Translate

Viser opslag med etiketten Annette Bening. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Annette Bening. Vis alle opslag

tirsdag den 7. juni 2022

Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010)


DEN OVERFLØDIGE MAND
En veloplagt afsked med fædrenes tid

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ankommer lige til tiden, skønt de kunne være fortalt når som helst. Det gælder i høj grad for Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, som hverken er stor eller udspekuleret, men alligevel rører ved så mange emner, at den næsten kunne være bestilt til skolebrug.
   Seksuel identitet, nonbinær ligestilling, forholdet mellem børn og forældre, behovet for at kende sin baggrund. Alle disse ting bliver taget op i hånden og vendt i lyset som hjerteformede brosten. Tonen er skiftevis let og vemodig. Stjernerne er store. Filmen har sjæl til at fylde en lastbil.
   Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) har dannet par i en årrække. De har to børn sammen, Joni (Mia Wasikowska) på 18 og Laser (Josh Hutcherson) på 15, som den samme sæddonor er far til. Joni er Nics datter, Laser er Jules’ søn. Hjemmet præges i øvrigt af god californisk sen-hippie zen og holisme. Man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort.


HELT så enkelt er det ikke, skønt varmen og kærligheden er ægte. Egentlig er den rastløse Jules vist nok lige så meget til mænd. Hun har heller aldrig haft held med nogle af de påbegyndte uddannelser og professionelle tiltag, som Nic tålmodigt har finansieret med sin lægepraksis. Til gengæld er Jules hjemmets livsstykke. Nic er den ansvarlige, som altid må kontrollere. Moore og Bening rammer deres typer perfekt.
   Børnene deler træk med deres forældre. Drengen er rastløs og mener allerede, at der må være noget mere, hvis livet skal give mening. Det er Laser, som ønsker at kende sin far, og han plager Joni om at tage kontakt til klinikken, hvilket er muligt, da hun bliver myndig. Mødrene fornemmer, at noget er i gære, men lader børnene være og plejer deres eget forhold, som er truet af hverdagens slidmærker.


IND på scenen træder da Paul (Mark Ruffalo), en charmerende livskunster med tilbagelænede vaner og masser af tid til at hænge ud, eftersom hans to mad-og-vin-steder passer sig selv. Paul er ca. 40 år, kører motorcykel og skifter sine unge kærester ud, når de keder ham. Han har aldrig taget ansvar for noget som helst, men børnenes interesse gør ham sentimental og eftertænksom. Samtidig ser han sit snit til at score Jules, da hun begynder at dyrke hans afsvedne have.
   Jules’ seneste ambition er at blive Californiens svar på Signe Wenneberg. Nic tror ikke på det. Jules forstår med ét, hvad det var ved mænd, som tiltalte hende. Børnene er vilde med Paul, som kommer til middag. Nic bliver mere vissen og bitter time for hver time. Hun hader alt ved Paul, hans flair for at elske, hans store talent at indynde sigl. Og hun frygter, at Jules vil forsvinde. Omvendt har Nic skabt familien og holdt den sammen. Den fortabte far har dybest set ikke gjort noget som helst.


DE komplekse relationer er skildret med indlevelse og akkuratesse. Næsten hver scene blander den underliggende alvor med perlende situationskomik, og alle fem karakterer får lov at folde sig ud. Man ser ikke slutningen komme på afstand. Som i virkeligheden er der ingen nem løsning eller noget klart svar. Det bliver klart for børnene, at deres mødre er begge forældre i familien. Hvis det er sådan, hvad skal man da med ligningens ubekendte faktor, den redundante, kronisk umodne mand?


BLOGOSFÆREN er for tiden fuld af livsstilsanalyser, som drager netop dén konklusion: at ilden i mændenes sol bliver svag, mens månens kraft er i tiltagende.
   Enlige kvinder fravælger manden. Forældre af samme køn kan få børn, når de adopterer eller bliver insemineret. Da vakler patriarkatet for alvor. Det er kvinderne, som danner netværker, tager uddannelser, dyrker det spirituelle, drejer verden i positiv retning, i hvert fald hvis de kan undgå at blive til jakkesæt uden køn.
   Eller hvad? En dag bliver sønnerne voksne, og måske kunne hele familien tage ved lære, uanset køn og seksualitet. Filmen har de ting med i sin slutning, hvor faderskikkelsen står og vil ind. Realismen i Blumberg og Cholodenkos manuskript er cementeret med symboler. Filmen føles dog florlet og frisk, så man ikke har set magen på den amerikanske mainstreamscene i et årti.


