SOMMEREN 1966. Efter et bestemmende møde med den psykisk skrøbelige Giorgia (Jasmine Trinca) vælger to romerske brødre forskellige livsveje og bevæger sig ad hver sin bane gennem 40 års italiensk historie. I perioder løber deres spor parallelt, i andre ligger de langt fra hinanden. Det samme gælder for søstre, forældre, kærester og venner, men det er de to unge mænd, som bærer skæbnens stafet.
Den indesluttede Matteo (Alessio Boni) går systemets vej, melder sig som soldat og søger siden ansættelse i politiet. Han er hverken fascist eller fan af statsmagten, men tiltrækkes af princippet om absolutte regler. I sin fritid læser han Jean-Paul Sartre og Sherwood Andersons Winesburg, Ohio (1919, da. En by i Ohio). Hos sidstnævnte finder han lidelsesfæller blandt de amerikanske knudemennesker, der går rundt med knyttede hænder i lommen.
ALTRUISTEN Nicola (Luigi Lo Cascio) bliver en læge, der aldrig lukker sin dør, men arbejder utrætteligt for at forbedre patienternes vilkår. Han lever så åbent som muligt og prøver at være en positiv kraft, skønt lykken ikke altid er med ham. Han finder sit livs kærlighed, pianisten Giulia (Sonia Bergamasco), i Firenze, hvor både hun, han og Matteo tager del i nødhjælpsarbejdet og oprydningen efter den store oversvømmelse i november 1966.
NICOLA og Giulia er begge politisk aktive i årene 1968-74, men da hun med tid og frustreret bitterhed forsvinder ind i De Røde Brigader, står han alene med datteren Sara, som han giver al den enlige fars sørgmodige omsorg.
Brødrene Carati er to sider af det samme ansigt. Bag dem passerer den fælles historie, nu og da konkret og altomsluttende, i andre afsnit mere som et landskab, der ses gennem glasset, hvis man sidder i en bil eller et tog. Vinduet viser også tilskuerens egne træk, og dét er styrken i La meglio gioventú. Enhver kan spejle sig i den store fortælling.
To gange lykkes det Matteo at knytte sig til andre mennesker. Soldaterkammeraten Luigi (Paolo Bonanni) mister førligheden under gadekampe. Merilla (Maya Sansa) bliver mor til hans søn og tager det sidste, sandeste foto af knudemanden. Nicola spiller en vigtig rolle i mange liv, men når først sin egen kerne til slut, da filmen for et øjeblik bryder med sin realistiske præmis. Da det sker, er følelsen ekstra lyksalig.
MARCO Tullio Giordanas store filmkrønike blev skabt til italiensk tv som en miniserie i to gange fuld aftenlængde. Den var RAIs markering af årtusindeskiftet. La meglio giuventú findes også i en kort biografversion på tre timer, som fik premiere med den internationale titel The Best of Youth. Det var selvsagt den fulde udgave, der blev vist på Cannes Festivalen i 2003, som Carsten Brandt satte op i Posthus Teatret.
En italiensk familie er fiktiv historieskrivning på niveau med de store tv-favoritter: Matador (1978-1982) og Krøniken (2004-2007), Heimat(1984-2004), Upstairs, Downstairs (1971-1975; 2010-2012), Our Friends in the North (1996), Rich Man, Poor Man (1976-1977). Den minder i slående grad om Album (2008), Hella Joofs miniserie efter Benn Q. Holms generationsroman, som var blevet en nyklassiker, hvis DR havde troet på projektet.
DEN historiske bevægelse er markeret med stiplede linjer. Det store nyhedsstof dominerer: flodbølgen i Firenze, strejker og demonstrationer, skandaler i offentlig psykiatri, 1970ernes politiske terrorisme, processerne mod mafiavæsenet, 1990ernes korruptionsskandaler. Sange citeres strategisk, udvalgte film bliver hyldet. Det er den nye tid i 17 forklædninger. Der sættes sjældent navne på, og meget foregår off screen. Undtagelsen er sekvensen fra Firenze, som har en egen taktil og pristin helstøbthed.
Mellem brødrene fungerer den svigtede, men langsomt helbredte Giorgia som et sindbillede på Italiens drøm. Til sidst samles trådene på (film)øen Stromboli ved Sicilien og på marken i Toscana, hvor den yngste Carati-søster bygger et hus med sin mand. For fans af Italien er filmen et must. Den kommer rundt i alle byerne, fra Torino i nord til Palermo i syd. Der er rigelig grund til at græde og le.
MAN kunne mageligt skære en time af filmen, men den gør sin virkning over tid og slutter i Norge i 2003, hvor en ny generation ser naturen ved Nordkap som et endnu ikke tabt Paradis. Således sluttes fortællingens cirkel. Giordanas film er en tillidserklæring til livet, som det sker for én, modsat ideerne om hvordan det bør leves, som skrives ned i bøger og formuleres i politiske teorier.
Der skal uden tvivl tages tilløb, før man sætter sig til en film på seks timer. Denne er dog investeringen værd. Filmen kom til Danmark med otte års forsinkelse. Det gav den faktisk lidt ekstra kant. I 2003 var den stadig en rekonstruktion. Nu er den blevet ét med historien.
La meglio gioventú (The Best of Youth/ En italiensk familie). Instr.: Marco Tullio Giordana. Manus: Sandro Petraglia, Stefano Rulli. Foto: Roberto Forza. 360 min. Italien 2003. Dansk premiere: 04.03.2011.
Fotos: BiBi Film/ RAI Fiction/ Film Commission Torino-Piemonte/ RAI 1/ Posthus Teatret
Filmen streames ikke i DK – i Italien og Frankrig på Amazon Prime og Google Play; senest remastereret og udsendt på dvd i 2013.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2011.
FORANDRING I PRAKSIS Gudrun Ensslin før forvandlingen
Af BO GREEN JENSEN
HISTORIEN kaster lange skygger, og fortiden holder nutiden nede. Ingen kultur ved det bedre end den germanske, som i dén grad er hjemsøgt af indre dæmoner. Hvis nazitiden bliver stående som det store traume i tysk selvforståelse, er 1970ernes politiske storbyterrorisme det åbne sår, som ikke vil lade sig lukke. Borgerskabets egne børn greb til våben og angreb alt, hvad forældrene stod for.
Tyske filmkunstnere arbejder stadig med begge perioder, men i regelen behandles de hver for sig, som om 1970erne ikke havde nogen erindring om 1940erne. At de to skyldkomplekser kædes sammen, er det for alvor usædvanlige og værdifulde i Wer wenn nicht wir (da. Hvis ikke os, hvem så?), Andres Veiels film om terroristen Gudrun Ensslin (1940-1977). Her bliver forbindelsen til et tema.
SAMMEN med Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Jan Carl Raspe og Irmgard Möller var Ensslin blandt grundlæggerne af Rote Armee Fraktion, som satte Tyskland på den anden ende med terroraktioner, der kulminerede i efteråret 1977. Ensslin var 37 år, da hun tog sit liv i Stammheim-fængslet den 18. oktober 1977. Hun ses af mange som chefideologen i RAF og er ofte skildret som en gold, fanatisk person i romantiske fremstillinger, der caster Baader og Meinhof som helte og martyrer.
Veiel lader terroraktionerne finde sted i periferien. Filmen er i sit formsprog lige så åben og konventionel som Christopher Roths kulørte Baader (2002) og Uli Edels effektfulde storfilm Der Baader Meinhof Komplex (2008), som formåede at nuancere debatten, samtidig med at den solgte billetter. Veiel går dog i højere grad efter psykologien og den mentalitetshistoriske baggrund for sen-70ernes deutscher Herbst.
HVOR Baader Meinhof Komplekset valgte actionfilmen som genre, er Wer Wenn Nicht Wir struktureret som en ægteskabsskildring. Den deler sin opmærksomhed lige mellem Ensslin og hendes mand, forlæggeren og forfatteren Bernward Vesper (1938-1971). Parret spilles totalt troværdigt af Lena Lauzemis og August Diehl. Forlægget er Gerd Koenens gruppebillede i biografien Vesper, Ensslin, Baader – Urszenen des deutschen Terrorismus (2003).*
Bernward var søn af »Blut und Boden«-forfatteren Will Vesper (1882-1962), som havde støttet Hitler betingelsesløst. Efter 1945 blev han skrevet ud af litteraturhistorien, men håbede til det sidste at vende tilbage, som en landflygtig konge fra sit eksil.
Sønnen blev formet i faderens billede. Filmens første scener viser, hvordan Will Vesper afliver en kat, der har ædt fugleungerne i familiens have i Tübingen. Drengen er utrøstelig, men faderen læser et sentimentalt eventyr og forklarer tålmodigt sin søn, hvorfor katte ikke hører til hos menneskene. De ægyptiske tempeldyr er »i en vis forstand dyreverdenens jøder«.
Som litteraturstuderende forsøger den unge Bernward Vesper at inddrage faderens værker. Det er for at rehabilitere Vesper senior, at han i 1962 etablerer forlaget Studio Neue Literatur. Dette driver han sammen med kæresten Gudrun, som i samme periode lægger afstand til sin fars værdier. Vesper og Ensslin begynder at udgive radikal amerikansk litteratur for at dække underskuddet på Will Vesper-projektet.
