Den stædige erindring: Dokumentarfilmskaberen Patricio Guzmán [Moderne mestre]

DEN STÆDIGE ERINDRING

Dokumentarfilmskaberen Patricio Guzmán

Af BO GREEN JENSEN

»ET land uden dokumentarfilm er som en familie uden et fotoalbum.«

   Fyndordet er formuleret af chileneren Patricio Guzmán, som gennem et langt og omskifteligt liv har skildret forandringerne i sit land, uanset hvor han opholdt sig og altid i dokumentarform. Kun en enkelt spillefilm, La rosa de los vientas (»Vindrosen«) fra 1983, stikker atypisk ud i en liste på ca. 20 titler.

   Guzmán blev født i Santiago i 1941. Han gik på filmskole i Madrid fra 1967 til 1971 og havde instrueret to lange dokumentarfilm, El primer año (»Det første år«) og La respuesta de Octobre (»Svaret i oktober«), om det første år med Salvador Allende som folkevalgt præsident, da Chiles socialistiske styre blev væltet ved et fascistisk militærkup i september 1973.

   

GUZMÁN filmede alt under kuppet. Han og fotografen Jorge Müller var undervejs med en opfølger til El primer año, og det virkede ikke mistænkeligt at arbejde videre. Når holdet søgte tilladelse til at optage på følsomme steder, brugte de fiktive navne og titler, som slørede projektets væsen.

   Det var svært at skaffe råfilm i Chile. Guzmán fik derfor sin franske kollega og ven, instruktøren Chris Marker (1921-2012), manden bag auteur-klenodier som La Jetée og Sans Soleil, til at tage udstyr og filmruller med, når han kom på besøg. Efter kuppet var det Marker, som havde filmrullerne med til Paris.

   Guzman vidste, at tiden var knap, og han var fast besluttet på at skabe en film, som dokumenterede hele den politiske omvæltning. Kuppet kom ikke ud af det blå. Skønt Pinochet var sponsoreret af CIA, så mange chilenere positivt på forandringen. Socialisten Allende var upopulær hos borgerskabet. Alle, som ejede noget, frygtede, at det ville blive taget fra dem, når præsidentens program var fuldt gennemført.

ENDELIG blev Guzmán arresteret. Han tilbragte to uger på Estadio Nacional, hvor Pinochet-regeringen internerede og afhørte sine modstandere. Det var her, at sanger-sangskriveren Victor Jara (1932-1973) blev dræbt, da bødlerne havde knust hans hænder. Ældre læsere husker måske Costa-Gavras' film Missing (1982), hvor Jack Lemmon leder efter sin søn.

   Guzmán slap med forskrækkelsen. Jorge Müller kom derimod aldrig ud. Fotografen blev en af de deaparacidos, forsvundne dissidenter, som stadig hjemsøger den kollektive erindring i Chile.

   Da Guzmán blev løsladt, flygtede han. Han besøgte Chris Marker i Paris og forsøgte at finde fransk finansiering. Det lykkedes ikke, men han mødte Alfredo Guevara fra cubanske filminstitut, som tilbød ham sine faciliter.

   Derfor blev det i Havana, at Guzmán brugte resten af årtiet på at skabe La batalla de Chile (»Slaget om Chile«), en fem timer lang trilogi, der også i dag bliver betragtet som en hjørnesten i den politiske filmkunst. Han vendte siden tilbage til stoffet igen og igen. Der er både en film om Sagen mod Pinochet (2001) og et dokumentarisk portræt af Salvador Allende (2004).

SLAGET om Chile består af tre film, der tilsammen udgør en ligsynsrapport. Den første har undertitlen Borgerskabets oprør (1975). Den anden hedder Statskuppet (1977). Den tredje, El poder popular fra 1979, er en besværgende tillidserklæring til oppositionen, især de faglige forbund i Chile.

   »Uden denne film ville de år måske slet ikke eksistere,« har den spanske historiker Jorge Ruffinelli sagt om Guzmáns hovedværk.

   I Chile, la memoria obstinada fra 1997 er Guzmán tilbage i Santiago og skal vise Slaget om Chile for en offentlighed, der arbejder hårdt på at glemme og fortrænge. I filmen om den stædige erindring bruger Guzmán for første gang den essayistiske fortællerstemme, som er fundamentet i hans senere film.

DER er en didaktisk belærende faktor på spil i Guzmáns film om kuppet i Chile. Det kan føles som en revselse at se dem. I hvert fald gør man det for at få baggrundsviden – ikke for æstetikken og retorikken. Guzmán blev respektfuldt sat hen i et hjørne, da dokumentargenren ændrede sig.

   Det var derfor en stor overraskelse, da Guzmán som 69-årig kom igen med en ny slags dokumentar. Han har ikke ændret ståsted, men fraserne er forsvundet i Lysets nostalgi (2010) og Perlemorsknappen (2015). Begge film husker kuppet i Chile, men de udforsker også den ældre historie og er gennembrændt af en kærlighed til landet, som på sit smalleste sted kun er 12 kilometer bredt. Det har til gengæld en kystlinje på 4.000 kilometer, fra Arica ved grænsen til Peru i nord til Patagonien og Ildlandet nede i syd. Chile må være det eneste land, hvor alle klimazoner er repræsenteret.

LYSETS nostalgi er en forunderlig blanding af billeddigt og erindringsessay. Guzmán tilfører de faste motiver en faktor af videbegær og eventyrlyst. Han havde taget tilløb med en kortfilm om Robinson Crusoes ø (1999) og en tv-film om Mon Jules Verne (2005). I Lysets nostalgi fases sporene sammen med Guzmán selv som en rolig fortæller, der finder evigheden i de mindste ting og futiliteten i store problemer.

