søndag den 20. september 2020

Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020



EN SUPERHELTINDE FRA VIRKELIGHEDEN
Ruth Bader Ginsburg 1933-2020

Af BO GREEN JENSEN

I 1993 blev Ruth Bader Ginsburg højesteretsdommer i USA. Så meget ved selv skolebørn. Det står i alle opslagsværker, inklusive Godnathistorier for rebelske piger (2016), som henvender sig til det yngste segment.
   Det var Bill Clinton, som udnævnte Ginsburg. Hun var ikke den første kvinde i embedet. Ronald Reagan havde udpeget den konservative Sandra Day O’Connor i 1981, men »RBG« kom med en radikal baggrund. Hun kæmpede for en fuld ligestilling af etniske grupper, sociale klasser og køn. Professoren fra Rutgers Law School blev på den måde et feministisk ikon.
   Ginsburg arbejdede, stædigt og utrætteligt, i en mandsdomineret kultur, som var mindre stemt for forandring end 2000erne og 2010erne. Det er dog en misforståelse at se historien som en stadig progressiv bevægelse. Kulturen i 2020 reagerer på en konsumerisme og chauvinisme, som blev normative værdier i 1980erne og 1990erne. Men årtusindeskiftets guldflipperkultur - som var kronede dage for typer som den unge Donald Trump, Jeffrey Epstein, Claus Riskjær Pedersen og for den sags skyld seriekrænkeren Clinton - reagerede på 1960ernes radikalisme og 1970ernes pragmatiske feminisme. Fra yippie til hippie til yuppie. Vi er snarere tilbage på sporet efter tyve års regressiv mellemtid, hvor fælleskulturen var distraheret af de geopolitiske omvæltninger i forbindelse med Berlinmurens fald.


I 2018, da Ginsburg fyldte 85, blev hun fejret i flere formater. Den demokratiske højesteretsdommer fortæller selv i dokumentaren RGB, som Julie Cohen og Betsy West skabte med fuld opbakning fra familien og det politiske miljø. Og hun medvirker i slutningen af On the Basis of Sex, Mimi Leders fiktionsfilm om den unge jurist, som er en sober og effektiv introduktion.*
   On the Basis of Sex er en kommerciel studiefilm fra Focus Features, men den demonstrerer, hvad Ginsburg faktisk fik gjort, hvor svært det var, og hvor megen aktiv og passiv modstand, hun mødte. RGB førte den første sag, som underkendte en forskelsbehandling på baggrund af kønnet. Hun vandt den i Højesteret, og afgørelsen skabte præcedens.


I 1956 bliver Ruth Bader (Felicity Jones) optaget på Harvard Law School, hvor kun ni ud af 500 studerende er kvinder. Hendes mand, Martin Ginsburg (Armie Hammer), er allerede immatrikuleret. Sammen har de datteren Jane, som bliver Ruths store inspiration.
   Dekanen Erwin Griswold (Sam Waterston) er en formidabel modstander. Han beder kvinderne begrunde, hvorfor de har søgt en plads, »som kunne være gået til en mand«. Ruth passer både sine egne og Martins studier, da han bliver syg, men hun kan ikke få dispensation og tage med ham til New York, hvis hun vil have en eksamen fra Harvard.
   Ruth flytter til Columbia Law School og bliver underviser på Rutgers University, da samtlige advokatfirmaer har sagt nej til at ansætte hende. Hendes forbillede er Dorothy Kenyon (Kathy Bates), en desillusioneret ligestillingspioner. Både Ruth og Martin bistår ACLU, en sammenslutning af borgerrettighedsorganisationer, hvor Kenyon er bestyrelsesmedlem.

I 1970 mødes Griswold og Ginsburg i Højesteret. Martin har fundet en sag, der kan bruges, fordi forskelsbehandlingen gælder en mand. En ungkarl får underkendt et fradrag til sygeplejersken, som passer hans demente mor. Ifølge skatteloven kan kun enlige kvinder foretage dette fradrag. Der bliver diskrimineret på baggrund af kønnet – i denne som i tusindvis af amerikanske love, der fastholder et antikveret kønsmønster.
   ACLU vil have Martin til at føre sagen. Direktøren Mel Wulf (Justin Theroux) mener, at Ruth lyder skinger og selvretfærdig. Han synes også, at der er vigtigere sager. Racisme og klassekamp for eksempel. Filmen er god til at skildre, hvordan kvindesagen altid skubbes i baggrunden og bliver noget, der kan vente, til de store problemer er løst.
   Ruth lyder virkelig skinger og kommer ikke godt fra start. Så finder hun sin stemme og taler fra hjertet om køn og fornuft. Griswold repræsenterer systemet. RBG vinder dagen for sin klient, begge køn og forfatningen.