SYNSVINKLEN skifter fra Bernward til Gudrun, da parret i 1967 har fået sønnen Felix. Bernward har været den, der knyttede kontakterne i det radikale miljø. Men hvor han har nok i at tale teori og være en ny tids bløde mand i det nære, begynder hun at kræve forandring i praksis. Hun prøver sig selv af i mange sammenhænge, mens en indre ubalance tager til. Da hun møder Andreas Baader (Alexander Fehling) i februar 1968, forlader hun Bernward og Felix uden at se sig tilbage.**
Filmens tredje akt fortæller den sædvanlige historie om det tyske efterår og den eskalerende ekstremisme, men fokus bliver på Bernward, da RAF-medlemmerne tages til fange. Han gik i stykker uden Ensslin, blev trængt ud af forlagsledelsen og begyndte at eksperimentere med den psykedeliske side af paradigmeskiftet i 1967-68. Han skrev romanen Die Reise om sin baggrund, men kunne ikke få den udgivet på Studio Neues Literatur.***
EFTER et sammenbrud i 1971 kom Vesper til hægterne på et statshospital. Han konstaterede, at han ikke kunne få tankerne til at hænge sammen, og tog sit liv. Da Die Reise udkom i 1977, samme år som Ensslin og de øvrige RAF-medlemmer begik selvmord i Stamheim-fængslet, blev bogen modtaget som et væsentligt værk, ikke mindst fordi den redegjorde for forholdet til forældregenerationen. Det er på samme måde, at Wer wenn nicht wir gør sit indtryk.
*) Gerd Koenens bog er en af utallige fremstillinger, der undersøger Gudrun Ensslins rolle i RAF-kredsen og fortolker på hendes forvandling. For Koenen er mødet med Andreas Baader – og bruddet med Vesper og normaliteten – i højere grad en bestemmende faktor end den politiske baggrund og tænkning. Der er adskillige biografier om Ensslin, bl.a. Ingeborg Gleichaufs Poesie und Gewalt. Das Leben der Gudrun Ennslin (Klett-Cotta, 2017) og Alex Aβmanns Gudrun Ensslin – Die Geschicte einer Radikalisering (Brill | Schöningh, 2018), men Koenens bog var den første, der behandlede Bernward Vesper som mere end en biperson. Michael Kapellens Doppelt Leben. Bernward Vesper und Gudrun Ensslin. Die Tübinger Jahre fulgte i 2005. Vespers ven, Henner Voss, skrev i 2005 Vor der Reise. Erinnerungen an Bernward Vesper. Filmen Die bleierne Zeit (da. De tyske søstre), som Margarethe von Trotta skrev og instruerede i 1975, beskriver forholdet mellem søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. Christiane blev systemkritisk journalist, men brød aldrig loven og blev i systemet. I filmen er navnene ændret til Juliane og Marianne. Journalisten spilles af Jutta Lampe, terroristen af Barbara Sukowa.
**) Felix Ensslin (f. 1967) voksede op hos en plejefamilie i Wiesbaden og studerede filosofi og dramaturgi i New York. Han blev magister i filosofi i 1996 og var fra 2002 til 2006 ansat på Deutsches Nationaltheater i Weimar, hvor han debuterede som dramatiker med forestillingen Durch einen Spiegel ein Dunkles Bild (»Et billede gennem et mørkt spejl«). Han har skrevet en række faglige værker om bl.a. Luther, Heidegger, Schiller og Anna Oppermann.
Felix Ensslin har kommenteret forældrenes brevveksling (i en efterskrift til Notstandsgesetze von deiner Hand. Briefe 1968/1969 von Gudrun Ensslin und Bernward Vesper, Suhrkamp, 2009) ) og været co-kurator på udstillingerne Zur Vorstellung des Terrors: Die RAF-Austellung (2005) og Zwischen zwei Toden (2007). Han har aldrig forkastet forældrenes værdier på samme måde som Ulrike Meinhofs (ene) datter, Bettina Röhl. Et interview fra 2004 har rubrikken: »Ich bin der Bruder meiner Eltern«–»Jeg er mine forældres bror.«
Han har ingen personlig erindring om disse forældre. Til Heidi Dachs fra Kristeligt Dagblad sagde han i 2005: »Jeg har ingen privilegeret viden om RAF og har heller ikke forsøgt at få det. Mine erfaringer ligger snarere på linje med alle andre fra min generation, som har interesseret sig for RAF's historie.«
Siden 2009 har Ennslin fungeret som professor i æstetik og formidling ved Kunstakademiet i Stuttgart. Han er stadig yderst aktiv i teatersammenhæng, f.eks med en moderne fortolkning af George Orwells Animal Farm (1944, da. Kammerat Napoleon), som AGORA - Theater im Menschenpark opførte i 2017.
