Far og du kunne få et barn.« (»Isis«).
   Men snart er the bell jar atter på vej: »Inde i din Glasklokke/ var jeg som en mandsling i dit øjeæble,« skriver Hughes i »Willow Street 9«. Han føler sig stadig mere magtesløs – og både frastødt og forstødt – efterhånden som han indser, at Sylvia giver ham rollen som den døde fars stedfortræder.
   Digtet »Sort frakke« er et af samlingens mest isnende. Det er også en direkte kommentar til Plaths berømte »Daddy« (»Farmand«):

Jeg havde ingen anelse om, jeg var trådt
ind i kikkertsigtet
hos den paparazzosnigskytte
der havde slået sig ned i din brune iris (...)
Ingen anelse
om at det dobbelte billede,
dit øjes indbyggede dobbelteksponering
som var projektionen
af dit tosporede hjertes diplopiske fejl,
spøgelsets krop og mig den slørede gennemsigtige
kom i samme fokus,
skarpkantet, tydeligt aftegnet som en målskive
sat op som en lokkefugl
foran det iskolde hav
hvorfra din døde far lige var kommet kravlende.

Forvandlingen er fuldbragt: »Jeg mærkede ikke/ at han, da du drejede linsen,/ gled ind i mig.«
   He slid into me. Som Hughes oplevede det, var der ikke længere plads til ham i ægteskabet. Han gjorde da, hvad feminister gennem 60 år har hånet og hadet og anklaget ham for. I oktober 1962 forlod han parrets hus i Devon og flyttede sammen med den mere end villige Assia Gutmann, som på det tidspunkt var gift med digteren David Wevill. Plath reagerede ved at tage børnene Frieda og Nicholas med sig til London. Hun flyttede ind i Fitzroy Road 23, et hus hvor også digteren William Butler Yeats havde boet, og skrev sit livs bedste tekster i isvinteren 1962-63. Hendes sidste digt, »Edge« (»Kant«), er dateret den 5. februar 1963. Seks dage senere tog hun sit liv ved at stikke hovedet i køkkenets gasovn.


PLATH var ikke i tvivl om, hvor skylden skulle placeres. I totemteksten »Daddy«, dateret den 12. oktober 1962, identificerer hun sig med KZ-lejrenes ofre, før hun bekræfter Hughes’ ord om den »indbyggede dobbelteksponering« og lader faderen og ægtemanden glide sammen i billedet af en vampyr. »Fascister er tilbedt af alle kvinder,/ støvlen i ansigtet og det rå,/ rå hjerte i bøller som dig,« hedder det i Uffe Harders version af det i princippet uoversættelige digt, der har form som en makabert hakkende børneremse.
   Så lader hun Ted blive ét med Otto Plath:

Hvis jeg dræbte en mand, har jeg også dræbt to - 
vampyren, som sagde han var dig
og drak af mit blod i et år
eller syv, hvis du virkelig vil vide besked.
Så far, du kan roligt lægge dig ned.

I dit fede, sorte hjerte er en pæl rammet ned
og landsbyens folk har aldrig kunnet li’ dig.
De danser på dig og tramper på dig.
De har altid vidst, det var dig.
Og farmand, dit svin, jeg er færdig med dig.

Det var disse sidste vers af det ofte eksegerede og imiterede digt – der sammen med »Lady Lazarus«, »Fever 103«, »Ariel«, »Edge« og »Contusion« udgør kernen i Plaths sene, på én gang hæmningsløst indadvendte og kompromisløst selvoverskridende poesi – som man gennem 35 år stak Hughes i ansigtet med slet skjult skadefryd. Biografer har endevendt hver detalje i forholdet, og kun to – Anne Stevenson, der i 1989 skrev Bitter Fame med Hughes’ billigelse, og Thomas Bredsdorff, hvis Den bratte forvandling (1987) ville være en standardtekst, hvis han havde skrevet den på engelsk – har egentlig bestræbt sig på i det mindste at have blik for Teds version.



