Wes Anderson: The Grand Budapest Hotel (2014) [Berlinale Silver Bear]

VERDEN AF I GÅR

Wes Andersons hyldest til Stefan Zweig

Af BO GREEN JENSEN

VERDEN er et luksushotel – og livet en konditorkage - i Wes Andersons film nummer otte, som måske er hans bedste til dato og uden tvivl den, som er størst produceret.

   Alle sejl er sat til i The Grand Budapest Hotel. Instruktørens faste ensemble – Bill Murray, Owen Wilson, Jason Schwartzman, Adrien Brody, Edward Norton – suppleres af celebre gæster: F. Murray Abraham, Jude Law, Saoirse Ronan, Tilda Swinton, Léa Seydoux, Tom Wilkinson, Matthieu Amalric. Det er et drømmehold af den slags, som ellers kun Woody Allen kan mønstre – eller kunne, før #MeToo annulerede værket  – og caste med samme excentriske nonchalence.

   Anderson har i hver film skabt fint ciselerede miljøer, der fungerer som færdige verdener: skolen i Rushmore (1998); huset i The Royal Tenenbaums (2001); skibet i The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); toget i The Darjeeling Limited (2007); den animerede skov i Fantastic Mr. Fox (2009); sommerøen i Moonrise Kingdom (2012).

HOTELLET i den nye film er en lige så gennemført skalamodel. Her blomstrer kulturen i det gamle Europa, som knuses af to verdenskrige, før Jerntæppet deler verden på midten. Som det oplyses i slutteksterne, der afvikles til en veritabel balalajka-extravaganza, er The Grand Budapest Hotel »inspired by the Works of Stefan Zweig«.

   Henvisningen er ikke grebet ud af luften. Nostalgien i filmen kommer fra Zweig, men det samme gør sanseligheden. Det sarte og sentimentale gnider kind med det absurde, brutale og sjofle. Hensynsløsheden hersker, men menneskene smiler, mens mørket falder på. End ikke gode, humane værdier kan bremse det historiske kaos.

   Flere karakterer er baseret på Zweig. Forfatteren fra rammehistorien og den forældreløse piccolo, Zero Moustafa, der ender som hotellets ejer, er vidner til sammenbruddet. Helten er dog handlingsmennesket M. Gustave, conciergen over dem alle, som for længst er død og borte, da Zero fortæller om hans bedrifter.

KRONOLOGISK er strukturen et system af koncentriske cirkler. Hotellet er beliggende i Zubrowka, en lilliputstat i en fiktiv version af Østrig-Ungarn. I 1985, mens Muren endnu står, beskriver forfatteren til The Grand Budapest Hotel, hvordan han som ung mand boede på hotellet med alskens smuldrende pragt. Her fik han historien foræret.

   I 1968 falder den unge forfatter i snak med en gæst, som ellers ingenting siger. Portieren betror ham, at det er hotellets ejer, M. Moustafa. De spiser i restauranten, som under kommunisterne er tyndt besat. Sådan var det ikke i guldalderen, da M. Gustave regerede på Budapest. Her, i 1932, har fortællingen sit hjerte.

   Det er og skal ikke være det historiske Europa. Krigen er ifølge Anderson »en kombination af krigene, som begyndte i 1914 og 1939.« I 1968 ligger hotellet midt i Stalin-tiden, men Jude Laws plusfour-klædte forfatter ligner helten i en John Buchan-historie fra 1930erne. Hotellets tid kunne være 1910. De tre perioder er filmet med hver sin beskæring. Teknisk ækvilibrisme er endnu et udtryk for the Anderson touch.

  

INDE i det store system er en enkel og alligevel sindrig historie. Gustave H. er concierge på hotellet, hvor han hersker som en konge, holder faglige taler for staben og servicerer de velhavende gæster, som han også i sengen behandler med takt. Han fatter interesse for piccoloen, der har mistet sin familie, og genkender den forældreløse dreng i sig selv.

   Den skrantende Madame D. (Tilda Swinton) testamenterer et kostbart og tudegrimt maleri (»Dreng med Æble« af Johannes van Hoytl) til M. Gustave. Hendes tølper af en søn har ikke til hensigt at give tjeneren noget som helst. Dimitri (Adrien Brody) fjerner alle forhindringer med vold, som udføres af den primitive Jopling (Willem Dafoe). Gustave tager sagen i egne hænder. Han og Zero stjæler maleriet.

