Joseph Kosinski: Oblivion (2013) [Sci-Fi 100]

ERINDRINGEN OM JORDEN
Action og fabel blandes behændigt

Af BO GREEN JENSEN

ONTOLOGI og erindring er to hovedsager i Oblivion, hvor selve identitetens væsen bliver gransket. Joseph Kosinskis velskabte fremtidsfortælling har været omgærdet med stor hemmelighedsfuldhed. Man beder pressen om ikke at røbe for meget. Der er sandt nok et stærkt ryk midt i historien, et forhold som ændrer hele præmissen, og dét twist skal naturligvis respekteres. Man kan en passant bemærke, at filmen er i slægt med både Zardoz, Blade Runner og Abernes Planet.

   Det overrumplende er ikke, at Oblivion udspiller sig på Jorden i 2077, tres år efter en ødelæggende krig. Disse oplysninger lægges frem med det samme. Ej heller at mekanikeren Jack Harper (Tom Cruise) og navigatøren Vika (Andrea Riseborough) er udstationeret i resterne af New York, hvor han reparerer de droner, som fører krigen mod the scavengers (»gribbene«), mens hun koordinerer arbejdet og kommunikerer med hovedkvarteret.

   »Er I et effektivt team?« spørger et kvindeansigt på skærmen hver dag. »Vi er et fandens effektivt team,« svarer Vika med falsk entusiasme, for der er ofte grund til at anfægte rimeligheden i ordrerne fra kommandocentralen.

VIKA og Jack bor i lyse omgivelser på en svævende platform af glas. Hun bevæger sig aldrig ned i landskabet, som han gennemtrawler hver eneste dag. Han lander, sikrer sig, at der ikke er hjelmklædte scavies i nærheden af de havarerede droner, og udbedrer skaden.

   Jack er ikke som Vika. Han vågner hver dag op af en drøm om det gamle New York. Han går på gaden og ser en kvinde, han kender. Han taler henført om den sidste Superbowl, der blev spillet i 2017, og gemmer før-apokalyptisk vraggods i et paradisisk hus ved en sø i en dal, som konflagrationen ikke fik ram på.

SOM Jack fortæller det, vandt man krigen ved at udløse sine kernevåben. Gribbene havde ødelagt Månen, så der ingen tyngdekraft var. Mange naturkatastrofer fulgte. Menneskene måtte flygte til Titan, den største af Saturns 83 måner (som enhver Kurt Vonnegut-læser vil vide). Nu sendes havenergi op til kolonien via kolossale rensningsanlæg, der svæver i luften som klipper på et René Magritte-maleri. Gribbene saboterer dem og gør modstand, men tilhører en døende race.

   Sådan ser sandheden ud officielt. Der er selvsagt mere i historien. Denne tager fart, da Jack bliver fanget af oprørerne, som ledes af Morgan Freeman og har danske Nikolaj Coster-Waldau som løjtnant. Da Jack møder Julia (Olga Kurylenko), kvinden fra sine drømme, må han genoverveje alt, hvad han ved. Mere skal slet ikke røbes.

   

PLOTTET forener »hård« og »blød« science fiction med sans for balancen i blandingsforholdet. Der er megen fysisk spænding, men mere psykologisk konfliktstof at arbejde med. Det er dog poesien i de computerbearbejdede billeder af landskaber i Island og Louisiana, som bærer menneskets længsel. Filmen spørger, hvad et menneske egentlig er. »Erindringen om Jorden er værd at kæmpe for,« siger den uudgrundelige tag-linje. Dét gør Jack Harper med alt, hvad han har i sig.

   Jack finder gamle ting i ruinerne. På obligatorisk vis præsenteres et skrabsammen af kulturelle effekter fra før katastrofen: Thomas Macaulays digtkreds Lays of Ancient Rome, Led Zeppelin-sangen »Ramble On«, Procol Harums »A Whiter Shade of Pale« og Andrew Wyeths maleri af Christina’s World. Cruise bærer hovedrollen med samme energiske upåklagelighed, som han fremstillede John Alderton, den eftersøgte politichef, i Steven Spielberg-udgaven af Philip K. Dicks Minority Report, der er endnu en forløber for Oblivion.

FILMEN er fuld af dystopiske klicheer (herskerne, oprørerne, den sidste mand, konstrueret erindring og relativ sandhed), som dog bliver varieret med flair. Forrykkelsen midtvejs er stor, men den kommer ikke helt ud af det blå. Er Oblivion tankevækkende? Næppe, når det kommer til stykket, for alle motiver er brugt mange gange. Men den er værd at se for de store, mytologiske billeder og for udviklingen i karakteren Jack Harper.

Oblivion. Instr.: Joseph Kosinski. Manus: Karl Gajdusek, Michael DeBruyn. Foto: Claudio Miranda. 124 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Universal Pictures/ Relativity Media/ Monolith Pictures/ Chermin Entertainment/ Radical Studios/ CineMaterial/ ScreenMusings

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies - udkom på 4K Blu-Ray i 2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.04.2013.