HUGHES besvarede aldrig de hadske angreb med andet end stilhed og diverse fyndige forord og kommentarer i posthume Plath-udgivelser som Johnny Panic and the Bible of Dreams (1977), der samlede digterens kortprosa, The Journals of Sylvia Plath (1982), som var en redigeret version af de omfattende dagbøger, og The Collected Poems (1981), som rummer de samlede digte i definitive versioner. Han lod sin søster, den forhadte Olwyn Hughes, fungere som boets bestyrer, og tog kun til genmæle i korrespondance, når han følte sig og sine gået for nær.*
   Hughes må bestemt have tænkt sit hen ad vejen. I 1972 anklagede den feministiske digter Robin Morgan ham for at hjernevaske parrets børn og truede med en aften at ringe på døren 

...for at komme ind – en lille flok af hans tøsede fans –
og berøve ham det våben han har torteret os med,
stoppe det ind i munden på ham,
sy hans versemagerlæber sammen om det
og skyde ham en kugle for panden...

Navnet Hughes er gentagne gange blevet hugget af Plaths gravsten, og i 1971 forsøgte ukendte gerningsmænd at brænde hans hus i Yorkshire.
   Imens bestræbte han sig på at give børnene Frieda og Nicholas et liv (det er Frieda Hughes, som har udført omslaget til Birthday Letters). Til Anne Stevenson skrev han i 1989 (Janet Malcolm citerer brevet i The Silent Woman: Sylvia Plath and Ted Hughes, 1995, en bog om krigen mellem Plaths biografer): »Fra første dag indså jeg klart, at jeg er den eneste person i denne affære, som ikke vil blive troet af alle dem, der har brug for at finde mig skyldig.«
   Han fik heller ikke et sorgløst efterliv.** I 1969 kopierede Assia Gutmann Plaths selvmord. For at sætte trumf på sin hævnakt tilføjede hun dog en detalje: hun tog sin og Teds to-årige datter med sig i ovnen.


PÅ den baggrund må Fødselsdagsbreve uvægerligt fremstå som et modigt, afklaret og nødvendigt dokument, der ser tilbage på to omrids i begyndelsens land, generobrer den mytologiserede fortid og vedkender sig sin rolle – skønt ikke sin skyld – i eksperimentet.
   De bedste digte er skrevet i undren og afmagt, med en afvæbnende åbenhed og en på sin vis tiltalende melankoli ved igen at skulle tage alt dette frem. Det er dog ikke samlingens store numre, der stråler. Ofte ligner sætstykker som »Sort frakke«, »Blod og uskyld« og »Solsorten« rene fodnoter til eller pasticher over Plaths centrale tekster.
   Det er heller ikke »breve« som »Feber«, »Sam«, »Den 59. bjørn« og »Natteridt på Ariel«, der forsøger at korrigere et regnskab og på næsten pedantisk vis viderebringer den prosaiske baggrund for Plaths mytologiserende arier. Det er derimod de enkle digte, »rene« tekster som »Fingre«, »Påskeliljer« og »Fuldendt lys«, der fastholder en konkret erindring om hustruen, uden på manisk vis at forholde til hendes værk, hendes eftermæle og faderfiksering. I disse digte taler Hughes med samme styrke og fasthed som andetsteds i sit store forfatterskab.
   På ironisk vis er dette – og Plath ville have elsket den slutning, for der er næppe tvivl om, at hendes sidste handling rummede et element af regulær hævngerrighed – kommet til at stå i skyggen af de ekstreme Ariel-digte, der i deres sønderlemmende uanfægtelighed er blevet, hvad hun dybest set ville skabe: kunst som er hinsides nu’et og jeg’et.
   Ingen, som har lyttet til Plaths stemme i den sidste, forfærdende ingen-vej-tilbage fase, kan ryste dens styrke af sig eller glemme de insisterende billeder af den sejrsstolte »Lady Lazarus«, der rider ind i morgenens øje. Hughes’ fatalistiske fødselsdagsbreve husker man snarere som en vemodig efterklang.


