Translate

Viser opslag med etiketten Taleban. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Taleban. Vis alle opslag

mandag den 18. juli 2022

Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019)



HIMLEN OVER KABUL
Afghanistan ved årtusindeskiftet

Af BO GREEN JENSEN

FORMEN, stilen og stilheden er det vigtigste i Les hirondelles de Kaboul, en håndtegnet animationsfilm for voksne, som franske Zabou Breitman (f. 1959) og Éléa Gobbé-Mévellec (f. 1985) har skabt på baggrund af Yasmina Khadras roman.
   Det handler dog om støjen af krig og fanatisme. I 2000 har Taleban fuld kontrol over Kabul. Der er indført sharialovgivning. Befolkningen lever i eller med det, alt efter hvor de placerer sig socialt. Det er stadig muligt at afvige hjemme, men i offentligt rum er der helt lukket ned.
   Der er fire forbundne skæbner i mønstret. Læreren Mohsen er gift med kunstneren Zumaira, som nægter at overgive sig til pøbelvældet. Mohsen er ikke så stærk. Han hader sig selv for at gøre det, da han må tage del i en offentlig stening på gaden. Lidt efter lægger han kraft i, og noget inde i ham giver efter.
   Mohsen og Zumaira elsker hinanden. Da han dør, får hun skylden og bliver anbragt i en celle hos Atiq. Fangevogteren går alene omkring og grubler over, hvad der skal ske, når hans kræftsyge hustru forsvinder. Zumaira, som han forelsker sig i, bliver sikkert den sidste indsatte i fængslet. Hun skal stenes på byens stadion foran et stort publikum.


KHADRAS roman var første bind i en trilogi, som omfatter L’Attentat (2005) og Les Sirènes de Bagdad (2006). Bøgerne findes også på dansk. Gyldendal udgav Svalerne i Kabul i Hans Peter Lunds oversættelse i 2009, da Sirenerne i Bagdad havde skabt interesse for forfatterskabet. Siden er udkommet Ce que le jour doit à la nuit (2008, da. Som nat følger dag) og L'Equation africaine (2011, da. Sort måne).
   Det vidste jeg ikke, da jeg så The Swallows of Kabul på Cannes Festivalen i 2019. Men det slog mig, at filmen var mere nuanceret i sin skildring af de afghanske mænd, end man ser det i de fleste kulturkritiske fiktionsfilm. Jeg forstod både Mohsen og Atiqs reaktioner. Jeg kunne faktisk sætte mig i deres sted. Zumaira syntes snarere at være en smuk konstruktion.



DET indtryk var ikke grebet i flugten, viser det sig. Yasmina Khadra er et pseudonym for algerieren Mohammed Moulessehoud (f. 1955), som lever og skriver i Frankrig, hvor hans bøger har et stort publikum.
   Svalerne i Kabul er en lille roman, der sætter sin stemning med anslag og flygtige streger. Zabou Breitman benytter i filmen en form, der passer perfekt til impressionismen. Hun tegner i tusch på akvarel. Der er balance mellem detalje og utydelighed. Det er som at se på flydende skitser.
   Derved opstår en kuriøs dybdevirkning. En tegning kan på én gang være yndefuld og grusom. Især de stille scener, som følger med Atiq, har meget ud af metoden. På lydsiden arbejdes der på samme intime måde. Man er sig hensat til et hørespil, ikke en fræsende podcast.
   Det bliver på den måde en melankolsk historie, som skildrer alt det, der kunne have været, hvis tanken og kroppen var frie. Atiq siger ikke meget. Han går hjem til sin hustru, der prøver at gøre ham glad til det sidste. Han finder Zumairas hus og ser hendes vægmalerier. Vi kan ikke se hans ansigt. Men det er her, han beslutter sig for at handle.


   
SVALERNE i Kabul er et kærlighedsdrama, der angriber de historiske kræfter på samme indirekte måde som gamle episke helaftensfilm. I David Leans Doktor Zivàgo (1965) ser Julie Christie ud mellem isblomsterne i det sibiriske gulag og siger til Omar Sharif: »These are awful times to be alive in«. Den politiske ramme er primært en baggrund.
   Man får mere at vide om livet under taleban i spillefilmen Kandahar (2001) og dokumentaren The Afghan Alphabet (2002), begge instrueret af iraneren Mohsen Makhmalbaf; i Siddiq Marmaks Osama (2003) og i Klokken fem om eftermiddagen (2003), der er instrueret af Samira Makhmalbaf efter hendes fars roman. Men ingen af dem har noget, der ligner den forspildte skønhed i animationsfilmen.



