Translate

Viser opslag med etiketten Joni Mitchell. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Joni Mitchell. Vis alle opslag

onsdag den 8. juni 2022

Lisa Cholodenko: Laurel Canyon (2002)


SKYGGE OG HONNING
60ernes gravskrift skrives for tidligt

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN beskriver en hel klynge film, hvor ynkeligt det kan tage sig ud, når 1968-generationen bliver bedsteforældre. Hvordan farverne blandes afhænger af, om det er børnene eller generationen selv, som skriver historien.
   I regelen er formen den taknemlige, men reduktive komedie. Det bedste ved Lisa Cholodenkos (f. 1964) Laurel Canyon er, at filmen i det mindste gør sig umage med at se og vise sagen fra alle sider. Det værste er, at den udvander sig selv systematisk efter en alt i alt lovende begyndelse.
   Christian Bale er den demonstrativt retlinede Sam, som forguder kæresten Alex (Kate Beckinsale). Hun kommer fra en beskyttet tilværelse som fars og mors fejlfrie datter. Han læser psykiatri og holder som regel igen med præcise oplysninger om sin farverige familiebaggrund.
   Moderen Jane (Frances McDormand) er en semi-legendarisk musikproducer, der har arbejdet med alle de store i faget, fra Joni Mitchell til Bruce Springsteen. Sam hader både sin mors musik og hendes evige rod af et »tag-hvad-der-kommer-og-se-hvad-sker«-liv. Han har brugt det meste af sin ungdom på lægge afstand til moderens vaner.*



NU skal have Alex have arbejdsro til at skrive sin doktorafhandling om bananfluers reproduktionsevne. Sam skal i praktik som læge på den lukkede afdeling. Det passer derfor glimrende, at parret kan låne hans mors hus, en lettere anløben hippieidyl i Laurel Canyon nord for Hollywood. Imidlertid er Sams mor ikke færdig i studiet, som ligger i en tilbygning. Faktisk ringer pladeselskabet hele tiden og rykker for albummet med det Oasis-agtige brit-band, der under ledelse af Ian McKnight (Allesandro Nivola) fylder mere end meget i huset. Så herfra bliver Jane filmens fokus.
   Godt det samme, må man sige, for uden Frances McDormands karakter ville der ikke være meget at komme efter i Laurel Canyon. Hendes Jane er en vidunderlig uforudsigelig og helstøbt original karakter, der lyser endnu mere op, fordi den er omgivet af mekaniske klicheer. Der er siger og skriver intet i den slæbende handlingsgang, som bryder blot en anelse med de vedtagne myter og fordomme. Det skulle da være det sværmeri, som en overgang blomstrer mellem Jane og Alex, og det føjer intet til helheden.**


FILMEN bruger lange afsnit på at skildre den promiskuøse seksualitet i resterne af hippiekulturen. Når McKnights band har fri bliver der drukket og fyret og snøftet, før man hopper i bassinet eller flader ud i sengen i forskellige kombinationer. For Sam er det hele forstemmende velkendt. Alex gør derimod store øjne og rykker efterhånden over i studiet, hvor McKnight og hans band bruger uger på at indspille »Shade and Honey«, en strengt taget ret ordinær ballade om solskin, der falder på vandet som honning.***


ALT går relativt efter planen, så længe Cholodenko – der debuterede anderledes løfterigt med den originale High Art (1998) – koncentrerer sig om at beskrive kontrasten mellem moderens og sønnens værdier. Så trækkes filmen urimelig langt ned i tempo i midterdelen, der uden gnist af humor beskriver de seksuelle forviklinger og følelsesmæssige komplikationer. Alex falder i Sams selvretfærdige øjne. Det er en maskulin dobbeltmoral. Samtidig har han selv fornøjelse af sit kropsnære venskab med hospitalets israelske praktikant (Natascha McElhone). Det hele ender vist nok, som det skal. I hvert fald slutter det ikke for tidligt. 


MIDT i de rodede relationer fungerer McDormand som et fyrtårn. Hun er ufortrøden og fandenivoldsk; ejer indlevelse, når dét er nødvendigt, og kan sige fra, når dét skal til. Alle husker hendes højgravide Minnesota-sherif i brødrene Coens Fargo (1997). Rollen som Jane er et forfriskende companion piece til den hønemor, som sendte sønnen på rockjournalistiske opgaver i Cameron Crowes selvbiografiske Almost Famous (2000). Hvis man et øjeblik husker på den films kvaliteter, bliver man rystet over, hvor sølle og selvsmagende Cholodenkos blik på rockkulturen er.


