Julie Bertuccelli: At glemme er farligt [2019]

VI MÅ KENDE VORES PLADS I HISTORIEN
Et møde med filmskaberen Julie Bertuccelli

Af BO GREEN JENSEN

PARIS 2019 – DET ER er tredje gang, jeg taler med Julie Bertuccelli. Første gang var i 2004, da hun præsenterede spillefilmen Da Otar rejste (2003). Filmen fulgte tre kvinder fra Tblisi i Georgien, som havde svært ved at omstille sig efter Sovjet-tiden. Hun havde allerede lavet en tv-dokumentar, Un monde en fusion (2001), som beskrev den nye virkelighed i Europa.

   Bertuccelli var højgravid, ivrig og stolt af sin film. Hun debuterede efter ti år som assistent for sin far, Jean-Louis Bertuccelli (på hans sidste film, Måske i dag), og koryfæer som Krzysztof Kieslowski (Tre farver: Blå og Tre farver: Hvid), Bertrand Tavernier (Lokkeduen) og Otar Ioselliani (Briganter). Georgieren Ioselliani blev en personlig rollemodel. Hun vaklede mellem at fremhæve sit eget talent og give ham æren for alt.

   Seks år senere talte vi om The Tree (2009), som Bertuccelli indspillede i Australien. Iveren var væk. Hun havde været adskilligt igennem. Hendes mand fik kræft og døde i 2006. Det blev derfor en særpræget oplevelse at instruere The Tree, hvor Charlotte Gainsbourg som enken Dawn slår sig ned i Queensland med fire børn. Døtrene mener, at deres far bor i træet, som begynder at angribe huset. Dawn vil skabe et nyt liv, og det lykkes.

NU er filmskaberen 51 og har lavet La dernière folie de Claire Darling, hvor en mor og hendes datter mødes efter årtier med afstand. Iveren er tilbage og ligner nu ren arbejdsglæde. Der er varme og virkelig genkendelse.

   Hun har i mellemtiden engageret sig i fagligt arbejde – Bertuccelli er formand for SCAM, den franske Autorforening – og lavet to dokumentarfilm. School of Babel (2013) følger årets gang på en skole for indvandrerbørn. Latest News from the Cosmos (2016) er et portræt af Hélène Nicolas, den autistiske digter, som arbejder under navnet Babouillec Sp (sp står for »sans parole«, dvs. uden tekst).

   – Det er din første spillefilm siden The Tree. Hvorfor gik der så længe?

   »Jeg lader mig styre af, hvad jeg har lyst til, og for mig er der ingen særlig forskel på fiktion og dokumentar. Eller jo, der er forskel, men begge dele er film. Jeg mødte en lærer fra La Grange aux Belles-skolen og lavede School of Babel. Det var fantastisk at følge de børn i et år. Det ville være tåbeligt at lave en fiktionsfilm ud af det, for virkeligheden var så stærk i sig selv. Den anden dokumentar handlede om en autistisk forfatter. En rekonstruktion med en skuespiller var utænkelig.

   Claire Darling fandt jeg, fordi en ven anbefalede bogen. Jeg blev meget optaget af den. Der står så mange kloge ting om ejendom og ejendele. Tiden, som går, uanset om vi holder fast eller glemmer. Jeg kunne se en masse muligheder i forholdet mellem mor og datter. Jeg fik lyst til at føje flere ting til. Alting var tæt på. Det kunne kun komme ud i fiktionsform.«

– CLAIRE sælger ud af sit liv. Alt skal væk. Minimalisme er jo moderne. Men datteren Marie er forfærdet.

   »Minimalisme ligger i tiden. Men hele mit liv har jeg beskæftiget mig med vores forhold til møbler og kunstgenstande. De ting er så fulde af os og rummer vores følelser og historier. Vi behøver dem for at holde fast i vores erindring. Det kan være fristende at kassere det hele. Men det er ikke godt at glemme fortiden. At beholde for meget, kan være besværligt, men det hjælper os på andre måder. At kassere fungerer ikke for mig.

   Vi er omgivet af objekter og støj. Hvis vi ikke gemmer én lille ting, der minder os om en bestemt person eller et stykke fortid, bliver det let at glemme dem. At glemme er farligt. Vi må finde en middelvej. Vi har brug for at tømme hovedet somme tider. Men pas på, for vores samfund og vores kultur elsker glemsel. Vi tror, vi fortæller nye historier, men de fleste er fortalt mange gange. Vi må kende vores plads i historien.«

   – Claire Darling er meget forskellig fra The Tree, som igen var forskellig fra Da Otar rejste, hvor fiktion og dokumentar mødtes. Har du fået mere selvtillid i årenes løb? Er du blevet en bedre håndværker?

   »Det er jo svært for mig at bedømme. Ja, jeg synes, jeg ved mere nu. Men det bliver sværere for hver film, fordi der er så mange muligheder. Jeg kan se mange måder at gøre det på. Det kunne jeg ikke i begyndelsen. Det er et højt bjerg, der skal bestiges. Jeg ved, hvad der venter, når jeg står dér og betragter det igen. Det gjorde jeg ikke første gang. Så man får mere styrke, men man mister naiviteten, som også har kvaliteter. Jeg ved ikke, om jeg vil lave en stor film igen. Vi får se.«

– DU var din egen fotograf på dokumentarerne. Irina Lubtchansky er fotograf på Claire Darling. Giver det dig mere frihed?

   »Ja, men det er ikke den samme slags frihed. I fiktionen er man friere stillet i det hele taget. Du bestemmer selv, hvordan virkeligheden skal se ud. Hvilken farve har bordet? Folk stiller dig hundrede af den slags spørgsmål hver dag, og du skal træffe hurtige beslutninger. Samtidig er du styret af, hvor mange penge, der er til produktionen. Men du er fri. Du konstruerer selv karakterernes verden. Du er din egen gud.

   I dokumentarerne hersker en anden slags frihed. Jeg er alene, måske sammen med en lydtekniker, men jeg kan bevæge mig fuldkommen frit, og der er ingen stram produktionsplan. Jeg kan bruge et år eller to på at følge med personerne og lære dem rigtigt at kende. På et filmset er der så og så mange dage. Vi kan ikke tage hensyn til, om skuespillerne er i dårligt humør eller vejret er dårligt. Der er to måneder til det hele. En stor spillefilm er som at genskabe verden. Faktisk er det en krig. En dokumentar er mere fredelig. Man tager sig tid til at udforske verden.

   I dokumentarer bruger man megen tid på at vente. Der går uger, og der sker ingenting. Man synes, alt er forgæves. Så sker miraklet pludselig, og det er bare at trykke på optageknappen. Spillefilmen er en subjektiv konstruktion. Det er verden set med mine øjne. Det er mit blik, der skaber en verden. Jeg kan godt lide begge måder, og jeg har brug for begge måder.«

– CATHERINE Deneuve og Chiara Mastroianni spiller mor og datter. De er også mor og datter i virkeligheden. Var det planen fra begyndelsen?

   »Det giver filmen et ekstra lag, men det var ikke skrevet sådan. Jeg spurgte først Deneuve, og jeg var heldig, for hun sagde ja. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Samtidig blev det en udfordring at finde en skuespiller, der kunne spille Deneuve som yngre, fordi hun er så ikonisk for os. Heldigvis havde vi Alice Taglioni. Hun ligner måske ikke den unge Deneuve i Dagens skønhed, men hun kunne godt blive gammel og ligne Claire Darling.

   Der var meget at tage hensyn til. Deneuve og Mastroianni har spillet mor og datter i andre film. I begyndelsen var jeg bange for, at det ville blive svært at få publikum til at se karaktererne i stedet for Catherine og Chiara. Men ligesom jeg kan lide at blande dokumentar og fiktion, gav det noget særligt at have denne organiske autenticitet. Jeg brugte en masse af mig selv og mine egne familiehistorier.«

– DENEUVES karakter blander virkelighed og fortid og fantasi. Vi ved aldrig, om hun drømmer eller digter eller husker noget virkeligt. Hun lever et sted midt imellem.

