onsdag den 25. marts 2020

Selma (2014): En film om Martin Luther King [Black Lives Matter 5]



MANDEN MED HJERTET
Martin Luther King 1929-1968

Af BO GREEN JENSEN

BYEN Selma i delstaten Alabama var i marts 1965 skueplads for en af de hårdeste konfrontationer mellem en brutal, racistisk ordensmagt og den ikke-voldsdyrkende del af borgerrettighedsbevægelsen, som blev anført af dr. Martin Luther King. Aktivisterne insisterede på deres ret til at gå fra Selma til Montgomery. Hver gang de trådte ud på Edmund Pettus Bridge blev de overfaldet. Alligevel kom de igen.
   Der blev allerede marcheret, da dr.King kom til byen. Noget af det bedste ved Ava DuVernays film om Selma er, at den giver sig tid til at skildre uenigheden og usikkerheden på de indre linier i Borgerrettighedsbevægelsen. F.eks. følte John Lewis fra SNCC [Student Nonviolent Coordinating Committee], at King kom og stjal hans projekt. Malcolm X blødte op for sin hårde linie og opfordrede Coretta King til at bede sin mand samarbejde.


Det Hvide Hus sad Lyndon B. Johnson begravet i den eskalerende Vietnamkrig. Han og King kommunikerede om, hvornår en valglov kunne implementeres. Johnson gjorde, hvad han kunne for at overtale George Wallace, guvernøren i Alabama, til at give efter. J. Edgar Hoover fra FBI, som overvågede King, tilbød flere gange at tage den karismatiske mand ud af spillet. Johnson gjorde omsider den rigtige ting – i hvert fald som filmen fremstiller det – fordi han fik nok af Wallaces arrogance.
   
MANGE film har skildret de voldsomme begivenheder i 1960ernes USA. King optræder gerne i periferien, og især er hans død en kronologisk markør. Selma er dog den første fiktionsfilm, som går tæt på King. Det er heldigvis ikke en hagiografi på linie med Gandhi og Mandela: Long Walk to Freedom. DuVernays film efterlader King i sejrsstunden, da en Voting Rights Act er vedtaget.
   Der er megen patos, men tonen er værdig. King tager stikket hjem, da han beder repræsentanter for andre trossamfund komme til Selma. Den ortodokse kirkes overhoved kommer. Boston-præsten James Reeb bliver sparket ihjel. Det piner King, når mennesker dør for hans sag. Han er samtidig ikke blind for offerværdien. Optøjerne bliver transmitteret i tv. Politistyrken ligner nazistiske stormtropper.

  
DAVID Oyelowo overbeviser som King.Tom Wilkinson gør en god figur som Johnson, men det er svært at glemme, at både han og Tim Roth, som spiller guvernør Wallace, er britiske mænd. Dylan Baker er den skrydende Hoover, Carmen Ejogo en lysende Coretta King.
   Til slut kan man høre den store mand tale. Det er ganske bizart, at DuVernay ikke har haft mulighed for at citere King direkte, fordi der er ophavsret på hans tekster. Filmen finder dog styrke i svagheden. Den sidste tale løfter sig, og man slipper for en fremstilling, som lader King sige »I Have a Dream« hele tiden
   

Selma er den bedste film om en sort politiker siden Spike Lees Malcolm X (1992). Den får premiere 50 år efter Selma, men teenageren Michael Brown blev skudt af hvide politifolk i Ferguson, Missouri, mens DuVernay redigerede sin film i august 2014. King blev skudt i Memphis den 4. april 1968. Manden med hjertet og de store talegaver var kun 39 år.



Selma. Instr.: Ava DuVernay. Manus: Paul Webb. Foto: Bradford Young. 128 min. USA 2014. Dansk premiere: 26.03.2015




Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.03.2015

Ingen kommentarer:

Send en kommentar