Kenneth Branagh (f. 1960) var dreng i 60ernes Ulster og voksede op i en familie, som ligner den, der bliver skildret i Belfast. Filmen fortæller – i ekspansiv form og med lyriske digressioner – historien om et godt sted, der går i stykker. Drengen Buddy (Jude Hill) på ni er i fokus. Filmen er autofiktiv og erindringsforankret. Den er ikke 1:1-selvbiografisk.
Verden er skildret i farver, da filmen begynder med droneoptagelser af det moderne Belfast. Fortællingen skifter til sort-hvid, mens blikket rejser tilbage i tiden og dykker ned. Et sæt anførselstegn er markeret. Branagh bruger siden farver, hvor fantasien overdøver virkeligheden.
DET sker især, når Buddy er i biografen med sin familie. Branagh citerer med stor effekt fra One Million Years B.C. (1966, da. Kæmpeøglernes kamp), hvor Raquel Welch bærer urtidsbikini. Han lader hele salen føle suset, da Dick Van Dyke får bilen med farvede finner op at flyve i Chitty Chitty Bang Bang (1968).
Familien nægter at vælge side. Billy Clanton (Colin Morgan) fra Ulster Voluntary Force har gået i skole med Buddys far (Jamie Dornan) og var allerede dengang en blodtørstig knægt. Han er terrorkampagnens primære drivkraft og vil have Pa til at deltage i udrensningen af kvarterets katolikker.
Drengen ser sagen i lyset af mytologiske westerns: John Fords The Man Who Shot Liberty Valence (1962, da. Manden der skød Liberty Valance) og Fred Zinnemanns High Noon (1951, da. Sheriffen). Det er signatursangen fra sidstnævnte, »Do Not Forsake Me (Oh My Darlin’)«, som spiller, da det trækker op til et endeligt showdown mellem Billy og Pa.
SÅ meget i Belfast er gjort med henvisninger til tidens popkultur. Nostalgien er lige så stærk for et dansk publikum. Lydsporet er tæppebelagt med sange af Van Morrison, der kommer fra Belfast ligesom Branagh.
Morrison har skrevet en ny sang (»Down to Joy«) til filmen, men det er især to numre fra Into the Music (1979) – »Bright Side of the Road« og »The Healing Has Begun« – der sætter den samlede stemning. Hele gaden danser til »Caledonia Swing«, da et høstbal bliver improviseret i solen.
Flere rare klenodier er fremme i scenen, som skildrer drengens glæde ved julen: legetøjsbiler fra Matchbox; en vidunderlig viewmaster med stereobilleder i 3D; de ikoniske dukkefigurer fra Thunderbirds; bordfodbold, som var en nyhed; en førsteudgave af Hallowe’en Party (1969, da. Det forkerte vidne), som var dét års stocking filler fra Agatha Christie.
ALLE citater virker i samklang. De er som smagen og duften af kage hos Proust. Titelsekvensen fra Star Trek og transmissionen af Apollo 11's månelanding kommer ud af den samme magiske kasse, hvor lokalnyhederne viser britiske soldater, der opleves som besættelsestropper.
DER ER MAGELØS hverdag og praktisk magi. Filmen bliver stort set i barndommens gade. Buddys far arbejder i England og optræder kun, når historien har plads. Det er Buddys mor, som kaster et voksent blik på stedet. Hun spilles med nærvær og dybde af Caitríona Balfe (fra Outlander-serien).
Som de gode og garvede bedsteforældre er Judi Dench og Ciarán Hindseminente. Buddys far vil acceptere nederlaget og emigrere til Australien eller Canada. Han synes jo, at klasseløsheden lokker. Buddys Mor græder for alt, som er irsk, og sørger over den knuste hjemstavn. Buddy vokser op og bliver til Branagh, der vil skrive elegien.
BELFAST er Oscar-nomineret i syv kategorier. Det er ikke en subtil film, men den er heller ikke glat og ferm som mange af instruktørens øvrige arbejder. Belfast bærer dedikationen: »For the ones who stayed. For the ones who left. And for all the ones who were lost.«
»Lost« betyder både at fare vild og gå tabt. Ciáran Hinds synger »How to Handle a Woman« (fra musicalen Camelot) og danser en sjæler med Judi Dench. Så tager han på hospitalet og dør, mens optøjerne eskalerer. Begravelsesceremonien er en enkel og værdig kontrast.
»The Healing Has Begun« spiller, mens teksterne ruller. Det keltiske hjerte brænder i brystet. Belfast er en meget bevægende film.