*) Jeg er opmærksom på de stadig mere omfattende, uforkortede og »ucensurerede« udgaver af Sylvia Plaths dagbøger, breve og digte. Men Hughes gjorde grundarbejdet back in the day, og her handler det om »Teds version«. Han har tydeligvis redigeret dagbøgerne i retning ad det mere diskrete (og taget hensyn til en række personer, som endnu levede, da den første udgave af Journals udkom). Det samme gjorde Plaths mor, Aurelia Schober Plath, i Letters Home: Correspondence 1950-1963. Tiden havde andre normer for, hvad der var relevant, personligt og (for) privat. Endvidere har begge bestræbt sig på at samle stoffet i et overskueligt format, dvs. bøger på ca. 500 sider.
   Der er ingen form for censur, til- eller fraskrivning i Hughes' udgaver af Plaths poesi. I 2004 udkom The Restored Version af Ariel-manuskriptet. »A Facsimile of Plath's Manuscript, Reinstating Her Original Selection and Arrangement«. Her fremgår det, at ja, Hughes har redigeret manuskriptet, som har flere versioner og (især) variationer af teksterne. Hughes har da foretaget et valg og bestemt, hvilken version der skulle stå i førsteudgaven af Ariel.
   Som Frieda Hughes skriver i sit forord (hvor hun også undersøger forskellen på de britiske og amerikanske udgaver): »This new, restored edition is my mother in that moment. It is the basis for the published Ariel, edited by my father. Each version has its own significance though the two histories are one.« Se også Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963, hvor der står mere om teksterne og i øvrigt om Assia Wevill, som bliver meget hårdt og kursorisk behandlet i Plath-litteraturen.
   Denne tekst er tilegnet Pia Juul, som jeg har kendt siden slut-80erne og satte pris på. Hun gendigtede Birthday Letters i 1999. Jeg sad netop med Fødselsdagsbreve, da nyheden om hendes alt for tidlige død blev offentliggjort. Pia Juul døde onsdag den 30. september 2020. Hun blev kun 58.


**) Jonathan Bates Ted Hughes – The Unauthorized Life (2015) er en grundig, empatisk og kritisk fremstilling. Bate begyndte at skrive med støtte fra Ted Hughes Estate, men blev uenig med Carol Orchard, forfatterens enke, som inddrog tilladelsen til at citere. Biografien er derfor ikke så værkorienteret, som Bate havde håbet. Hughes’ livslange promiskuøsitet bliver endevendt i detaljer. Alligevel fremstår han som et anstændigt menneske.
   Det fremgår, at Hughes skrev mange tekster, som ikke kom med i The Birthday Letters. Især er de sparsomme citater fra »Trial« interessante. Digtet beskriver en retssag, som Hughes vidnede i Boston i 1986, da Jane Anderson – en studiekammerat af Plath – stævnede Avco Embassy Pictures (og 13 andre rettighedshavere) for bagvaskelse i forbindelse med den i dag så godt som glemte filmatisering af The Bell Jar, som Larry Peerce instruerede i 1979.
   Glasklokken fik også dansk premiere. Esther Greenwood – Plaths alter ego – bliver i filmen spillet af Marilyn Hassett. Jane Anderson sagsøgte Avco (og krævede 6 millioner dollars i erstatning), fordi hun hævdede, at karakteren Joan Gilling (spillet af Donna Mitchell) for det første var baseret på hende og for det andet fremstillet som lesbisk. Hughes blev inddraget, fordi han som bestyrer af boet efter Plath havde solgt filmrettighederne.
   Bates bog indeholder lange udskrifter af proceduren, og han bruger retssagen til at beskrive Hughes’ tanker ved gensynet med Boston. »Trial« kom ikke med i Fødselsdagsbreve, fordi digtet kunne være en bog i sig selv. Især rummer det Hughes' analyse af forbindelsen mellem Sylvia Plath og Esther Greenwood: »The dim, distorted image of a girl/ Dissolving in a Bell Jar. Did I wonder/ ’Now dare I read it? Ought I to read it now?'«.
   Plath skrev The Bell Jar under pseudonymet Victoria Lucas. Bogen udkom den 14. januar 1963, en måned før hendes selvmord. De drak sherry sammen for at fejre hendes romandebut. Hughes husker: »Those few evenings,/ All that were left, the evenings of that fortnight/ Between The Bell Jar coming out for public/ And your death.«
   Han erkender bogens betydning og er klar over, hvem der er castet som skurken: »Your image in manipulated neons/ Resembling flames was the martyr/ To their centuries of oppression./ Yourself, would you believe it,/ Their megaphone marching saint./ Who is she? Who was she?«
   Plaths bog er »the reconnaissance, the summary report/ Of your exploration of that country/ Where your nightmare reigned, the dead land/ Ruled by your buried alter ego«. For Hughes at se er Esther »a sort of metaphor for the tirade/ Many an injured wife would let fly/ At the Daddy of her children if only/ She could find the language.«
   Han insisterer endelig på sondringen mellem liv og kunst: »Esther Greenwood is an experiment,/ An extrapolation from the mind-warp nadir/ Of suicidal breakdown. She is not real.«
   Efter to år endte bagvaskelsessagen i 1987 med et forlig, som betød, at Hughes betalte Anderson 150.000 dollars i erstatning. Jane Anderson døde i 2010. Filmatiseringen af The Bell Jar er for så vidt seværdig, men den bruger kun dele af bogen og ændrer slutningen til en genforening mellem Esther og Joan Gilling. Sagen er også beskrevet i Janet Malcolms The Silent Woman (1994), som skildrer de mange konflikter omkring Plaths eftermæle.
   En ny filmatisering af The Bell Jar har været i forproduktion meget længe. Dakota Fanning, som selv er producer, skal spille Esther Greenwood. Hun har arvet projektet efter Kirsten Dunst, som skulle instruere Fanning i rollen som Esther, men faldt fra (faktisk efter furoren som fulgte lanceringen af Lars von Triers Melancholia i Cannes i 2011). Senest forlød, at filmen i stedet bliver en miniserie. Det skrev Slant Magazine i 2019. Altså i verden før COVID-19.
   Beslutningen om at konvertere The Bell Jar til streaming kan skyldes, at Christine Jeffs’ Sylvia (2003) – filmen om ægteskabet mellem Plath og Hughes, hvor Sylvia og Ted blev spillet af Gwyneth Paltrow og Daniel Craig – var en kommerciel skuffelse. 
 