LISA Cholodenko (f. 1964) har gjort indtryk med High Art (1998), sædeskildringen Laurel Canyon (2002), som fik en chance i Danmark, og den rugende Cavedweller (2004) med Kyra Sedgwick som en musiker, der genstarter sit liv fra bunden.
   I 2014 skabte hun (efter et stærkt manuskript af Jane Anderson) en af bedste litterære miniserier, da hun instruerede Frances McDormand i Olive Kitteridge efter Elizabeth Strouts roman (som er fortalt i 13 forbundne noveller). Siden har Cholodenko arbejdet på flere serier. Et remake af Maren Ades Toni Erdmann (2016) har snart været meget længe på vej.
   The Kids Are All Right tager udgangspunkt i filmskaberens egen identitet og erfaring. Her bliver hun endelig salgbar og bred, men uden at svigte de mindre films integritet. Fremfor alt er hun ikke neurotisk som sine mandlige fætre. The Kids Are All Right er en virkelig vinder.


The Kids Are All Right. Instr.: Lisa Cholodenko. Manus. Stuart Blumberg og Lisa Cholodenko. Foto: Igor Jadue-Lillo. 106 min. USA 2010. Dansk premiere: 16.09.2010.


Fotos: Focus Features/ Gilbert Films/Antidote Films/ Mandalay Visions/ UCG/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2010 

onsdag den 15. januar 2020

Kevin Costner: Open Range (2003) | Westerns 100


ÅBNE VIDDER
Kevin Costner og den amerikanske western

Af BO GREEN JENSEN

FÅ genrer er gravlagt og genrejst så ofte som den traditionelle amerikanske western. Siden Fred Zinnemans High Noon (1952), George Stevens’ Shane (1953) og John Fords The Searchers (1956) er det sket en gang i hvert årti, og processen har fået sin egen inerti. Publikum siver, finansieringen forsvinder, gunfighther-formlen bliver et selvforlængende sæt af klicheer, og den ærke-amerikanske myte om åbent rum, the frontier, overføres til andre genrer, road movie, sci-fi osv. 
   Man når et punkt, hvor ingen vil sætte penge og talent i en western. Men hver gang dødsdommen definitivt er afsagt, kommer en enkelt bemærkelsesværdig film og genskaber prærien, så det giver mening. En film som Sergio Leones Once Upon a Time in the West (1968), Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969), Walter Hills The Long Riders (1980), Clint Eastwoods Pale Rider (1985) eller samme genreikons Unforgiven (1992).
   Nogle år med film som ligner følger. Så ebber interessen ud, og processen med at glemme og genopdage begynder forfra. Det er i regelen et spørgsmål om timing, snarere end om kvalitet. I perioder kan tiden ganske enkelt ikke forholde sig til historiske fabler om kvægdrift og revolvermænd. Michael Ciminos episke Heaven's Gate (1980) og Lawrence Kasdans mørke Wyatt Earp (1994) var store film, der døde på stedet, fordi de kom på det forkerte tidspunkt.



OMVENDT er der tider, hvor både filmskaberne og publikum bruger genren som en ramme for allegorisk samtidskritik. Ralph Nelsons Soldier Blue og Arthur Penns Little Big Man, begge produceret i 1970, var på én gang amerikanske selvopgør med folkemordet på indianerne og aktuelle kommentarer til krigen i Vietnam. Tonen, som de anslog, kan endnu høres tyve år senere i Kevin Costners instruktørdebut, Dances with Wolves fra 1990. 
   Som det fremgår, er westerns et vidt begreb, der under ét forener drama, komedie og tragedie, indianerfilm, borgerkrigsfilm, egentlige cowboyfilm og biografiske portrætter af autentiske desperados som Jesse James og Billy the Kid. Går man langt nok tilbage, betegner Vesten alt som ligger til venstre for Appalacherne. Pocahontas blev født i 1595. The Last of the Mohicans udspiller sig under revolutionskrigene. Little Big Man kulminerer med Custers nederlag ved Little Big Horn i 1876. The Wild Bunch dør i 1913. Det er en periode på tre hundrede år som beskrives.



LIGESOM Eastwood arbejder Costner med genren, uanset om den p.t. er inde i varmen. Hans karriere har derfor delt skæbne med den amerikanske western. Somme tider er han på mode, somme tider opfattes han som corny, kikset og mildt flødebollet. Han spillede selv soldaten, som vender ryggen til verden i Danser med ulve. Han var medproducer på Wyatt Earp og spillede den berømte marshall. Også Costners fremtidsfilm, Kevin Reynolds' Waterworld (1995) og The Postman (1997), som han selv instruerede, kan ses som post-apokalyptiske westerns.
   Som skuespiller er Costner måske ikke verdens livligste, men han mestrer både det lette og det intense. Som instruktør er han stædig og mildt monoman. Det gav bagslag i The Postman, men det mere end lønner sig nu. Costners Open Range er en af de hegnspæle, som genren har brug for, hvis den skal overleve i en tid, hvor der ikke er flere åbne vidder.



