Translate

Viser opslag med etiketten Lisa Cholodenko. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lisa Cholodenko. Vis alle opslag

onsdag den 8. juni 2022

Lisa Cholodenko: Laurel Canyon (2002)


SKYGGE OG HONNING
60ernes gravskrift skrives for tidligt

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN beskriver en hel klynge film, hvor ynkeligt det kan tage sig ud, når 1968-generationen bliver bedsteforældre. Hvordan farverne blandes afhænger af, om det er børnene eller generationen selv, som skriver historien.
   I regelen er formen den taknemlige, men reduktive komedie. Det bedste ved Lisa Cholodenkos (f. 1964) Laurel Canyon er, at filmen i det mindste gør sig umage med at se og vise sagen fra alle sider. Det værste er, at den udvander sig selv systematisk efter en alt i alt lovende begyndelse.
   Christian Bale er den demonstrativt retlinede Sam, som forguder kæresten Alex (Kate Beckinsale). Hun kommer fra en beskyttet tilværelse som fars og mors fejlfrie datter. Han læser psykiatri og holder som regel igen med præcise oplysninger om sin farverige familiebaggrund.
   Moderen Jane (Frances McDormand) er en semi-legendarisk musikproducer, der har arbejdet med alle de store i faget, fra Joni Mitchell til Bruce Springsteen. Sam hader både sin mors musik og hendes evige rod af et »tag-hvad-der-kommer-og-se-hvad-sker«-liv. Han har brugt det meste af sin ungdom på lægge afstand til moderens vaner.*



NU skal have Alex have arbejdsro til at skrive sin doktorafhandling om bananfluers reproduktionsevne. Sam skal i praktik som læge på den lukkede afdeling. Det passer derfor glimrende, at parret kan låne hans mors hus, en lettere anløben hippieidyl i Laurel Canyon nord for Hollywood. Imidlertid er Sams mor ikke færdig i studiet, som ligger i en tilbygning. Faktisk ringer pladeselskabet hele tiden og rykker for albummet med det Oasis-agtige brit-band, der under ledelse af Ian McKnight (Allesandro Nivola) fylder mere end meget i huset. Så herfra bliver Jane filmens fokus.
   Godt det samme, må man sige, for uden Frances McDormands karakter ville der ikke være meget at komme efter i Laurel Canyon. Hendes Jane er en vidunderlig uforudsigelig og helstøbt original karakter, der lyser endnu mere op, fordi den er omgivet af mekaniske klicheer. Der er siger og skriver intet i den slæbende handlingsgang, som bryder blot en anelse med de vedtagne myter og fordomme. Det skulle da være det sværmeri, som en overgang blomstrer mellem Jane og Alex, og det føjer intet til helheden.**


FILMEN bruger lange afsnit på at skildre den promiskuøse seksualitet i resterne af hippiekulturen. Når McKnights band har fri bliver der drukket og fyret og snøftet, før man hopper i bassinet eller flader ud i sengen i forskellige kombinationer. For Sam er det hele forstemmende velkendt. Alex gør derimod store øjne og rykker efterhånden over i studiet, hvor McKnight og hans band bruger uger på at indspille »Shade and Honey«, en strengt taget ret ordinær ballade om solskin, der falder på vandet som honning.***


ALT går relativt efter planen, så længe Cholodenko – der debuterede anderledes løfterigt med den originale High Art (1998) – koncentrerer sig om at beskrive kontrasten mellem moderens og sønnens værdier. Så trækkes filmen urimelig langt ned i tempo i midterdelen, der uden gnist af humor beskriver de seksuelle forviklinger og følelsesmæssige komplikationer. Alex falder i Sams selvretfærdige øjne. Det er en maskulin dobbeltmoral. Samtidig har han selv fornøjelse af sit kropsnære venskab med hospitalets israelske praktikant (Natascha McElhone). Det hele ender vist nok, som det skal. I hvert fald slutter det ikke for tidligt. 


MIDT i de rodede relationer fungerer McDormand som et fyrtårn. Hun er ufortrøden og fandenivoldsk; ejer indlevelse, når dét er nødvendigt, og kan sige fra, når dét skal til. Alle husker hendes højgravide Minnesota-sherif i brødrene Coens Fargo (1997). Rollen som Jane er et forfriskende companion piece til den hønemor, som sendte sønnen på rockjournalistiske opgaver i Cameron Crowes selvbiografiske Almost Famous (2000). Hvis man et øjeblik husker på den films kvaliteter, bliver man rystet over, hvor sølle og selvsmagende Cholodenkos blik på rockkulturen er.