Ted Hughes: Collected Poems. 1334 s. London: Faber and Faber, 2003.

Letters of Ted Hughes. Selected and Edited by Christopher Reid. 800 s. London: Faber and Faber, 2007.  

Ted Hughes: Birthday Letters. 198 s. London: Faber and Faber, 1998.
 
Ted Hughes: Fødselsdagsbreve. Oversat af Pia Juul. 200 s. Gyldendal, 1999.

Jonathan Bate: Ted Hughes. The Unauthorized Life. 662 s. London: William Collins, 2015


Fotos: National Portrait Gallery (Niall McDiarmid)/ Reginald Gray (painting)/ Faber and Faber/ Frieda Hughes (Birthday Letters cover art)/ Ted Hughes Estate/ Estate of Sylvia Plath/ Gyldendal/ Husets Forlag S.O.L/ Avco Embassy Pictures
Teksten bygger på anmeldelsen af Birthday Letters og nekrologen, jeg skrev om Ted Hughes. Weekendavisen Kultur 20.02.98 + 06.11.1998. Noterne er nyskrevne i 2020.

torsdag den 12. november 2020

Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963


HEKSEN ER DØD
Filmen om Sylvia Plath og Ted Hughes

Af BO GREEN JENSEN

DEN måtte vel komme en skønne dag, filmen om Sylvia Plath (1932-63) og Ted Hughes (1930-98). I digternes egen tid var han altid stjernen. Nu kan man se, at hun sikkert var den vigtigste digter på engelsk efter Anden Verdenskrig.
   Der er ingen ende på mytologien om Sylvia Plath. Et feministisk forbillede, ja, men også en stemme, der taler på vegne af alle, som trodser og gør sig fri, når de ikke mere vil indordne sig. Kvindelige kritikere har ikke eneret på Plath. Hun ville i øvrigt forkaste ideen. Kønnet eksploderer i de sidste forbløffende tekster, hun skrev.
   Plath havde nok fundet læsere med samlingen The Colossus (1960), men det var altid ægtefællens bestræbelser, ikke mindst Hughes’ frygtindgydende stærke debut The Hawk in the Rain (1957), som hendes digte blev holdt op imod. I England var hun hustruen, Mrs. Ted Hughes, oven i købet vulgært amerikansk, som insisterede på at skrive. Men det var ham, de ville høre og se.
   Sylvia kunne forstå attraktionen. Efter parrets første møde var hendes dagbog fyldt med notater om den mørke erobrer, the demon lover, og hun havde selv en ønskedrøm at være den perfekte mor og hustru, som viste hjemmet frem iført småblomstret forklæde. Da Plath anden gang forsøgte at begå selvmord, i sommeren 1952 i New York, var det ikke mindst kønsbestemmelsen, forventningen til kvindetilstanden, som hun reagerede på og imod. Hun havde dog døden i blodet. Første gang hun prøvede at dø, var hun ti år.