Belfast var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Branagh, Laura Berwick, Becca Kovacik, Tamar Thomas); Best Director (Branagh); Best Supporting Actor (Ciarán Hinds); Best Supporting Actress (Judi Dench); Best Original Screenplay (Branagh); Best Sound (Denise Yarde, Simon Chase, James Mather, Niv Adiri); Best Original Song (Van Morrison for »Down to Joy«). Branagh modtog prisen for bedste originalmanuskript.
ARIZONA i 1860erne, nogle år efter borgerkrigens slutning. Farmeren
Dan Evans, en almindelig familiefar, der så vidt muligt prøver at passe sig
selv, overværer sammen med sine sønner et røveri, som den lovløse Ben Wade og
hans bande begår. Diligencens kusk bliver dræbt. Dan ser ingen grund til at
gribe ind. For det første er fjenden for stærk. For det andet har ingen hjulpet
ham med den skrantende kvægdrift, som
et halvt års tørke har tvunget i knæ.
Senere, da Wade er blevet
arresteret, påtager Evans sig at føre fangen til hovedbyen Contention og sætte
ham på eftermiddagstoget til Yuma. Han tager opgaven, fordi han på den måde kan
tjene 200 dollars, betale af på sin gæld og genvinde sin families respekt. Han
har intet imod den fredløse, og faktisk opstår en vis sympati mellem mændene.
Wade er skiftevis fornøjet og bekymret. Han lokker Evans med svimlende summer
og truer ham med repressalier. Den stille mand er urokkelig. A man’s got to do what a man’s got to do,
og for sin søns respekt vil Dan Evans dø, om så det gælder.
FØRSTEUDGAVEN af 3:10 to Yuma, som Delmer Daves
instruerede i 1957, var en sober, sort-hvid »western for voksne« i den allegoriske
ende af traditionen, der blev et hovedspor efter Fred Zinnemanns High Noon (1952, da. Sheriffen).High Noon gav genlyd i samtiden. De nye, modne westerns brød med genrens iboende eskapisme, for i
stedet at arbejde åbent og (relativt) ærligt med aktuelle ideologiske
problemstillinger. Man har ofte beskyldt Amerika for at anskue verden som en
cowboyfilm. Koldkrigsårenes western er nok det tætteste, man kommer et bevis for denne påstand.
HIGH Noon handler som bekendt om
sheriffen, der nægter at overgive byen til kaos, skønt fællesskabet har opgivet
håbet. Filmen er rimeligt nok blevet set som et opgør med isolationismen, en
kritik af det handlingslammede flertal og et forsvar for nationens »nødvendige«
intervention i Korea.
3:10 to Yuma
lader det komme til en mental og moralsk styrkeprøve mellem to af Vestens
arketyper: den karismatiske outlaw,
som sætter sig uden for fællesskabet, og den tryghedssøgende konformist, som prøver
at civilisere vildmarken og skabe en hverdag for sin familie. Filmens publikum
delte Evans’ værdier. Både fædre og sønner havde dog leget med tanken om at
leve et farligt og farverigt liv som Ben Wades.
I en vis forstand
er de to mænd som brødre, og desperadoen er lige så fascineret af gennemsnitsmennesket.
Alle venter, at Wades bande vil komme sin leder til undsætning, hvilket endelig
sker i Contention. Én efter en falder hjælperne fra, og Evans står alene. Wade
morer sig over situationen, men er i sit stille sind imponeret. Begge mænd står på
toget, og i den gamle film er der øjeblikkelig afregning. Da toget forlader Contention – navnet betyder »kappestrid« – kan Evans’ hustru holde ved sporet og vinke til
manden, som for første gang tillader sig at slappe af. Hverdagshelten smiler. Ikke
alene er fangen på vej, men efter måneders uafbrudt tørke falder regnen omsider
som nærende liv.
JAMES Mangolds nyindspilning følger Delmer Daves’ film ganske
trofast. Adskillige scener er taget direkte fra det gamle manuskript, og
dialogen er flere steder den samme. For eksempel er der ikke ændret ét ord i
dialogen med barpigen Emmy (Vinessa Shaw i den nye version, Felicia Farr i den
gamle), som får Wade til at huske en bedre tid og gør, at han glemmer at se sig
over skulderen. Dog er slutningen drejet i stik modsat retning, hvilket får én
til at tabe næse og mund. Den nye slutning passer bedre til tiden, men
retfærdig føles den ikke.
FORLÆGGET for begge
film er en 18 sider lang novelle, som den 27-årige Elmore
Leonard fik trykt i Dime Western Magazine i 1953. Teksten er optrykt adskillige
gange, bl.a. i Peter Hainings Classic
Western (1997), en nyttig antologi, som samler de obskure tekster bag 12 af genrens hjørnesten. »Three-Ten to Yuma« udgør et skoleeksempel på fortælleteknisk økonomi.
