Alexander Payne: The Descendants (2011)

EFTERKOMMERNE

En sædeskildring fra hverdagens Hawaii

Af BO GREEN JENSEN

SCENEN er det moderne Hawaii, og Matt King ligner ikke en aristokrat. Imidlertid er han en prins af en slags. Hans tipoldefar var Edward King, en juridisk uddannet missionærsøn, som giftede sig med prinsesse Kekepi, datter af Kalakaua den 5. og sidste led i arvefølgen efter kong Kamehameha. Siden har familien ejet den sidste private jord på Hawaii: 24 hektar på øen Kauai.

   En ny lov siger, at jorden skal sættes i omløb, og resten af familien vil sælge, så der endelig bliver råd til at leve den demokratiske drøm. Matt mødes jævnligt med seks fætre, som har hver sin mening om, hvem der skal købe den fædrene jord. Selv er han ikke vild med at sælge. Hans hustru ville ikke høre tale om at sælge.

FOR nu må han omtale Joanie i datid. Da The Descendants begynder, er der gået en måned, siden hustruen kom til skade og fik et slag, som gør, at hun ligger i koma. »Joanie er stærk, hun skal nok blive rask,« siger alle, men det er de fraser, man bruger. Matt har en uge til at sige farvel, før der bliver slukket for Joanies respirator. Han vil derfor opsøge slægten sammen med sine døtre, Scottie på 10 og Alex på 17, som begge giver ham det meste af skylden for alt. Han vil også til bunds i historien, som Alex fortæller. Datteren siger, hendes mor var ham utro.

ALEXANDER Payne (f. 1961) laver film, der er som sædeskildrende samtidsromaner. Almindelige mænd fortæller om deres liv, som beskrives i detaljer, mens de forholder sig til en dramatisk forandring. Deres reaktion siger noget om deres karakter, som på den måde udtrykker tidens moral. Hvis Oscar-vinderen Sideways (2004) var overvurderet, kan man sige det modsatte om About Schmidt (2002), hvor Jack Nicholson havde en af sine bedste roller. Paynes mennesker er fejlbarlige folk med tonsvis af hverdag. Det er amerikansk realisme, når den er vittigst, ærligst og bedst.

THE Descendants får sit tema og sin atmosfære fra Hawaii. Øerne er filmet sagligt konstaterende, ofte i regn og en lidt for stærk sol, så man fornemmer, hvordan stedet er for de fastboende. Ergo er virkningen større, da Matt viser sine døtre den jord, som arvekrigen omhandler. Landskabet ligner det første vildnis, en sidste stump autentisk frontier. Nu skal Paradis asfalteres, hvis køberne får deres vilje. »Det ligger jo alligevel bare dér,« som en af fætrene siger. »Nu kan alle få fornøjelse af det.« Han kunne lige så godt sige, at hvalfangst er en god idé. Landet ligner i øvrigt Barbados eller Påskeøen. Man forstår, hvorfor Matt og pigerne føler sig hjemme.

DET er i deres universelle historie, at filmen finder sin ro og sit hjerte, når man har vænnet sig til klip-klapperne og de brogede skjorter. En hanrej bliver enkemand og ved ikke, hvad han skal stille op med sin vrede. George Clooney spiller den pressede mand med en overbevisende inkonsekvens. Snart overfuser han børnene, når de har hakket på ham for længe. Snart er han stoisk og alfaderlig, mens det egentlig er den ældste datter, som vil have hævn efter moderens forræderi. Payne er en mesterlig personinstruktør. Det er skildringen af nuancer og niveauer i de enkelte, indviklede relationer, som gør hans film til noget mere, end den lyder som i referat.

   Nogle film ser man for at blive taget ud af sig selv og ind i en farvestrålende verden. Andre ser man for at føle sig genkendt og på den måde måske bekræftet. The Descendants hører til i den sidste kategori, og det er derfor, at så mange reagerer positivt på det understatede budskab om, at også disse ting vil passere. Man må bare gøre, hvad man kan, navigere i kaos og leve ad hoc. Der er en fantastisk god kemi mellem George Clooney, Shailene Woodley og Amara Miller. Når de spiser is foran fjernsynet, kan man se, at det er en far og hans piger.

  

THE Descendants bygger på en roman af Kaui Hart Hemmings, der er født på Hawaii, men bor i San Francisco. Jeg læste bogen for at finde de steder, hvor Matt taler om sin familie som et øhav, hvor han måler historiens tyngde og beskriver efterkommernes vilkår. De er der dog ikke. Det er den samme slags stemme, som viser tingene frem, men ordene er nogle andre. Så i romanen er præsentationen af fætrene ikke ledsaget af et: »Don’t be fooled by appearances. In Hawaii some of the most powerful people are dressed like bums and stuntmen.«

   Man bliver ikke nødvendigvis klogere af at se sig selv i Clooneys karakter. Alligevel er der noget gribende meningsfuldt ved at vide, at familier går rundt på den anden side af jorden med de samme problemer og drømme, som man kender fra sin egen. Bogen var bare én roman mere, men The Descendants bliver en af de særlige film.

Se også Alexander Payne: About Schmidt (2002) og Alexander Payne: Downsizing (2017).

The Descendants. Instr.: Alexander Payne. Manus: Nat Faxon, Jim Rash og Alexander Payne. Foto: Phedon Papamichael. 115 min. USA 2011. Dansk premiere: 16.02.2012

Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Filmaffinity/ Filmgrab [+]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.02.2012