onsdag den 6. maj 2020

Den gode tysker: Claus von Stauffenberg 1907-1944 [Tysk modstandskamp 3]




DEN GODE TYSKER
Claus von Stauffenberg 1907-1944

Af BO GREEN JENSEN

OBERST Claus Philipp Maria Schenck Graf von Stauffenberg var manden, som kom tættest på at dræbe Adolf Hitler i tide. Den 20. juli 1944 stod han i spidsen for det mest omfattende forsøg på at likvidere despoten og tage magten i Det Tredje Rige, så en nogenlunde anstændig fred kunne sluttes med resten af verden.
   Som bekendt lykkedes kuppet ikke. Hitler overlevede 20 mordforsøg i perioden 1920-44. For hver gang blev han mere overbevist om, at de himmelske magter var med ham.
   Forløbet er ofte skildret i tysk film, første gang i 1955, da Falck Harnacks Der 20. Juli og Georg Wilhelm Pabsts Es geschah am 20. Juli konkurrerede om at sige sandheden, men senest og bedst i Jo Baiers tv-film Stauffenberg (2004) med Sebastian Koch i titelrollen. Herhjemme har Stig Dalager skrevet romanen To dage i juli (2002). Bryan Singers amerikanske storfilm, Valkyrie, føjer intet til disse fremstillinger, men han fortæller historien for et ungt publikum, der sandsynligvis aldrig har hørt den.


SINGER går til opgaven med den samme bogstavelighed, som kendetegnede hans Stephen King-filmatisering Apt Pupil (1998, da. Den gode elev), hvor sir Ian McKellen havde rollen som eksileret nazist. Fordi Singer i 1994 signerede den underfundige The Usual Suspects, har man hver gang ventet sig raffinementer, men måske er han slet ikke interesseret i at være subtil. Hans to X-Men-film og Superman Returns (2006) hører til de bedste superheltefilm, fordi de tager stoffet særdeles alvorligt. Lige sådan er Valkyrie sikrest i tonen, når den ligner et særtryk af Commando, Kampflyver eller Attack.
   Som yngre jødisk amerikaner – han er født i 1965 i New York  har Singer et nyfigent, vagt pornografisk forhold til naziregimets insignier, indercirklens ritualer, hele kulturens okkulte dødsaura. I Apt Pupil kom det forløsende højdepunkt, da Ian McKellen trak i fuld SS-uniform i en kælder et sted i Midtvesten.*
   Også Valkyrie er mærkbart fascineret af uniformerne og hagekorssymbolet. Selv sproget bliver en dæmonisk effekt. Valkyrie åbner med tæt lyd og krøllede bogstaver, mens Stauffenberg fører sin systemkritiske dagbog. Tom Cruise siger de første replikker på tysk. Så glides der over i engelsk, og en bombe slår ned i den afrikanske ørken, hvor von Stauffenberg pådrager sig svære kvæstelser.


I FILMEN betoner von Stauffenberg og statskuppets øvrige bagmænd, at nogen måtte vise resten af verden, at hele Tyskland ikke var nazistisk. De taler allerede i datid, for samtiden er opgivet, kun eftertiden har betydning.
   Ellers er Valkyrie koncentreret omkring logistikken. Snittet er lagt som i en krigsfilm fra 1970erne, med stressende underlægningsmusik og forvirrende faktuelle beskeder. Filmen er i vid udstrækning optaget på autentiske locations i Berlin. Det gør ikke nødvendigvis tonen autentisk, men det gør unægtelig oplevelsen mere konkret, så tilskueren må undre sig endnu en gang: Det er og bliver fantastisk, at disse ting fandt sted i Europa for 80 år siden.


TOM Cruise fungerer udmærket som Stauffenberg. Han spiller rollen uden at smile en eneste gang, heller ikke i selskab med hustruen Nina (Carice van Houten fra Paul Verhoevens The Black Book, en anderledes vital film om besættelsestiden i Holland) og børnene. Man får så godt som intet indtryk af personen bag pligtmennesket.
   Ganske bizart, men helt i tråd med en hævdvunden Hollywood-konvention, er britiske karakterskuespillere castet som nazistiske dissidenter: Kenneth Branagh, Bill Nighy, Terence Stamp, Eddie Izzard, Tom Wilkinson som den opportunistiske general Fromm. Desværre ligner David Bamber ikke Hitler særlig godt.

   
CHEFFOTOGRAFEN Newton Thomas Sigel realiserer de store kampscener i rystede digitalbilleder, som er drænet for varme farver. Det er kun i begyndelsen, at filmen arbejder med en markant æstetik. Fordi udfaldet er kendt på forhånd, og karaktererne går med en følelse af at leve lige før natten, kunne man ellers forvente, at Singer ville efterstræbe en atmosfære af kollektiv Götterdämmerung. I stedet dyrker han saglige rekonstruktioner, hvilket på én gang er et kedeligt valg og en anstændig metode. Det er en film, som hellere siger for lidt end for meget.
   Valkyrie er slet ikke dårlig, men det er svært at se en idé med filmen, bortset fra den oplysende illustrative. Resultatet står ikke mål med den kontrovers, som er gået forud for premieren. Det er i udtalt grad en film for et amerikansk publikum. For europæere er den for elementær i sin skildring af den tyske modstand, der blev nærværende i Marc Rothemunds Sophie Scholl - die letzten Tage (2005), og som historisk scenebillede er den på alle måder mindre end Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004).

*) Singers særlige interesser ramte ham som en boomerang, da #MeToo-bevægelsen tog fart i 2017. Ligesom Kevin Spacey, der havde en af sine mest ikoniske roller som fantomet Keyser Soze i Singers The Usual Suspects, blev instruktøren anklaget for at udnytte yngre mænd. Han blev fjernet fra produktionen på Bohemian Rhapsody (2018), filmen om Freddie Mercury, selv om han af kontraktuelle årsager er krediteret som instruktør. Siden har der været stille omkring den før så fejrede filmskaber. 

Operation Valkyrie (Valkyrie). Instr.: Bryan Singer. Manus: Christopher McQuarrie og Nathan Alexander. Foto: Newton Thomas Sigel. 121 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 06.02.2009



Fotos: SF Studios/ 20th Century Fox
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.02.2009

Ingen kommentarer:

Send en kommentar