DE desillusionerede nybølgewesterns fra 70erne og 80erne betonede mørket og grådigheden i et amoralsk univers, som tidligere blev tegnet i klare etiske farver. Nu består revisionismen i at genindføre lidt af værdigheden og uskylden fra vore forældres høviske westerns. Open Range skildrer venskabet mellem to gode mænd, Boss (Robert Duvall) og Charley (Costner selv), der gennem ti år har drevet kvæg fra sted til sted. Som free grazers udgør de en torn i øjet på stedfaste farmere, der må lægge jord til, når frigræsserne er på træk.
   Begyndelsen lægger værdierne fast, mens personkredsen introduceres. Året er 1882, og det gamle Vesten er ved at forsvinde. Hver dag er derfor dyrebar, og både Boss og Charley ved det. Selve luften vibrerer i solen, lyrisk og elegisk, da de to veteraner og deres unge hjælpere, kokken Mose (Abraham Benrubi) og knægten Button (Diego Luna), fører en kvægflok gennem et favnende landskab. Dette kunne ligge i Montana, Dakota eller Wyoming (filmen er indspillet i Alberta i Canada). I 1882 havde områderne i det nordlige Midtvesten endnu status af territorier. De blev delstater i 1889. 


LANDET er grønt, så langt øjet rækker. Den skyfri himmel er klar og enorm. Det er så godt at være levende og ude på the open range, at også publikum mærker det nede i salen. Filmen bliver aldrig mere romantisk end i begyndelsen, hvor det hårde, enkle arbejde prises. Mænd og dyr passerer ad urgamle ruter. Lyset flyder så tykt, at man næsten kan røre. Netop da sætter en tordenstorm ind. Himmel og jord står i ét i flere dage, så mændene bare kan vente, skutte sig og spille kort, mens flokken spredes og vognen synker dybt ned i mudderet.
   Efter stormen rider Mose tilbage for at købe ekstra proviant. Da han ikke vender tilbage, følger Boss og Charley efter for at opklare, hvad der er sket. Det fører til det første møde med kvægbaronen Baxter (Michael Gambon) og dennes lakaj, den korrupte sheriff Poole (James Russo). Mose er blev slået ned og sat i fængsel. Frigræsserne får besked på at rejse videre med det samme. Boss og Charley tager dog Mose med til lægen og møder hér Sue Barlow (Annette Bening), Doc Barlows søster og sygeplejerske. Hun og Charley deler ét blik og er mere end interesserede i hinanden, uden at nævne det med et ord.


  

ALLE relationer i Open Range er nemlig voksne og realistiske, dvs. stærkt understatede. Især omgangstonen mellem de vejrbidte cowboys er mesterligt skrevet og realiseret. Duvall og Costner eksponerer mere med pauser, drilske udbrud og lakoniske enstavelsesord, end ordrige beretninger ville have gjort. Costner har en mørk fortid og ved, hvordan man dræber effektivt. Det bliver enden på legen efter endnu nogle møder med Baxters hær af betalte kujoner.
   Open Range er en velkommen genkomst for genren, der altid får det bedste frem i Hollywoods maskuline selvforståelse. Dramaet bliver endnu en episode i den evige kamp mellem rigtigt og forkert. Den lille by vælger side, da der endelig er nogen, som vover at trodse kolossen. Der er dog langt fra tale om enkle problemstillinger, skønt retten og sympatien ligger fast placeret hos Boss og Charlie. »Jeg har aldrig haft noget problem med at dræbe,« siger Costner og betror sin ven, hvordan han gjorde skamfulde ting, da han efter borgerkrigen udlejede sit talent for at dræbe til mænd som Baxter.

   
OGSÅ Duvall har en hemmelig baggrund. Vennerne er variationer af de sidste hårde mænd, som færdes i frihed, før vildnisset lukker og ødemarken opdyrkes, men de taler om jordnære emner og virkelige ting. I en vis forstand er de mytologiske gestalter. De bærer westernarven med sig, men er alligevel unikke karakterer. Ingen af filmens øvrige skikkelser, heller ikke Annette Benings fine lægesøster, får lov at træde så fuldt i karakter.
   Open Range er en højstemt western, som hylder freden, glæden, landet og venskabet. Alligevel kulminerer filmen i et langstrakt skudopgør, der ikke står tilbage for Eastwoods blodigste bidrag til genren. Blot er de symbolske farver tonet ned, her er ingen voldsom apokalyptik. Open Range bygger på en roman, The Open Range Men (1990) af Lauran Paine, en westernforfatter i Louis Lamour-traditionen. Den er nært beslægtet med Lonesome Dove, miniserien fra 1988, som fulgte to cowboys fra Texas til Montana med afsæt i Larry McMurtrys roman. Robert Duvall delte her hovedrollen med Tommy Lee Jones.


Open Range. Instr.: Kevin Costner. Manus: Craig Storper. Foto: James Muro. 139 min. USA 2003. Dansk premiere: 14.05.2004.


Fotos: Touchstone/ Buena Vista Pictures Distribution/ Beacon Pictures/ Open Range Productions
Filmen streames ikke i Skandinavien - i Frankrig på Apple TV, i USA bl.a. på Amazon Store 
2K Blu-ray fra 101 Films (Region B) 09.08.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.05.2003