Asghar Farhadi: Nader og Simin – en separation (2011)

EN IRANSK SKILSMISSE
Andre vilkår, samme smerte

Af BO GREEN JENSEN

DET var med sin fjerde film, Dabareye Elly fra 2009, at iraneren Asghar Farhadi (f. 1972) for alvor slog igennem som en moderne og toneangivende filmskaber. Han tilhører generationen, som kommer efter koryfæerne Abbas Kiarostami (1940-2016), der til slut blev mere fransk end iransk, og Mohsen Makhmalbaf (f. 1957), som der har været stille omkring i en årrække. Det er fortsat en nervøs tid for landets kritiske filmskabere. Jafar Panahi har stadig udrejseforbud, og kolleger som Rafi Pitts undlader simpelt hen at tage hjem.
   Farhadis praksis er mere subtil. I hvert fald er han ikke på systemets sorte liste. Om Elly var en mangefacetteret historie, som fulgte tre yngre Teheran-par, der tog på weekend ved vandet. Først var tonen travl og hjertelig. Så begyndte facaden at smuldre, da lærerinden Elly forsvandt. For hvem var hun, når det kom til stykket, og gik det i grunden så godt i de pæne familier? Mellem sædeskildring, krimi og filosofisk mysterium – og med en mængde politiske pointer – var det en intens og vibrerende, tætklippet film, som kom rundt om alle forhindringer og fortalte mere om tidsånd i Iran end mange nyhedsreportager.*

SKILSMISSEFILMEN om Nader og Simin er mere koncentreret i sit fokus, men fortælles i samme dynamiske form, med mange klip og i stadig bevægelse, så det føles som virkelighed.
   Simin og Nader har endelig fået udrejsetilladelse, men han vil ikke forlade sin 80-årige far, der lider af demens. Simin er lærer og ønsker at arbejde i udlandet, hvor kvinder er bedre stillet. Nader vil give hende alt, inklusive friheden til at rejse, men han kræver forældremyndigheden over parrets 11 årige-datter. Filmen åbner i skilsmisseretten, hvor parret forklarer sig til kameraet, der er sat i dommerens sted.

NØGLEN til historien er dog Razieh, som Nader ansætter til at tage sig af sin far og lejligheden, når han ikke selv kan være der. Razieh er en from, fundamentalistisk kvinde, som bærer chandor, er højgravid og har sin datter på fem år med hver dag. Hun vægrer sig ved at fortælle sin arbejdsløse mand, at hun har taget arbejde hos en enlig far. En konflikt spidser til omkring Naders far. Den ellers fornuftige, retskafne Nader skubber Razieh ud af døren. Hun glider på trappen og aborterer.

FORDI graviditeten er fremskreden, sigtes Nader for mord. Hodjat, Raziehs mand, raser og taler om os og jer, dvs. troende og verdslige iranere. Begge parter kommer grundigt i klemme i juridiske problemstillinger, som er dikteret af religion, social ulighed og bureaukrati.
   Skønt ingen skildres som skurke – dommeren er både rimelig og uhyre tålmodig – bliver situationen stadig værre. Hodjat er bitter på den i hans øjne bedrestillede Nader, som end ikke tager troen alvorligt. Simin ser til og vægrer sig ved at hjælpe den hidsige, pressede Nader.
   Hverken han eller Razieh kan lyve i længden, heller ikke når det tjener dem strategisk. Det er afgjort de to, som deler publikums sympati. Som tilskuer føler man ofte – i lighed med parrets datter – at Simins urokkelighed skaber problemet. Der er mindst syv sider af sandheden hér. Farhadi lader filmen klinge ud i en scene, hvor datteren skal vælge mellem far og mor i den iranske udgave af Statsamtet. At alting ender vidtåbent, er måske er den stærkeste pointe.

NADER og Simin er en fornem film. En til overflod realistisk fortælling, som skildrer levende, voksne, fejlbarlige mennesker, fastholder alle nuancer og fremstiller verden på en måde, som kun er mulig i filmmediet. Man identificerer sig stærkt med den stressede Nader, som ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, og man tager kritikken af den dogmatiske tro til efterretning, fordi den besværliggør tilværelsen for Simin såvel som for Razieh, der er den for alvor nødstedte skikkelse.

PAYMAN Moaadi (Nader), Leila Hatami (Simin), Sareh Bayat (Razieh) og Shahab Hosseini (Hodjat) er fremragende i de fire voksenroller. Som pigen, der skal vælge mellem sine forældre, har instruktøren castet sin egen datter, Sarina Farhadi.
   Filmen er god at få forstand af, når højrepolitikere tordner mod militant islamisme. Iran har 80 millioner indbyggere. To af dem hedder Nader og Simin. Alle er mennesker ligesom vi. 

*) Om Elly kom ikke i dansk distribution, men blev vist på CPH PIX og mange andre festivaler, inklusive Berlinalen, hvor Farhadi fik en sølvbjørn som bedste instruktør. Golshifteh Farahani havde sin gennembrudsrolle i filmen, der stadig kan streames i flere territorier, bl.a. Frankrig og USA. Det kom derfor ikke ud af det blå, at Nader og Simin – en separation modtog Guldbjørnen i 2011. Filmen fik et langt liv og var både Golden Globe og Oscar-vinder i Best Foreign Language-kategorien.
   Farhadi blev tilbudt at filme i Frankrig og skrev og instruerede Le Passé (2013, da. Fortiden) med sin hustru, Bérénice Bejo, i den ene hovedrolle. Hans første iranske produktion efter Nader og Simin blev Sælgeren (2016), der tackler et andet tabubelagt emne – voldtægt – og bruger Arthur Millers skuespil Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død) som dramatisk klangbund. Også Sælgeren modtog en Oscar i Foreign Language-kategorien, som fra og med 2020 er omdøbt til Best International Feature.
   Filmskaberen har både før og efter sin internationale succes været klar og utvetydig i sin kritik af politisk censur. På festivaler har han gentagne gange gjort opmærksom på landsmanden Jafar Panahis situation, og da den dengang nyvalgte Donald Trump implementerede et indrejseforbud mod borgere fra islamiske lande, kvitterede Farhadi ved at udeblive fra Oscar-ceremonien i 2017. Han og Bejo er bosat i Frankrig.
   Farhadi har senest skrevet og instrueret Todos lo saben/ Everybody Knows, et spansk-sproget drama med Penélope Cruz og Javier Bardem, som i struktur og tematik ligger tæt på Om Elly. Filmen blev præsenteret på Cannes Festivalen 2018 og havde samme år dansk premiere med titlen Alle ved det. 

Nader og Simin – en separation (Jodaeiye Nader az Simin). Instr. og manus: Asghar Farhadi. Foto: Mahmood Kalari. 123 min. Iran-Frankrig-Australien 2011. Dansk premiere: 24.11.2011

Foto: Asghar Farhadi Productions/ Memento Films International/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV og FILMSTRIBEN
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.11.2011