Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre]

FASCISMENS FØDSEL

Michael Hanekes ubønhørlige metode

Af BO GREEN JENSEN

ØSTRIGEREN Michael Haneke (f. 1942) må være en af de mindst behagesyge instruktører nogen sinde. Fra Det syvende kontinent (1989) og Bennys video (1992) til Caché (2005, da. Skjult) og Happy End (2017) har han afdækket europæisk fortrængning og boret i den tyske skyld, som han aldrig undlader at tage på sig. Kun tidehvervsfilmen Code Inconnu (2000, da. Kode: Ukendt) og Oscar-vinderen Amour (2012) har haft mere sanselighed og en varmere farve. Ellers er Hanekes ubehag konsekvent.

   Haneke plejer at arbejde i Frankrig og gjorde også et engelsksproget forsøg, da han i 2007 genindspillede Funny Games (1997) i USA. Das weisse Band var hans første tyske film i ti år. Ved European Film Awards blev den kåret som den bedste europæiske titel i 2009, og i Cannes fik Haneke årets Palme d’Or. For det første var der tale om en klar film fra en klassisk auteur, der ofte havde været tæt på Guldpalmen. For det andet blev prisen et ærefuldt kompromis for en jury, som var delt mellem Jacques Audiards Un Prophète og Lars von Triers Antichrist.

DET er en frygtindgydende gennemført film. Das weisse Band udspiller sig i en nordtysk landsby, Eichwald, og folder sig ud over cirka et år, det sidste før krigsudbruddet i august 1914. Sæder og skikke signalerer dog en tidligere periode. Samfundet er landbrugsbaseret, og den sociale rangorden strengt feudal. Alle arbejder for den lokale herremand, Baronen, som er gammeldags og ulykkelig sammen med sin yngre hustru, der har forladt ham mentalt og er emigreret til Italien, allerede før parrets søn bliver mishandlet i skoven.

   Skildringen af det indadvendte, ekstremt restriktive samfund er bundet op på en række makabre attentater, der sammen med regulære voldsudbrud er symptomer på de irrationelle lidenskaber, som ligger lige under overfladen. Byens læge kommer til skade, da hans hest snubler over stram ståltråd. Jordemorderens søn, et engleblidt mongolbarn, bliver blindet og skændet. Nogen sætter ild til Baronens lade, og hver gang et ildevarslende hærværk finder sted, står børnene fra koret og taler som med én stemme gennem præstens store pige.

HANEKE lægger sin beske fortælling i munden på byens skolelærer, der på lydsporet taler ærligt og irriterende sirligt om de dunkle riter, han som tilflytter ikke for alvor har del i. Selv er han optaget af at dyrke sit forhold til Eva, som han håber vil blive hans hustru. Også dette spor blomstrer over et år. Det bliver til slut slået fast – måske mere demonstrativt, end godt er – at krigsudbruddet kommer som en forløsende kraft, at fascismen er en forlængelse af fortrængning og pervertering i den fælles, strengt protestantiske husholdning.

   Man mister al sympati for lægen, da han ydmyger jordemoderen, som har taget sig af alle hans behov. I stedet giver han efter for sin incestuøse kærlighed til husets store datter. Værst af de skildrede patriarker er dog byens præst, som selvretfærdigt skoser sine børn. Det er ham, der tvinger sin søn til at bære en hvid sløjfe om armen, så drengen kan blive mindet om de rigtige måder, når hans rebelske natur forleder ham. Det er tydeligt, at præsten selv tror på sine absolutte leveregler. Det bliver forbrydelsen blot større af.

   

DAS weisse Band er en streng og også lidt selvtilfreds film, der fortæller med eksemplarisk klarhed. Den tager Hanekes store tema, det europæiske borgerskabs selvhad, og gør det frisk ved at skyde det tilbage i historien. Filmen har ikke energien og ambivalensen fra La Pianiste (2001, da. Pianisten) og den i alle henseender fremragende Caché, men den er en triumf for Hanekes ubønhørlige metode. Han har længe cirklet om såret i symbolsk realisme og moderne allegorier. Det må efterhånden være et spørgsmål om tid, før Haneke prøver at skildre nazismen i direkte form.

Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

Det Hvide Bånd (Das weisse Band – Eine deutsche Kindergeschichte ). Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 144 min. Tyskland-Østrig-Frankrig 2009. Dansk premiere: 14.01.2010.

Fotos: X-Filme Creative Pool/ Les Films du Losange/ Camera Film

Filmen streames på BlockBuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, YouTube Movies 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.01.2010