THE Swallows of Kabul er månedens film i Cinemateket. Her fungerer den som ouverture til VOID, den internationale festival for animationsfilm, der i 2020 afholdes i sin femte udgave. Der vises mere end 100 titler, både nye film og klassikere som Richard Linklaters fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006).
   Danske biografgængere har aldrig for alvor opdaget, at animationsfilm kan være for voksne. Vi er med på, at formen er magisk, men vi vil dele den med vores børn. Værker som The Prophet (2014), Loving Vincent (2017) og Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018) har skubbet på i den rigtige retning. The Swallows of Kabul føjer sig smukt til de titler.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

The Swallows of Kabul (Les hirondelles de Kaboul). Instr.: Zabou Breitman, Élea Gobbé-Mévellec. Manus: Zabou Breitman, Patricia Montagne, Sébastien Tavel. 81 min. Frankrig-Schweiz, Luxembourg, Monaco 2019. Dansk premiere: 12.01.2020 [Cinemateket].


Fotos: Les Armateurs/ Mélusine Productions/ Close Up Films/ Arte France Cinéma/ RTS/ KNM/ Canal+/ Eurimages/ MEDIA/ CNC/ Fonds National de Soutien à la Production Audiovisuelle du Luxembourg/ La Région Île-de-France/ Cinéforum/ DFI/ E. Robert Espalieu (Yasmina Khadra Portrait)/ VOID Festival
Filmen streames ikke p.t. - på dvd fra France Télévisions Distribution  
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2020

mandag den 25. oktober 2021

Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]


ET LIV I VOR TID
Verdenshistorie og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

EN bemærkelsesværdig dannelsesskildring fortalt i et usædvanligt format. Skønt genren vinder indpas, er det stadig nødvendigt at forklare, når animationsfilm er henvendt til voksne. Det gælder i dén grad for Jonas Poher Rasmussens Flugt. Filmen skildrer en virkelighed, som burde være forbudt for børn. Faktisk skal man være fyldt 15 år for at se den.
   Det er den voksne, nu 36-årige Amin Barawis fortælling om, hvordan han som dreng måtte flygte fra mujahedinernes Afghanistan; hvordan familien fra Kabul blev spredt for alle vinde; hvordan han tilfældigt endte i Danmark. Da havde menneskesmuglere og immigrationsmyndigheder sendt ham frem og tilbage mellem Rusland, Ukraine og Estland i en årrække. Flugt er også historien om en homoseksuel mand, der bliver bevidst om sin identitet.
   Amin fortæller historien i dag i New York. Somme tider ligger han på briksen, somme tider sidder han op og taler til intervieweren, som kunne være Jonas Poher Rasmussen. Anledningen og relationen er aldrig uddybet. Kun i kraft af pressematerialets »instruktørintention« ved vi, at Jonas fortæller om sin barndomsven fra »den lille vestsjællandske by«, hvor de begge er vokset op.




DER går et års tid, mens Amin fortæller. Ved begyndelsen er han i Danmark og kan ikke blive klog på, om han skal forpligte sig på forholdet til Kasper, den solide danske kæreste, som gerne vil giftes og bo i hus med havudsigt, katte og vildt hindbærkrat. Amin betror os, at han har fået et tilbud om at gøre postdoktorale studier i USA.
   I midt-80ernes Kabul er Amin en glad og tryg dreng. Han danser ud på gaden i sin søsters kjole og hører »Take On Me« med norske a-ha på sin walkman. Det er godt sted at åbne historien. Sangen sætter stemningen bedre end geopolitiske udredninger. Det samme gælder tv-klip med actionstjernen Jean Claude Van Damme, der giver Amin seksuelle længsler.



VI er i Reagan/Rambo-æraen, hvor USA sendte våben og penge til Taleban, som var de eneste, der ville kæmpe mod de sovjetrussiske besættelsesstyrker, der rykkede ind efter monarkiets afvikling. Fundamentalisterne var frihedskæmpere i vestlig optik. Meget har ændret sig i det ideologiske landskab. Den kolde krigs verden var mere nervøs, men mindre porøs. Flygtningetilstandens vilkår er evigt.
   Amins far forsvinder som andre dissidenter. Da Afghanistan bliver umuligt at leve i, rejser familien til Moskva, fordi Rusland er det eneste land, der vil give dem visa. Det er umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning. Rusland i 1991 er »et mærkeligt land«, hvor berusede mænd raver rundt mellem nedslidte husmødre, der står i kø ved de lænsede supermarkeder.
   Flugt er ikke en ode til globalisering. Ej heller et forsvar for nogen ideologi eller tro. De eneste, som altid forstår at læse virkeligheden, er menneskesmuglerne og de korrupte politifolk, som stjæler, voldtager og mishandler alle, der ikke slår fra sig.



