Translate

Viser opslag med etiketten anakronisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten anakronisme. Vis alle opslag

torsdag den 27. april 2023

Dronningebilleder| Marie Kreutzer: Corsage (2022)


FLUGTEN FRA HISTORIEN
Et anakronistisk drømmeportræt

Af BO GREEN JENSEN

DEN historiske kvinde levede fra 1837 til 1898. Hertuginde Elisabeth af Wittelsbach blev kejserinde af Østrig i 1854, da hun giftede sig med sin fætter, Franz Joseph I. Fra 1867 var hun tillige dronning af Ungarn, da nationerne modstræbende blev forenet. Østrig-Ungarn var en politisk konstruktion, som holdt sammen på Europa frem til 1914. Den gamle orden døde i Første Verdenskrigs skyttegrave.

   De geopolitiske vilkår har ikke stor betydning for kvindebilledet i Marie Kreutzers Corsage. De koncentrerer blot massiviteten og demonstrerer, at Elisabeth og Franz Joseph er nødvendige påklædningsdukker i et historisk teater, hvor ceremoni og facade har prioritet. Mændene bærer bakkenbarter, der kan tages af og lægges i foderalet, når man ikke skal imponere på afstand. Kvinderne er snøret ind i korsage og tournure, der giver dem kronisk åndenød.



CORSAGE er et biografisk drømmeportræt, som ikke ligner andre film i den historiske genre. Corsage er skrevet og instrueret af Marie Kreutzer, der er født i 1977. Det er i høj grad en nyfeministisk bestræbelse. Den er også noget mere, en film med et særligt historiesyn og slet ikke 1:1 romantisk, realistisk, kritisk, kærlig osv. – skønt den også har alle de kvaliteter.
   Som kejserinde er Elisabeth blandt de mægtigste europæiske kvinder. Hun kan tillade sig at tage magten for givet  – og gør det med indbildsk ejermanér. Hun er samtidig bare en lille figur i en stivnet struktur, der er skabt på patriarkatets præmis. Corsage handler om hendes flugt fra historien. Den er fuld af kronologiske »fejl«, der tager til efterhånden, som drømmen udarter – men dét er filmskabernes strategi og en del af deres måde at inddrage publikum på.
   Filmens plakat siger for så vidt det hele: Den festklædte dronning giver kameraet fingeren og ser på betragteren med trodsigt blik. Der er mere inde bag al attituden, for Corsage er især en bevægende film om en kvinde i krise. Men i udgangspunktet er det attituden. 
   Samtiden kaldte hende »Sisi« eller »Sissi«. Kælenavnet hænger ved. Marie Kreutzer, skuespilleren Vicky Krieps og fotografen Judith Kaufmann giver fortiden og feminismen nyt liv i en aktivt anakronistisk fortælling om kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn.


ELISABETH har gjort sin pligt, da filmen begynder i 1877. Som ung kunne hun sikkert føle begejstring. Nu fylder hun 40 om lidt og er ved at blive kvalt. Hun bliver vejet, målt og malet op hver dag. Presse og embedsværk vurderer hendes teint og attitude. Hun vil gerne gøre en forskel. Der er altid krig i imperiet et sted. Hun lægger sig på sengen og ryger med de kvæstede soldater. Hun får Franz Joseph til at opføre en tilbygning til hospitalet for sindslidende.
   Alligevel er hun som nips i en montre. Kvinden ser på verden. Hun prøver på at tage sit liv. Dét gør faktisk indtryk i fulde fem minutter. Hun og Franz Joseph er af og til sammen i en ærlig og regulær atmosfære. Han bliver spillet med hård saglighed af Florian Teichtmeister. Vicky Krieps har alle farver fremme i rollen som kejserinden. De er begge historiske ofre. Der forventes kun ét af Elisabeth. Hun skal knejse, smile og tage sig ud.



