DET FØRSTE HJEM
Gensynet med den forvitrede jord
Af BO GREEN JENSEN
Somme tider har man koloniseret galaksen, andre gange har det været nødvendigt at evakuere en ødelagt klode. Spekulativ fiktion handler altid om samtiden, om hvad der sker, hvis man fortsætter eller forstærker aktuelle tendenser.
I begyndelsen af Den Kolde Krig blev Jorden typisk lagt øde af kernevåben. Siden frygtede man udslip fra nedsmeltede kraftværker og globale epidemier. I begyndelsen af det 21. århundrede er der en overvægt af økologiske skræmmebilleder. Vejret er i stykker, jorden er forgiftet eller overbefolket, og man lever i resterne af verden før syndfloden.*
Uanset årsagen er det naturligvis de sædvanlige historier, der udspiller sig i de utopiske rammer. Genren spænder stadig lige så vidt i form, stil og tone, som den gør i tid og rum.
Alene fabelen om den forvitrede jord kan på ti år føre fra Tim Burtons remake af The Planet of the Apes (2001), Richard Kellys Southland Tales (2006) og Pixar-filmen Wall-E (2008) til John Hillcoats litterære The Road (2009), Ridley Scotts Prometheus (2012) og Joseph Kosinskis Oblivion (2013).
DER er næsten tænkt for meget over baggrunden i After Earth. Her måtte Jorden evakueres i 2025. Menneskeheden fandt et nyt hjem på ørkenplaneten Nova Prime, og en ny tidsregning – A.E. – blev indført. Sådan er der gået 1000 år, og tilværelsen ville være stabil, hvis ikke stedets indfødte livsform – Skrel – insisterede på at bekæmpe pionererne.
Skrel-folkets våben er ursaer, genetisk manipulerede kødædere, som ikke kan se eller høre, men reagerer på duften af angstferomoner. Man er hjælpeløs, indtil kaptajn Cypher Raige (Will Smith) fra Det Forenede Rangerkorps som den første udvikler evnen til ikke at føle frygt.
Når man ikke udskiller feromoner, er man usynlig for dræberne. Fænomenet kaldes ghosting, og Cypher har viet sit liv til at skole andre i ghosting. Af samme grund har han alt for sjældent været hjemme hos familien på Nova Prime. Han var der ikke, da teenagedatteren Shenshi (Zoë Kravitz) blev dræbt af en ursa, mens hendes lillebror Kitai (Jaden Smith) så til fra en lufttæt plastboble.
NU er Kitai en 13-årig kadet, som brænder efter at bestå afgangsprøven og blive ranger. Cypher er en levende legende, som gør klar til at videregive ansvaret. Som far og søn er de fremmede for hinanden.
Faia Raige (Sophie Okonedo), familiens blide matriark, foreslår, at Cypher tager Kitai med på sin sidste mission. Der er tale om en rutineopgave. Man skal transportere en tilfangetagen ursa til et militæranlæg, hvor rangerne træner i ghosting. En meteorstorm kommer ud af det blå. Fartøjet må foretage et hyperspring og nødlande på den giftigste af alle planeter. Cypher Raige ved, at de vender tilbage til Jorden. Umiddelbart siger det ikke sønnen så meget.
PÅ den omstændelige baggrund venter en ganske effektiv historie. Cypher og Kitai er de eneste mennesker, som overlever styrtet. Den stærke far er kvæstet, så den usikre søn må foretage en farefuld rejse og hente nødsignalet i en vragdel, som er landet flere dagsrejser borte. Sandsynligvis er også den medbragte ursa i live.
På Jorden har flora og fauna genstartet evolutionens maskine. Der er en mangfoldighed af smukke og farlige livsformer. Blot er mennesket skrevet helt ud af ligningen. Sønnen skal nå at finde sin indre styrke og lære at være frygtløs, inden han møder den ubønhørlige ursa. Faderen skal lære at forstå sin dreng og indse, at han ikke kunne have hjulpet sin søster.
I USA er After Earth åbnet med negativ presse og dårlige odds. Projektet er skræddersyet til Will og Jaden Smith, som også er far og søn i virkeligheden. De spillede rimeligt rørende sammen i The Pursuit of Happyness (2006), da Jaden var en kær lille krøltop på seks.