***) Den schweziske instruktør Markus Imhoof (f. 1941) filmatiserede Die Reise i 1986 (efter manus af Martin Weibel). Filmen var i konkurrence i Venedig og fik norsk premiere (som Veien hjem), men blev aldrig distribueret i Danmark. Imhoof forholder sig frit til forlægget og fokuserer på far/søn-motivet. I sommeren 1972 husker Bertram (Markus Boysen) sin opvækst i den autoritære husholdning hos Vater Voss (Will Quadflieg). Han gør sig fri ved politisk forvandling. Samtidig drages hans kæreste – Gudrun Ensslin-karakteren hedder Dagmar og spilles af Corinna Kirchhoff – ind i terrorisme og radikalisering. Bertram går med et stykke af vejen, men vælger endelig at flygte med parrets fem-årige søn og undsige både fortid og samtid. Die Reise streames på filmskaberens website– den er sober og seværdig, men ligner slet ikke sit ophav. Vespers »romanessay« er en vilter collage af fragmenter, som vil reproducere et syretrip på et døgn. Det sker i en bevidsthedsstrøm af eksploderet erindring, som tager alle tekstlige midler i brug. »Du kaster systemerne i luften, og de flyver væk, avner af ideologi. Og materien bevæger sig for evigt, ånder, lever, skifter, kollapser og kvæstes, flygter fra sig selv. Og vi er en del af det, nu hvor morgenen begynder, dagen, min dag!« März-redaktøren Jörg Schröder bearbejdede manuskriptet efter forfatterens død. Flere kunst- og teaterprojekter tager afsæt i den psykedeliske side af Vespers roman, som i stigende grad har kultstatus.
Wer wenn nicht wir (Hvis ikke os, hvem så). Instr. & manus: Andres Veiel. Foto: Judith Kaufmann. 124 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 22.09.2011.
Fotos: ARD Degeto Film/ BKM/ DFFF/ Deutschfilm/ Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ FFA/ Hessische Filmförderung/ MFG Filmförderung/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Senator Film Produktion/ SWR/ WDR/ Zero One Film/ CineMaterial/ Kino.de/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ März-Area Verlag/ Suhrkamp/ dpa/ Markus Imhoof.com
Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Prime | Freevee, Apple TV, Maxdome; i UK på Apple TV og Chili Play
2K Blu-ray fra Universum Film (Tyskland) 14.10.2011
2K Blu-ray fra Atlantic Film (DK) 08.02.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.09.2011
Kenneth Branagh (f. 1960) var dreng i 60ernes Ulster og voksede op i en familie, som ligner den, der bliver skildret i Belfast. Filmen fortæller – i ekspansiv form og med lyriske digressioner – historien om et godt sted, der går i stykker. Drengen Buddy (Jude Hill) på ni er i fokus. Filmen er autofiktiv og erindringsforankret. Den er ikke 1:1-selvbiografisk.
Verden er skildret i farver, da filmen begynder med droneoptagelser af det moderne Belfast. Fortællingen skifter til sort-hvid, mens blikket rejser tilbage i tiden og dykker ned. Et sæt anførselstegn er markeret. Branagh bruger siden farver, hvor fantasien overdøver virkeligheden.
DET sker især, når Buddy er i biografen med sin familie. Branagh citerer med stor effekt fra One Million Years B.C. (1966, da. Kæmpeøglernes kamp), hvor Raquel Welch bærer urtidsbikini. Han lader hele salen føle suset, da Dick Van Dyke får bilen med farvede finner op at flyve i Chitty Chitty Bang Bang (1968).
Familien nægter at vælge side. Billy Clanton (Colin Morgan) fra Ulster Voluntary Force har gået i skole med Buddys far (Jamie Dornan) og var allerede dengang en blodtørstig knægt. Han er terrorkampagnens primære drivkraft og vil have Pa til at deltage i udrensningen af kvarterets katolikker.
Drengen ser sagen i lyset af mytologiske westerns: John Fords The Man Who Shot Liberty Valence (1962, da. Manden der skød Liberty Valance) og Fred Zinnemanns High Noon (1951, da. Sheriffen). Det er signatursangen fra sidstnævnte, »Do Not Forsake Me (Oh My Darlin’)«, som spiller, da det trækker op til et endeligt showdown mellem Billy og Pa.
SÅ meget i Belfast er gjort med henvisninger til tidens popkultur. Nostalgien er lige så stærk for et dansk publikum. Lydsporet er tæppebelagt med sange af Van Morrison, der kommer fra Belfast ligesom Branagh.
Morrison har skrevet en ny sang (»Down to Joy«) til filmen, men det er især to numre fra Into the Music (1979) – »Bright Side of the Road« og »The Healing Has Begun« – der sætter den samlede stemning. Hele gaden danser til »Caledonia Swing«, da et høstbal bliver improviseret i solen.
Flere rare klenodier er fremme i scenen, som skildrer drengens glæde ved julen: legetøjsbiler fra Matchbox; en vidunderlig viewmaster med stereobilleder i 3D; de ikoniske dukkefigurer fra Thunderbirds; bordfodbold, som var en nyhed; en førsteudgave af Hallowe’en Party (1969, da. Det forkerte vidne), som var dét års stocking filler fra Agatha Christie.
ALLE citater virker i samklang. De er som smagen og duften af kage hos Proust. Titelsekvensen fra Star Trek og transmissionen af Apollo 11's månelanding kommer ud af den samme magiske kasse, hvor lokalnyhederne viser britiske soldater, der opleves som besættelsestropper.
