Tran Anh Hung: The Scent of the Green Papaya (1993)

TINGENES VÆSEN

Dvælende, langsom, poetisk og klar

Af BO GREEN JENSEN

DET er selve tingenes væsen, deres tyngde, fylde og tekstur, som bærer dramatikken og koncentrerer psykologien i Tran Anh Hungs franskproducerede debutfilm Duften af den grønne papaja.

   Vi ser på og deler to afsnit af en ung kvindes dannelsesvej. Gennem øjenkrogen får vi måske et indtryk af forandringerne, der rører sig i det vietnamesiske samfund, men de når os indirekte, som blev verden set gennem et filter eller forhæng.

   Hovedparten af filmen fortælles nemlig i næsten dialogløse hverdagsscener og ekstreme nærbilleder af løsrevne dagligdags ting: en flækket papajafrugt; myrer som drukner i smeltet stearin; en knust vase; lys som spiller på et ansigt og summer i morgenens stilhed.

   

VED filmens begyndelse skriver vi 1951, og Saigon hedder endnu Ho Chi Minh, da den tiårige Mui bliver tjenestepige hos en velstående, men ikke rig familie.

   Fruen i huset tager Mui til sit hjerte, fordi hun minder hende om en datter, der døde. Der er to sønner, som enten driller den flittige pige, fordi man nu engang driller sit tyende, eller prøver at gebærde sig som små voksne, og der er den indolente, strengeklimprende pater familias, som vist nok har en anden kvinde ude i byen og ved flere lejligheder er forsvundet i længere perioder for at formøble husstandens formue.

   I en italiensk – eller for den sags skyld kinesisk – film ville rammen nu være lagt for en frodigt støjende, livfuld skildring af familiens hverdag i lyst og nød. Hos Tran er disse ting ydre vilkår, som udgør en baggrund. Der er egentlig ikke så meget, som trænger ind til den vegeterende Mui. Hun ved ikke noget bedre, end at køre fingeren gennem frøkapslerne i papajafrugtens indre eller sidde på hug over en vandskål og lade solens genskin danse på sit ansigt.

   Af og til flænger lyden af fly, måske kampfly, over himlen og bryder gårdens harmoniske stilhed. Ellers kunne man i og for sig tro sig hensat til selve de jordiske lysters have. Krisen kommer, da husets fader endnu en gang tager på springtur, og penge bliver et problem for familien. Bedstemoderen, som evindeligt bebrejder sin svigerdatter, at hun ikke kan holde den fortabte søn til ilden, dør og sætter på den måde punktum for et langt kapitel i husets historie.

   

VI forbinder fragmenterne ved at sidde på hug og lave mad eller vaske gulvet sammen med Mui. Og med ét er der gået ti år af hendes liv. I 1961 lever Mui stadig for duften af den grønne papaja og det flydende lys på sit ansigt. Fruen i huset dør, og i sit sidste bevidste øjeblik ser hun atter Mui som sin datter.

   Mændene omkring Mui er begyndt at lægge mærke til kroppen, som den stille pige endnu ikke selv har fået blik for. Da den ældste af sønnerne bliver gift, synes hans kone det er bedst, hvis Mui flytter hen til komponisten Khuyen, der er konservatorieuddannet i Frankrig og har brug for en fast hånd i huset.

   Mui forelsker sig i Khuyen, hvis kvidrende forlovede med god grund føler sig forsmået og overhalet indenom, da komponisten omsider bliver opmærksom på sin hushjælp. Det sker den dag, da Mui endelig tager stadstøjet på og leger med den røde læbestift, som er Tran Anh Hungs håndfaste metafor for erfaringsiver og sanselighed.

I DEN samme glatte, næsten køligt refererende tone skildres kærlighedens fryd og smerte gennem ganske enkelte ordløse scener. Den forlovede står og græder i regnen. Khuyen følger efter Mui. Intet særligt siges, og intet nævneværdigt sker.

   Det er både meget effektivt og meget teatralsk. Khuyen lærer Mui at læse. Omsider bliver hun ikke kaldt tilbage til arbejdet, når hun vil fortabe sig i studiet af papajafrugtens indre. I det sidste besværgende billede sidder hun som højgravid og læser op af en tekst, som siger, at hvis der fandtes et ord for harmonisk og umærkelig bevægelse, så kunne man bruge det nu.

   Der kan næppe herske tvivl om, at Tran Anh Hung, som selv har skrevet filmens manuskript,  giver os et vink med en vognstang og peger på den langsomhedens og ubevægelighedens strategi, som er indsigtens medium i hans første film.

FILMEN er optaget i et studie i Frankrig og udspiller sig væsentligst i tre interiører: familiens hus, klædebutikken og komponistens bungalow. Den er lyssat og fotograferet så smukt, at man ofte føler trang til at fryse en sekvens, isolere en ramme og hænge den op på væggen.

   Mens dette et langt stykke af vejen er en kvalitet, bliver filmens indstuderet dvælende æstetiseren i længden også et problem. For det første står den i vejen for ethvert tilløb til egentlig episk udvikling. For det andet får den filmen til at fremstå næsten urimeligt selvbevidst. Som helhed betragtet er Duften af den grønne papaja dog en inciterende anderledes og visuelt fascinerende studie i personudvikling og livsanskuelse.

BLIKKET er på én gang undrende, fast og poetisk. Det er også entydigt skønhedsdyrkende, men denne harmoniserende drift er Muis vinkel på og gave til tilværelsen. Det kommer klarest til udtryk i begyndelsen af filmen, hvor synet af en kæmpende myre kalder et spontant smil frem på Muis ansigt. Den ældste søn smiler derimod ikke, mens han drukner myrerne i gloende voks.

   Filmen skal ses på stort lærred i en mørk sal. Den dør på stedet i tv-stuen. Stilhed kræver stilhed for at blive hørt, og Duften af den grønne papaja er i dén grad ét med sine store tavse billeder. De skal stå helt rent for at nå os med fuld styrke.

L'odeur de la papaya verte (Duften af den grønne papaja). Instr. & manus: Tran Anh Hung. Foto: Benoît Delhomme. 104 min. Vietnam-Frankrig 1993. Dansk premiere: 13.01.1995.

Fotos: Les Productions Lazennec/ Canal+/ CNC/ CineMaterial/ Gaumont/ Lorber/ moviegrab

Filmen streames på SF Anytime - dvd/ blu-ray Gaumont (region 2) og Kino Lorber (region 1)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.1995