Siden har Senior medvirket i genindspilningen af I Am Legend (2008), spillet super(anti)helt i den syrede Hancock (2008) og tjent store penge i Men in Black 3 (2012). I 2008 kunne han selv producere Seven Pounds, en bibelsk tonet lignelse om bogstaveligt at give lunser af sig selv. Smith er en afrikansk-amerikansk superstjerne, men man synes, han laver for lidt efterhånden og har en tilbøjelighed til at forkynde, når han endelig går på arbejde. Og hvorfor skal Junior altid promoveres?
Der er megen fnidder i luften på forhånd. Da det kommer til stykket, er After Earth dog en stilren robinsonade i rummet, en selvbevidst variation over helten med 1000 ansigters rejse og en instruktiv fabel om at finde indre styrke og maksimere mentale energier, når det gælder. Kald det mytologi eller holistisk coaching. Det er et eviggyldigt tema, som tåler at blive bearbejdet igen. Det giver absolut fortællingen ekstra styrke, at far og søn spiller far og søn med overbevisning.
AT Smith har smag for sci-fi, kunne man se allerede i filmatiseringen af Isaac Asimovs I, Robot, som Alex Proyas instruerede i 2004. Smith har selv udtænkt After Earth-historien og tilrettelagt projektet, som han har med-produceret og co-finansieret. Instruktøropgaven er betroet M. Night Shyamalan.
Her, siger nej-siden, er filmens andet problem. Amerikanske kritikere har set sig sjældent sure på den selvlærte Shyamalan, som man synes er sunket urimeligt lavt, siden han ved årtusindeskiftet brød igennem med nyskabende genrestykker som The Sixth Sense (1999, da. Den sjette sans) (»I see dead people«) og genistregen Unbreakable (2000), der stadig er en af de bedste film om tegneserier i virkeligheden.
Det er rigtigt, at Shyamalan misbrugte sit patenterede stilgreb – den narrative gimmick, som trækker tæppet væk under publikum, så tilskueren må revurdere hele historien. Han var dog stadig en distinkt billedskaber og en original historiefortæller – i Signs (2002), The Village (2004) og havfruefablen Lady in the Water (2006).
Først i The Happening (2008) – hvor brisen blev vor fjende – var Shyamalan regulært svag. Hans første forsøg i effektgenren, martial arts-legenden The Last Airbender (2010), var bedre end sit rygte, men nu er navnet i sig selv en belastning. Shyamalan er knap nok nævnt i lanceringen af After Earth.
ER man til gammeldags, hård science fiction, vil filmen føles næringsrig. Den bliver også en konventionel coming of age-story, hvor indvielsen får allegoriske udtryk, og er som sagt en robinsonade for to. Eksponeringen er økonomisk, og der er ingen anstrengte forsøg på at gøre Jorden til en overraskelse eller introducere begrebsoverskridende gimmicks i slutscenerne.
Action-aspektet er forudsigeligt. Til gengæld er den genfødte Jord fascinerende skildret. After Earth er ikke livsnødvendig, men Shyamalan-komplettister skal se den. Der er planer om en After Earth 2. Der var dog også planer om fire Airbender-film, men kun den første blev produceret.
*) Teksten er skrevet i 2013. Samtlige scenarier fik en renæssance ved indgangen til 2020erne, da ulykkerne pludselig stod i kø. COVID-19-pandemien lagde hverdagen ned i to år. Kun klimaforandringen fortsatte upåvirket. Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, blev muligheden for anvendelse af kernevåben konkret på under en uge. Selv erindringen om katastrofen på atomkraftværket i Tjernobyl i 1986, der så småt var blevet historisk stof for horrorfilm og dramadokumentariske serier, var tilbage med ny relevans. Da ulykken skete, var Ukraine en del af Sovjetunionen. Der var chok og frygt i rigt mål, men man tænkte på det som noget, der skete i Rusland.
After Earth. Instr.: M. Night Shyamalan. Manus: Gary Whitta, M. Night Shyamalan. Foto: Peter Suschitzky. 100 min. USA 2013. Dansk premiere: 27.06.2013.
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.06.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar