Medløberens historie: Et tysk liv (2017)

MEDLØBERENS HISTORIE

Propagandaministerens sekretær taler ud

Af BO GREEN JENSEN

BRUNHILDE Pomsel blev født i Berlin den 11. januar 1911. Da hun døde i 2017, den 27. januar, var hun netop fyldt 106. Hun døde på et plejehjem i München. Hun er 103, da hun fortæller til Christian Krönes i Ein deutsches Leben. Dokumentaristen er født i 1961, samme år Berlin-muren blev rejst. De kan mødes på en mellemgrund, hvor ingen er naiv.

   Pomsels liv var ordinært, i hvert fald som hun selv fremstiller det. Hun bliver spurgt, fordi hun i årene 1942-45 var sekretær i ministeriet, hvor Joseph Goebbels tilrettelagde den nazistiske propaganda. Hun fik jobbet, som var velbetalt og fyldt med frynsegoder, fordi hun kunne skrive på maskine. Endvidere var hun »naturligvis« blevet medlem af Partiet.

   Det er dette »naturligvis«, som Krönes vil undersøge. Hans erklærede hensigt er at fortælle »die Geschichte der Mitläufer und Profiteure, der Duckmäuser und Wegseher«. Altså historien om medløberne og profitmagerne; krysterne, der dukkede sig og så den anden vej.

   Det forstår Brunhilde Pomsel. Det er ikke første gang, hun retfærdiggør sig. Flere steder i filmen tager hun sig til hovedet og forklarer, hvordan hun altid siger til »de, der er unge i dag«, at de ikke kan begribe, hvor anderledes verden var.

POMSEL meldte sig ind i Partiet i 1933. Hun arbejdede da for Hugo Goldberg, en jødisk forsikringsmand, som var ved at afvikle sin praksis, Måske kunne han se, hvad der kom. Det kunne Pomsel ikke. Hun var forvirret første gang, hun gik med kæresten til et stævne i Sportspalast.

   Hun havde håbet at høre musik eller se kunstskøjteløb. I stedet var hallen fuld af svedige mænd. En tyk mand stod på scenen og talte om ting, som hun ikke forstod. Det var Hermann Göring. Hun sagde til Heinz, at han aldrig måtte tage hende derhen igen.

   Via Heinz fik Brunhilde kontakt med krigshelten og nationalsocialisten Wulf Bley, som skrev på sine erindringer. Via Bley blev hun sekretær i tysk radio. Eva Lowenthal, hendes bedste veninde, var jødisk og kom tit forbi stationen. Pomsel så hende sidste gang i 1943.

   Pomsel endte hos Goebbels ved en tilfældighed. Hun fortæller om hans ulastelighed og chokket, man fik ved at se ham forvandle sig til »en rablende dværg«. Hun stod bag scenen, da Goebbels holdt sin »Vil I den totale krig?«-tale. Hun kalder hengivelsen for »et naturfænomen«.

   Pomsel ser ikke sig selv som nazist. Hun erkender, at hun nød at have penge. Ja, hun kunne se, at jøder forsvandt, men det er ikke sandt, at alle vidste, hvad der foregik. I ministeriet fik personalet at vide, at de deporterede jøder blev genhuset i Sudeterlandet.

POMSEL er velformuleret og eftertænksom. Hun er påfaldende reflekteret omkring, hvor ureflekteret hun var. Hun græder to steder i filmen. Først da hun taler om Sophie Scholl og de øvrige medlemmer af modstandsgruppen Weisse Rose, som blev henrettet i 1943. Pomsel husker, at hun holdt sagsmappen i sine hænder.

   Anden gang er, da hun husker sin jødiske veninde. I 2005 besøgte Pomsel det nyindviede Mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin. Hun spurgte på kontoret og fik svar. Eva Lowenthal blev arresteret i november 1943 og døde i Auschwitz i 1945.

   Pomsel var med i bunkeren, hvor Hitler og familien Goebbels begik selvmord. Hun var russisk fange i fem år. I 1950 kom hun hjem og genoptog sit radioarbejde. Hun blev chefsekretær for Lothar Hartmann, den første programdirektør i ARD. I 1971 blev hun pensioneret.

   Pomsels pointe er enkel: »Nej, jeg betragter ikke mig selv som skyldig. Hvis jeg er, må man anklage hele det tyske folk, der stemte, så denne regering fik magten. Det var vi alle med til. Også jeg.«                                

SAMTALEN bliver afbrudt af arkivfilm: tysk, amerikansk og russisk propaganda, uredigerede optagelser fra ghettoer og koncentrationslejre. Østrigere som jubler, da tyske tropper gennemfører Anschluss. Tyskere, som begraver kz-ofre, mens en fortæller beder dem føle kollektiv skyld.

   Citaterne er ikke altid logisk anbragt, men det er sjældne og velvalgte klip. De fleste stammer fra Steven Spielberg Film and Video Archive i Jerusalem og US Holocaust Memorial Museum i Washington.

   For Krönes handler filmen også om østrigsk selvforståelse. Han ser Et tysk liv i forlængelse af Michael Hanekes Det hvide bånd (2009), som beskrev nationalsocialismens rødder i fiktionsform. »Den 103-årige kvinde kunne være den lille pige i Det hvide bånd.«

   Brunhilde husker, at hendes far kom hjem fra 1. verdenskrig. Pludselig var der en fremmed mand i huset. Han slog sine børn og forbød dem at bruge natpotter. Hun mener selv, at hun kunne have udviklet sig anderledes, hvis børn i 1918 blev opdraget som i 2016.

FILMEN er i sort-hvid og bruger Pomsels rynkede ansigt med skulpturel effekt. I 2002 nåede Traudl Junge, Hitlers sidste privatsekretær, at fortælle sin historie til André Heller i dokumentaren Im toten Winkel. Junge havde flere spørgsmål til sig selv.

   Er disse film andet og mere end voyeuristiske beretninger? Ja, de er nødvendige udsagn fra historiens sidste levende vidner. I ét har Brunhilde Pomsel jo ret: Ingen af os kan vide, hvordan det var.

   Det er let at se klart med bagkloge øjne. Begge kvinder taler med bæven i stemmen om Sophie Scoll. Junge vedgår sin medskyld. Pomsel beklager, men forsvarer den unge version af sig selv.

Et tysk liv – Goebbels’ sekretær (Ein deutsches Leben). Instr. og manus: Christian Krönes, Olaf Müller, Roland Schrotthofer, Florian Weigensamer. Foto: Frank von Vught. 107 min. Dansk premiere: 25.01.2018.

Foto: Kimstim Films/ Camera Film

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.01.2018