PLATH 
var således skruet fast i et klassisk dilemma. Hun skrev, når hun kunne finde tid, passede huset og fødte parrets to børn. Når pengene var små, var det hende som tog forefaldende arbejde, så Ted kunne hellige sig skriften. De boede en tid i Cambridge, ved stranden i Massachusetts, som Plath selv kom fra, og endelig ude på landet i Devon, hvor Plath blev en dygtig biavler. Hendes far, entomologen Otto Plath, som døde da hun var otte år, men rumsterer i så mange af datterens digte, havde skrevet standardværket om bier. I Devon havde dagene fylde, og Plath skrev de naturforklarede digte, som efter hendes død blev samlet i Winter Trees og Crossing the Water (begge 1971).
   Så var det, at Ted gik sin vej. Ikke alene forlod han hende for en anden. Han reagerede også på hele atmosfæren i huset, på Plaths bitterhed og mistænksomhed, på den rolle som han følte hun tilskrev ham i sin personlige mytologi. Sylvias vrede var monumental. Forsmået og kasseret, ja, men har der nogen sinde været en kvinde, som nægtede at blive et offer, var det digteren Sylvia Plath. I digtet »Daddy« skrev hun:

If I've killed one man, I've killed two – 
The vampire who said he was you
And drank my blood for a year,
Seven years, if you want to know.
Daddy, you can lie back now.

There's a stake in your fat black heart
And the villagers never liked you.
They are dancing and stamping on you.
They always knew it was you.
Daddy, daddy, you bastard, I'm through.

(»Hvis jeg dræbte en mand, har jeg også dræbt to – / vampyren, som sagde han var dig/ og drak af mit blod i et år/ eller syv, hvis du virkelig vil vide besked./ Så far, du kan roligt lægge dig ned.// I dit fede, sorte hjerte er en pæl rammet ned/ og landsbyens folk har aldrig kunnet li' dig./ De danser på dig og tramper på dig./ De har altid vidst, det var dig./ Og farmand, dit svin, jeg er færdig med dig.«)*


SELVE ægteskabet holdt i seks år. Digterne mødtes i februar 1956 og skiltes i oktober 1962, da Hughes flyttede sammen med Assia Gutmann, som var gift med deres fælles ven, digteren David Wevill. Plath flyttede fra gården i Devon til en lejlighed i London, hvor hun indrettede sig sammen med datteren Frieda og sønnen Nicholas. 
   Her skrev hun, i rasende fart og helt uden forbehold, de fleste af digtene, som hun bliver husket og læst for. Hun stod op før daggry og arbejdede, indtil børnene skulle vækkes. Det sidste digt, »Edge«, er dateret den 5. februar 1963. Seks dage senere tog hun sit liv og signerede således myten om den feberdrevne »Lady Lazarus«:

Dying
Is an art, like everything else.
I do it exceptionally well.

I do it so it feels like hell.
I do it so it feels real.
I guess you could say I’ve a call.

(»At dø/ er en kunstart, som alt muligt andet./ Jeg gør det usædvanlig godt.// Jeg gør det så det føles som helvede./ Jeg gør det så det føles virkeligt./ Man kunne næsten sige jeg føler et kald.«)
   
Der er dog metode i galskaben. For Lady Lazarus er en hævnende furie, der som fugl Føniks dør for at blive genfødt. Heksen kommer igen og igen:

I am your opus,
I am your valuable,
The pure gold baby

That melts to a shriek.
I turn and burn.
Do not think I underestimate your great concern.

Ash, ash –
You poke and stir.
Flesh, bone, there is nothing there –

A cake of soap,
A wedding ring,
A gold filling.

Herr God, Herr Lucifer
Beware
Beware.

Out of the ash
I rise with my red hair
And I eat men like air.

