Translate

fredag den 15. juli 2022

Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007)


ERINDRINGENS POLITIK
En samtale med filmskaberen Cristian Mungiu

Af BO GREEN JENSEN

NOVEMBER 2007: DET er gode tider for Rumænien, der efter adskillige magre årtier er ved at fremstå som Balkans førende filmnation. Cristian Mungius Cannes-vinder, 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007), er blot den foreløbige kulmination på en veritabel »rumænsk bølge«, som har præget filmverdenen de seneste år. Det er ikke, fordi der er så mange af de rumænske film, men de fejer uvægerligt konkurrencen af banen, når de vises på festivaler.
   Det begyndte i Cannes i 2005, hvor Cristi Puiu fik et notorisk forvænt og blasert publikum til at følge åndeløst med i en tre timer lang skildring af, hvordan den sære, gnavne hr. Lazarescu bliver kørt fra hospital til hospital i Bukarest. Ingen vil tage ham, og den gamle mand hjælper ikke på sagen med sin sure lugt og sit vanskelige væsen. En sygeplejerske gør, hvad hun kan. Da der endelig er et sted, som vil tilse hr. Lazarescu, er det naturligvis for sent. Det lyder næppe af meget, men man glemmer aldrig for alvor den film.



HR. Lazarecus sidste rejse vakte opsigt. I 2006 fulgte Corneliu Porumbouis 12:08 Øst for Bukarest og Catalin Mitulescus Hvordan jeg fejrede verdens undergang. Begge tager afsæt i Ceausescu-styrets fald, men benytter erindringens politik vidt forskelligt. Porumbuius film følger et parodisk kikset tv-program, som afvikles på årsdagen for sammenbruddet den 22. december 1989. I Mitulescus film er fortælleren en dreng, der tager afsked med sin storesøster, som flygter i juledagene.
   Den rumænske bølge fortsatte på Cannes Festivalen 2007. Cristian Nemescu præsenterede California Dreamin’, en stor produktion efter rumænsk standard, som i den italienske stil skildrer kulturmødet mellem en rumænsk landsby og en amerikansk Nato-deling, der strander på grund af stationsforstanderens vrangvilje. Først og sidst var der dog guldpalmevinderen 4 måneder, 3 uger & 2 dage, som henrev og glædede alle, der så den.



UHYRE enkelt fortælles om Otilia (Anamaria Marinca), som hjælper Gabita (Laura Vasiliu) med at arrangere og få foretaget en abort, da veninden er blevet gravid på et ubelejligt tidspunkt i sit studieforløb. Tid og sted er sen-80ernes Bukarest, og enhver form for svangerskabsafbrydelse straffes. Otilia skaffer et værelse på partihotellet, og veninderne prøver at være professionelle, da englemageren Domnu Bebe (Vlad Ivanov) ankommer med sine remedier, sine store hænder og sin tunge, dominerende facon.
   Efter megen forhandling frem og tilbage har begge piger sex med hr. Bebe, som holder af at fornedre og moralisere. Otilia må samtidig pleje sit forhold til kæresten Adi (Alexandru Potocean) og dennes forældre, som ser ned på studinen med venlig foragt.
   Endelig skal et foster skaffes af vejen. Som det ligger på gulvet i badeværelset, er det et syn, man næppe har ord for. Atter må Otilia gøre det nødvendige. Barnet kastes i en nedstyrtningsskakt. Det sker i en fortættet sekvens, hvor kameraet følger Otilia fra ryggen og siden med en intensitet, der røber filmens gæld til brødrene Dardenne.*