SE Laurel Canyon for McDormands skyld og også for selve stedet, den løvfulde gade i Hollywood Hills, som Cholodenko skildrer med sans for atmosfæren. Det skal ikke være for musikkens eller psykologiens skyld. Her støtter filmen sig hele vejen til skabelonerne i den store bog med klicheer.



*) Lisa Cholodenko kommer selv fra Laurel Canyon. Hun har fortalt, at Jane-figuren er baseret på Joni Mitchell (f. 1943) og at filmen er inspireret (især) af sangene på albummet Ladies of the Canyon (1970). Mitchell var 58 i 2002 og aldersmæssigt tæt på figuren. Hendes billede bliver brugt i Laurel Canyon – det må hun have givet tilladelse til – men ingen af hendes sange.

**) Tyve år efter undrer det mig, at jeg er så hård ved filmen. »Forbi. Et humørforladt amerikansk genrestykke skriver 60’ernes gravskrift, mens det lukrerer på tidens musik og værdier. Kun Frances McDormand er pengene værd«, stod der endda i den originale manchet. Jeg så Laurel Canyon på Cannes Festivalen i 2002. Måske syntes jeg, at perioden 1965-75 i for høj grad blev afskrevet som glory days, der var endegyldigt forbi. Det er nærmere gået omvendt. Bale/Beckinsale-typerne er borte i dag, mens ånden fra Laurel Canyon lever videre. Det er svært at gense filmen. Den bliver ikke streamet i Europa (og kan i USA kun ses på tjenesten Fubo TV). Den kom på dvd, men er ikke udgivet som Blu-ray. Det er ikke en film, som bliver fremhævet, hverken af McDormand, Bale eller Sparklehorse-fans. Filmen er et forvarsel om Cholodenkos The Kids Are All Right (2010), hvor LGBT-motivet har prioritet. I 2002 var rockstjerner med rynker et nyt fænomen. I 2022 udgør de et demografisk segment.   

***) Filmens soundtrack er produceret af Mitchell Leib. Det blander 90er-navne (Mercury Rev, Butthole Surfers) med klassiske 70er-hits (Roxy Music, T. Rex, Elvis Costello, Steely Dan) og et nyskrevent score af Craig Wedren. En særstilling indtager bandet Sparklehorse. Det er Sparklehorse-sange, som Ians band arbejder med i Janes studie. »Shade & Honey« er skrevet til formålet af Mark Linkous (1962-2010), og den sang er meget mere end »strengt taget ret ordinær«, også i Allesandro Nivolas version. Den kan høres med Linkous selv på albummet Dreamt for Light Years in the Belly of a Mountain (2006). Linkous gjorde aldrig megen stads ud af sit arbejde på filmen. Da Laurel Canyon blev produceret, var Sparklehouse i sin zenit med sangene fra It's a Wonderful Life (2001). Der blev produceret videoclips med instruktører som Guy Maddin og brødrene Quay. Mark Linkous arbejdede senere sammen med Danger Mouse. De lavede albummet Dark Night of the Soul (2010) med bl.a Iggy Pop, Wayne Coyne (Flaming Lips), Nina Persson (Cardigans), Black Francis (Pixies), Suzanne Vega og David Lynch, der foruden to sange bidrog med artwork. Mark Linkous tog sit liv samme år. På denne mørke baggrund er »Shade & Honey« som solskin i en fugtig skov. 

Laurel Canyon. Instr. og manus: Lisa Cholodenko. Foto: Wally Pfister. 103 min. USA 2002. Dansk premiere: 20.06.2003.


Fotos: Antidote Films/ Good Machine/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames ikke i Europa (i USA på platformen Fubo TV). Dvd'en fra 2003 er aldrig genudgivet.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.06.2003 

tirsdag den 21. april 2020

Ari Aster: Hereditary (2018) [Horror 100]


BEGGE SIDER NU
Den skarpeste gyserdebut i mands minde

Af BO GREEN JENSEN

DER er en hytte i træet, sådan én børn har på film. Denne er dog helt ny og påfaldende solid. Det er ikke et levn fra en lykkelig barndom. Gulvet kan virkelig bære.
   Her går Charlie på 13 år hen, når hun vil være i fred. Charlie er en fjern pige med forvrængede træk. Hun tegner sin familie grimt og klipper hovedet af en due. Hun smiler aldrig og taler kun sjældent.
   Træet står ved et gammelt hus, der er bygget i kolonitidsstil. Det ligger isoleret. Der er mørke bjerge i baggrunden. Indenfor er der tomme rum, hvor stilheden skriger. Huset virker for alt stort til en familie på fire.
   Endelig er der værelserne i diorama-kunstneren Annie Grahams modeller. Hun bearbejder sin fortid ved at skabe afsindigt detaljerede miniaturer af traumatiske situationer. Hun prøver at forstå sit liv. Vi ser forsiden af et udstillingskatalog. Alt er selvoplevet.