   »Det er sandt. Det er meningen med det. Hele historien udspiller sig i hendes hoved. Dele af den er drøm og konstrueret erindring. Andet skete faktisk, men måske ikke helt på den måde. Hun ser jo tilbage og tænker over tingene, fordi hun tror, at det er hendes sidste dag. I bogen har hun Alzheimer, men jeg ville ikke lægge mig fast på demens. Sygdommen er et stærkt billede. Den får mennesker til at se verden på en særlig måde, og man kan bruge det blik i fiktionen. Jeg ville give hende visioner. Hun ser brudepigerne, der venter. Der hænger cykler i træerne. Det er måden, vi ser på i drømme, men Claire ser sådan, mens hun er vågen.

   Jeg ville blande nutid og fortid sådan. Vi husker jo ikke i fotografiske flashbacks. Vi er ikke tilbage i en 1:1-virkelighed. Erindringen arbejder videre og føjer til og forandrer. Vi står et sted og husker en anden situation fra det sted, og lagene glider sammen. I filmen er der scener, hvor hun kan se og møde sig selv som yngre. Det er den måde, jeg selv husker fortiden på. Vi husker ikke virkeligheden.«

   – Arbejder mor og datter forskelligt?

   »Det tænkte jeg ikke så meget over. De spiller begge to meget enkelt og realistisk. De overspiller ikke, og de er sig selv. De ligner heller ikke hinanden som to dråber vand. Chiara minder mere om sin far. De er gode til at holde tingene inde. De kan bruge blikket og stilheden. Måske er fysikken den største forskel. Deneuve bevæger sig mere nervøst. Chiara bevæger sig ikke så meget. Hun bruger hovedet mere end kroppen.«

– DU er født i 1968. Deneuve må have været der hele dit liv?

   »Ja. Der var eventyrfilmen Æselhud og alle Jacques Demys andre film. Min egen datter har det ligesådan. Hun elsker Pigen med paraplyerne og Pigerne fra Rochefort. Hun må have set Æselhud 100 gange. Deneuve er en legende, men jeg kan ikke huske første gang, jeg så hende. Jeg voksede op med så mange film fra den tid. Truffaut, Godard, Chabrol, Rohmer. Som ung er man betaget af ikoner. Først som voksen kunne jeg se, at Deneuve er et mesterværk i sig selv.«

– JEG har ikke læst bogen. Det er en amerikansk roman?

   »Ja. Faith Bass Darling’s Last Garage Sale af Lynda Routledge. Den foregår i Texas. Jeg lavede mange ting om. I en filmatisering er man nødt til at forråde forlægget, tage ting ud og føje andre til, hvis det skal fungere. Så jeg skar en masse ud. Jeg brugte antikviteter, som jeg elsker. De mekaniske dukker er ikke med i bogen. Vi optog filmen i min bedstemors hus. Jeg voksede op mellem alle de ting. Jeg viste produktionsdesigneren fotos fra huset i gamle dage. Vi havde lyst til at skrue tiden tilbage. Det var en måde at genskabe fortiden på.«

   – Og du kunne bruge din egen historie?

   »Det var jo derfor, jeg valgte bogen. Man finder ikke historier i blinde. Det er ikke så meget forholdet mellem min mor og mig, men måske forholdet mellem min mor og min mormor. Der var meget, som gav genlyd. Men det var en blanding af mange ting. Og mere en atmosfære. Der var ikke samme drama i min barndom. Og der skal være en distance. Det var lige sådan i The Tree. Jeg mistede ikke min mand på den måde, men jeg kendte følelsen. Jeg kunne bruge min erfaring og mine børns reaktioner. Jeg vil ikke lave autofiktion. Det skal ikke være sådan, at publikum synes, de ser på mit liv. Historien skal stå alene.«

Se også Julie Bertuccelli: Claire Darling (2018)

Julie Bertuccelli blev interviewet på Hôtel le Collectionneur i Paris den 19. januar 2019

Fotos: Society of Audovisual Authors/ Matthieu Raffard (top portrait)/ Festival International de Cine de Morelia (atrium portrait); New Images Festival (black and white portrait)/ Les Films du Poisson/ 41Shadows/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Claire Darling streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 26.07.2019