(»Jeg er Deres opus,/ Jeg er Deres værdigenstand,/ en baby af det pureste guld// Der smelter til et skrig./ Jeg drejer og jeg brænder./ Tro ikke at jeg underkender Deres store omsorg.// Aske, aske – / De roder og rager./ Kød, knogle, der er ingenting – // En kage af sæbe,/ en giftering,/ en guldplombe.// Herr Gud, Herr Lucifer/ Pas på/ Pas på.// Jeg rejser mig af asken/ med mit røde hår/ og æder mænd som de går og står.«)


DA de efterladte tekster i samlingen
Ariel (1965) udkom, begyndte en veritabel kanonisering. Opdagelsen af Plath faldt sammen med feminismens første storhedstid, og flere ideologiske fraktioner gjorde krav på »deres« Sankt Sylvia. Alt hvad Plath havde efterladt kom på tryk, inklusive breve og dagbøger. Tusindvis af læsere reagerede på styrken i de sidste digte, mens en lang række biografier endevendte forholdet mellem Plath og Hughes.
   Hughes blev i regelen tildelt rollen som skurken, der svigtede så grusomt, at han lige så godt kunne have dræbt sin kone. Nu er den historiske afstand blevet så stor, at vreden er aftaget lidt. Kort før sin død, i 1998, brød Hughes omsider tavsheden og offentliggjorde digtkredsen Birthday Letters (da. Fødselsdagsbreve), der giver hans version. Ellers gjorde han gennem alle årene sin pligt som boets litterære eksekutor.
   Hughes redigerede Sylvias digte, noveller, breve og dagbøger (og blev naturligvis beskyldt for at fordreje). Han fik tålmodigt udbedret skaden, når radikale Plath-læsere havde skrabet navnet Hughes af hendes gravsten. Han opdrog Frieda og Nicholas og levede med at være Plath-forskningens hadobjekt nummer 1. Ad åre blev han poet laureat, dvs. britisk hofdigter. Han må afgjort have tænkt sit om hele affæren. Da Assia Gutmann tog sit liv i 1969, kopierede hun Sylvias selvmord. Begge kvinder valgte døden ved gas.**



DET kan ikke være let at filmatisere to liv, der er aflæst så flittigt. Visse situationer – det første møde, brylluppet, en strandtur, bierne i Devon, stilheden i den sidste isvinter – er endevendt i mange biografier og skrevet om af både Plath og Hughes i flere omgange. Christine Jeffs vælger derfor at skildre begivenhederne nøgternt, med en udvendig neutral optik som lægger distance til, snarere end solidariserer sig med den febrilske Plath. Ted er en sjuft, men Jeffs dømmer ham ikke. Alligevel er vi på Sylvias side.
   Der er en gabende tomhed i midten af filmen. Plath og Hughes var begge skabende mennesker, der definerede hele eksistensen som et spørgsmål om at skrive. Man må læse Plath – og høre hendes stemme – for at begribe hvor enestående en digter hun var. Der er bogstavelig talt aldrig skrevet noget, som matcher vreden og fråden og styrken i »Daddy«.


IMIDLERTID citerer filmen kun Plath og Hughes i fragmenter. Der er lange sekvenser fra Cambridge, hvor Hughes går på podiet og taler om William Butler Yeats, ligesom Plath ved en løssluppen sammenkomst reciterer det meste af Chaucers »The Wife of Bath«. Men vi hører stort set intet til Plaths roman, The Bell Jar (1963, da. Glasklokken), som hun skrev under navnet Victoria Lucas, og den sidste tids altafgørende digte er reduceret til en grødet montage, som hun fremmumler for vennen og kritikeren Alfred Alvarez, der i filmen spilles af Jared Harris.
   Der kunne ligge en strategi bag denne eksponeringsform, men det er ikke tilfældet. I årevis var det Teds søster, Olwyn Hughes, som saboterede arbejdet for biografer, der ville skrive om svigerinden. Man fik kun lov at citere, hvis boet godkendte manuskriptet. Nu har Frieda Hughes, som var tre år, da moderen døde, overtaget funktionen. For det første måtte filmen ikke citere. For det andet tog Frieda Hughes afstand fra projektet og offentliggjorde et digt, der anklagede Jeffs for at dræbe Plath endnu en gang.