   Atacama-ørkenen i det nordlige Chile er et af jordens tørreste steder. Luften er uden fugt og fuldstændig klar. Derfor er det hér, at astronomer har anbragt de gigantiske teleskoper, som prøver at lytte til stjernerne, der betog Guzmán i hans barndom. Atacama er samtidig stedet, hvor Pinochets politi konverterede en forladt mineby til en koncentrationslejr og begravede systemets fjender.

   Fordi vinden er tør, og luften er klar, mumificeres ørkenens døde. 40 år senere finder de efterladte stadig rester af deres kære: en knogle, en skjorte, en fod i en sko. Nostalgi betyder hjemvé, og Guzmán husker Chile i uskyldens tid, da han var dreng, og verden hang sammen.

   En astronom forklarer, at stjernerne og skelettet består af det samme grundstof, kalcium. En enke ville ønske, at man kunne rette teleskoperne ned i sandet og få svar på, hvor de døde er. Det forsøger Guzmán i den svimlende slutning. I observatoriet står mødre og enker mellem svirrende partikler, stjerner og sandskorn, der trækker en hale af lys gennem luften.

MED Perlemorsknappen føjer Guzmán en tematisk tvilling til Lysets nostalgi. Fra ørkenen i nord søger filmen ned til det patagoniske øhav, hvor Ildlandets første befolkning blev civiliseret i flere omgange. Guzmán taler med de sidste efterkommere og skildrer vandnomadernes livsform.

   Igen bliver de forsvundne døde bragt til live i erindringen. Pinochets piloter kastede tusindvis af lig i det åbne hav. Men der er andre historiske fund under vandet.  For eksempel den knap, som indianeren Jimmy Button havde med til England, da han skulle civiliseres. Det lykkedes ikke. Jimmy vendte hjem og forsøgte at blive nomade igen. Heller ikke det ville lykkes.

I Lysets nostalgi tænkte Guzmán over himlen og sandet. Her funderer han over havet og tiden. En dråbe vand bliver fundet i en kvartsblok, der har ligget og ventet i 3.000 år. Måske er der vand på de fremmede kloder. Nomaderne bliver tatoveret med stjerner. De mener, at de døde bliver til stjerner.

   Igen er det Guzmáns stemme og ciselerede sprog, der bærer de store betragtninger. Den blide film fortæller også om et folkemord. Myndighederne betalte for afskårne bryster og testikler. Æstetikken er et effektivt alternativ til den chokstrategi, som f.eks. Joshua Oppenheimer benytter i The Act of Killing.

   Lysets nostalgi havde premiere på Cannes Festivalen i 2010. Perlemorsknappen var i konkurrence på Berlinalen i 2015 og modtog en sølvbjørn for sit manuskript. I begge film lykkes det Guzmán at zoome ud i evigheden og forbinde Chiles historie med en topografisk beskrivelse af selve landet. Disse film er skabt af en gammel mester, der tænker og ånder i formen. Billederne er betagende.

UANSET, hvad han skildrer, og i hvilken tid, han befinder sig, vender Guzmán altid tilbage til kuppet i 1973. I 2015 fortalte han om det i en samtale med kollegaen Frederick Wiseman:

   »Jeg kan ikke slippe væk fra det øjeblik. Det er som om, at jeg som barn har set mit hjem brænde ned. Mine bøger, spil, legetøj og tegneserier blev brændt for øjnene af mig. Jeg føler mig som et barn, der ikke kan glemme den brand.

   Tiden opleves forskelligt fra person til person. Spørger jeg mine venner i Chile, om de husker kuppet, svarer mange af dem, at det er længe siden nu, og at de husker det fjernt. Men for mig har nærmest ingen tid passeret. Det er som om, det skete sidste år, i sidste måned eller sidste uge. Det er som om jeg eksisterer i en kapsel af rav, som et ældgammelt insekt, der er bevaret for evigt i en dråbe, uden mulighed for at bevæge sig.

   Nogle af mine chilenske venner siger, at jeg er fanget i det. Jeg ser på dem, og bemærker, at de er både ældre og tykkere end jeg. Så jeg konkluderer, at jeg lever i bedste velgående inde i min kapsel.«

Se også Valget i Chile: NO (2012) [Pablo Larrain]; Pablo Larrain: El Club (2015); Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973; Ernesto Ché Guevara 1928-1967.

Perlemorsknappen (El botón de nácar). Instr. og manus: Patricio Guzmán. Foto: Katel Djian. 82 min. Frankrig-Spanien-Chile 2015. Dansk premiere: 19.11.2015

Lysets nostalgi (Nostalgia da Luz). Instr. og manus: Patricio  Guzmán. Foto: Katell Djian. 90 min. Frankrig-Tyskland-Chile 2010. Dansk premiere: 10.12.2010

Fotos: Atacama Productions/ Blinker Filmproduktion/ WDR/ Cronomedia/ Fonds Sud Cinéma/ Ministère de la Culture et de la Communication/ Ministère des Affaires Étrangères/ La Région Île-de-France/ Televisión Española/ Brouillon d'Un Réve de la SCAM/ Pyramide Distribution// Atacama Productions/ Valdivia Film/ Mediapro/ France 3 Cinéma/ France Télévisions/ CNC/ Consejo Nacional de la Cultura y las Artes/ Ciné+/ WDR/ RTS/ Generalitat de Catalunya - Departament de Cultura/ ICAA/ Programa Ibermedia/ SCAM/ Sundance Institute/ Kino Lorber/ Øst for Paradis Filmdistribution/ 

Lysets nostalgi streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Perlemorsknappen streames på FILMSTRIBEN

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 04.12.2015