Barry Jenkins: Moonlight (2016) [Black Lives Matter 2]

I MÅNESKIN BLIVER DRENGENE BLÅ

Den første afroamerikanske Oscarvinder

Af BO GREEN JENSEN

  

DER er barnet, den unge mand og den voksne. Moonlight beskriver et liv i tre aldre. Det er ikke noget særligt liv. Eller hvis det er, har vi alle betydning. Det er fortællingen om en tilblivelse. Derfor gav Gud os udviklingshistorier.

   Chiron vokser op i Miami. Han bor hos sin mor, der tager stoffer og rejser penge til vanen ved at betjene tilfældige mænd. Som voksen kan Chiron stadig vågne af drømmen, hvor hun råber. Man hører ikke ordene, men hun siger, han skal gå. Eller give hende pengene. Hun ved, at han har dem. Hun skal bruge dem nu. Og alligevel elsker hun drengen.

   I skolen bliver Chiron kaldt Little og må hver dag løbe spidsrod. Han skjuler sig i en tom lejlighed, hvor narkohandleren Juan har boet. Juan kører Little hjem til sin kæreste, Teresa. De giver ham mad og tager sig af ham. Juan lærer drengen at svømme. Det er det tætteste, Chiron har haft på en far.

   Så er der gået fem år. Også mobbernes leder er vokset. Chirons mor er for alvor på vej ind i mørket. Juan er død, men Teresa hjælper stadig. I skolen er Chiron betaget af Kevin, der taler om seksuelle bedrifter. Chiron har erektion. Kevin hjælper ham med at komme. De har et tæt øjeblik under månen.

DET er første gang, at Chiron åbner sig. Det er vigtigt, at det sker om natten og i måneskin. Drengene er afroamerikanske. Jeg har tøvet med at nævne det. Man skriver sjældent som det første, at protoganisten er hvid. Men hudfarven røber en etnisk forventning. Og dér bider Moonlight sig fast.

   Chiron er sort, socialt belastet og homoseksuel. Man regner derfor med at se en bestemt slags socialrealisme med forskellige faste typer og troper. Noget med bandeliv, hip-hop og maskulin etos. You Sexy Motherfucker og sådan.

   Der er ingen af de elementer. Eller jo, måske et sted i baggrunden, men for det meste er Florida bare et sted. Ingen tænker over, at de er sorte eller har det svært. For i forhold til hvem og i forhold til hvad?

BARRY Jenkins’ bemærkelsesværdige film bygger på et skuespil af Tarell Alvin McCraney. Forestillingen hedder In Moonlight Black Boys Look Blue. Det er noget, som Chirons bedstemor sagde. I mørket er kattene grå, i måneskin bliver drengene blå. Ellers er hudfarven end ikke nævnt. Bortset fra, at alle siger nigger om hinanden. Der er ingen hvide personer i syne.

   Der er heller ingen dårlige mennesker. Tættest kommer plageånden Terrel, en homofobisk hipster med hestehale og læderkasket. Han får Kevin til at slå Chiron i et mobberitual, hvor begge er fanget af status og fordom. Kevin slår, og Chiron tager imod. Han nægter at blive liggende. Teresa råder Chiron til at sætte sig i respekt. Da han gør det, bliver lærredet blåt.

  

ENDELIG er Chiron knapt til at kende. Manden Black har muskler som en skulptur. Hans tænder er lavet af guld. Der ligger en kongekrone i bilen. Og et våben. Black bor i Atlanta nu og har valgt Juans næringsvej. Little tabte ellers agtelsen for sin mentor, da han indså, hvad læreren levede af.

   Chirons mor er i pleje og beder ham komme, men han kan kun høre stemmen i drømmen. Som voksen blev drengen stærk og alene. Indtil Kevin ringer en aften og spørger, hvordan det hele er gået.

   Moonlight gør sin virkning ved at modarbejde alle klicheer. Den lægger ikke tingene frem, som de er. Alt er gjort smukkere, både fryden og fornedrelsen. Der er denne store ro og fornemmelsen af et cirkulært forløb. Somme tider er Chiron næsten en helgen. Somme tider er han bare en sort mand i Amerika.

   I hvert fald er der indvielsesritualer. Chiron bliver døbt, da Juan lærer ham at svømme, og konfirmeret, da Kevin forløser ham seksuelt. Han bliver prøvet i skolegården. Han lærer sin lektie og er ren igen, da Kevin ringer. Det er ikke for sent. Det er aldrig for sent. Han kan nå at finde hjem, før det bliver aften.

FILMEN er fortalt i tre akter, »Little«, »Chiron« og »Black«, der varer cirka en halv time hver. Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes spiller Chiron. Som hans mor er Naomie Harris det eneste velkendte ansigt. Filmens fund er Mahershala Ali, der spiller faderfiguren Juan.

   Moonlight modtog en Golden Globe 2016 som bedste drama. Den var Oscar-nomineret i otte kategorier og vandt i tre: Bedste mandlige birolle (Mahershala Ali), Bedste bearbejdede manus (Barry Jenkins) og Bedste Film. Det sidste skete efter en historisk rodet og pinlig episode, hvor værterne Warren Beatty og Faye Dunaway fik kåret Damien Chazelles La La Land som vinderfilm.

   Det var året, hvor race og seksualitet gjorde en forskel. Senere i 2017 kom #MeToo-bevægelsen og fjernede fokus fra farve til køn, men i februar var det endnu stort og retfærdigt, at AMPAS endelig kårede en afroamerikansk vinderfilm.

   Det er let at se en politisk markering i dette, en anerkendelse af den sorte erfaring og af Black Lives Matter-bevægelsen. Men Moonlight er en tidløs dannelsesskildring, som dybest er farveblind. Det er heldigvis også sådan, at filmen bliver betragtet – og dét i sig selv er bemærkelsesværdigt.

Moonlight. Instr. og manus: Barry Jenkins. Foto: James Laxton. 111 min. USA 2016. Dansk premiere: 09.02.2017

Foto: A24/ Camera Film

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 10.02.2017