onsdag den 26. februar 2020

Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]



DETALJERNES TID
En stærk kvindeskæbne fra angiverstaten

Af BO GREEN JENSEN
  
HISTORIEN visker detaljerne ud. Der findes glemsel, som er ren fortrængning, men også et nådigt og næsten nødvendigt hukommelsestab, hvis man skal videre efter et stort sammenbrud. Det gælder for mennesker som for nationer. Meget har ændret sig i Europa siden udfasningen af statssocialismen. DDR blev grundlagt i 1949 og levede i 40 år. I den store historie vil landet blive husket som en parentes, endnu et kortlivet tusindårsrige af typen, som den germanske historie er særligt rig på.
   Efter genforeningen kommer en generation, som ikke har nogen erindring om tiden før 1990. Det er samtidig blevet muligt at tænke på Jerntæppet med en vis nostalgi. Der var mange historier om DDR dengang, men de handlede om storpolitik. Om murløbere og forrådte spioner. Siden blev fortiden afsøgt med humor (Good Bye, Lenin! fra 2003) og patos (De andres liv fra 2006). I de nye film er det detaljer, der tæller. Man husker en hverdag inde i staten, som var baseret på angiveri.


BARBARA foregår i en østtysk provinsby i 1980. Ingen drømmer om, at der kommer en dag, hvor Den Kolde Krig ikke længere føres. Overlægen André (Ronald Zehrfeld) står ved vinduet sammen med Stasis lokale repræsentant og ser på kvinden, som netop er stået af bussen. Hun sætter sig på bænken og tænder en cigaret. Lægen undrer sig over, at hun ikke går ind. »Sådan er hun,« siger sikkerhedsofficeren. »Klokken er kun fem minutter i. Hun vil ikké møde ét sekund, før det er nødvendigt.«
   Det fremgår, at Barbara er tvangsforvist til provinsen, fordi hun i en ansøgning har bedt om lov til at forlade DDR. Siden fortæller André sin historie, der har at gøre med en fejlbehandling, som blev fortiet, hvis han til gengæld ville være behjælpelig med oplysninger om hospitalets ansatte. Det er uklart, om han taler sandt. Fortroligheder kan være et våben. André er sympatisk og populær. Barbara er til gengæld en mur af afvisning, en bokser med alle paraderne oppe.


FØRST har de to læger kun ét tilfælles: de prøver at hjælpe patienterne. En ung kvinde fra den nærliggende straffeanstalt bliver gentagne gange bragt ind af politiet, når hun har prøvet at flygte og gemt sig i marsken. Barbara begynder at cykle til hospitalet. I hemmelighed mødes hun med en vestlig elsker, som er ved at arrangere hendes flugt. Men overalt er der øjne på Barbaras færden. Stasi-officeren ransager den luvslidte lejlighed. Værtinden følger alt, hvad der sker.
   André lægger ikke skjul på sin interesse for Barbara. Han gør kur ved at gøre hende små tjenester; et ustemt klaver bliver tilset, en defekt stikkontakt repareres. Han slår endelig sprækker i Barbaras panser, da han låner hende Turgenjevs En jægers dagbog med novellen om en provinslæge. Hun forstår, at den rummer en sandhed for ham. Hun begynder at overveje sin stilling.


MENS flugtdagen nærmer sig, bliver Barbara mindre ivrig efter at rejse. Sådan er det, når drømme realiseres, og Petzold giver kvinden en vis indolens, som måske er et træk ved tiden og folket. Der er således flere lag af stille suspense i den underdrejede spændingshistorie. Vil kvinden forelske sig? Vil hun blive opdaget? Ønsker Barbara at flygte, når det endelig kommer til stykket?
   Det kommer til stykket, og alle øjne i salen forsøger at aflæse Barbaras ansigt. Karakteren fremstilles enestående stærkt af Nina Hoss, som har haft hovedrollen i de fleste af Christian Petzolds film. Også i Yella (2006) var hun en kvinde, som kom fra Øst til Vest. 
   Petzold er født i 1960 og husker DDR-perioden. Han beskæftiger sig med den i en mere nuanceret form, end man er vant til fra film som De andres liv. Der står ikke helt og skurk i panden på karaktererne. Ingen af dem ved, at de lever i et land, som er ved at forsvinde. De tror, at imperiet er evigt. Overvågningssystemet er en subtil mekanisme. Alt ved DDR er ramponeret. Men livsfarven føles autentisk.
   Petzolds formelle og reserverede Barbara er en noget nær fuldkommen film. Det var for dén, at han modtog en sølvbjørn på Berlinalen 2012. Phoenix fulgte i 2014, atter med Hoss i hovedrollen. Transit fik premiere på Cannes Festivalen i 2018. I 2020 er Petzold tilbage på Berlinalen med Undine.



Barbara. Instr.: Christian Petzold. Manus: Harun Farocki og Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 105 min. Tyskland 2012. Dansk premiere: 29.11.2012


Fotos: Schramm Film Koerner & Weber/ ZDF/ ARTE/ Midget Entertainment [Mislabel.dk/ Kino Lorber
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, HBO Max, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 30.11.2012

Ingen kommentarer:

Send en kommentar