Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre]

KØLIG BLÅ SOMMER I HUSET EUROPA

En ironisk salut for senborgerskabet

Af BO GREEN JENSEN

FAMILIEN Laurent er baseret ved Kanalen i Calais. Fundamentet er et byggefirma med lang tradition og stolte aner. Som de fleste håbløse slægter har dynastiet kendt bedre dage. Lige nu er grundstemningen en desillusioneret pragmatisme, der spejler tidens europæiske ånd.

   Patriarken sidder i kørestol, har kroniske smerter og er mere end mæt af dage. Til gengæld er forstanden skarp, og maneren er om muligt blevet mere spydig. 87-årige Jean-Louis Trintignant, som bar det samme generiske navn i Amour (2013), fortolker karakteren Georges Laurent upåklageligt.

   Sønnen Thomas (Mathieu Kassovitz) har været en skuffelse. Han blev læge og bor med sin nye familie i huset, hvor hver generation har en fløj. Datteren Anne (Isabelle Huppert) har derimod vist sig at være Fars Pige. Hun driver virksomheden og holder styr på de løse kanoner. Familien er fransk ind til benet, men Anne har belejligt forlovet sig med en britisk bankforbindelse (Toby Jones). Alliancen har købt tid og rettet op på en skrantende økonomi.

I REFERAT lyder plottet i Happy End, Michael Hanekes spillefilm nummer 12, som enhver anden senborgerlig soap opera. Mange tv-serier kunne brydes ned i samme skabelon og køre i x antal sæsoner med små forrykkelser i persongalleriet og kampen for at redde familiens ære som narrativ motor. Men her bliver filtret sat af en intellektuel misantrop, som ikke deler slægtens – eller publikums - værdier. Det gør en betydelig forskel.

   Haneke åbner historien fra den mest distancerede synsvinkel. En kvinde bliver iagttaget gennem kameraet i en smartphone, mens tekstbeskeder kommenterer detaljerne i hendes rutine. Tonen er spydig og helt uden medfølelse.

   Haneke begyndte tidligt at tematisere informationsteknologien, som han dæmoniserer og banaliserer med lige dele empati og skadefryd: Bennys video (1992), Funny Games (1997) og Caché (2005) ser samtiden fra samme solidarisk-sadistiske vinkel. I Det hvide bånd (2009) var narcissismen og voyeurismen oversat til historiske forhold i hate mail og snagende dagbøger. Vi så, hvordan nationalsocialismen kom til verden i mellemkrigstidens Tyskland. Vi forstod, hvordan tingene udviklede sig.

DET er uklart, hvem der sender og modtager de hadefulde sms'er. Men børn er sjældent uskyldige poder hos Haneke. De tager jo farve af deres forældre. 13-årige Ève (Fantine Harduin), Thomas’ datter af første ægteskab, har eksperimenteret med at give sin hamster antidepressiv medicin. Måske justerer hun også, af interesse eller kedsomhed, sin flæbende mors foreskrevne dosis. I hvert fald virker medicinen. I næste billede står Anne og beder familien tage godt imod yngste medlem, der så tidligt og tragisk har mistet sin mor.

   Herfra skrider tingene, meget som den forskalling, der kollapser og dræber en arbejder på byggepladsen i belastende tv-billeder. Det er Anne, som bærer de fleste scener. Hun skændes med sin egen søn, Pierre (Franz Rogowski), der skammer sig over familien. Hun følger med i sin brors utroskab. Anne passer også domicilet, hvor en stab af marokkanske tjenestefolk går til hånde.

   Der er meget at se til i Huset Laurent. Anne behandler alle utålmodigt overbærende, som var det børn, hun talte til. Isabelle Huppert er født til at spille de roller.

   

NÅR filmen bevæger sig rundt i Calais, er gaderne fulde af migranter, som venter på passage. Selvrevseren Pierre tager dem med til bryllupsfesten. Her vil Ève og Georges Laurent demonstrere, hvor godt yngste og ældste generation forstår hinanden. Der er en morsom, makaber og inderlig slutning. Den ironiske titel står mejslet.

   Happy End er en subversiv svikmølletur gennem Hanekes faste motiver. Der er et opsummerende præg over filmen, som genbruger træk og teknikker i en multiplotfortælling, som nærmest siger modsatte af Ukendt kode (2001), hvor Haneke på samme måde zoomede ud og panorerede hen over en personkreds i dagens indhegnede Europa.

   Han var dengang forbeholdent optimistisk. Det er han ikke mere.

MICHAEL Haneke præsenterede filmen på Cannes Festivalen i 2017. Happy End lignede da en afskedsalut fra den 78-årige østriger, som altid har udfordret normaliteten og afstumpetheden. Han er siden begyndt at skrive og instruere Kelvin’s Book, en engelsksproget føljeton, som skal streames i ti episoder. På hvilken platform vides ikke endnu, men der er stadig mere stof og mørk latter i den grånende antifascist.

   Her samler Haneke den europæiske familie til en sidste ironisk hyggestund i Calais. Happy End er en sædeskildrende gravskrift. Det bliver næppe mere senborgerligt.

Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

Happy End. Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 108 min. Frankrig-Tyskland-Østrig-Italien 2017. Dansk premiere: 28.03.2018.

Fotos: Les Films du Losange/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

En kortere version af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2018