HISTORIEN begynder for alvor i et af Annies miniaturerum. Steve, hendes mand, kommer ind og vækker teenagesønnen Peter. Han går ud og finder Charlie i træhytten. Det er dagen, hvor de begraver Annies mor.
   Ellen var måske en heks. Hun ødelagde Annies barndom. Hun ville ødelægge sine børnebørn. Annie fortæller sorggruppen om det. Ellen led i hvert fald af DID. Akronymet står for dissociative identity disorder. I gamle dage sagde man personlighedsspaltning.
   Annie er en anspændt sjæl, som har haft et vanskeligt liv. Først dør den dominerende mor, som hun muligvis burde have elsket. Skyldfølelse er en væsentlig faktor. Så omkommer hendes datter på en forfærdende måde, som jeg nødigt vil beskrive i detaljer. Der er væg-til-væg smerte i huset.



LÆNGE er filmen knap nok en gyser. Snarere skildrer Hereditary dynamikken i en sorgramt familie. Det er hele tiden en mulighed, at tingene kun sker i Annies bevidsthed. Nu og da er vi mere på afstand med Steve, som er ved at have nok af sin hustrus tvangsforestillinger.
   Da rædslen sætter ind, sker det til gengæld med det fulde okkulte udtræk. Der er navngivne dæmoner, en sabbat i træhuset, en kroning af Helvedes Konge. Flere hoveder rives af. Blodet er sort og smager af tjære. Det er ondt som ind i helvede og alligevel lysende smukt.



DER er flere konkurrerende sandheder. Måske er der virkelig en kult, som vil besætte familien. Måske er vi alle marionetter, og verden er et djævelsk dukkehus. Det udelukker ikke, at Annie har arvet sin mors DID. Eller bærer på hendes psykiske kræfter.
   Stemningen i det forheksede hus er mesterligt orkestreret. Uhyggen bliver mere intens af at være mindre konkret. Filmen er ikke kun skabt for at skræmme. Den foretager en undersøgelse af virkeligheden bag virkeligheden.
   Toni Collette, Gabriel Byrne, Alex Wolff og Milly Shapiro er mere end troværdige som de fire i familien, der har alle mulige ting på hinanden, men prøver at nå gennem dagene som et hold.  
   Endelig bekender filmen kulør og lader flere sandheder få samme værdi. Det er Joni Mitchells »Both Sides Now«, der spiller – i Judy Collins’ version – mens listen med navne kører til slut: »I’ve looked at life from both sides now/ From give and take and still somehow/ It’s love’s illusions I recall/ I really don’t know life at all.«
   Hereditary er en svimlende film. Den vil frustrere konkretister, men usikkerheden har lysende kraft. En krop selvantænder. Et hovedløst lig leviterer. Der er begrebsoverskridende scener. Man tror knap sine øjne.



FILMEN er værd at se flere gange, for Ari Aster har lagt stribevis af spor ud i scenografien. Man genkender nogle af de nøgne satanister fra begravelsen i begyndelsen. En høj, blond mand, der smiler til Charlie. Det er som ejendommen i Rosemary’s Baby.
   Der er tegn og mærker alle vegne. Skriften på væggen skifter ad hoc og bliver også justeret i Annies miniaturer. The Shining foregår i den samme slags hus. Cthulhu kalder nok engang. Der er hjemmebrændt amerikansk okkultisme i ånden fra H.P. Lovecraft og Robert W. Chambers.
   Jeg har slet ikke talt om stemningsmusikken, som er baseret på en kletzmer-saxofon, der skiftevis skriger og smyger sig rundt.
   Det er en god tid for horrorgenren. Naturligvis er der gennemsnitsfilm, som bare vil spekulere i rædsel. Det er der altid. Men højdepunkter som Get Out, It Follows, A Quiet Place og Hereditary kommer kun én gang.
    Hereditary er ikke for alle. Det er den for grufuld til. Men vil man udfordres både på filosofisk ambivalens og ontologisk bogstavelighed, er det en film, som i sjælden grad belønner koncentrationen. Det er den skarpeste genredebut i mands minde.



