Orson Welles: Citizen Kane (1941)

ROSENKNOP, RELIKVIUM

Den unge Orsons magnum opus

Af BO GREEN JENSEN

EFTER 80 år er det stadig (en af) verdens bedste film. Citizen Kane er konstrueret som en kriminalhistorie, et amerikansk identitetsmysterium. Plottet er et puslespil af den uendelige slags, som Kanes hustru fordriver sin tomme tid med at lægge i ensomheden på Xanadu.

   »En labyrint uden centrum,« har Jorge Luis Borges kaldt filmen, fordi han ser Kane som en mand uden sjæl, men det er netop i selve hjertet af intrigen, så at sige på midtens sted, at Citizen Kane formulerer filmhistoriens mest berømte spørgsmål: Hvad er Rosebud? Hvorfor hviskede Kane dét ord, da han døde alene i Xanadu?

   Først ser vi Kanes mund sige ordet i close-up. Vi ser ham tabe den lille glaskugle med snevejret og figurerne i, og da den knuses mod gulvet, ser vi en sygeplejerske reflekteret i et af skårene. Fra denne prisme stråler filmens mysterium ud, og vi er på fra begyndelsen.

   Nu følger nyhedsrevyen, »News On The March«, som i en særudgave fortæller historien om Charles Foster Kane, den store mand, som prægede fire amerikanske årtier med sine penge, sine aviser og sin politiske indflydelse. Alligevel fandt han aldrig lykken, uanset hvor stort han drømte sit kolossale, aldrig færdigbyggede slot Xanadu.*

VI ser bladkongen fraternisere med en række af periodens fremtrædende mænd, fra Theodore Roosevelt til Adolf Hitler, men får samtidig en fornemmelse af de personlige nederlag, der gjorde, at Kane ikke fik det liv, som han ønskede. Det mere end skinner igennem, at han ville være sit lands præsident, manden som forenede den økonomiske og politiske magt i sin tid. Manden, der fik sin vilje med verden.

   Og hér bekender filmen satirisk kulør. Rosebud-mysteriet er ægte, men nyhedsrevyens leflende stil er en parodi på den demagogiske form, som Henry R. Luce praktiserede i sit Time Magazine og nyhedsrevyen »March of the Time«, der fra 1935 til 1951 tegnede tidens gang i de amerikanske biografer.

   Også modellen for Kane, mediemogulen William Randolph Hearst (1863-1951) brugte formen i sine aviser. Hearst var sin tids Rupert Murdoch. Der er tale om en type, og også derfor har Citizen Kane aldrig mistet sin kraft. På ironisk vis tilhørte filmen siden Ted Turner, en anden mediemogul med politiske ambitioner, der giftede sig med en skuespillerinde.

UMIDDELBART efter nyhedsrevyen ser vi journalisterne, som har klippet den sammen. De diskuterer resultatet med deres redaktør. Han savner den menneskelige faktor, den personlige vinkel på stoffet. Så hvem var den »Rosenknop«, som Kane havde i tankerne til allersidst? Reporteren Jerry Thompson (William Alland) får til opgave at finde svaret, og resten af filmen følger hans jagt på denne macguffin.

   Thompson opsøger fem vidner, fem nøgler til mysteriet, og de fortæller på skift om Charles Foster Kane; hvad der drev ham; hvad der skabte ham; de sejre, han vandt i sin ungdom, og de kompromisser, han indgik, efterhånden som han ikke længere kunne skelne mellem rigtigt og forkert, men blev en bitter, stiv og ensom mand, også før han boede alene i Xanadu.

VIDNERNE er finansmanden Walker Parks Thatcher (George Colouris), som blev drengens værge, og som Kane siden angreb med ildhu i et stadigt faderopgør; forretningsføreren Bernstein (Everett Sloane), som sammen med Kane var med til at forvandle en enkelt lukningstruet avis, The Inquirer, til et imperium bestående af 37 dagblade, 13 magasiner og et netværk af radiostationer; kritikeren Jedediah Leland (Joseph Cotten), der blev teateranmelder hos sin gamle ven og brød med ham, da han ikke kunne skrive, som han ville. Thompson taler også med sangerinden Susan Alexander (Dorothy Comingore), som blev Kanes anden hustru og den direkte årsag til hans personlige og politiske syndefald; samt butleren Raymond (Paul Stewart), som var ansat hos Kane til det sidste.

INGEN af dem har løsningen på gåden, og Thompson vender tilbage til basen med uforrettet sag. Men tilskueren får svaret. I sidste scene er arbejderne ved at tømme Xanadu for effekter. Værdierne anbringes andetsteds, men al ragelsen bliver brændt på stedet. Blandt andet kastes en slæde på ilden. Vi kender kun én slæde, nemlig den, som drengen legede med, da Thatcher hentede den 5-årige Kane hos forældrene i Colorado. Kane slog ham i maven med slæden. Og mens flammerne smelter den gamle maling, ser vi ordet, som er malet på det trivielle relikvium. Ordet er naturligvis Rosebud.

CITIZEN Kane er så berømt en film, at man får den at se mange gange. Hver gang finder øjet nye detaljer i Gregg Tolands sort-hvide billeder, der benytter den såkaldte deep focus-teknik. Dybdeskarphed var dengang et nyt fænomen, og det er aldrig anvendt så frugtbart som hér. Deep focus-billeder viser alle elementer med samme skarphed, uanset hvor de befinder sig i forhold til kameraet. Det bliver således muligt at skildre flere niveauer i samme scene, og Citizen Kane er netop en film med flere niveauer i hver scene.

   I øvrigt knytter scenografien, som Van Nest Polglase og Perry Ferguson deler æren for, filmens billedstil til den film noir, som netop bryder frem i begyndelsen af 1940erne. Bernard Herrmanns mørke score mere end antyder dette slægtskab.