FILMEN klarer sig med nød og næppe uden digtene. Det er dog svært at leve sig ind i det hele, hvis man møder uden baggrund. Da må Sylvia uvægerligt fremstå som den »tv-film med litterære prætentioner«, jeg så den afskrevet som på en fanside. Man kan sige, at Ted og Sylvia også var repræsentative skæbner i og for deres tid, men det giver ikke megen mening. En film som denne bør sende publikum hjem med en trang til høre mere. Nu går man ud med en følelse af closure. Sygehistorien er fortalt til ende. Heksen er endelig død og begravet.
   Møder man velforberedt, og er man én af de mange studerende, som i tidens løb har taget parti, fungerer filmen som en slags cifferskrift. Hver scene har mindst tre undertekster, som hver især klikker fodnoter til andre sekundære kilder frem. Således isolerer filmen faktisk det øjeblik, som Hughes beskriver i Fødselsdagsbreve, hvor det går op for ham, at han i hendes forestilling er ved at blive ét med Otto Plath og alle andre fascistiske farmænd:

So I had no idea I had stepped
Into the telescopic sights
Of the paparazzo sniper
Nested in your brown iris.
Perhaps you had no idea either,
So far off, half a mile maybe,
Looking towards me. Watching me
Pin the sea's edge down.
No idea
How that double image,
Your eye's inbuilt double exposure
Which was the projection
of your two-way heart's diplopic error,
The body of the ghost and me the blurred see-through
Came into single focus,
Sharp-edged, stark as a target,
Set up like a decoy
Against the freezing sea
From which your dead father had just crawled.

I did not feel
How, as your lenses tightened,
He slid into me.***

(»Så jeg havde ingen anelse om, [at] jeg var trådt/ ind i kikkertsigtet/ hos den paparazzosnigskytte/ der havde slået sig ned i din brune iris./ Måske anede du det heller ikke,/ så langt borte, måske en halv mile,/ hvorfra du kiggede mod mig. Så på at jeg/ holdt havkanten fast./ Ingen anelse/ om at det dobbelte billede,/ dit øjes indbyggede dobbelteksponering/ som var projektionen/ af dit tosporede hjertes diplopiske fejl,/ spøgelsets krop og mig den slørede gennemsigtige/ kom i samme fokus,/ skarpkantet, tydeligt aftegnet som en målskive,/ sat op som en lokkefugl/ foran det iskolde hav/ hvorfra din døde far lige var kommet kravlende.// Jeg mærkede ikke/ at han, da du drejede linsen,/ gled ind i mig.«)


DET ville have løftet filmen betydeligt, hvis Jeffs kunne have afspillet Teds version eller bare markeret styrken i Plath.
   Når det er sagt, skal Sylvia roses for sin biografiske takt og sin afvisning af melodramaet. Tidsbilledet hverken idylliserer eller dæmoniserer de nøjsomme 1950ere. Det bliver aldrig nødvendigt for Jeffs at demonstrere, hvor svært en kvindelig kunstner var stillet i mændenes verden. Gwyneth Paltrow er køn og farlig som Plath. Daniel Craig fremstiller Hughes som indbegrebet af 50eres vrede unge mænd, og det giver en lille krølle på fremstillingen, at Sylvias mor, Aurelia Schober Plath, spilles af Paltrows egen mor, Blythe Danner.
   Plaths læsere skal naturligvis se Sylvia, som er et velkomment eksempel på, at den noble og lødige filmbiografi stadig kan drejes. Også enhver som er blevet forladt, eller selv har forladt, vil dog sætte sig i de elskendes sted. Bagefter må man til digtene. Sædvanligvis er had og vrede golde negationer, som intet konstruktivt kaster af sig, men i tilfældet Plath var de grobund for nogle af de største digte, der er skrevet på det engelske sprog.