Hereditary – Ondskabens hus (Hereditary). Instr. og manus: Ari Aster. Foto: Pawel Pogorzelski. 127 min. USA 2018. Dansk premiere: 28.06.2018.


Foto: PalmStar Media/ Finch Entertainment/ Windy Hill Pictures/ CineMaterial/ FilmGrab/A24/ Nordisk Film Distribution
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM +, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Elevation (Canada) 20.09.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.06.2018

onsdag den 18. december 2019

To liv, to sange [Time + A Life]



PÅ RELATIV VIS: TO LIV, TO SANGE
Tiden, Pink Floyd og Pearls Before Swine

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE sange tegner et liv i total. Ikke nødvendigvis et bestemt liv, men en skæbne hvis bane er repræsentativ, så tilhøreren kan genkende stoffet og føle sig genkendt. Der vil ofte være tale om en positiv bekræftelse af »livets store kredsløb«, som det hedder i den danske version af Disney-filmen (og musicalen) The Lion King (1994), hvortil Elton John og Tim Rice skrev en robust stjernehymne om »The Circle of Life«.
   En besværgende sang om livskraften i børn, som vokser op og bliver forældre selv, må i sagens natur gøre lytteren tænksom, for faktisk er det jo sådan, selv om udsagnet drejes sentimentalt, som i Dorthe Kollo-schlageren »Velkommen til verden« (1971), der altid blev ønsket i »Giro 413«, eller smages mere realistisk til, som i Harry Chapins fine novellesang »Cat’s in the Cradle« (fra 1974-albummet Verities & Balderdash), hvor fortælleren aldrig har tid til at lege, fordi han skal stræbe og arbejde.


DA drengen bliver teenager, har Farmand endelig tid og vil bonde, men sønnen siger: »What I’d really like, Dad, is to borrow the car keys/ See you later – Can I have them, please?«. Fortælleren konstaterer da, at »he’d grown up just like me/ My boy was just like me,« og en verden af børnerim påkaldes: »And the cat’s in the cradle and the silver spoon/ Little boy blue and the man in the moon/ »When you comin’ home, son?« »I don’t know when/ But we’ll get together then/ You know, we’ll have a good time then.«
   Hvad sangene som regel siger er, at det rette øjeblik aldrig kommer, men at det så også er i orden. Som billeder på den evige cyklus benyttes barndommens rekvisitter, der for den voksne er bittersød nostalgi. I Joni Mitchells »The Circle Game« (1970) hedder det for eksempel: »And the seasons they go round and round/ And the painted ponies go up and down/ We’re captured on a carousel of time/ We can’t return, we can only look behind from where we came/ And go round and round and round in the circle game.«


MITCHELLS sang er markant for sin melankolske kvalitet, men den viser et positivt vilkår. Der findes mørke modsvar – som hos Lou Reed, der lader voldens onde cirkel gå i arv fra far til søn i »Endless Cycle« fra albummet New York (1989) – og i den modne ende af spektret høres grånende tolkninger af temaet, som i de fine Rod McKuen-kompositioner, der bliver en hvidgylden cyklus på Frank Sinatras 1969-album A Man Alone. Især »Love’s Been Good to Me« er en vinder.


Pink Floyd: Time (1973)

DISSE eksempler udtrykker alle en genre med mange underrubrikker. Der er dog også en kasse med sange, som bare vil sammenfatte et liv. Et sjældent rent eksempel stammer fra et psykedelisk konceptalbum, der ellers er kendt for sit svulstige væsen. Pink Floyds uopslidelige The Dark Side of the Moon, bandets opus otte, udkom i marts 1973 og har aldrig været af markedet siden. I december 2019 havde albummet ligget på Billboards Top 200 liste i 946 uger. Sidst nogen talte efter, i 2018, var der solgt ca. 45 mio. eksemplarer.
   Sangen hedder »Time« og ligger gemt som fjerde skæring på den oprindelige side 1, der opleves som en satsinddelt suite med glidende overgange, fra anslaget i »Speak To Me« til kulminationen »The Great Gig in the Sky«, hvor Clare Torrys arie stiger og slynger sig over musikken, uden tekst, men stærkt billedskabende. Den anderledes ydmyge »Time« er indlejret i skæringen »Breathe« og føles halvt som en lang bro i denne, eftersom sidste vers fører direkte over i »Breathe (Reprise)«.
   Roger Waters har komponeret, men versene synges af guitaristen David Gilmour, som i koret suppleres af tangentspilleren Richard Wright. The Dark Side of the Moon er et af de sidste eksempler på egentligt samarbejde i bandet. Efter Wish You Were Here (1975) tager Waters over, og allerede på side 2 af Dark Side, med de sange som gjorde mest indtryk i tiden, begynder bevægelsen mod de store selvopgør på Animals (1977), The Wall (1979) og The Final Cut (1983), der var mere Waters alene end Pink Floyd i flok. 


