Fra fremmed til fortrolig: Multikunstneren Laurie Anderson [V.U. Legends]

LAURIE ANDERSON: FRA FREMMED TIL FORTROLIG
Et portræt af multikunstneren som magisk håndværker

Af BO GREEN JENSEN

LAURIE Andersons værk er en kølig affære, hvis man betragter skulpturen på afstand. Musik og film, performance, grafiske arbejder og installationskunst: Alt virker klart og kontrolleret. Men i nærbillede ser man et menneskeliv med alt, hvad der følger af kaos og tvivl.

    Især i begyndelsen er der gadgets i musikken – stemmefiltre, violinen med magnetisk bue, den talende stok og et orgie af lysapparater. Der er en aura af moderne museum – Anderson arbejder i traditionen fra Andy Warhol og Yoko Ono. Der er også et hjerte, som banker i takt med den tænksomme rock, man hører hos fæller som Brian Eno og David Byrne.

   Fremfor alt er der midt i det hele en smilende kvinde med strittende fehår og tidløs Peter Pan-fysik. Der er varme og humor. Der er en stadig drøm om den bløde maskine og en tillidserklæring til tingene, som de er.

   Sangene er besnærende enkle. Anderson kommer fra en tid, hvor post-modernitet var et plusord, men hun brød igennem som popmusiker af en slags. Det var stand-up komikeren Andy Kaufman, der lærte hende, hvordan man altid skal begynde sin optræden et andet sted end forventet. På den måde kortsluttes kritiske fordomme.

ANDERSON er født i 1947. Hun voksede op i Chicago-forstaden Glen Ellyn og kommer fra en myldrende familie med syv søskende. Men hendes pigetid blev ensom. Hun har tit fortalt historien om, hvordan hun ville imponere med et tårnspring. Hun ramte kanten af bassinet og knækkede sin ryg. Hun lå et år på hospitalet og havde en skrøbelig barndom. Men hun lærte at læse og lytte og tegne og se på en mere omhyggelig måde.

   Hun gik på college i Californien og studerede kunst i New York. Anderson har faktisk en eksamen i skulptur fra Columbia University. Hun skrev tegneserier og kunstartikler, mens hun samlede indtryk. Anderson var altid interesseret i kunsten som performance. Det giver fuldkommen mening, at hun ikke anerkender grænsen mellem populær og elitær.

   

ANDERSONS arbejde er en skabning med mange arme, der rækker i forskellige retninger. Nogle mødes ude i rummet, andre er faste stationer. Kunsten er spredt over så mange felter, at helheden sagtens kunne blæse væk.

   Over tid er værket alligevel blevet en imponerende omfangsrig konstruktion, og det er musikken, som giver det hele struktur.

   Albummet Big Science (1982) indeholder monsterhittet »O Superman«, som var en sensation i sin tid. Sangen bruger en stump fra en opera af Jules Massanet, stemmen ånder eurytmisk i gentagelsen. Der er en fuldendt balance mellem kultur og natur. Big Science afstikker effektivt territoriet, som blev den yngre kunstners revir.*

   Anderson har fællesmængde med forfatterne Thomas Pynchon og William Burroughs. Sangen »Gravity’s Angel« er tilegnet Pynchon og bygger på Gravity’s Rainbow. Hun overtog tidligt Burroughs’ betragtning om, at »Language is a virus from outer space«. Skønt den panoramiske »Sharkey’s Day« er sætstykket på Mister Heartbreak (1984), er det Burroughs’ egen medvirken på »Sharkey’s Night«, som sætter prikken over i’et:

   »And Sharkey says: Deep in the heart of darkest America. Home of the brave. He says: Listen to my heart beat. Paging Mr. Sharkey. White courtesy telephone please.«

   Anderson siger selv, at hun aldrig har ønsket en professionel musikalsk karriere. Det har passet hende at være en flimrende identitet i krydsfeltet mellem performance og art rock. Warner Records så anderledes på situationen, da selskabet gav Anderson en drømmekontrakt på syv album.

   Der er investeret stort i Mister Heartbreak, som for selskabet må have lignet »den svære toer« i en forhåbentlig lukrativ produktion. Samme år udkom bokssættet United States Live, fire koncerter på fem LP’er, der hørte sammen med bogen af samme navn.

AMERIKA som mytologisk begreb – og afstanden mellem idé og realitet – er et bærende tema i Andersons arbejde. Hun behandler det både som sci-fi og lavpraktisk virkelighed. Produceren Roma Baran, der har arbejdet med Anderson fra begyndelsen, siger, at hun har et talent for at være »abstrakt og personlig på samme tid«. Det er sandt. Der er et levet liv til forskel på United States Live og Homeland (2010), men motiverne er de samme.**

   Strange Angels (1989) var en skuffelse for fans, der så Anderson som en fremmedgørelsens muse. Her bliver hun bedre til at skrive »små« observerende sange, og musikken er blevet et varmere sted, hvor der også er plads til Andersons humor.

   Denne er ofte konceptuel. Skæringen »The Dream Before« er dedikeret til kritikeren og filosoffen Walter Benjamin. Sangen bruger hans billede af historien som en engel, der sønderrives mellem det kommende og det forgangne i stormen, der blæser fra Paradis. Men nu er det lagt ind i en dialog mellem Hans og Grete, der er blevet et tvært gammelt par:

   »Hans and Gretel are alive and well/ And they’re living in Berlin/ She is a cocktail waitress/ He has a part in a Fassbinder film/ And they sit around at night now/ Drinking schnapps and gin/ And she says: Hansel, You’re really bringing me down/ And he says: Gretel, you can really be a bitch.«

   For effektens skyld er Andersons vokal forankret i et bobbende kor, hvor alle stemmer udføres af Bobby McFerrin, manden bag solskinshittet »Don’t Worry (Be Happy)«, der definerede yuppie-versionen af sen-80erne.

