søndag den 5. september 2021

Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008)


FØR OG EFTER ROSEBUD
Omkring den unge Citizen Welles

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker er fødte fabeldyr. Tusindkunstneren Orson Welles (1915-1985) var en af de mest berømte mænd i sin tid, men huskes især for alle de ting, som han
ikke fik gjort. Vist kom der stærke film og godt teater i kassen efter storhedstiden 1935-45, men for hver realiseret idé var der ti ufuldendte projekter.
   Welles levede som en luksusnomade og finansierede sine planer ad hoc. Nogle var sandslottte, andre rene luftkasteller. Der var dårlige roller og ukritisk reklamearbejde. Over 40 år hober den slags sig op, og det kan være svært at fastholde ægte guld som Othello (1952), Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje), The Trial (1962, da. Processen), Chimes at Midnight (1965, da. Falstaff) og F for Fake (1974, da. F for fup), hvis man samtidig lejer sin sjæl ud til enhver, der vil betale.
   Det blev ikke, som Welles havde tænkt sig. Når han optræder som fiktionsfigur, og det sker ganske ofte, er det derfor altid i forbindelse med den lovende unge mands erobringer. Welles var kun 24, da han i 1939 påbegyndte optagelserne til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Han var 26, da filmen fik premiere. Året efter fulgte The Magnificent Ambersons (1942, da. Familien Amberson). Siden gik det ned ad bakke.*

 

ENDNU før Hollywood-tiden var der det selvsikre wunderkind, som indtog New York under Depressionen og finansierede radikale teaterprojekter med indtægterne fra sit kommercielle radioarbejde. Welles var kendt som stemmen bag The Shadow, da han i 1938 lod sit teaterkompagni præsentere The War of the Worlds som et dokumentarisk radiospil. Det var dén forestilling, som lytterne angiveligt tog for pålydende. Mange troede, at Klodernes kamp var begyndt. Og de første tilbud fra Hollywood fulgte.**
   Welles gjorde for alvor indtryk på teaterscenen, da han i 1936 blev ansat som instruktør på en opsætning af Macbeth, som han befolkede med afrikansk-amerikanske skuespillere, hvoraf de fleste var amatører. Forestillingen var et statsstøttet Federal Theatre Project, som indgik i Franklin D. Roosevelts Works Progress Administration, bedre kendt som den kontroversielle »New Deal«. Welles skabte en såkaldt Voodoo Macbeth, der henlagde Shakespeares jalousidrama til samtidens Haiti.

   
DET følgende år fik Federal Theatre Project sin bevilling beskåret. Samtidig bevirkede faglige konflikter, at Welles og hans kompagni måtte opføre Marc Blitzsteins Cradle Will Rock – en socialistisk musical – i beskåret version på et teater, som Welles lejede i sidste øjeblik. Han brød herefter med Works Progress Administration og grundlagde sit eget Mercury Theater sammen med vennen John Houseman (1902-1988), der forblev hans producer og praktiske gris i en årrække, før han som ældre mand selv blev en stjerne.***
   Forløbet er farverigt skildret i Tim Robbins’ film Cradle Will Rock (1999). Angus MacFadyen spiller Welles, og Mercury Theaters fødsel bruges som baggrund for et socialt panorama, der viser 1930ernes New York i total. Blandt andre ses John Cusack som Nelson Rockefeller, der rager uklar med kunstneren Diego Rivera (Ruben Blades). Bygherren har bestilt nogle vægmalerier til sit nyopførte Rockefeller Center. Er det kunsteren eller mæcenen, som bestemmer over motivet? Cradle Will Rock blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes, men fik aldrig nogen dansk distributør.



EFTER Macbeth og Cradle Will Rock kunne Welles triumfere eller knække halsen på Mercurys første forestilling, en moderniseret opsætning af Julius Cæsar, der er gået over i teaterhistorien som periodens mest indflydelsesrige opsætning. Der er derfor aldrig tvivl om, at projektet vil lykkes i Richard Linklaters Me and Orson Welles, en prægtig film fra 2008, som Cinemateket gav dansk premiere.
   Welles og Houseman spilles af Christian McKay og Eddie Marsan, som begge er fremragende. Fokus er dog lagt hos Richard (Zac Efron), en 17-årig gymnasieelev, som ser op til radiostjernen og får en rolle i stykket, da han imponerer Welles med en trommehvirvel og siger de rigtige ting. Hos Mercury forelsker han sig i den lidt ældre Sonja (Claire Danes), som også holder af ham. Hun assisterer samtidig den grådige Welles, skønt hans hustru, Virginia Nicolson, venter parrets første barn.