»TIME« er altså skrevet på et tidspunkt, hvor Waters endnu ikke var så meget Waters, at kun erklærede fans sætter pris på bestræbelsen. Det er slet og ret et levet liv, som manes frem over pulsen i musikken. Det begynder med barndom og rodløs opvækst et sted i den endeløse provins: »Ticking away the moments that make up a dull day/ You fritter and waste the hours in an offhand way.«
   Der er masser af tid, faktisk mere end nok, for som ung kan man slet ikke vente: »Kicking around on a piece of ground in your home town/ Waiting for someone or something to show you the way.« Gilmour råber teksten, snarere end han synger den, meget som Waters senere kombinerer to spor med råb og hvisken i sin skingert unikke vokal: »Tired of lying in the sunshine, staying home to watch the rain/ You are young and life is long and there is time to kill today.«
    Du er ung, du er stærk, og løbet tager fart, men før man ved af det, er ti år gået. Deltagerne har anbragt sig i feltet, og man kom desværre dårligt fra start. Du er bagud fra begyndelsen: »And then one day you find ten years have got behind you/ No one told you when to run, you missed the starting gun.«
   Derfor bliver det, på midten af banen, ikke muligt at føle livsfylden. Snarere anstrenger man sig for at indhente solen, der synker bag horisonten. Man vil røre den, før den forsvinder. I stedet kommer den bagfra, og løbet bliver både en jagt og en flugt. »På relativ vis« er solen er den samme, men selv er man ældre og mere stakåndet, for hver dag ét skridt nærmere målet:
   »And you run and you run to catch up with the sun, but it’s sinking/ And racing around to come up behind you again/ The sun is the same in a relative way, but you’re older/ Shorter of breath and one day closer to death.«


»TIME« er ikke mindst bemærkelsesværdig for sin profetisk empatiske kvalitet. Sangen er skrevet af en mand på 27, men skildrer med indlevelse resignationen, som løberen bakser med tyve år længere fremme. Den unge Waters har overhovedet påfaldende mange sange om aflåst, indhegnet barndom og kompromitteret »soft middle age,« som det hedder i »Your Possible Pasts« fra The Final Cut.
   Der kommer en dag, hvor man må forholde sig, ikke til ting som vil komme, men til livet man fik og som blev. Man kommer aldrig til at gå på månen. Man scorer ikke sejrsmålet, vinder ikke Tour de France. Man spiller ikke guitar i Pink Floyd, og man får aldrig skrevet sit mesterværk færdigt: »Every year is getting shorter, never seem to find the time/ Plans that either come to naught or half a page of scribbled lines….«
   Dog fremturer man, for hvad skulle man ellers? »Hanging on in quiet desperation is the English way/ The time has gone, the song is over/ Thought I’d something more to say«. Først her bliver sangen geografisk specifik, men henvisningen er universel. Det er amerikaneren Henry David Thoreau, som i Walden (1854) skriver, at »the mass of men lead lives of quiet desperation and go to the grave with the song still in them«.
   »Time« bliver stor ved at være koncis, for ikke at sige prunkløs i sin udførsel. Den gør især sin virkning ved at være skrevet i nøgtern anden person. Det er ikke en ham eller hende, som der fortælles om. Ej heller taler et vejrende jeg. Det er dig, det er din sang, der spiller. Som årene går bliver det dén, man sætter pris på, frem for den spektakulære sarkasme og weltschmertz i »Money«, »Brain Damage« og »Eclipse«, der er signatursangene på side 2.