DER ER MAGELØS hverdag og praktisk magi. Filmen bliver stort set i barndommens gade. Buddys far arbejder i England og optræder kun, når historien har plads. Det er Buddys mor, som kaster et voksent blik på stedet. Hun spilles med nærvær og dybde af Caitríona Balfe (fra Outlander-serien).
Som de gode og garvede bedsteforældre er Judi Dench og Ciarán Hindseminente. Buddys far vil acceptere nederlaget og emigrere til Australien eller Canada. Han synes jo, at klasseløsheden lokker. Buddys Mor græder for alt, som er irsk, og sørger over den knuste hjemstavn. Buddy vokser op og bliver til Branagh, der vil skrive elegien.
BELFAST er Oscar-nomineret i syv kategorier. Det er ikke en subtil film, men den er heller ikke glat og ferm som mange af instruktørens øvrige arbejder. Belfast bærer dedikationen: »For the ones who stayed. For the ones who left. And for all the ones who were lost.«
»Lost« betyder både at fare vild og gå tabt. Ciáran Hinds synger »How to Handle a Woman« (fra musicalen Camelot) og danser en sjæler med Judi Dench. Så tager han på hospitalet og dør, mens optøjerne eskalerer. Begravelsesceremonien er en enkel og værdig kontrast.
»The Healing Has Begun« spiller, mens teksterne ruller. Det keltiske hjerte brænder i brystet. Belfast er en meget bevægende film.
Belfast var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Picture (Branagh, Laura Berwick, Becca Kovacik, Tamar Thomas); Best Director (Branagh); Best Supporting Actor (Ciarán Hinds); Best Supporting Actress (Judi Dench); Best Original Screenplay (Branagh); Best Sound (Denise Yarde, Simon Chase, James Mather, Niv Adiri); Best Original Song (Van Morrison for »Down to Joy«). Branagh modtog prisen for bedste originalmanuskript.
DE 20. olympiske sommerlege blev afviklet i München i Tyskland, som dengang hed Vesttyskland, fra den 26. august til den 11. september 1972. De blev længe kaldt »de muntre lege«, kan man se i den udgave af årbogen Set & Sket, som jeg konsulterer for at genskabe fornemmelsen af tiden.*
Selv var jeg 16 år gammel og husker udmærket tv-billederne af de hætteklædte partisaner fra terrorgruppen Sorte September, som definitivt dræbte den ædle idrætsstemning.
Man havde frygtet det værste, for tiden var generelt turbulent. De dramatiske gestus ved olympiaden i Mexico 1968, hvor amerikanske atleter gik på sejrsskamlen og hilste med De Sorte Panteres knyttede næve, blev af flertallet opfattet som utidig sammenblanding af sport og politik, et forstyrrende afbrud i underholdningen, hvilket de selvsagt også var tænkt som. Så hvordan skulle det gå i Tyskland, hvor tidens intellektuelle byguerilla havde hensat nationen i kronisk nervøsitet med bilbomber, bankrøverier og gidseltagninger?
I ÅRBOGEN interesserer man sig lige så meget for, at Sovjetunionen fik flest guldmedaljer – 50 mod USAs 33 og Østtysklands imponerende 20 – og at den store sportsbegivenhed fik hvert tiende danske hjem til at anskaffe farve-tv. Allerede samtiden ved dog, at man fremover vil huske olympiaden i München for én ting alene: den dramatiske gidseltagning som kostede 15 mennesker livet.
Natten til den 5. september trængte otte terrorister ind i den olympiske by, fandt israelernes lejr, dræbte to atleter og tog yderligere ni som gidsler. Det følgende døgn forhandlede politiet med de palæstinensiske terrorister, som krævede 234 politiske fanger løsladt i Israel og Tyskland. En aftale blev indgået, skønt Israel nægtede at forhandle, og gidseltagerne fik stillet flere helikoptere til rådighed. Men på flyvepladsen slog nerverne klik. En skarpskytte åbnede ild, og alle fyrede løs på hinanden. Samtlige gidsler, fire terrorister og en politibetjent døde under skudvekslingen.
MEGET kunne være gået anderledes, hvis man havde aflyst resten af Legene. Imidlertid blev stævnet gennemført efter planen. Det vakte megen forståelig harme i Israel. For landets ministerpræsident, Golda Meir, var sagen klar: Der var atter døde jøder i Tyskland, og resten af verden var ligeglad. Hun gav derfor efterretningstjenesten Mossad grønt lys til at iværksætte en omfattende gengældelsesaktion. En gruppe uafhængige agenter, der ikke umiddelbart kunne forbindes med staten, skulle likvidere 11 arabiske nøglepersoner. Samtidig måtte ingen for alvor være i tvivl om, at Israel stod bag de retfærdige drab.