PÅ Lex.dk får Elisabeth følgende skudsmål: »Hun var datter af hertug Maximillian af Bayern, men evnede dog ikke at indleve sig i kejserhoffets strenge etikette. Hun isolerede sig stadig mere, blandt andet gennem årelange ophold borte fra hoffet.« Artiklen har sit udspring i den fysiske førsteudgave af Den Store Danske Encyklopædi (1994-2001). For 30 år siden skrev man stadig sådan.
   Den patriarkalske taksering fortsætter: »Elisabeth talte Ungarns sag i dobbeltmonarkiets nationalitetskonflikter. Den smukke, men ensomme kejserinde blev i 1898 myrdet i Genève af en italiensk anarkist. Senere tiders film om samlivet mellem hende (»Sisi«) og Frans Josef tegner et forvansket billede af virkeligheden,« skriver Flemming Talbo Stubkjær.
   Men hvad betyder nu »virkeligheden«? Filmskaberen Marie Kreutzer fortolker størrelsen mere radikalt og mindre skråsikkert.



ROLLEN som Elisabeth har særlig filmhistorisk resonans. Nouvelle vague-ikonet Romy Schneider (1938-1982) var stadig teenager, da hun fik sit gennembrud i tre nationalromantiske film af Ernst Marischka. Sissi (1955), Sissi – Die junge Kaiserin (1956, da. Sissi – Den unge kejserinde) og Sissi – Schicksalsjahre einer Kaiserin (1957, da. Sissi på tronen) gjorde underværker for selvfølelsen i efterkrigstidens tysksprogede popkultur. Selv i Danmark, som ellers undgik alt, der var tysk, blev Sissi et stort tilløbsstykke.  
   Trilogien har fortsat evergreenstatus og bliver vist i tysk-østrigsk tv hvert år til jul. Schneider følte sig lige så fanget i rollen, som Elisabeth gør hos Marie Kreutzer. Først med dybere karakterer i Géza Radvanyis Mädchen in Uniform (1958, da. Piger i uniform) – en kultfilm med homoerotisk motiv – og René Clements Plein soleil (1960, da. Kun solen var vidne) – efter Patricia Highsmiths første roman om Tom Ripley – kunne hun gradvis ryste sukkeret af sig. Men af samme grund var hun Sissi med særlig autoritet, da hun vendte tilbage til rollen i Luchino Viscontis klassiske Ludwig (1973).
   En parade af stjerner har fremstillet Sissi på film, men Kreutzer og Krieps tager især deres stikord fra Schneider og Visconti. Et ekstra lag føjes til frigørelsen, der er markeret ved opløsning af historien. Efterhånden som Elisabeth mister troen, bliver periodefremstillingen mindre korrekt.



DEN første fuldt indlejrede anakronisme kommer efter en time, da Elisabeth besøger Ludwig på et af hans bayerske eventyrslotte. Det er Kris Kristoffersons »Help Me Make It Through the Night«, som tjeneren klimprer på sin violin. Ludwig spiser kager og drikker øl – til morgenmad. Manuel Rubey spiller ham i et frejdigt register, der bryder med Helmut Bergers tragiske konge hos Visconti.
   Den historiske akkuratesse er stram, mens Elisabeth stadig prøver at indordne sig. Den skrider i etaper, efterhånden som surrealismen tager til, og kvinden begynder at slå sig i tøjret. Hun kæderyger til en officiel middag og giver selskabet fuckfingeren uden at se sig tilbage, da hun forlader seancen.
   Næste dag skærer Franz Joseph igennem: »Din pligt er at repræsentere – det var derfor, jeg valgte dig; det er derfor, du er her. Du kunne lide det, så længe du satte pris på de smukke klæder og beundringen. Men nydelse og behag har ingen betydning i forhold til de roller, som er tildelt os.«



GENNEMBRUDDET kommer, da lægen ordinerer heroin. Herefter får verden et varmere skær. Elisabeth isolerer sig med veninder. Marie (Katharina Lorenz) har en vis fysisk lighed med søsteren. Hun dublerer for Elisabeth ved kejserlige funktioner. Det er meget, som når Andy Warhol sendte lookalikes til ferniseringer og paneldiskussioner. Ingen kan se forskel, når sløret er nede, og korsagen er på plads.
   Det er det gradvise tab af den elskede datter, der gør mest ondt på Elisabeth. For først vil hun dele sit liv med prinsessen. De skal ride i regnen og være naturbørn sammen, men pigen tager aldrig sin mors væsen ind. »Far siger, at du ikke engang kan tage vare på dig selv.« De står i børneværelset, hvor dimensionerne er formindsket, så voksne bliver klodsede kæmper. Nu er der slet ikke grund til at blive i historien, som vi kender den.