ELLERS er Mungiu sin egen. Om filmens æstetiske strategi siger han: »Før arbejdet diskuterede fotografen Oleg Mutu og jeg, hvilken stil som bedst kunne forløse historien. Vi besluttede at optage filmen så sobert som muligt og udelade alt, der kunne ses som konstrueret eller konventionelt. Vi brugte hverken stativ eller steadycam. Vi brugte ikke dolly og kran. Vi besluttede at skyde én indstilling for hver scene og at lade skuespillerne bevæge sig frit. Mange replikker falder off screen eller siges, mens spillerne vender sig væk. Vi gjorde det til en strategi at følge karaktererne bagfra. Lidt efter lidt gav vi afkald på alt, der kunne opfattes som iscenesat eller »kønt«, inklusive den smukke sne som begynder at falde i sidste scene. Vi forsøgte at fokusere på følelse og sandhed.«
   De rumænske instruktører fortæller vigtige universelle historier. De gør det på prunkløs vis, uden æstetiske krummelurer og med overvældende menneskelighed. Munguis film er klart fortalt og har noget på hjerte, men den er ingen hyldest til venskabet. Den overfladiske Gabita har allerede lagt oplevelsen bag sig, da hun venter i hotellets restaurant. Det er Otilia, som sidder tilbage med kvalmen.



CRISTIAN Mungiu er en venlig mand, som virker yngre end sine 39 år. Han taler engelsk med nervøs syntaks, og man kan mærke, at han har tilbragt de sidste seks måneder med at promovere sin film. Han taler dog tålmodigt med den ene efter den anden journalist, som kommer hen til hans bord i Grand Teatrets Café. Vi vil sikkert alle høre det samme, og det sørger Mungiu så for, at vi kommer til.
   – Første gang, jeg så din film, var i Cannes, hvor den gjorde meget stærkt indtryk på alle, der så den. Var det overraskelse, at den fik hovedprisen, la Palme d’Or?
   »Tingene skete lidt efter lidt. Det var i oktober sidste år, at vi besluttede at lave filmen og prøve at få den klar til Cannes i maj. Vi havde ikke regnet med, at der ville ske så meget. Vi var optaget af at finde midler til at få filmen lavet, og da vi kunne se, at det var muligt, blev målet at få den vist i Cannes. Det store øjeblik kom, da vi fik at vide, at filmen var udtaget til hovedkonkurrencen. Alt det som fulgte var slet ikke planlagt. Vi fik at vide, at vi sikkert ville være midtpunkt for opmærksomheden i to-tre dage, hvor agenter, publicister og akkvisitører ville løbe os over ende. Siden ville det aftage. Men det skete jo ikke.«
   – Den blev vist tidligt i festivalen…
   »Jeg tror, at det var den allerførste konkurrencefilm, som blev vist. Der var al denne buzz og opmærksomhed fra pressen, og det hjalp virkelig filmen. I begyndelsen kunne vi gå hen ad Croisetten, uden at nogen vidste, hvem vi var. Så begyndte vi at blive genkendt. Der var sådan en stærk reaktion, og efterhånden tænkte vi, at filmen kunne få Guldpalmen. Hvorfor ikke? Vi begyndte uden nogen form for forventning. Til sidst var vi blevet skuffede, hvis vi ikke havde fået i hvert fald én af priserne.«



– I Cannes fortalte du, at filmen er del af en cyklus eller serie, som hedder »Fortællinger fra Guldalderen« –
   »Ja. Det er en indviklet serie. Den begyndte som en række korte film, på cirka 30 minutter, der blev samlet i en serie. Tonen var grotesk humoristisk. Jeg skrev manuskriptet, og jeg begyndte at få en bestemt reaktion fra yngre mennesker. Nogle af de unge, som læste manuskriptet, sagde: Det må have været sjovt at leve dengang. Så tænkte jeg: Nej, nej, det hér er helt forkert. Historierne var morsomme, fordi jeg brugte erindringen om Ceausescu-tiden på en særlig måde, men tiden var jo ikke spor morsom.
   Jeg føler en forpligtelse til at tale om perioden, og jeg synes det er godt at afveje synspunkterne. Så besluttede jeg at lave denne film, og det eneste jeg var sikker på, var sådan set, at den skulle være meget anderledes i tonen. Jeg ledte efter en realistisk historie, som kunne vise den mørke, strenge side af perioden. Når alle filmene er færdige, vil man have et mere nuanceret billede af perioden.
   Endelig begyndte serien med denne film, som jeg instruerede, og den fortsætter med i hvert fald yderligere to film, som jeg har skrevet, men som jeg ikke vil instruere. Efter succesen med 4 måneder, 3 uger & 2 dage, besluttede jeg at træde et skridt tilbage. De næste film bliver omnibusfilm, hvor hver episode er instrueret af en ung rumænsk instruktør.«
   – Bliver det film i den samme ubønhørlige stil?
   »Ikke nødvendigvis. Når man lader andre komme til og gøre det på deres måde, bliver tingene sikkert mere forskellige. Tonen i historierne er en anden. Egentlig kommer projektet af forskellige vandrehistorier, »urban legends«, som alle kendte til dengang. Det var min måde at samle tingene på. Jeg ville vise, hvad det vil sige at leve til hverdag under et stort diktatur, som tager sig selv meget alvorligt. Det er små historier om rigtige mennesker, men det er også film om systemet og om hvordan det var at leve dengang. Det er meningen, at man skal se dem sammen.«**



