Efter Leskov: Lady Macbeth (2016)

DEN NYE (ANTI)HELTINDE
Gotisk feminisme og ekstasens politik

Af BO GREEN JENSEN

DET er muligvis mændenes verden, men nogle kvinder går til modangreb.
   Lady Katherine fra Northcumberland er kun 19 år, da hun bliver giftet væk til den midaldrende Alexander. Hun indgår i en handel, som svigerfar Boris foretager. Først giver hun arrangementet en chance, men da hun blot bliver kuet og ignoreret, træffer hun sine forholdsregler. Det får vidtrækkende konsekvenser.

SPORET fra Shakespeare går over russisk terræn. Lady Macbeth er baseret på romanen Lady Macbeth fra Mtsensk, som Nikolaj Leskov skrev i 1865. Leskov fulgte eksemplet, som Ivan Turgenjev havde sat med novellen »En Hamlet fra Stschigrovske Distrikt«, som står i En jægers dagbog (1852). Motivet er altså grundigt omplantet.*
   Katherine bliver udstyret med en sort tjenestepige, Anna, der fungerer som vogter og vidne. Hun får en blå kjole på og sætter sig – tungt – i den herskabelige sofa. Både først og sidst i filmen ser hun publikum i øjnene. Ansigtet bliver bredere, men udtryksløsheden er den samme. Katherine er gådefuld som en sfinks.
  

MÆNDENE rejser væk for at tage sig af en arbejdsulykke. Katherine udforsker godset og får nærkontakt med forvalteren Sebastian, en Strindbergsk tjener Jean-figur, der har samme hudfarve som Anna. Der er en kort, kursorisk parringsdans. Så eksploderer alle forbehold.
   Kun Anna ser den fulde styrke i Katherines nye hæmningsløshed. Hun forgifter sin svigerfar, som fortjener det, og siden ægtemanden, der konfronterer hende med rygterne, som verserer. Katherine nægter alt i fem minutter. Så hiver hun elskeren ud af skabet, og de har samleje foran Alexander. Katherine sørger hele tiden for at holde øjenkontakt.
   Sebastian er først den stærke i forholdet, siden bliver han revet med. Den sidste streg i regningen er Teddy, et caribisk kærlighedsbarn, som Alexander har tilgodeset. Han flytter ind med sin mormor, som tror, hun kan styre Lady Macbeth. Da Sebastians samvittighed detonerer, bliver han ofret sammen med Anna. Det er svært at se, om Katherine beklager.

  
TEKSTEN er barberet ned til ritualistisk teater. Scenografen Jaqueline Abrahams bruger Vilhelm Hammershøis interiører som forbillede i næsten forstyrrende grad. I stuerne er der hvidt og symmetrisk. Udenfor er naturen vild og romantisk som hos Thomas Hardy og søstrene Bronté.
   Der er i hele filmen ikke én gnist af ømhed, kun beregnende brutalitet og en uventet glæde ved fryden, som findes i udlevet seksualitet. Katherine nyder vinden, da faldet tager fart.    
  Endelig sidder hun igen midt i sofaen og ser os i øjnene. Nu har kvinden indrettet sig. Hendes vrede er ikke formindsket, hun har snarere fået smag for at fjerne forhindringer. Den nye heltinde er ikke et offer, men en overlevende fra borgerkrigen mellem klasser, racer og køn.
 

HUN er heller ingen litterær påklædningsdukke – så meget synes instruktøren William Oldroyd og manuskriptforfatteren Alice Birch at være enige om – men en blanding af moralsk skræmmebillede og feministisk rollemodel. Er vi så på Katherines side? Vi er i hvert fald ikke imod.
   Florence Pugh debuterer som Katherine med noget, der ligner medfødt erfaring. Hun breder sig velbehageligt og tager bad i hedonismen. Hun siger #MeToo, så det kan høres. Hun spiser mænd til morgenmad. Der er ingen vej tilbage. Ekstasens politik er sand.

*) Alfred Schønebeck oversatte teksten til dansk. Den står i Den fortryllede Vandringsmand og andre fortællinger (Reitzel, 1932) og er genoptrykt i Lady Macbeth fra Mcensk og andre fortællinger (Reitzel, 1962). Leskovs tekst er ikke mindst blevet klassisk i kraft af den opera i fire akter, Lady Macbeth fra Mtsensk ujezd, som Dmitrij Sjostakovitj skrev i 1934. 

Lady Macbeth. Instr.: William Oldroyd. Manus: Alice Birch. Foto: Ari Wegner. 89 min. UK 2016. Dansk premiere: 26.10.2017

Foto: Sixty Six Pictures/ Camera Film
Filmen streames på Amazon Instant, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.2017