MARIE og Elisabeth forbereder da den store flugt. Sissi klipper sit hår af, og hendes frisør er utrøstelig: »Det var mit livsværk,« græder kvinden. Efter Elisabeths heroindebut er filmen med ét fuld af henvisninger til The Rolling Stones. Til en koncert spiller harpisten »As Tears Goes By« med Marianne Faithfull-betoning. Hverdagen på Elisabeths lystslot er som rutinen i Keith Richards’ villa ved Villefranche-sur-Mer, hvor dobbeltalbummet Exile on Main St. blev til i sommeren 1971.
   Franz Joseph besøger sin hustru, og de er sammen for sidste gang. Elisabeth instruerer hans unge elskerinde. Marie øver sig på Elisabeths skrift, da de kører mod grænsen ved daggry. Corsage har et af de smukkeste slutbilleder, jeg har set i nyere tid. Jeg skal ikke røbe, hvad det viser, men det er skudt på havnen i Ancona i Italien. Da er tiden både nu og 1878.


DET historiske blik er styrken i Corsage. Det er virkelig ikke fars og mors biopic. Marie Kreutzer har samme idé, som Sofia Coppola arbejdede med i Marie Antoinette (2006), hvor Kirsten Dunst spillede dronningen, der gik på powershopping til tonerne af New Order og Bow Wow Wow. Men rammen var alligevel et omhyggeligt rekonstrueret hof i Versailles.
   Kreutzers porøse historiesyn er mere som Alice Rohrwachers i Lazzaro Felice (2019, da. Lazzaro den lykkelige) og Christian Petzolds i Transit (2018), hvor fortidens politiske flygtninge var på gaden i samme indstilling som dagens illegale migranter. Til sidst er der slet ingen forskel. Alle historiske grænser er opløst.
   Vicky Krieps er formidabel som Elisabeth. Det er rollen, som indfrier de løfter, hun gav i Paul Thomas Andersons Phantom Thread (2017). Er man mere til regelret romantik, bliver der p.t. streamet drama om begge dronninger. Marie-Antoinette har sin egen serie på Viaplay. Der er faktisk arbejdet grundigt med stoffet i RTL-serien Sisi, som kan ses på C More og er i tredje sæson. I Katharina Eyssens The Empress, som udkom på Netflix i september 2022, er grundhistorien drejet i retning af triviel teenageserie. Der er snart premiere på anden sæson.



DE generiske tv-ting føles dog som en svag erstatning for billedkraften og idéoverskuddet hos Sofia Coppola og Marie Kreutzer. Mere markant er exofiktionen i Frauke Finsterwalders ånds- og væsensbeslægtede, men alt i alt lettere Sisi & Ich (2023), som konkurrerede på Berlinalen i februar (og modtog årets Teddy Award for sin LGBTQ+-tematik).
   I Sisi & Ich bliver Elizabeth (udmærket) levendegjort af Susanne Wolff, men den forskudte synsvinkel ligger hos hofdamen Irma Sztáray (1864-1940), der følger sin elskede – men også narcissistiske og selvdestruktive – veninde og arbejdsgiver til hendes død. Irma spilles af Sandra Hüller (fra Maren Ades Toni Erdmann), og den anakronistiske indramning er videreført med velvalgte sange af bl.a. Dory Previn (selvsagt den klassiske »The Lady with the Braid«), Nico, Portishead og The Kills. 
   Hvis den historiske film har en fremtid, som ikke ligner mere dramatisk-satirisk The Queen og The Crown, er det i denne flygtige, flydende sprængform. Markørerne bliver knust, så fragmenterne giver ny mening. Corsage er en moderne film i bund og grund. Den giver fortiden fingeren, zoomer ind, tager tilløb, sætter af og fader ud.