– Jeg tror, du har sagt, at du gik efter en følelsesmæssig sandhed, snarere end efter nogen bestemt æstetik. Hvis man ser på filmen og føler dens rytme, har den en thrilleragtig fornemmelse. Men det er ikke nogen thriller –
   »Det ved jeg nu ikke. En thriller er en thriller, hvis man føler det sådan, og du må meget gerne se min film som en thriller. For mig handlede det først og fremmest om at fortælle historien fra en datidig synsvinkel, ikke fra min synsvinkel tyve år senere.
   Derfor ville jeg undgå al denne konceptuelle snak om kommunisme, frihed og ideologi, for sådan talte folk jo ikke. Vi levede ikke med en følelse af, at kommunismen ville forsvinde eller at den var en forfærdelig ting. Vi levede som almindelige mennesker, der forholder sig til deres hverdagsproblemer.
   Jeg besluttede at fortælle historien fra den ene piges synsvinkel, den lyshårede pige, som hedder Otilia. Jeg vil have publikum til at opleve tingene, som hun følte og så dem. Derfor brugte jeg virkemidler, som ligger meget tæt på en thriller, for dét er der jo tale om i hendes perspektiv. Derfor sker der egentlig ikke så meget i de sidste 45 minutter, men for hende er spændingen ubærlig og meget konkret. Manden kunne komme tilbage; politiet kunne banke på; hun kunne finde sin veninde død på gulvet i badeværelset på hotellet.
   Derfor den subjektive synsvinkel og hele stilen med meget lange indstillinger. Vi fortæller historien uden at kommentere den. Vi beder tilskuerne opleve det, som sker foran dem, og så vil de glemme, at der har været en forfatter inde i billedet. Dét er hele ideen med den nøgne stil: at fortælle uden en fortæller.
   Vi ville ikke bruge de redskaber, som en filmskaber kan manipulere med. Vi ville ikke pege på, hvad der var vigtigt. Det er ikke op til os. De lange scener gav skuespillerne lejlighed til at udvikle deres følelser foran tilskueren, i karakter. Man undrer sig over, at vi ikke klipper i ti minutter. Men det giver en styrke i oplevelsen, som publikum kan dele med karaktererne.«