SE Laurel Canyon for McDormands skyld og også for selve stedet, den løvfulde gade i Hollywood Hills, som Cholodenko skildrer med sans for atmosfæren. Det skal ikke være for musikkens eller psykologiens skyld. Her støtter filmen sig hele vejen til skabelonerne i den store bog med klicheer.



*) Lisa Cholodenko kommer selv fra Laurel Canyon. Hun har fortalt, at Jane-figuren er baseret på Joni Mitchell (f. 1943) og at filmen er inspireret (især) af sangene på albummet Ladies of the Canyon (1970). Mitchell var 58 i 2002 og aldersmæssigt tæt på figuren. Hendes billede bliver brugt i Laurel Canyon – det må hun have givet tilladelse til – men ingen af hendes sange.

**) Tyve år efter undrer det mig, at jeg er så hård ved filmen. »Forbi. Et humørforladt amerikansk genrestykke skriver 60’ernes gravskrift, mens det lukrerer på tidens musik og værdier. Kun Frances McDormand er pengene værd«, stod der endda i den originale manchet. Jeg så Laurel Canyon på Cannes Festivalen i 2002. Måske syntes jeg, at perioden 1965-75 i for høj grad blev afskrevet som glory days, der var endegyldigt forbi. Det er nærmere gået omvendt. Bale/Beckinsale-typerne er borte i dag, mens ånden fra Laurel Canyon lever videre. Det er svært at gense filmen. Den bliver ikke streamet i Europa (og kan i USA kun ses på tjenesten Fubo TV). Den kom på dvd, men er ikke udgivet som Blu-ray. Det er ikke en film, som bliver fremhævet, hverken af McDormand, Bale eller Sparklehorse-fans. Filmen er et forvarsel om Cholodenkos The Kids Are All Right (2010), hvor LGBT-motivet har prioritet. I 2002 var rockstjerner med rynker et nyt fænomen. I 2022 udgør de et demografisk segment.   

***) Filmens soundtrack er produceret af Mitchell Leib. Det blander 90er-navne (Mercury Rev, Butthole Surfers) med klassiske 70er-hits (Roxy Music, T. Rex, Elvis Costello, Steely Dan) og et nyskrevent score af Craig Wedren. En særstilling indtager bandet Sparklehorse. Det er Sparklehorse-sange, som Ians band arbejder med i Janes studie. »Shade & Honey« er skrevet til formålet af Mark Linkous (1962-2010), og den sang er meget mere end »strengt taget ret ordinær«, også i Allesandro Nivolas version. Den kan høres med Linkous selv på albummet Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain (2006). Linkous gjorde aldrig megen stads ud af sit arbejde på filmen. Da Laurel Canyon blev produceret, var Sparklehouse i sin zenit med sangene fra It's a Wonderful Life (2001). Der blev produceret videoclips med instruktører som Guy Maddin og brødrene Quay. Mark Linkous arbejdede senere sammen med Danger Mouse. De lavede albummet Dark Night of the Soul (2010) med bl.a Iggy Pop, Wayne Coyne (Flaming Lips), Nina Persson (Cardigans), Black Francis (Pixies), Suzanne Vega og David Lynch, der foruden to sange bidrog med artwork. Mark Linkous tog sit liv samme år. På denne mørke baggrund er »Shade & Honey« som solskin i en fugtig skov. 

Laurel Canyon. Instr. og manus: Lisa Cholodenko. Foto: Wally Pfister. 103 min. USA 2002. Dansk premiere: 20.06.2003.


Fotos: Antidote Films/ Good Machine/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames ikke i Europa (i USA på platformen Fubo TV). Dvd'en fra 2003 er aldrig genudgivet.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.06.2003 

tirsdag den 7. juni 2022

Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010)


DEN OVERFLØDIGE MAND
En veloplagt afsked med fædrenes tid

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ankommer lige til tiden, skønt de kunne være fortalt når som helst. Det gælder i høj grad for Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, som hverken er stor eller udspekuleret, men alligevel rører ved så mange emner, at den næsten kunne være bestilt til skolebrug.
   Seksuel identitet, nonbinær ligestilling, forholdet mellem børn og forældre, behovet for at kende sin baggrund. Alle disse ting bliver taget op i hånden og vendt i lyset som hjerteformede brosten. Tonen er skiftevis let og vemodig. Stjernerne er store. Filmen har sjæl til at fylde en lastbil.
   Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) har dannet par i en årrække. De har to børn sammen, Joni (Mia Wasikowska) på 18 og Laser (Josh Hutcherson) på 15, som den samme sæddonor er far til. Joni er Nics datter, Laser er Jules’ søn. Hjemmet præges i øvrigt af god californisk sen-hippie zen og holisme. Man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort.