DER er for det første en kunstnerisk gevinst ved at fortælle historien i animationsform. For det andet en række praktiske hensyn: som realfilm ville Flugt – der i udlandet hedder Flee – være en kostbar produktion.
   Den ville kræve store ressourcer og hære af medvirkende. Der findes faktisk en håndfuld af de film: Michael Winterbottoms In This World (2002), som rekonstruerer en flugtvej; Hans Petter Molands uretfærdigt oversete The Beautiful Country (2004); Marc Fosters solide filmatisering af The Kite Runner (2007, da. Drageløberen), som mainstreamer hele oplevelsen.
   Flugt kan bevæge sig frit i tre æstetiske lag. De fortællende afsnit er animeret i husstilen fra en grafisk roman. Drømme- og erindringssekvenser benytter en mere abstrakt, ekspressionistisk tegnestil, der forstærker mareridtsatmosfæren. Hårde nyheder får ekstra vægt ved at citere autentiske tv-aviser. Her er der brugt live action, f.eks. ved færgen Estonias forlis.



RASMUSSEN har lyttet til sin afghanske barndomsvens flimrende upræcise baggrundshistorie. Det er egentlig fortællingen om, hvorfor det var umuligt for Amin – der selvsagt er et pseudonym – at fortælle hele sandheden før nu, hvor han må forholde sig til sit inderste væsen og lægge sig fast på en identitet.
   Formen er forfriskende, og Amin reagerer ikke altid korrekt. I et af mange flugtforsøg når båden fra Estland ind i norsk farvand. Flygtningene bliver nidstirret af passagerne på færgen. Men de jubler og håber at blive samlet op.
   Amin deler ikke glæden. Drengen skammer sig over at være reduceret til ydmygende tiggeri. Fra båden bliver det meddelt, at de estiske myndigheder er kontaktet og vil sejle renegaterne tilbage. På den måde ender familien i Ukraine, hvor den er levende begravet i et år.
   Da Amin får adgang til Vesten, er det som skjult passager i en lastbil, hvor han deler mørket med en anden ung mand. I det hele taget er filmens LGBTQ-spor en solskinshistorie i mareridtslandskabet. Da Amin erklærer sig for sin familie, reagerer den med kærlighed og accept. I denne film er Paradis faktisk en mørk bøssebar i et vinterligt Sverige.



FLUGT er en vigtig film og en æstetisk bedrift, der forhåbentlig får det store publikum, som den fortjener. Israeleren Ari Folman er den nærmeste kunstneriske slægtning. Folman skildrede Seksdageskrigen i animationsform i Waltz with Bashir (2008) og er på årets Cannes-festival i konkurrence med Where is Anne Frank? Andre fæller og sidestykker er Marjane Satrabis Persepolis (2007) og Zabou Breitmans Svalerne i Kabul (2019).

   Amin er et liv i vor tid, en uledsaget flygtningedreng, der må lyve om sin situation for at blive værdigt behandlet. De danske myndigheder er ikke de værste, men den afghanske dreng får en iransk tolk, fordi man går ud fra, at sprogene ligner. Herfra er eksistensen et babylonisk kaudervælsk. Glæd dig til at se en film, hvor verdenshistorie og kønspolitik blander blod.

Jonas Poher Rasmussens film var udtaget til Cannes Festivalen, som ikke blev afholdt i 2020. I 2021 fik Flugt premiere på Sundance Film Festival, hvor den modtog Juryens Grand Prix. I Göteborg blev den kåret som årets bedste nordiske dokumentar. Flee er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2021 og er netop i dag indstillet som Danmarks Oscar-kandidat i Best International Feature-kategorien. De 94. Academy Awards bliver uddelt den 27. marts 2022.

Flugt (Flee). Instr. og manus: Jonas Poher Rasmussen. 83 min. DK-Frankrig-Sverige-Norge 2021. Dansk premiere: 17.06.2021.


Fotos: REEL Pictures/ Neon/ Sun Creature Studio/ Final Cut for Real 
Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film
2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) 11.04.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.06.2021