– Du siger, at det er en vandrehistorie...
   »Ikke denne film. De andre »Fortællinger fra Guldalderen« er.«
   – Ja, for i Cannes fortalte du også om det forbløffende antal aborter i Rumænien. Er det stadig et problem, som det var under Ceausescu? Er der »pro-lifers« i Rumænien?
   »Denne film taler om noget, der er til debat alle vegne, hvor jeg kommer. Det er ikke til debat i Rumænien. Man mener ikke, at retten til abort er et spørgsmål, som man kan eller bør have stærke holdninger omkring. Fri abort er en menneskerettighed.
   Historisk var det sådan her: Abort blev forbudt i 1966, og loven var effektiv indtil 1989, da kommunismen brød sammen. Man siger, at en halv million kvinder døde som følge af illegal abort i de år. Men da kommunismen brød sammen, var noget af det første man gjorde at frigive aborten igen, og derfor blev der foretaget henved en million aborter, i en befolkning på 20 mio. mennesker, i de første år efter Ceausescu. Så for mig er denne film også en mulighed for at tale om, hvordan man, efter mange år uden frihed, kan ende stort set samme sted, hvis man bruger ukritisk løs af sin frihed bagefter.
   Det er et spørgsmål om uddannelse og om konsekvenserne, hvis man ikke har denne uddannelse. Så det er også en aktuel historie. Filmen taler ikke kun om fortiden, om hvordan vi levede, da vi var i tyverne, den handler også om konsekvenserne på langt sigt. Vi reagerede på et system, som tog den personlige frihed fra os, hvilket vi følte som et overgreb. Men på en måde afholdt det os fra at se, at retten til abort bør være den enkeltes helt personlige valg. Jeg håber, at folk vil se det i dag. Det er ikke så vigtigt, hvor man stiller sig i sagen. Man skal have en mening og et frit valg og forstå konsekvenserne. Dernæst er det op til den enkelte kvinde.«



– Din film er del af en hel rumænsk bølge. Hvorfor kommer de film nu, og hvorfor er de alle sammen så gode, uanset stilistiske forskelle?
   »Det er svært at sige. Vi gik vist alle på filmskole i Bukarest, med undtagelse af Cristi Puiu, der arbejdede i udlandet, før han instruerede Hr. Lazarecus sidste rejse. Der er en generation af instruktører, som har historier at fortælle, og som har lært, hvordan man fortæller dem.
   Alligevel skal mange andre faktorer være på plads, før noget som dette kan ske. Der er et bedre finansieringssystem nu, meget bedre end for ti år siden. Det har sikkert også noget at gøre med måden, som vi arbejder på. Vi er ikke bare instruktører og forfattere, vi producerer også selv vores film. Inden for vore små budgetter har vi al den frihed, som findes i verden, til at gøre, hvad vi mener er rigtigt for filmen.
   Endvidere er der en selvforstærkende virkning. Når der kommer mange gode film fra et bestemt område, rettes opmærksomheden mod denne region. Man prøver at leve op til standarden hos de filmskabere, som arbejdede, før man selv kom til. Det er også vigtigt at sige, at der er en positiv konkurrence mellem instruktørerne af disse film. Alle arbejder på at gøre det så godt som muligt, gerne bedre end de andre, men i hvert fald ikke værre eller under standarden for regionen.
   De fleste af os har levet halvdelen af vores liv under kommunismen og halvdelen efter. Vi har historier at fortælle, men vi havde vor frihed til at rejse, og vi kender til moderne filmkunst. Jeg tror, at hver af os har skabt sin måde at fortælle de historier på.«



– Hvornår er du egentlig født?
   »I 1968. Det er faktisk interessant. Jeg var et af de såkaldte »lovbørn«, the children of the decree. Det vil sige børn, som kom til verden på grund af den nye abortlov. Også derfor ville jeg lave en film om det. Vi var ikke planlagt, vi kom bare dumpende. Efter abortloven kom et enormt babyboom, og der var nogle kæmpestore generationer. Senere talte jeg med mine jævnaldrende, og jeg bemærkede, at de gerne vil have, at der findes en film om situationen på det tidspunkt. Så jeg lavede den, før jeg glemte det hele.«
   – Hvis vi siger, at der er en rumænsk bølge, tror du så, at den vil ebbe ud?
   »Det er svært at sige. Efter min generation kommer der tre eller fire yngre instruktører, som endnu kun har lavet kortfilm, men som har lige så meget at tilbyde. Så jeg tror, at det vil fortsætte. Hvis disse gode, realistiske – og minimalistiske – film bliver ved at være interessante for tilskueren, er der ingen tegn på afmatning. Der er et marked for denne slags film lige nu. Men måske vil smagen skifte.«
   – Er det lidt som med de danske dogmefilm for ti år siden?
   »Ja. Som jeg ser det, er den eneste forskel, at Dogme i højere grad var en skole. Man fulgte et æstetisk manifest. Det gjorde vi ikke, vi brugte bare, hvad vi havde til rådighed. I Rumænien kom det af sig selv.«