HELT så enkelt er det ikke, skønt varmen og kærligheden er ægte. Egentlig er den rastløse Jules vist nok lige så meget til mænd. Hun har heller aldrig haft held med nogle af de påbegyndte uddannelser og professionelle tiltag, som Nic tålmodigt har finansieret med sin lægepraksis. Til gengæld er Jules hjemmets livsstykke. Nic er den ansvarlige, som altid må kontrollere. Moore og Bening rammer deres typer perfekt.
   Børnene deler træk med deres forældre. Drengen er rastløs og mener allerede, at der må være noget mere, hvis livet skal give mening. Det er Laser, som ønsker at kende sin far, og han plager Joni om at tage kontakt til klinikken, hvilket er muligt, da hun bliver myndig. Mødrene fornemmer, at noget er i gære, men lader børnene være og plejer deres eget forhold, som er truet af hverdagens slidmærker.


IND på scenen træder da Paul (Mark Ruffalo), en charmerende livskunster med tilbagelænede vaner og masser af tid til at hænge ud, eftersom hans to mad-og-vin-steder passer sig selv. Paul er ca. 40 år, kører motorcykel og skifter sine unge kærester ud, når de keder ham. Han har aldrig taget ansvar for noget som helst, men børnenes interesse gør ham sentimental og eftertænksom. Samtidig ser han sit snit til at score Jules, da hun begynder at dyrke hans afsvedne have.
   Jules’ seneste ambition er at blive Californiens svar på Signe Wenneberg. Nic tror ikke på det. Jules forstår med ét, hvad det var ved mænd, som tiltalte hende. Børnene er vilde med Paul, som kommer til middag. Nic bliver mere vissen og bitter time for hver time. Hun hader alt ved Paul, hans flair for at elske, hans store talent at indynde sigl. Og hun frygter, at Jules vil forsvinde. Omvendt har Nic skabt familien og holdt den sammen. Den fortabte far har dybest set ikke gjort noget som helst.


DE komplekse relationer er skildret med indlevelse og akkuratesse. Næsten hver scene blander den underliggende alvor med perlende situationskomik, og alle fem karakterer får lov at folde sig ud. Man ser ikke slutningen komme på afstand. Som i virkeligheden er der ingen nem løsning eller noget klart svar. Det bliver klart for børnene, at deres mødre er begge forældre i familien. Hvis det er sådan, hvad skal man da med ligningens ubekendte faktor, den redundante, kronisk umodne mand?


BLOGOSFÆREN er for tiden fuld af livsstilsanalyser, som drager netop dén konklusion: at ilden i mændenes sol bliver svag, mens månens kraft er i tiltagende.
   Enlige kvinder fravælger manden. Forældre af samme køn kan få børn, når de adopterer eller bliver insemineret. Da vakler patriarkatet for alvor. Det er kvinderne, som danner netværker, tager uddannelser, dyrker det spirituelle, drejer verden i positiv retning, i hvert fald hvis de kan undgå at blive til jakkesæt uden køn.
   Eller hvad? En dag bliver sønnerne voksne, og måske kunne hele familien tage ved lære, uanset køn og seksualitet. Filmen har de ting med i sin slutning, hvor faderskikkelsen står og vil ind. Realismen i Blumberg og Cholodenkos manuskript er cementeret med symboler. Filmen føles dog florlet og frisk, så man ikke har set magen på den amerikanske mainstreamscene i et årti.


LISA Cholodenko (f. 1964) har gjort indtryk med High Art (1998), sædeskildringen Laurel Canyon (2002), som fik en chance i Danmark, og den rugende Cavedweller (2004) med Kyra Sedgwick som en musiker, der genstarter sit liv fra bunden.
   I 2014 skabte hun (efter et stærkt manuskript af Jane Anderson) en af bedste litterære miniserier, da hun instruerede Frances McDormand i Olive Kitteridge efter Elizabeth Strouts roman (som er fortalt i 13 forbundne noveller). Siden har Cholodenko arbejdet på flere serier. Et remake af Maren Ades Toni Erdmann (2016) har snart været meget længe på vej.
   The Kids Are All Right tager udgangspunkt i filmskaberens egen identitet og erfaring. Her bliver hun endelig salgbar og bred, men uden at svigte de mindre films integritet. Fremfor alt er hun ikke neurotisk som sine mandlige fætre. The Kids Are All Right er en virkelig vinder.


The Kids Are All Right. Instr.: Lisa Cholodenko. Manus. Stuart Blumberg og Lisa Cholodenko. Foto: Igor Jadue-Lillo. 106 min. USA 2010. Dansk premiere: 16.09.2010.


Fotos: Focus Features/ Gilbert Films/Antidote Films/ Mandalay Visions/ UCG/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2010