Pearls Before Swine: A Life (1971)


EN anden sang fra tiden har samme objektive snit. Vedtagen visdom vil vide, at det amerikanske hippieband Pearls Before Swine toppede på de to første albums, One Nation Underground (1967) og Balaklava (1968). Tom Rapp (1947-2018), som var gruppens stemme og primære sangskriver, udgav dog fire Pearls-plader mere, før han gik solo med Stardancer (1972) og Sunforest (1973). Så opgav han musikken til fordel for et liv som jurist. I 1999 udkom en ny cd, A Journal of the Plague Year, efter 30 års pause.*
   Pearls Before Swines bedste albums var muligvis These Things Too (1969), The Use of Ashes (1970) – med sangen »Rocket Man« efter Ray Bradburys novelle, der inspirerede Bernie Taupins tekst til Elton John-nummeret af samme navn – eller City of Gold (1971), der kulminerer i et tiggerbryllup à la Luis Buñuel, men på det klaverbaserede Beautiful Lies You Could Live In… (1971) er der sange som »Snow Queen«, »Island Lady« og »A Life«, der giver en lignende skildring af en simpel mands hårde liv. 

  

FØRST er der styrke i barndommen: »In the spring when he was born/ The soil was soft and good and warm/ His father was a farmer/ The son of the sun/ Said: The earth don’t wait for a man but once.« Også for den unge mand ligger tiden og jorden helt åben: »When he was a boy the fields were full/ The girls were soft and good and warm/ The morning sun was shining/ Like a promise in his eyes.«
   Siden sætter sliddet sine spor. Jorden er den samme, »på relativ vis«, som solen hos Pink Floyd, men mandens ansigt viser, at tiden er gået: »When he was a man he worked with his hands/ The ground was hard but a place to stand/ But when the autumn came around/ The oxen plowed the land to ridges in the ground/ And the wrinkles in his face like a beaten road shows/ In a man’s body is where the time goes.«
   Endelig har han brugt sit liv ved jorden og kan vende tilbage: »He gave to earth and it gave back/ ’Till he had nothing to give at last/ The trembling of his marble hands/ Showed he knew what the earth demanded/ As it waited for him/ And the time goes by«.
   På Beautiful Lies er en tyngde af jord, der næppe er skildret så konkret andre steder, med Jethro Tull-albummet Heavy Horses (1978) som eneste undtagelse. Albummet slutter med, at Elizabeth Rapp synger A. E. Housmans »Gravskrift over en hær af lejesoldater« (1922), skrevet til minde om slaget ved Somme 1916, til Rapps rustikke klavertema:
   »These, in the day when heaven was falling,/ The hour when earth’s foundations fled,/ Followed their mercenary calling/ And took their wages and are dead.// Their shoulders held the sky suspended;/ They stood, and earth’s foundations stay;/ What God abandoned, these defended,/ And saved the sum of things for pay.«**


JEG var selv en ung mand, da jeg hørte disse sange første gang, men jeg kunne kende erfaringen, som de udtrykker. Min anden far, som var arbejdsmand, døde i 1974. Især i hans ansigt kunne jeg se, at »in a man’s body is where the time goes.«
   Det var stort at møde den slags sange. Vinduer blev slået op, og man stirrede ind i rum af erfaring, man vidste man ville dele en dag. Som nu, hvor sidste vers af »Time« bliver ét med reprisen af »Breathe«. The Division Bell toner klart over marken, og hverken Donne eller Hardy har levet forgæves: »Far away across the field/ The tolling of the iron bell/ Calls the faithful to their knees/ To hear the softly spoken magic spells.«
   Der var i tiden en tendens til at se disse klassisk tonede sange i kontrast til det nye, det bedste af punken og den romantiske ro i årtiets slutning, sange som Cures »One Hundred Years« eller Joy Divisions »Heart and Soul«. De indgår dog i det samme flow, som definerer hvad rock for the ages bør være. Det var sange som disse der gjorde, at musikken en tid havde mere at sige end digte på tryk.

*) Tom Rapp Nekrolog 2018 New York Times
**) "Epitaph on an Army of Mercenaries" står i A.E. Housmans Last Poems (1922).


Pink Floyds »The Dark Side of the Moon« er genudsendt utallige gange. Den definitive udgave må være boxsættet i Immersion-serien fra 2011. I 2003 genudgav Water Records de fire Warner/Reprise-albums med Pearls Before Swine. Boxsættet hedder Jewels Were the Stars. Også Tom Rapps soloplader og de første PBS-albums, der udkom på det obskure ESP-label, er genoptrykt. Pink Floyds samlede værker kan streames på Spotify. Det samme gælder for enkelte albums med Pearls Before Swine og Tom Rapp alene.

Artiklen stod i Weekendavisen Bøger 03.08.2008/ Ajourført 18.12.2019 ["When I'm 64"]