*) Der er mange oversættelser af Ariel-digtene i omløb. Jeg har brugt de gendigtninger, som Uffe Harder foretog, da Thomas Bredsdorff skrev Den bratte forvandling: Om digteren Sylvia Plath til forlaget Gads biografiske serie i 1987. Harder reproducerer så vidt muligt Plaths metrik - »Farmand« er skrevet i rimede mareridtsstrofer, som en stadig mere makaber børnesang - og han rammer den snerrende grundtone.
   Den bratte forvandling var et pionerarbejde. Kildematerialet er mere omfattende nu, hvor alt er offentliggjort, også breve og dagbøger i uforkortet/uredigeret form. Men bogen kan stadig måle sig med de bedste biografier og kritiske læsninger, som udkommer i den engelsktalende verden.
   I 2004 udkom Ariel: The Restored Version. A Facsimile of Plath's Manuscript, Reinstating Her Original Selection and Arrangement. Frieda Hughes har skrevet et eksemplarisk forord, som deler sol og vind lige mellem forældrene: »This new, restored edition is my mother in that moment. It is the basis for the published Ariel, edited by my father. Each version has its own significance though the two histories are one.« Det faktiske redaktionsarbejde er udført af David Semanki på vegne af forlaget Faber & Faber.
   Peter Laugesen foretog en forbilledlig oversættelse af manuskriptversionen til forlaget Basilisk, der udgav Ariel: den oprindelige udgave som nr. 63 i sin Babel-serie i 2017. Den er bestemt læseværdig og brugbar. Alligevel kan udgivelsen virke kuriøs, eftersom der aldrig er kommet en autoriseret dansk udgave af den originale Ariel-samling. Manuskriptudgaven tilbyder interessante fraklip, tilføjelser og variationer, men forudsætter at der findes en definitiv, autoriseret version, som læseren er bekendt med. Det ville være godt at have en dansk udgave af de samlede digte. Sylvia Plath: The Collected Poems er en overskuelig bog på 350 sider.

**) Assia Esther Gutmann Wevill (1927-1969) bliver ikke venligt behandlet i litteraturen om Sylvia Plath. Assia blev født i Berlin. Hun var datter af en lettisk-jødisk læge og en kristen tysk mor. Familien var blandt de første, som emigrerede til Israel. Her mødte hun officeren John Steele i 1947. De var gift i to år og boede i London. Hun studerede i Canada, på University of British Columbia i Vancouver, hvor hun mødte økonomen Richard Lipsey. De var gift på fjerde år, da hun mødte digteren David Wevill på båden til England. David og Assia blev gift i 1960. Hun skrev digte, som blev trykt i litterære magasiner, men levede af sit arbejde som tekstforfatter på et reklamebureau. Hun indledte sit forhold til Ted Hughes i 1962. Deres datter, Shura, blev født i 1965. Assia ville gerne giftes med Ted, men han indledte i stedet (endnu) flere nye forhold. Assia tog sit liv den 23. marts 1969. Hun blev fundet sammen med Shura. Yehuda Koren og Eilat Negev har skrevet biografien A Lover of Unreason: The Life and Tragic Death of Assia Wevill (280 s. London: Robson Books, 2006). Det er hjerteskærende læsning. Hughes' digtsamling Crow (1970), et hovedværk og en af hans mørkeste bøger, er tilegnet mindet om Assia og Shura. I Christine Jeffs' film bliver hun spillet af Amira Casar. 

***) Digtet hedder »Black Coat« og står i Ted Hughes: Birthday Letters (London: Faber & Faber, 1998), ss. 102-3. Gyldendal udgav Fødselsdagsbreve i 1999. Alt for tidligt afdøde Pia Juul (1962-2020) har oversat »Sort frakke«.

Sylvia. Instr.: Christine Jeffs. Manus: John Brownlow. Foto: John Toon. 115 min. UK 2004. Dansk premiere: 30.07.2004.

    

Fotos: BBC Films/ Focus Features/ CineMaterial/  MovieStillsDB/ Faber and Faber/ Estate of Sylvia Plath/ Forlaget Gad/ Robson Books/ SF Studios/ YouTube (Original US Theatrical Trailer)
Filmen streames p.t (juni 2025) ikke i Skandinavien - i UK og EU på AMAZON PRIME og Amazon Store
Ingen BD-udgivelse - DVD fra Metro-Goldwyn-Mayer (UK) 26.07.2004 | DVD fra SF Studios (DK) 09.11.2004
Første udgave af teksten i Weekendavisen Kultur 31.07.2004 - opdateret og revideret i oktober 2020