Gruppens våben skulle være de samme, som PLO, RAF, ETA, ANC, IRA og mange andre bogstavskombinationer benyttede. Terroren lå dybt i tiden. I juni havde det vesttyske politi omsider arresteret Andreas Baader og Ulrike Meinfhof fra Rote Armee Fraktion. Politisk terrorisme udgjorde en international undergrund, og den tyske byguerilla havde hjulpet Sorte September med at tilrettelægge aktionen i München. Derfor var også Baader og Meinhof på listen med navne, som Sorte September krævede løsladt. Affæren var en overvældende mediebegivenhed. Sporten havde endegyldigt mistet sin uskyld.
I DE følgende to år dræbte den israelske kommandogruppe ni af navnene på listen, som Mossad havde givet lederen Avner. Avner hed noget andet, men benyttede dette alias, også da han senere henvendte sig til den canadiske forfatter og filmmand George Jonas, som på baggrund af Avners beretning skrev bogen Vengeance: The True Story of an Israeli Counter-Terrorist Team (1984).
På film er historien fortalt flere gange. I 1976 dannede gidseltagningen baggrund for William A. Grahams tv-film 21 Hours at Munich, og i 1986 skildrede Michael Anderson efterspillet i en canadisk tv-film, Sword of Gideon, der var baseret på Jonas’ dokumentarroman. Siden er forløbet koncentreret i Kevin Macdonalds dokumentarfilm One Day in September (1999), hvor udvalgte vidner kommer til orde. Alligevel giver det mening, at Steven Spielberg repeterer affæren i filmen, som blot hedder München. I 2005 har også USA en regering, der tror på at hævne sig øje for øje og bekæmpe ondskab med ondskabens midler.
SIDEN The Color Purple (1985) har Spielberg instrueret en række selvbevidst dybe og store problemfilm, der i hans egen opfattelse formentlig kompenserer for værklistens mange popcornsprodukter. Det er film som Schindler’s List (1993) og Saving Private Ryan (1998).
I en af de mindre vellykkede – Amistad fra 1997 – er der en frygtelig selvbevidst scene, hvor de revolterende slavers tilfangetagne leder og den beskikkede sagfører, som er filmens ædle hvide humanist, pludselig og uden forklaring kan kommunikere, skønt de ikke forstår hinandens sprog. I fængselsgården fører de en rørstrømsk samtale om frihed, lighed og broderskab mellem racerne.
I München er der en scene som ligner, men som omvendt lykkes forbavsende godt. Midtvejs i det store hævnprojekt bliver Avners gruppe henvist til en »sikker« lejlighed i Athen. Her kan de have base og planlægge aktionen i fred og ro. Imidlertid har Louis, den franske forbindelse, som lever højt på at levere til flere indbyrdes stridende grupper, overbooket lejligheden. Pludselig står en gruppe arabiske terrorister i stuen og skal ligesom Avners gruppe indrette sig. Man finder ud af at sameksistere. Palæstinenserne siger, at de kommer fra ETA, mens israelerne foregiver at være tyske. Stemningen bliver næsten broderlig.
PÅ trappen fører Avner og hans arabiske modpart en samtale, som ligner nøglescenen i Amistad. Det er egentlig mere teater end film, og man fornemmer her, som mange andre steder i dialogen, at replikkerne er skrevet af to dramatikere, Eric Roth og den stærkt systemkritiske Tony Kushner, som efter AIDS-oratoriet Angels in America har angrebet USAs politik i flere ætsende tekster.
Avner siger, at hvis araberne bliver ved med at dræbe uskyldige jøder, vil resten af verden betragte dem som dyr. »Det er sandt,« siger palæstinenseren, »men samtidig vil verden spørge, hvem der har gjort os til dyr. Og på et tidspunkt vil man begynde at interesse for forholdene i vores bure.«
Avner kan ikke umiddelbart formulere et fyndigt og dækkende svar. Han har på dette tidspunkt fået anfægtelser med hensyn til værdien af den retfærdige hævn, som gruppen udfører på statens vegne og som alt andet lige er den illusion, filmen sætter sit største spørgsmålstegn ved. For hævnen trækker de gode terrorister ned på fjendens niveau, og princippet om gengældelse får voldens hjul til at dreje stærkere.
Endvidere føler Avner i stigende grad, at Mossad bruger gruppen til generelt at rense ud i fjendens lejr. Hvor mange navne på dødslisten kan reelt forbindes med München? Måske ikke dem alle, siger mellemlederen Ephraim, som er Avners kontaktmand. Men så har de dødsdømte haft en finger med i spillet ved andre af Sorte Septembers aktioner.
AVNER vil have sin arabiske tvilling til at indse det futile ved Palæstina-projektet. Israel er kommet for at blive. Palæstinenserne vil aldrig få deres hjemland tilbage, og hvad kan under alle omstændigheder være så vidunderligt ved en gold stribe ørken med sand og kameler?