   
RICHARD udfordrer Welles og betaler siden for det, men er alligevel mod sin vilje benovet. Filmen bygger på en roman af Robert Kaplow, som fastholder Welles i et af karrierens mange kritiske øjeblikke. Forude venter radioversionen af Klodernes kamp og en for tiden enestående kontrakt med RKO-studiet i Hollywood.
   Da man afviste hans plan for en filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness, skrev Welles og Herman J. Mankiewicz manuskriptet til Citizen Kane. Det var primært Mankiewicz, som skrev. I 2020 blev arbejdsprocessen bøjet, strakt og gennemlyst i Mank, David Finchers portræt af forfatteren som systemkritisk nej-siger. Også i Me and Orson Welles er det et tema, at Orson gerne tog æren for andres arbejde. I hans teater var der egentlig kun én stjerne.
   Over to år fulgte en bitter krig med bladkongen William Randolph Hearst (1863-1951), som var modellen for Charles Foster Kane og en forløber for moderne mediemoguler som Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi.
   Welles vandt for så vidt kampen mod Hearst, der gjorde alt for at standse Citizen Kane. Blandt andet truede han – via journalisten Louella Parsons – de øvrige studiechefer til at stå sammen og tilbyde RKO 800.00 dollars for negativet til filmen. Kane skulle simpelt hen destrueres. I modsat fald ville Hearsts aviser henlede offentlighedens opmærksomhed på det forhold, at alle de store Hollywood-studier var ejet og drevet af jødiske mænd.


  
TAKTIKKEN gav bagslag. For det første gik Hearst konkurs og måtte sælge ud af kunstskattene i San Simeon-slottet, hvor han levede sammen med skuespillerinden Marion Davies, der var 34 år yngre end han – ganske som Kane og Susan Alexander gør i filmen, hvor paladset bliver kaldt Xanadu. For det andet eskalerede krigen i Europa. Welles tog til New York for at overbevise aktionærerne og bestyrelsen i RKO om, at tiden ikke var til censur, men til modstand mod en totalitær overmagt.
   Dét forløb er medrivende skildret i tv-filmen RKO 281 (1999, da. Kampen om Citizen Kane), hvor Liev Schreiber spiller Welles over for James Cromwells Hearst. Forlægget er en dokumentarfilm, The Battle over Citizen Kane (1996), som kopieres samvittighedsfuldt i de scener, hvor man råder over autentiske klip.

   
STØRST indtryk gør dog et interview med Welles, der er optaget umiddelbart før hans død. Han taler her om alle de år, som han brugte på at rejse penge til projekter, der sjældent blev, som han ville. For skønt Citizen Kane fik klassikerstatus i 1950erne, var og blev Den Store Mand persona non grata i Hollywood. Efterfølgende har ingen undladt at bemærke, at Welles også foregreb sin egen historie i Citizen Kane.
   Alt dét ved vidunderdrengen ikke i Me and Orson Welles, hvor han endnu ligner Guds gave til menneskeheden og er så bristefuld af selvtillid, at man på én gang må måbe og væmmes. Texaneren Richard Linklater har efter generationsfilmen Slacker (1991) skabt så forskellige værker som tidstrilogien Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy, Spis-Ikke-Dyr-filmen Fast Food Nation (2004) og den animerede udgave af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). I 2015 blev Boyhood nomineret til seks Oscars
   New York i 1937 fremstår med forjættende tidsfarve. Me and Orson Welles er udsøgt slik for cineaster og endnu en fascinerende skildring af manden, som skabte Citizen Kane.




Mere om Welles og Hearst/Hollywood-fejden i David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]

*) Det er naturligvis en generalisering. Teksten er skrevet i 2010, dvs. otte år før det blev muligt at se den efter 40 år færdiggjorte The Other Side of the Wind, som blev vist på Venedig Festivalen og lagt på Netflix i efteråret 2018. Nogle af Welles' ideer var bare ideer. Andre, faktisk imponerende mange, blev udviklet og realiseret, før de strandede i efterproduktionen. Finansiering var altid Orsons problem, uanset hvilken alder han havde.