*) Kreutzer har benyttet adskillige værker i den omfattende litteratur omkring kejserinden, men det primære forlæg er Michaela Lindinger: »Mein Herz ist aus Stein« – Die dunkle Seite der Kaiserin Elisabeth. 256 s. Wien: Amalthea Verlag, 2013. Også Elisabeths egne optegnelser er en betydelig inspirationskilde. I digtet An die Zukunfts-Seelen (1887), der har karakter af et testamente, skriver hun: »Ich wandle einsam hin auf dieser Erde,/ Der Lust, dem Leben längst schon abgewandt;/ Es teilt mein Seelenleben kein Gefährte,/ Die Seele gab es nie, die mich verstand.« [»Jeg vandrer alene på denne jord/ Af lyst, for livet har jeg for længst vendt mig fra;/ Der er ingen rejsefælle at dele mit sjæleliv med,/ Sjælen, som forstår mig, findes ikke noget sted.«]/
   De klausulerede digte blev offentliggjort i 1951. Historikeren Brigitte Hamann (1940-2016) citerede dem udførligt i standardbiografien Elisabeth, Kaiserin wider Willen (1981, eng. The Reluctant Empress, 1986) og forestod udgivelsen af Kaiserin Elisabeth: Das poetische Tagebuch (Wien: Verlag der Österreichischen Akademie der Wissenschaften, 1984). Hele teksten er tilgængelig på Projekt Gutenberg.
   Som digter var Sisi især inspireret af Heinrich Heine. I flere digte bruger hun fedronningen Titania fra William Shakespeares A Midsummer Night's Dream som avatar. Franz Joseph er kong Oberon. I de bedste Nordsee Lieder (1880) er tonen klar og konkret: »Eine Möve bin ich von keinem Land,/ Meine Heimat nenne ich keinen Strand,/ Mich bindet nicht Ort und nicht Stelle;/ Ich fliege von Welle zu Welle.« [»En måge er jeg fra intet land,/ Mit hjem kalder ikke fra nogen strand,/ Uden egn eller sted at forfølge/ flyver jeg fra bølge til bølge.«].



Corsage. Instr. & manus: Marie Kreutzer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Østrig-Luxembourg-Tyskland-Frankrig 2022. Dansk premiere: 17.03.2023.


Fotos: Film AG Produktion/ Samsa Film/ Komplizen Film/ Kazak Productions/ ORF/ ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ Mk2 Films/ Alamode Films/ Eurimages/ Angel Films (dansk trailer)/ ITC (international trailer), Wikimedia Commons (kroningsfoto af Emil Rabending og Franz Xaver Winterhalter-portræt)/ CineMaterial, MovieStillsDB
Filmen er i biografdistribution - udkom på britisk blu-ray fra Picture House Entertainment 13.03.2023
Anmeldelsen indlæst [i kortere form og med rubrikken 'Ud af historien'] og lagt på Weekendavisen Kultur 15.03.2023

tirsdag den 23. november 2021

David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]


FJENDER FOR EVIGT
Engang var der ære blandt tyve

Af BO GREEN JENSEN

DET kan stadig lade sig gøre. Tilbage i 1970erne, da unge filmskabere fra det nye Hollywood havde overtaget studiesystemets fallitbo, blev der produceret genrefilm med løs bagkant og en ny realistisk årvågenhed. I de år kom filmen for alvor ud i lyset. Næsten alt fik et præg af episodisk road movie, som blev en bærende form, der kunne samle de gamle virkeligheder.
   Det varede kun i et lille årti. Så lukkede muren sig atter. Men i kølvandet på banebrydere som Bonnie and Clyde (1967) og Easy Rider (1969) var der små film, som i dag ligner ridsede perler. For eksempel spillede Jeff Bridges, som har den ene hovedrolle i Hell or High Water, sammen med Clint Eastwood i Michael Ciminos Thunderbolt and Lightfoot (1974). Til slut sad han stille og døde i bilen, mens Paul Williams sang »Where Do I Go From Here?«, en sang om, hvordan man ikke kan finde hjemvejen, fordi landskabet har ændret sig.