LAURIE Anderson og Lou Reed blev gift i 2008, men de var kærester allerede i 1992. Han medvirker på albummet Bright Red (1994), hvor parret synger duet på »In Our Sleep«. Reed skrev senere balladen »The Power of the Heart«, som er en af hans smukkeste ting overhovedet.

   Bright Red er produceret af Brian Eno og giver et godt billede af kunstneren, der prøver at bevare sin integritet i et landskab, hvor værdierne skrider hver time. »Speak My Language« var Andersons bidrag til Wim Wenders-filmen Faraway So Close, en fortsættelse til Himlen over Berlin, der forsøgte at gøre nøjagtigt det samme.

   Efter spoken word-albummet The Ugly One with the Jewels kunne Warner og Anderson endelig tage afsked. Det er her, hun fortæller om Andy Kaufman og sin badeulykke i barndommen.

   Der er mere ro på Life on a String (2001). Flere sange stammer fra forestillingen Moby-Dick. Anderson bruger i hele sit værk de klassiske amerikanske ikoner til at illuminere moderniteten. På »Hiawatha« fra Mister Heartbreak er kanoen fra Longfellows digt sat ud på Hudson River. På United States er titlen »Lighting Out for the Territories« et lån fra Huckleberry Finn, der kaster det samme pionerblik på nationen.

DEN 11. september 2001 var en sandhedens dag for amerikanske kunstnere. Hver og én måtte genoverveje sine idealer og værdier. Anderson arbejder stadig på sagen i filmen Heart of a Dog (2015), en essayistisk opsummering af alle temaer, nu med vægten lagt i det små og det nære, hvor hunden Lolabelle og afskeden med ægtefællen (Lou Reed døde i 2013) er hjertesteder.

   Men først blev den politiske side af 9/11 analyseret på albummet Homeland. Til sit sceneshow skabte Anderson et maskulint alter ego – af ydre ikke ulig en forkommen Charlie Chaplin – som taler gennem en vocoder og formulerer nogle af flosklerne fra Homeland Securitys krig mod terror. Han optræder allerede som ouijabrættets stemme på The Ugly One with the Jewels. Lou Reed gav ham navnet Fenway Bergamot.

   Albummet er en overraskende skrøbelig samling af smukke, personlige sange – den fineste er »Thinking of You« med sneen, der falder og falder – hvor kunstnerens manierismer for første gang er lagt væk. 25 år efter United States ser »Another Day in America« og »Dark Time in the Revolution« det store land oppefra. Albummet slutter visionært og vidt åbent med »The Beginning of Memory« og et næsten Walt Whitman’sk livsfejrende »Flow«.

   Der følger en 40 minutter lang film med Homeland. Her fortæller Anderson, at projektet faldt på plads under et besøg i Japan, hvor hun fortalte sin tolk om fornemmelsen af at have glemt eller et eller andet. Tolken spurgte ind til, hvad det var og hvornår hun havde forlagt det. Da gik det op for Anderson, at hun havde mistet sit land.

DET bedste øjeblik i Heart of a Dog er scenen, hvor Laurie og Lolabelle er taget vestpå for at komme væk fra overvågningskameraerne i det kronisk opskræmte New York. Rovfugle cirkler på himlen. Lolabelle ser op og forstår, at angrebet også kan komme fra himlen. Anderson kan se, at det åbner et helt nyt rum i hundens hoved.

   På samme empatiske måde har Laurie Anderson set vores blik skifte farve. Hun har for længst overhalet sin avantgardistiske myte. Der er ingen fremmedgørelse nu. Det handler om at tale i tæt fortrolighed.

   Homeland og Heart of a Dog er gode steder at begynde, hvis man nødigt vil tackle bagkataloget. Sampleren Talk Normal (2000) er en udmærket introduktion til de album, som Anderson udgav hos Warner.

*) Arien »O suverain, o juge, o père!« er fra Le Cid, 1885. Musikhistorikeren Susan McClary foretager en berømt analyse af forbindelsen mellem Anderson og Massanet i Feminine Endings: Music, Gender, and Sexuality (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1991; rev. 2002).

**) I 2018 udkom spoken word-albummet Landfall på Nonesuch. Sammen med strygerensemblet Kronos Quartet beskriver Anderson, hvordan superstormen Sandy gik i land ved New York i 2012. Det er en meditation over menneskets (og alle andre arters) udsathed, der i formen har meget til fælles med bevægelsen på United States Live. Cirklen lukker sig i punktet, hvor en ny kreds begynder sin bane. Alting går i sløjfe. Som er tegnet for uendelighed. 

Fotos: Lynn Goldsmith (United States Live 1983 Portrait)/ Harper & Row/  The Israel Museum (Paul Klee Angelus Novus 1920)/ Warner Bros. Records/ Nonesuch/ Elektra Records/ Canal Street Communications

Laurie Andersons musik streames på Spotify og er tilgængelig på cd og vinyl  

Trykt første gang i Det Kgl. Biblioteks magasin Diamanten nr. 3, juli-september 2017