Leonard springer direkte til scenen på hotellet i Contention, hvor revolvermanden
prøver at lokke borgeren både med det gode og det onde. Også hos Leonard lader
fangen sig overbevise. »You know, you really earn your hundred and a half,«
siger den fredløse, da de er landet i toget. Den stille mand opdager, at han
smiler. »He was thinking pretty much the same thing«.
Mere er der ikke i
novellen. Hele filmens forhistorie skyldes manuskriptforfatteren Halsted Welles, som
gjorde Evans’ sønners syn på deres far til et bærende tema. Mangolds film beholder rammen,
men tilføjer også nyt materiale, som endnu flere forfattere har lagt ned i det
gamle.
Derved bliver filmen et Fabergé-æg for sin genre. Æstetisk udgør den en
katalog af stilarter. Der er rester af den ædle gamle western i strukturen, men
også 70ernes elegiske tone og den stiliserede voldsopera fra Sergio Leones hovedværker
er i spil. Faktisk har Marco Beltrami skrevet et score, der ligger så tæt på Ennio Morricones kompositioner, at det egentlig er
i overkanten. Den gamle film var i tidens stil forsynet med en maskulin
ballade, fremført af idolet Frankie Laine.*
MANGOLDS film ikke bare fungerer. Den sprudler
og gnistrer og brager igennem, så man føler sig hensat til en klassisk western
og samtidig ser noget nyt blive født.
Det skyldes først og fremmest de stærke
karakterer, som Russell Crowe og Christian Bale får ud af Ben Wade og Dan
Evans. Sidstnævnte har fået mere at have sine færdigheder i. Evans har nu en
fortid som skarpskytte i nordstatshæren. Wade er produkt af et stort omsorgssvigt,
der giver ham et blødt punkt i forhold til Evans. Crowe er lige så cool, og Bale er lige så stoisk, som Glenn
Ford og Van Heflin var i rollerne for 50 år siden.
På skelettet er
anbragt en række ornamenter, som man kan tage eller lade være efter behov. Der
er en omvej gennem apachefolkets land, og Wades bande er gjort endnu mere
grusom. Håndlangeren Charlie Prince (Ben Foster), der som den eneste har beholdt sit navn
fra Leonards novelle, forsynes atter med homoerotiske karakteristika, skønt
heller ikke den nye version sætter ord på motivet.
Mangolds genindspilning er et godt sted at begynde, hvis man aldrig har været til klassiske westerns.Ligesom The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007, da. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford) er 3:10
to Yuma et velskabt forsøg på at genrejse genren. Kommercielt er den
afgjort et mere positivt varsel. Andrew Dominiks film slog ikke an hos et
bredt publikum. Budgettet var på 30 mio. dollars, men filmen solgte billetter for fire. 3:10 to Yuma
har derimod hentet sin fremstillingspris – på 50 mio. dollars – og vil fremover
give rent overskud.
JAMES Mangold har siden
debutfilmen Heavy (1995) instrueret flere
intelligente genrestykker. Især Copland
(1997) og Johnny Cash-filmen Walk The
Line (2005) var aktive forsøg på at omdefinere en række maskuline troper og
typer.
En tv-udgave af Richard Fords Sportsjournalisten blev ikke realiseret. Efter et mellemspil i spiongenren (Knight and Day fra 2010 er en romantisk komedie i True Lies/Mr. & Mrs. Smith-traditionen) gav han superheltefilmen en hårdere kant med The Wolverine (2013) og Logan (2017), der tilfører X-Men-figuren en ny realisme og endelig lader ham dø.
Der er således gammeldags auteurtræk i instruktøren, som er født i 1963. Det var sikkert på den konto, at han i 2020 blev Oscar-nomineret for racerkørerfilmen Ford v Ferrari (da. Le Mans '66). Forhåbentlig er 3:10 to Yuma ikke en enlig svale. Der må gerne komme flere bløde westerns med klassisk muskeltoning.
*) George Duning (1908-2000) var huskomponist på Columbia Pictures og ophavsmand til noget i nærheden af 300 scores. Flere har klassikerstatus i genren, hvor det ellers var russeren Dimitri Tiomkin (1894-1978) , som satte den dominerende standard.
