Ken Loach: My Name is Joe (1998)

EN MAND VED NAVN JOE

Som mennesker i virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

HAN hedder kort og godt Joe Kavanagh. Han er 38 år gammel og har gennem bitter og smertelig erfaring erkendt, at han er og bliver et menneske, som ikke tåler spiritus.

   Vi træffer ham første gang ved et af de A.A.-møder, som udgør fundamentet i hans skrøbelige, men dag for dag mere solide liv. Han bor alene i en næsten tom lejlighed, hæver sin understøttelse og udfører sort arbejde sammen med A.A.-kammeraten Shanks.

   Joe Kavanagh har, som han selv siger det, kun Joe Kavanagh i hele verden. Det er dog tydeligt for enhver, at han er i bedring. Efter ti giftfri måneder er Joe så småt ved at høste belønningen.

   Det er svært at sidde stille, når man stadig har tørsten i blodet og savnet i kroppen. Joe afreagerer ved at koncentrere al sin energi om arbejdet som fodboldtræner for et hold socialt belastede krykhusarer, »The Dream Team«, der til dato kun har vundet én kamp. De spiller altid i de trøjer, som Tysklands landshold bar i storhedstiden. Efter en ydmygende oplevelse opgraderer de sig selv til at bære Brasiliens farver, og dommeren kalder det helligbrøde. Man vil forstå, at vi stadig befinder os i den tidlige, humoristisk tonede del af Joes historie.

SIDEN sænker mørket sig støt, men det sker, fordi Joe får nogen at elske og dermed har noget at miste. Undervejs til en fodboldkamp løber han flere gange på socialarbejderen Sarah, der fungerer som sundhedsplejerske i den barske del af Glasgow, som udgør filmens hele horisont. Sarah kontrollerer, om drengen Scott lider overlast hos narkomanerne Liam og Sabine, der i princippet er blevet stoffri. Liam spiller på Joes drømmehold, og således opdager Joe og Sarah – der spilles med absolut indlevelse af Peter Mullan og Louise Goodall – at de både har fælles interesser og føler spontan sympati for hinanden.

INDTIL videre tegner alt altså lyst. Vil det sige, at Ken Loach denne gang har lavet en let og opbyggelig film, hvor godheden løber med sejren, og dyden bærer sin egen belønning? Naturligvis ikke. Tværtimod lægger My Name is Joe sig i sporet fra Ladybird, Ladybird (1994) og Carla's Song (1996), der før og efter Land and Freedom (1995) markerede en tilbagevenden til den sagligt uforsonlige stil, som prægede Loach før de rundere, skønt bestemt ikke tandløse familieportrætter i Riff-Raff (1991) og Raining Stones (1993).

   Der er ingen let eventyrslutning for Joe og Sarah. Det gælder i stort som i småt. At Joe går til angreb på en af arbejdsformidlingens snushaner – han overmaler den skræmte mands bil – bringer blot parterne nærmere sammen, men netop som forholdet blomstrer, indvilliger Joe i at betale den trængte Liams narkogæld ved at køre ærinder for gangsterbossen McGowan.

   Det kan Sarah slet ikke forholde sig til. Joe og McGowan var i øvrigt Glasgow-drenge sammen. Der er rigtig mange lag i disse karakterer, næsten lige så mange som i mennesker i virkeligheden, og i et frysende nøgternt flashback får vi at se, hvorfor Joe holdt op med at drikke.

ER du mest til eskapisme, film som kun vil underholde og stryge publikum med hårene så behændigt, at det ikke er nødvendigt at tænke eller føle noget særligt selv, bør du undgå dette partsindlæg i den stående diskussion om menneskets vilkår. Men vil du genkende, udfordres, rystes og begejstres, kan My Name is Joe næppe anbefales varmt nok. Den er så at sige indbegrebet af alt, hvad vi forbinder med størrelsen god realisme. Den åbne slutning bevæger hinsides gængse begreber, og som altid efter en film af Ken Loach forlader man biografen med en følelse af at have holdt selve livet i hænderne.

Se også Ken Loach: Sorry We Missed You (2019); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: It's a Free World... /En fri verden (2007); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002).

My Name is Joe. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Barry Ackroyd. 105 min. UK-Frankrig-Spanien-Tyskland-Italien 1998. Dansk premiere: 25.12.98

Fotos: Channel Four Films/ Parallax Pictures/ Scottish Arts Council Lottery Fund/ The Glasgow Film Fund/ ARTE/ Alta Films/ ARD Degoto Film/ Diaphana Films/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ La Sept Cinéma/ Road Movies Vierte Produktionen/ Tornasol Films/ WDR/ 

Filmen streames ikke p.t. – findes i talrige dvd-udgaver

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.12.1998