søndag den 7. februar 2021

Beginners (2010) [Christopher Plummer 1929-2021]


PINDSVIN I SOLNEDGANGSTIDEN
Christopher Plummer i sen Oscar-rolle

Af BO GREEN JENSEN

DET er aldrig for sent at begynde igen, siger mundheld og selvhjælpsbøger verden over. Designeren Oliver (Ewan McGregor) er dog i tvivl. Ganske vist så han sin far, kunsthistorikeren Hal (Christopher Plummer), springe ud som homoseksuel og og blive lykkelig i en alder af 75, men nu er den gamle mand borte. Oliver tømmer huset i bakkerne ved Los Angeles og taler med sin fars hund, Arthur – som faktisk også svarer ham i finurlige undertekster, man lige skal vænne sig til at læse.
   Denne krølle på virkeligheden er blot én af mange detaljer, som stiver konstruktionen af i Beginners, en tænksom, selvoplevet fortælling, som filmskaberen Mike Mills både har skrevet og instrueret. Vist er der passager, hvor hudløsheden udarter i retning ad det pinagtige og preciøse, men der er også enestående øjeblikke, hvor ærligheden og inderligheden virkelig fungerer.


OLIVER har været i en række forhold, som gik i stykker, fordi han ikke magtede at forpligte sig. Det er lettere at gå, end det er at blive forladt. I tomrummet efter Hals død sørger og savner han virkelig stærkt. På tegnestuen prøver han at sælge sin idé om et cd-cover, der kan foldes ud i mange paneler og fortælle bedrøvelsens historie. The Sads vil dog have et neutralt omslagsfoto. To venner prøver at hive Oliver ud af ensomheden. Det lykkes, da han møder Anna (Mélanie Laurent) til en fest, hvor han er klædt ud som Sigmund Freud. De to finder sammen som pindsvin. Han vægrer sig dog ved at tage det sidste afgørende skridt.



FILMEN har dansk fotograf og producer. Nutidsdelen er konsekvent i sin blege, udvaskede tone, der står i stejl kontrast til farverne fra den døende fars sidste tid. De mange flashbacks lægger en mosaik, mens nutiden skrider frem kronologisk. Historien om forældrenes møde – hun var politisk aktiv; han flygtede fra nazisternes Tyskland, fordi han var homoseksuel – er illustreret med opfindsomme arkivklip. Dette er 1955. Sådan så lykkelig ud. Dette er 2003. Sådan ser alene ud.


McGREGOR forankrer den følsomme fortælling i en lydefri, lidt anonym karakter. Først og fremmest er Beginners dog værd at se for Christopher Plummers skyld. Rollen som Hal udgør en dramatisk mulighed for den 81-årige skuespiller, som aldrig har været så aktiv og sikkert leder efter filmen, der bliver stående, ligesom Laurence Olivier og John Gielgud gjorde i solnedgangstiden.* I 2010 var han Lev Tolstoj i The Last Station, og i 2011 kan man se ham som ond kardinal i den futuristiske vampyrwestern Priest. Begge karakterer blegner i forhold til den døende far, der vil leve så stærkt, som han kan, mens tid er.

*) Det lykkedes ikke rigtigt for Laurence Olivier (1907-1989), der som regel blev castet som gammel nazist i sine sidste filmroller. Men Michael Eliots tre timer lange tv-opførelse af
King Lear (1983) blev noget særligt. John Gielgud (1904-2000) gav og viste bogstaveligt alt, hvad han kunne, i Prospero’s Books (1991), Peter Greenaways variation over Stormen. Der var ingen sen Shakespeare-rolle til Christopher Plummer. Han spillede Hamlet på Kronborg i 1963 – sammen med bl.a. Michael Caine i rollen som Horatio  det er foreviget i Philip Saviles BBC-udgave af Hamlet at Elsinore (1964) – men havde færre klassiske roller efter The Sound of Music. Han var knastør, knivskarp og fuldendt (nød)castet som J. Paul Getty i Ridley Scots All the Money in the World (2017). Det var dog ikke hans sidste filmrolle. Plummer medvirker i Todd Robinsons The Last Full Measure (2019), hvor også Peter Fonda (1940-2019) tog endelig afsked. 

Beginners. Instr. og manus: Mike Mills. Foto: Kasper Tuxen. 104 min. USA 2010. Dansk premiere: 30.06.2011


Fotos: Olympus Pictures/ Focus Features/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og FILMSTRIBEN
Fra Weekendavisen Kultur 01.07.2011

Ingen kommentarer:

Send en kommentar