DE skæve perspektiver; de store interiører; filmens hele atmosfære af skæbnefortælling: alt dét er moderne gotik i en film så ren og effektivt drejet, at øjet aldrig bliver træt. Ingen ny opdagelse overgår dog den følelse, man sidder med, da man første gang får svaret på gåden om Rosebud. Flere har kaldt motivet en gimmick, for viser slutningen andet, end at Kane kan huske sin barndom til slut?

   Nej, men derved får følelsen dybdeskarphed. Det er i 11. time forklaringen på, at man identificerer sig med Kane og aldrig helt mister sympatien for ham. Heller ikke Orson Welles – som kun var 24 år, da han instruerede og spillede titelrollen i Citizen Kane – frakender bladkongen al værdighed. Det bedste eksempel er scenen, hvor Kane fyrer Leland, da denne i den store mands egen avis vil gøre kort proces med Susans operadebut. Kane afskediger sin gamle ven, men skriver selv den barske anmeldelse færdig.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998); Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999); Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018) 

*) Navnet Xanadu er afledt af Shangdu, som var navnet på Khubilai Khans sommerresidens i det 13. århundredes Kina. Khubilai Khan (1215-1294) var barnebarn af Djengis Khan (ca. 1162-1227) og færdiggjorde sin forløbers imperialistiske projekt. Fra 1279 var Kina underlagt det første mongolske Yuandynasti.

   Navnet har særlig resonans i den anglofone kultur, fordi digteren Samuel Taylor Coleridge (1772-1834) brugte det som locus for »Kubla Khan: or, A Vision in a Dream: A Fragment« (skrevet 1797, udgivet 1816), der er en af de centrale tekster i britisk romantik. Fragmentet er på 54 linier og beskriver i drømmerejsens form, hvad digteren ser i en opiumsrus. De første strofer sætter scenen: »In Xanadu did Kubla Khan/ A stately pleasure-dome decree...«

   Mod slutningen zoomer synsvinklen ud til tredje person, som i en forvandlingssang af Bob Dylan. De sidste fire strofer er en veritabel psykedelisk arie: »Weave a circle round him thrice,/ And close your eyes with holy dread,/ For he on honey-dew hath fed,/ And drunk the milk of Paradise«. Det vil sige: »Væv af cirkler om ham tre/ og dæk dit blik i hellig frygt/ thi han har spist af honningdug/ og drukket Paradisets mælk«.

   Coleridge havde sit Xanadu fra den britiske missionær og kartograf Samuel Purchas, som skriver om stedet i Purchas, his Pilgrimes, or Relations of the World and Religions Observed in All Ages and Places Discovered, from the Creation to the Present (1613). Det er Purchas' bog, som protagonisten hos Coleridge har læst i, før han faldt i søvn. Purchas havde på sin side beskrivelsen fra venetianeren Marco Polo. Marco Polo besøgte paladset i 1275, da han rejste på Silkevejen sammen med sin far og sin onkel.

   Hvert billede i digtet har både en fysisk og psykisk historie. Der er skrevet biblioteker alene om denne tekst. En særlig (og berettiget) status har analysen i The Road to Xanadu: A Study in the Ways of the Imagination (1927). John Livingston Lowes (1867-1945) investerer alle kritiske redskaber i en gennemlysning af »Kubla Khan« og »The Rime of the Ancient Mariner«  – den romantiske urtekst fra Lyrical Ballads (1798), som William Wordsworth og Coleridge udgav i fællesskab. Lowes' spektrale læsning kan siges at være en forløber for de kommenterede udgaver af elskede tekster, som i dag breder værkerne ud. 

   Også Charles Foster Kane er en Khan. Den flygtige pragt i hans Xanadu koncentrerer en tragisk eller ironisk kontrast mellem øjeblik og evighed. Der er ekkoer af Xanadu overalt. I musicalen Xanadu (1980) er det navnet på klubben, som drømmerne Michael Beck og Gene Kelly åbner, da musen Terpsichore har taget jordisk form i skikkelse af Olivia Newton-John. Canadiske Rush bruger navnet i en sang, men i rockhistorien er Xanadu især forbundet med de elektroniske piskesmæld i »The Legend of Xanadu«, som Ken Howard og Alan Blaikley skrev til Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Tich i 1968.

   Da – og dér – hørte jeg om Xanadu første gang. Der var en tidlig fryd forbundet med at se forbindelserne i kulturhistorien og kende kontinuiten, da jeg lidt senere i teenagetiden stødte på navnet hos Coleridge og Welles. For resten synger The Byrds om en fest hos William Randolph Hearst og Marion Davies på albummet Byrdmaniax (1971): »Garbo quietly picked a flower/ While the chauffeur won his check again/ And Barrymore took a noon day nap/ And diamonds fell like rain// Cisco Kid had a bald-headed waitress/ Trapped 'neath a bed of brass/ The French cook served them chocolate ants/ And some cold cuts on the grass// Louella ripped her zebra pants in the Polo Lounge/ And Errol Flynn was not let in/ Cause he was coming down:// Up in Xanadu diamonds fell like rain/ Citizen Kane was king, poor Citizen Kane«.

Citizen Kane (Den store mand). Instr.: Orson Welles. Manus: Herman J. Mankiewicz og Orson Welles. Foto: Gregg Toland. 119 min. USA 1941. Dansk premiere: 12.05.1948

Fotos: CineMaterial/ RKO Radio Pictures/ Screengrabaz/ Warner Bros./ Houghton Mifflin/ YouTube Premium

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Citizen Kane er udgivet på dvd og Blu-ray - senest nyrestaureret på 4K UHD (2022)

Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante, 1998)