DET er en stor pointe i Hell or High Water, at forbrydelse ikke betaler sig mere, men at der engang var ære blandt tyve. Brødrene Toby og Tanner (Chris Pine og Ben Foster) kaster sig ud i en serie bankrøverier for at indfri lånet på gården, som banken stjal fra deres mor. Toby vil give sine sønner en god start i livet. Hans bror har erfaring fra hæren og fængslet. De går ind med elefanthuer på og beder om alle pengene. Hvor svært kan det egentlig være?
   Problemet er bare, at flere filialer er lukket, og ingen bruger kontanter i dag. Som et vidne betror de to Texas Rangers, der efterforsker sagen, er brødrenes projekt sært anakronistisk. »Det dér med at tømme banken og leve for pengene resten af livet - alt dét er jo væk for længe siden,« siger den gamle mand fra dineren, hvor brødrene gav servitricen 200 dollars. Han har ellers kun sympati for tanken om at stjæle fra banken, som altid stjæler fra andre.


FILMENS portræt af det vestlige Texas, hvor samtlige kriser har sat sine spor, er i øvrigt forstemmende realistisk. Der er tvangsauktioner, campingvogne, affolkede hovedgader, forgiftet frasolgt jord. Trøstesløsheden er sat i system. Eneste håb er de mekaniske bor, som prøver at finde olie.
   Rangeren Marcus Hamilton (Jeff Bridges) har kun tre uger tilbage i korpset. Han gennemskuer brødrenes plan og venter ved den sidste filial. Makkeren Alberto (Gil Birmingham), som er halvt comanche og halvt mexicansk, døjer med den gamle mands racistiske vittigheder. Marcus siger, at han vil savne dem en dag. Begge tager for givet, at den yngre mand vil leve længst.
   Sådan går det ikke. Få ting går efter planen i Hell or High Water. Tonen er påtaget let, men det ender med fire dødsfald, og Marcus spørger den ene bror, om pengene var det værd. Han kunne samtidig spørge sig selv, om prisen for hans nidkærhed var for høj. Det gør han måske i den vidtåbne slutning.


MODSAT mange grænselandswesterns er Hell or High Water ikke overlæsset med vold og symboler. Det er ikke Lone Star, No Country for Old Men eller The Counselor, men i Jeff Bridges’ karakter er der reminiscenser af figuren, den retskafne sherif, som Tommy Lee Jones plejer at spille. Også hér er han afgjort sympatisk. Han har bare ikke ret hele tiden.
   Alberto holder et foredrag om, hvem der stjal landet fra hvem og hvornår. På et casino møder Tanner en indfødt amerikaner, han kalder »høvding«. På den måde får han at vide, at comanche betyder »fjender for evigt«. Tanner taler om dengang, indianerne var »lords of the plains«. Tonen er ironisk. Alligevel er »præriens herrer« det sidste, han hvisker for sig selv, da han dør.


DET er tonen og look’et i filmen, der lykkes. Enspænderen David Mackenzie (f. 1966) er skotsk og har været interessant at følge, siden han castede Ewan McGregor i Young Adam (2003) og undersøgte Jamie Bells moderbinding i Hallam Foe (2007).
   Mackenzie har sagt, at han håber, vi snart bliver trætte af superhelte. I ventetiden har han bl.a. instrueret fremtidsfablen Perfect Sense (2011), som ikke fik dansk premiere, selv om Kim Fupz Aakeson skrev manuskriptet.
   Hell or High Water er et brilliant genrestykke. Filmen er en anakronisme, som hylder anakronismer. Titlen henviser til, at Toby skal møde i banken med aftalte penge senest fredag, uanset hvad der sker, »come hell or high water«.


NICK Cave og Warren Ellis har skrevet musikken, og Townes Van Zandt-sangen »Dollar Bill Blues« figurerer prominent. Alligevel er det »Dust of the Chase« med Ray Wylie Hubbard, der sætter den stoiske grundstemning bedst. Jeff Bridges (f. 1949), som selv har pensionsalder nu, er billetprisen værd i rollen som Marcus Hamilton.
   Jeg tænkte af flere grunde på Sidney Lumets sidste film, Before the Devil Knows You’re Dead (2011), der havde meget af den samme baggrund og fatalistiske stemning i skildringen af et futilt røveri. Disse mænd bliver ikke mindre relevante, fordi det ikke er deres tid mere. Tværtimod lyser eksemplerne op.


Hell or High Water. Instr.: David Mackenzie. Manus: Taylor Sheridan. Foto: Giles Nuttgens. 102 min. USA 2016. Dansk premiere: 08.12.2016.


Fotos: CBS Films/ Lionsgate/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 13.02.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.12.2016