Partisanen holder da en bevæget og bevægende tale om, hvad begreberne »hjem« og »hjemme« vil sige. Det er denne længsel, som de vestlige medløbere ikke begriber. Derfor lytter vi høfligt, arabere, baskere, kurdere og afrikanerne, når I fremlægger jeres ideologiske floskler, men vi hører ikke efter, for alle de ting betyder intet for os. Det er vort hjem, vi kæmper for, et sted som kun ligger det ene sted.
NÅR Avner begynder at tvivle og har brug for at genoplade sin vrede, plages han af livagtige mareridt om massakren i München. På den måde kan filmen belejligt dosere sin eksponering af baggrunden. Gidseltagningen skildres i en blændende realiseret prolog, der med enkle midler – som autentiske tv-rapporter fra journalisterne Peter Jennings og Howard Cosell – sætter tiden tilbage og lægger tonen fast. Det blodige kaos på flyvepladsen i Fürstenfeldbruck er derimod monteret som indstik, der kommer til Avner i drømme om døden. En terrorist kaster en håndgranat ind i den ene helikopter, som eksploder med fem gidsler ombord. De øvrige dør, da en palæstinenser tømmer sit våben ind i den anden helikopter.
AVNER vågner badet i sved og savner allermest sin familie, hustruen og parrets nyfødte datter, som han kun har set en enkelt gang. Filmen har en smuk metafor for denne længsel, som Avner sjældent drøfter med sine fæller i gruppen, fordi emnet er smertefuldt og fordi man ikke vil vide mere end nødvendigt om hinanden.
Når Avner mødes med Louis, sker det som regel ved et butiksvindue i Paris. Forretningen sælger eksklusivt køkkenudstyr, og man begriber, uden at det bøjes i neon, hvordan Avner ser sig selv og sine kære i det kostbare køkkens umulige fred. Avner er også på én gang charmeret af og misundelig på den næsten groteske familieidyl hos bagmanden Papa, der har indrettet sig ude på landet i Frankrig. Det er i disse stille scener, at den tilpas anonyme Eric Bana fungerer allerbedst som Avner.
SAMMEN med Avners gruppe føres tilskueren dybt ind i terrorgruppernes spejlkrig, hvor alle arbejder med dobbelte dagsordener og med tiden bliver så vant til at lyve, at man endelig mister ideen om sandhed.
I denne verden er loyalitet en valuta. Papa og Louis nægter af princip at samarbejde med regeringstilknyttede agenter. Papa var fransk modstandsmand under krigen og føler sig svigtet af en fred, som blot bragte Stalin og USA i stedet for nazisterne og Vichy. Derfor kan han uden skrupler levere våben og oplysninger til både israelerne, Sorte September og Baader-Mainhof. Det vigtigste er, at de undergraver herskende systemer og modarbejder den styrende stat. Som samtidig er guldkalven, der leverer den nødvendige smørelse.
Papa har en stor familie, men vælger at se en slags stedsøn i Avner. Han er svær at blive klog på, og filmen gør ham muligvis mere mystisk og alfaderlig, end jokerfiguren fortjener, men det samme gjorde virkelighedens Avner i de samtaler, som George Jonas’ bog bygger på. Michael Lonsdale er fornemt castet som Papa.
SPIELBERGS film deler sol og vind lige. Det ligger dybt i selve præmissen, at den ikke vil promovere hævnen som forløser. Den vil heller ikke bygge et uforsonligt fjendebillede, men snarere nuancere modstandernes træk, så vi kan se, at de er mennesker, i det mindste på soldaternes niveau.
I USA er filmen blevet kritiseret for at vaske sine hænder med olympisk selvretfærdighed. Det er præcis den egenskab, som vil gøre, at man tager den alvorligt i Europa. München er på Avners side og fremstiller Israels værdier sympatisk, men den er ikke rendyrket pro-israelsk, og den underkender ikke palæstinensernes sag.
Stereotypier er forbeholdt fremstillingen af skikkelser som den flygtige leder af Sorte September, manden der satte München i værk og som det aldrig lykkes Avners gruppe at eliminere, skønt den ved flere lejligheder har ham i sigtet.
MINDST af alt er München pro-amerikansk. Det amerikanske efterretningsvæsen fører i filmen, som i 70ernes virkelighed, en tilbagelænet del-og-hersk politik, hvor man hellere end gerne spiller terrorgrupper ud mod hinanden, støtter tvivlsomme sager i flæng og sponsorerer fanatisk nationalisme, hvis det på sigt giver point i bordtenniskampen mod den store ideologiske modstander, Sovjetunionen, der på sin side arbejder lige så betændt.
Da Avners gruppe har omringet arkitekten bag Sorte September på en gade i London, bliver drabet forpurret af brovtende udsmidertyper fra CIA. Agenturet har indgået en samarbejdsaftale med palæstinenserne. De afstår fra at angribe amerikanske mål, hvis CIA holder hånden over Sorte September. Det er filmens uudsagte tese, at vejen til 11. september og krigen i Irak begyndte i München i 1972.