**) Forestillingen varede en time og blev transmitteret live fra CBS-studiet søndag den 30. oktober 1938 fra kl. 20-21. Forfatteren Howard Koch bearbejdede H.G. Wells' roman, så Welles' radioteater kunne præsentere noget særligt i anledning af Halloween.
   Som alle overleveringer har myten om The War of the Worlds-receptionen flere lag og nuancer. Der er grænser for, hvor stor panikken kunne blive. The Mercury Theatre on Air nåede kun 4% af lytterne, og aviserne overdrev panikken – måske for at miskreditere radiomediet, der var nyt og fremstormende; på samme måde som »gamle« medier i lang tid behandlede nettets digitale platforme. Ingen, som hørte programmet fra begyndelsen, var i tvivl om den dramatiske præmis, og medieforskeren Hadley Cantril (1906-1969) var tilbøjelig til at overdrive sensationselementet, da han skrev sin analyse af fænomenet i afhandlingen The Invasion from Mars: A Study in the Psychology of Panic (1940).
   Det er med andre ord en skrøne, at der udbrød kollektiv panik. A. Brad Schwartz undersøger og udreder myten i Broadcast Hysteria - Orson Welles's War of the Worlds and the Art of Fake News (Hill & Wang, 2015). Det er dog sandt, at der var enkelte ægte overbeviste, som flygtede fra New York i panik. Næste formiddag optrådte Welles ved et pressemøde, hvor han fremstod intens og næsten brødebetynget: han beklagede så inderligt, hvis programmet havde skabt bekymring, fordi illusionen var så overbevisende gennemført. Det var naturligvis ekstra reklame for Mercury-ensemblet.
   Myten har dog en kerne af sandhed. CBS modtog henved 1.400 breve fra opskræmte og (især) forargede lyttere. Schwartz betragter War of the Worlds-episoden som en forløber for fake news, konspirationsteorier og virale vandrehistorier, som fænomenerne verserer på sociale medier i dag. Han er fuld af beundring for Welles' radiospil og bruger reaktionen til at spørge sig selv og andre, hvorfor vi synes så godt om historien.     

***) Tv-serier som The Paper Chase (1978-1986; da. Karakterræset) og film som Sydney Pollacks konspirationsthriller Three Days of the Condor (1975, da. Tre døgn for Kondor), Norman Jewisons dystopiske Rollerball (1975) og gyserfortællingen Ghost Story (1981, da. Vild opstandelse), John Irvins filmatisering af Peter Straubs nyklassiker, ville ikke være det samme uden Houseman. Især rollen som professor Charles Kingsfield i The Paper Chase – der fulgte en årgang fra Harvard Law School gennem studieforløbet og videre – var som skræddersyet til Housemans aristokratiske og distingverede udstråling, der forener empati og kynisme. The Paper Chase begyndte sit liv som en gennemsnitlig biograffilm i 1973, men blomstrede svært op i tv-formatet. I Tre døgn for Kondor er Houseman systemets noble facade; i Rollerball tilhører han den dekadente herskende klasse, som iscenesætter den dræbende sport. Mest interessant er måske karakteren Sears James, som Houseman fremstiller i  Ghost Story. Fire gamle mænd må erkende fortidens synder og forholde sig til et seksuelt overgreb, som de alle havde del i, og et drab, som én af dem begik, da de var unge.  Siden har en forbandelse hvilet over den lille by i New England, hvor medlemmerne af The Chowder Society har holdt møder gennem 50 år og fornyet pagten, som bevarer deres hemmelighed. Nu vender Alice Krige tilbage fra graven for at hævne sig. De andre tre pensionister er Melvyn Douglas, Douglas Fairbanks Jr. og Fred Astaire, som viser nye sider af sit talent. Patricia Neal og Craig Wasson medvirker. Ken Olin (fra 80er-serien thirtysomething) spiller den unge Sears James. Houseman investerer al sin isnende intelligens i karakteren. Det er fornem, stemningsfuld syndefaldshorror. 
 

Cradle Will Rock. Instr. og manus: Tim Robbins. Foto: Jean-Yves Escoffier. 132 min. USA 1999.  

Me and Orson Welles. Instr.: Richard Linklater. Manus: Vince og Holly Gent Palmo. Foto: Dick Pope. 114 min. USA-Storbritannien 2008. Dansk premiere: 19.08.2010 (Cinemateket).


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/ Cecil Beaton (1937 'Hamlet' Portrait) 
Filmen streames på FILMSTRIBEN, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten tager afsæt i en filmrevyanmeldelse fra Weekendavisen Kultur 20.08.2010

Ingen kommentarer:

Send en kommentar