Céline Sciamma: Petite maman (2021)

LILLE MOR, LILLE MYTE

Smuk, præcis og besnærende prunkløs

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er der en gammel kvinde og en lille pige, som løser kryds-og-tværs sammen. Pigen rejser sig og tager afsked. På vej hen ad gangen, standser hun ved hver enkelt dør og siger grundigt farvel til beboerne på plejehjemmet. Nelly er i det hele taget en sød og betænksom pige på næsten ni år.

   I bilen spørger Nelly, om hun må spise sin snack. Hendes mor (Nina Meurisse) er filmet i profil, mens hun sidder ved rattet og tænker på sit. Snart kommer den lille hånd ind i billedet bagfra og holder en ostereje hen til Mors mund. Mor tager imod den uden at se væk fra vejen. Det gentager sig to gange. Så kommer hånden med en juicekarton. Da smiler den voksne kvinde omsider og trykker sin kind ind til hånden.

   Petite maman har en lille historie, som er fortalt i virkeligt tempo. Scenen i bilen sætter tonen perfekt. Varmen forplanter sig straks ud i salen. Filmen har en hemmelighed, som den røber uden stor dramatik. Det fungerer dog bedst, hvis man slet ikke ved, hvad der venter.

NU er der gået lidt tid, og Nellys far (Stéphane Sanz) venter i Mormors hus, som skal tømmes. Nelly er vokset op med historier om huset. Hun har især hørt dén om, hvordan hendes mor byggede en hule mellem fire træer. Det er ingen almindelig hule – det er selve Hulen i Barndommens Skov.

   Nellys far husker ikke historien. Som hun siger: »Det er ikke, fordi du ikke kan huske. Det er, fordi du ikke hører efter.« Manden smiler, for hans datter har ret. Da de skal sove, er Nelly lidt utryg. Hendes mor fortæller om, hvordan hun forestillede sig et rovdyr i mørket. De taler om at sige farvel.

NÆSTE morgen er Nellys mor taget hjem. Nelly og hendes far bliver, indtil arbejdet er færdigt. Pigen får til opgave at sortere legetøj i tingfinderskabet i gangen. Det åbner ved et særligt tryk. Gangen bliver en slags hængsel i tiden. Dialogen er lille og helt hverdagsagtig, men Nellys far taler om teleportering.

   Nelly finder faktisk lysningen med de fire træer. Her møder hun en anden pige, Marion, der ligner hende til forveksling. De leger sammen. De dekorerer hulen, så den bliver indbegrebet af alle huler, man har bygget i sin barndom. Marion fylder ni år, og Nelly er med til at synge fødselsdagssangen.

NELLY har for længst forstået, at hun leger med sin mor som barn. Pigerne spilles af tvillingesøstre – Joséphine og Gabrielle Sanz – som har forskellige manierismer. De deler nogle dage, hvor de leger meget udførlige lege – især én om en politikommissær, der afhører sin hovedmistænkte. De er inde og ude hos hinanden, ad forskellige døre, men i det samme fortryllede hus.

   Jeg skal ikke røbe, hvordan det ender, blot forsikre, at freden og farverne fortsætter. Filmen skaber en lille håndlavet myte. Noget af det bedste er formatet: Vi har vænnet os til spillefilm, som varer fra 90 til 120 minutter. Petite maman tager nøjagtigt den tid, der skal til.

DET er Céline Sciammas første film som instruktør efter gennembruddet og verdenssuccesen med Portræt af en kvinde i flammer (2019). Petite maman lever rigeligt op til det hele og mere end indfrier forventningerne. Det ligner måske en film for veninder, men den er til alle forældre – og deres børn.

Se også Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2019); Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020].

Petite maman (Petite Maman). Instr. og manus: Céline Sciamma. Foto: Claire Mathon. 78 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 20.01.2022.

Fotos: Lilies Film/ Unifrance/ Angel Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ MUBI

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.01.2022