MAN genkender det kyniske verdensbillede fra John le Carrés spionromaner, som med tiden blev mere kompromisløse og åbenlyst Amerika-fjendske. Overhovedet er broderparten af München, selve filmens spændingsbærende del, i slægt med atmosfæren i de bedste af le Carrés romaner. Uigennemskueligheden er en væsentlig del af pointen, mens Avner arbejder sig ned gennem listen. Nervøse mænd fører lavmælte samtaler i mørkt belyste rum. Man taler i koder og gåder, som gjaldt det diskrete spioners jargon. Noget højere mål kommer aldrig i sigte. Snarere kompromitteres sagen konstant.
Holdt man af desillusionen og stoicismen, offerviljen og den patetiske humanisme hos de martrede agenter i romaner som The Honorable Schoolboy, Smiley’s People og Tinker, Tailor, Soldier, Spy, vil man nyde grundtonen i München. Tror man omvendt, at der venter en heftig actionfilm om terroraktionen i München, går man ind til en relativ skuffelse. Spielbergs film handler egentlig ikke om München, men om det spil som blev sat i gang efter München. Instruktøren ville i øvrigt bruge en skakterm og kalde filmen King’s Cross, men filmens producere foretrak Munich.
DER er disse politiske spørgsmål på spil. Imidlertid vil filmen også en række andre ting. Især ligner den ofte en forelsket rekonstruktion af 1970ernes verden, som genskabes meget overbevisende af Janusz Kaminskis brede billeder og Rick Carters lækre produktionsdesign.
Avners gruppe opererer i London, Paris, Athen, Rom og Beirut, og hvert sted virker farven og tonen autentisk, skønt de fleste scener er optaget i Budapest og Valletta på Malta. Michael Kahn har klippet filmen så smukt, at den føles som en rolig rejse, der aldrig bliver triviel eller udmattende, skønt spilletiden er tæt på tre timer. Selv huskomponisten John Williams leverer et score, som næsten lever op til hans status.
Undervejs er der plads til at bygge små sætstykker, lade hver aktion få sit særlige snit og udbygge forholdet mellem gruppens fem medlemmer. De kommer alle vegne fra, ganske som Israels familier. Foruden Avner (Eric Bana er amerikaner) gælder det sydafrikaneren Steve (britiske Daniel Craig), våbenmageren Robert (franske Matthieu Kassovitz), som egentlig ved mere om at konstruere legetøj, den fåmælt offervillige Hans (tyske Hanns Zischler) og fuldmægtigtypen Carl (nordireren Ciáran Hinds). Golda Meir bliver spillet af Lynn Cohen. Australske Geoffrey Rush får atter en mindeværdig karakter ud af Mossad-funktionæren Ephraim, der skiftevis roser og truer, elsker og hader sin protegé.
DER er aldrig blevet sat navn på den virkelige Avner. Denne henvendte sig til George Jonas, da han følte sig truet af Mossad. Avner ville ud af tjenesten og skabe et nyt liv med sin familie. Ephraim ville ikke lade ham være – det vil han heller ikke i filmen, som foregriber den faktiske udvikling – og Avner brugte derfor fortællingen om München som en livsforsikring. Jonas lovede ham anonymitet og har til dato holdt sit løfte. Intrigens kerne er verificeret af flere uafhængige kilder. Filmen strammer forløbet og tilfører kausalitetskæden en menneskelig faktor af højt melodrama, men i store træk er den autentisk baseret.
DET er en af Steven Spielbergs mest gennemførte produktioner, og den fungerer på alle niveauer, fra en nervepirrende Hitchcock-pastiche, der i ånden fra Sabotage lader en uskyldig diplomatdatter være tæt på at blive det næste offer, til det retfærdige drab på en prostitueret hollandsk lokkedue, der likvideres helt uden anfægtelser, men forvandles til en nøgen sønderskudt ting, som bagefter hjemsøger mændene.
Instruktøren er vel allerbedst, når han kombinerer teknisk ækvilibrisme med sin særlige flair for fantastiske genrer, men her har han skabt en meningsfuld thriller, der følger hver af kunstens regler og tilfredsstiller alle genrens behov. Verden blev en anden efter München 1972. I Spielbergs film ser vi hvorfor og hvordan.
*) Den amerikanske svømmer Mark Spitz og den russiske gymnast Olga Korbut var Legenes store sensationer. Forbavsende få (danske) medier interesserede sig for den historiske kontrast og forbindelse til Olympiaden i Berlin i 1936, hvor den nazistiske statsmagt forvandlede sportsstævnet til et effektivt propagandastunt. Det var netop for at lægge afstand til fortiden, at myndighederne tog så demonstrativt let på sikkerheden i 1972. Man ville undgå uniformer i det officielle billede af »die heiteren Spiele«.