Ned Washington (1901-1976) var den førende tekstforfatter. Han skrev ordene til »High Noon (Do Not Forsake Me, Oh My Darlin')«, »Wild Is the Wind«, »Gunfight at the O.K Corral« og »Rawhide« fra tv-serien af samme navn – alle med musik af Tiomkin – men leverede også i andre stilarter, f.eks. med de fine og faktisk udødelige sange, han skrev til Walt Disney Productions, bl.a. »Baby Mine« fra Dumbo og ædelstenen »When You Wish Upon a Star«, der begyndte sit liv i Pinocchio.
Frankie Laine (1913-2007) var crooneren med den gjaldende stemme, som hyppigst blev brugt til at synge de sange. Det gjorde han uden at blinke, ligegyldigt hvad teksterne sagde. Mel Brooks ledte efter »en vokalist med Frankie Laine-agtig røst« – sådan skrev han i annoncen – da han sammen med komponisten John Morris (1926-2018) arrangerede lydsporet til sin geniale og stadig radikale Blazing Saddles (1974, da. Sheriffen skyder på det hele), som dekonstruerer den klassiske western. Laine tilbød sin tjeneste og sang (ifølge Brooks) med hjerte og overbevisning, før han hævede honoraret og gik. Han vidste ikke, at sangen og filmen var parodier. Det havde næppe heller gjort en forskel.
Jeg genfortæller anekdoterne, også for at give en idé om, i hvor høj grad westernmusik var en genre og en metervare, som blev skabt på bestilling. Ned Washington afleverede to gribende tekster til temaet fra 3:10 to Yuma. Den ene har Ghost Riders In the Sky-mytologisk klangbund, den anden er snarere stemt i stilen Menneske-til-alle-tider. Der er dog en tredje variation, som jeg vil dvæle ved lidt endnu.
1957-filmen er fra før min tid – jeg var to år, da den fik dansk premiere. Det samme er for den sags skyld Frankie Laine, som jeg først blev opmærksom på, da Leonard Cohen brugte hans hit »Jezebel« til at sætte scenen for afdansningsballet i sangen »Memories' fra albummet Death of a Ladies' Man (1978). Selv om temaet fra High Noon sivede ned til os via forældrenes radio, er jeg ikke vokset op med sangen fra 3:10 to Yuma. Det gjorde derimod generationen, der kom lige før min, dvs. de ældste i boomer-segmentet.
Sanger-sangskriveren Sandy Denny (1947-1978) var stemmen i Fairport Convention, da bandet i sin første zenit knæsatte genren britisk folkrock på tre forbløffende album – What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief – der udkom på et enkelt år, i 1969. Hun begyndte alene og sang flere steder, før hun via produceren Joe Boyd fik kontakt med Richard Thompson, Iain Matthews og de øvrige pionerer i Fairport, hvor hun erstattede Judy Dyble. I 1967 var hun kortvarigt tilknyttet budgetmærket Saga Records. Hun optræder på albummet Alex Campbell and Friends (1967) og danner par med Johnny Silvo på Sandy and Johnny fra samme år. På sidstnævnte indgår »3:10 to Yuma« uden proveniens eller nærmere forklaring.
I 1970 blev de to album flikket sammen til et enkelt med titlen It's Sandy Denny. Optagelserne indgår i forskellige versioner på de mange kompilationer med Denny. Uanset balladens dusinpræg løfter hun både temaet og teksten. Sandy Denny blev kun 31 år, men hendes betydning for britisk musik kan næppe overvurderes. Efter Fairport dannede hun Fotheringay, var tilbage i Fairport på Rising for the Moon (1975) og skar i mellemtiden fire albums i eget navn. Læs om hendes alt for korte liv i Mike Houghtons I've Always Kept a Unicorn: The Biography of Sandy Denny (2015), som Richard Thompson skrev forordet til. Og nyd hendes tidløse take på sangen fra 3:10 to Yuma.
3:10 til Yuma (3:10 to Yuma). Instr.: James Mangold. Manus: Halsted Welles, Michael Brandt, Derek Haas. Foto: Phedon Papamichael. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.01.2008
3:10 til Yuma (3:10 til Yuma). Instr.: Delmer Daves. Manus: Halsted Welles. Foto: Charles Lawton Jr. 92 min. USA 1957. Dansk premiere: 28.04.1958
Fotos: Columbia Pictures/ Sony Pictures/ The Criterion Collection// Lionsgate/ Tree Line Film/ Relativity Media/ Columbia Pictures/ Yuma// CineMaterial/ FilmAffinity/ SF Studios/ elmoreleonard.com/ YouTube (clips + trailers)
3: 10 Yuma (2007) streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 13.10.2018
3:10 to Yuma (1957) streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray (4K transfer) fra The Criterion Collection (spine #657) 08.01.2018
Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.04.2008