SÅ til slut bliver det trods alt en Hollywood-film. On the Basis of Sex begynder i sædeskildrende Mad Men-modus og ender som e
t retssalsdrama i den amerikanske tradition.
   Der er tilsat pletter af lindrende humor. Ruth bliver vred, da hendes datter får topkarakter for sin opgave om Man dræber ikke en sangfugl. I hendes øjne er Atticus Finch en skændsel for advokatstanden. Han lyver jo om bevismaterialet.
   Der var flere sager i virkeligheden, og Mimi Leders film forenkler forløbet. Men der er hele vejen noget ægte i tonen, som aldrig får lov at blive opportunistisk. Den tørre juridiske fremstilling gør, at man som tilskuer begriber, hvor mange små sejre, der skulle til for at føre princippet igennem.
   Jeg har samme alder som RBG’s datter. Jeg husker 70erne, hvor vi hørte om Gloria Steinem og magasinet Ms., som havde Wonder Woman på forsiden, fordi tegneseriefiguren var en stærk og frigjort rollemodel. Vi hørte om politisk aktivisme, Vietnam-krigen og ACLU. Vi hørte aldrig om Ruth Bader Ginsburg, som var en superheltinde fra virkeligheden.
   RBG fik konstateret kræft allerede i 1999 og gennemgik fem behandlingsforløb. Men hun var aktiv i embedet til sin død. I 2018 udtalte hun sin aktive støtte til #MeToo-bevægelsen. Hun sagde, det var på høje tid, at kvinderne, som havde tiet, blev hørt.
   Der er en dyrekøbt visdom i denne film, som løfter den højt over gennemsnittet. En stoisk feminisme. Jeg så den med min egen teenagedatter, Rose på 15. Og var virkelig glad for, at hun tog med. Jeg tror, hun lærte mere i biografen end i skolen den dag.

*) On the Basis of Sex blev et velfortjent comeback for Mimi Leder (f. 1952). I 90erne var Leder et stort og lovende navn. Hun og generationsfællen Kathryn Bigelow (f. 1951) blev kendt som Hollywoods hårde kvinder, fordi de arbejdede i actiongenren. Leder instruerede thrilleren The Peacemaker (1997) med Nicole Kidman og George Clooney og sci-fi katastrofefilmen Deep Impact (1998) med håndelag og professionalisme. Så fik hun chancen for at skabe noget mere personligt med Pay It Forward (2000, da. Giv det videre), et sentimentalt lærestykke om, hvordan man vender skæbnen og påvirker verden i positiv retning ved at sende gode gerninger videre, så de kan vokse eksponentielt. Kevin Spacey havde - længe før sit fald ned i glemsel og kronisk unåde - den bærende rolle som læreren, der inspirerer sine elever. Pay It Forward blev (også i DK) en kostbar fiasko. Der gik ni år, før Leder igen fik en instruktøropgave med Thick as Thieves, en anonym actionfilm med Morgan Freeman og Antonio Banderas. Så ni år mere før On the Basis of Sex. Imens arbejdede Leder som tv-instruktør på serier som The West Wing, ERNashville, Smash og især The Leftovers (2014-2017), som hun var medproducer på. Efter On the Basis of Sex har hun arbejdet på HBOs The Morning Show. Da coronakrisen begyndte, var Leder i færd med at forproducere The Light We Lost, en filmatisering af Jill Santopolos roman.

On the Basis of Sex. Instr.: Mimi Leder. Manus: Daniel Stiepleman. Foto: Michael Grady. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 07.03.2019.

RBG. Instr. og manus: Julie Cohen og Betsy West. Foto: Miriam Cutler. 98 min. USA 2018. Dansk premiere: 14.02.2019.


Fotos: NFD/ Cinematerial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Mimi Leder-portrættet af taget af Ryan Schude for Vanity Fair
RBG streames (køb eller leje) på Viaplay, Blockbuster, C More, SF Anytime og Filmstriben
On the Basis of Sex streames (køb eller leje) på iTunes, Google Play, Blockbuster, Viaplay og SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2019

Ingen kommentarer:

Send en kommentar