*) Inspirationen fra Belgien blev anerkendt og var værdsat. Produktionsselskabet Les Films du Fleuve – som ejes og drives af Jean-Pierre og Luc Dardenne – er koproducent på de tre film af Mungiu, som Mobra Films har realiseret efter 4 måneder, 3 uger & 2 dage. Også britiske Sixteen Films – som Ken Loach og Rebecca O'Brien etablerede i 2002, da Loachs Sweet Sixteen skulle finansieres – er på listen over uafhængige produktionsselskaber, som Dardenne-brødrene arbejder med. I 2017 interviewede jeg Jean-Luc Dardenne i forbindelse med premieren på La fille inconnue (da. Kvinde, ukendt). Han talte ligefrem om et netværk af socialrealistiske filmskabere, der har gjort det lettere at finde finansiering og bevare kontrollen. Dardenne-brødrene introducerede det mandsopdækkende, håndholdte kamera –- som skaber en blanding af forskudt første person og implicit fortæller – i La promesse (1996) og Rosetta (1999) og rendyrkede det i Le fils (2002). De har siden blødt op for æstetikken, da teknikken begyndte at ligne en manierisme, men synsvinklen lever videre hos andre filmskabere. Få stilgreb har sat sig dybere spor.


**) Tales from the Golden AgeAmintiri din epoca di aurDen gyldne tid fik dansk premiere i juli 2010. De øvrige instruktører var Iona Uricaru, Hanno Höfer, Razvan Marculescu og Constantin Popescu. Mungiu skrev de fem historier og producerede episodefilmen som en miniserie for rumænsk tv.
 Mungius eget bidrag, »Historien om luftsælgerne«, afslutter filmen. En ung mand stemmer dørklokker i et etagebyggeri og siger, at han tester kvaliteten af drikkevandet. Faktisk går fidusen ud på at samle tomme flasker, han kan indfri panten på. En pige bliver hans medsammensvorne, og de er som Bonnie og Clyde i mikroformat. Hun bliver grådig og siger, at også luften skal testes. For en tid er det »Kejserens nye klæder« igen, men det ender som »Konen i muddergrøften« – og som et billede på, hvor svært det var at være ung og have drømme under Ceausescu. De fem film er varme og milde og runde, eksemplarisk smukt fotograferet og lige til at spise for snart sagt ethvert publikum. Men der er kun lidt af kanten og smerten fra 4 måneder, 3 uger & 2 dage. Det er mere som at se italienske Don Camillo-film fra 1950erne eller sovjetrussisk selvironi fra 1960erne, da styret fik overskud til at le af sig selv.

Cristian Mungiu blev interviewet i Grand Teatret i København den 12. november 2007. Mungius produktionsselskab, Mobra Films, står bag en lang række rumænske film fra 10erne og 20erne. Han har siden skrevet og instrueret tre spillefilm: Dupa dealuri/ Beyond the Hills (2012), Bacalaureat (2017, da. Prøven) og R.M.N. (2022). Alle fik premiere i Cannes. 


4 måneder, 3 uger og 2 dage (4 luni, 3 saptamini si 2 zile). Instr. & manus: Cristian Mungui. Foto: Oleg Mutu. 113 min. Rumænien 2007. Dansk premiere: 16.11.2007


Fotos: Mobra Films/ CNC/ Mindshare Media/ BV McCAnn-Erickson/ TVR1/ Fundatiei Anonimul/ Saga Film/ The Hubert Bals Fund of the Rotterdam Festival/ Camera Film/ IMDBpro (Mungiu portrait)/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Screengrabsaz
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, Sf Anytime
Weekendavisen Kultur 16.11.2007 + Skygger på væggen. 60 internationale filmskabere – Portrætter og arbejdssamtaler [ikke udgivet manus 2011]

Ingen kommentarer:

Send en kommentar