EN vild jagt følger. Gustave havner i fængslet, som han flygter fra sammen med en kronraget Harvey Keitel. Zero er flyttet ind hos konditoren Agatha (Saoirse Ronan), der har mere ben i næsen end Andersons øvrige kvindefigurer. Midlerne til flugten smugles ind i kager fra Mendl’s. Disse konfektioner optræder alle vegne i filmen. De er som små visitkort for hotellet. Selv glasuren har samme kulør.

   Mens Gustave og Zero forfølger deres mål, og Dimitri og Jopling gør det samme ifølge deres værdier, invaderes Zubrowka af fascistiske stormtropper. Handskerne er endelig taget af og lagt væk. Den gamle verden forsvinder på få øjeblikke, og alle karaktererne går til. Kun ikke hotellet og ejeren Zero, det evige vidne.

ANDERSONS film er bjergtagende muldvarpeskud. De forstørrer detaljen og udtrykker helheden i koncentrat. Den oplagte analogi er et dukketeater. Scenemesteren lægger alle kræfter i udformningen og indramningen af sin herlige miniature. Så sætter han nogle figurer ind, der kan virke som marionetter. Han fører dem rundt i en narrativ skabelon, slutter ved udgangspunktet og modtager sit bifald.

   Formen og stilen har prioritet. Der er altid en ironisk distance, skønt følelserne er store og ægte. Den æstetiske metode er samtidig udtryk for en nærsynethed, et fravalg af forstyrrende virkelighed, som tangerer et filosofisk system. Nogle film har nok i at bygge modellen. Andre undersøger, hvad der sker, når den trues.

HER er der endnu mere på spil. The Grand Budapest Hotel lever særligt i kraft af figuren M. Gustave, som Ralph Fiennes fremstiller så gavmildt, at hver scene bliver en fest. De fleste af Andersons faderfigurer er trætte mænd, typer som Bill Murray og Gene Hackman i The Royal Tenenbaums. De skal grave dybt i desillusionen for at finde resterne af en varme, når de skal relatere til deres familier.

   Monsieur Gustave er derimod en gavmild lærer, som lever op til sit ansvar og giver til det sidste. Han er i sit element, når han holder hof med de glade enker på hotellet. Selv i fængslet kan han skabe et venligt ritual omkring kagerne fra Mendl’s, som Zeros kone kommer med. Agatha er den eneste karakter, der matcher formatet hos M. Gustave. Begge anerkender det. Zero er tæt på at være jaloux.

    M. Gustave bekræfter sit væsen hver dag. Han er karakteren, som forklarer filmens henvisning til den ekstravagante superdandy, som Stefan Zweig var i Wien ved århundreskiftet, før krigene knuste hans verden, og han blev den mere patetiske nostalgiker, man forbinder med fortællerstemmen i Hjertets utålmodighed og Verden af i går. Det giver derfor mening, når Anderson siger: »Jeg ville ikke filmatisere Zweigs bøger. Jeg ville skabe min egen Zweig.«

THE Grand Budapest Hotel er en kærlighedserklæring til Zweig og forestillingen om det civiliserede gamle Europa. Det er også den af Andersons film, hvor det bedst lykkes ham at blande lys og mørke, så de enkelte scener kan rumme komik og tragedie. Der er farce, alvor, romantisk dybde og frem for alt menneskevarme.

   Når M. Gustave og Zero krydser grænsen, står fascisterne klar ved jernbanen med Edward Norton som kommandant. Han taler pænt til Gustave for gamle dages skyld, men er parat til at knuse det skønne. Da M. Gustave går til modangreb, er der på én gang tale om latterlig gestus og heroisk offervilje. Man smiler gennem tårer. Et af Andersons egne idoler er Ernst Lubitsch. Filmen kunne være hans To Be or Not to Be.

   Også Anderson er i sit element. The Grand Budapest Hotel er et tragi-komisk storværk, symfonisk orkestreret og koreograferet. Alle instrumenter er i brug, også triangel og pauker. Først og sidst er filmen morsom. Der er stof til mange gensyn i den rigt detaljerede fabel om en verdens og et hjertes undergang.

The Grand Budapest Hotel. Instr. og manus: Wes Anderson. Foto: Robert D. Yeoman. 100 min. USA-Tyskland 2014. Dansk premiere: 27.03.2014 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.03.2014