Edgar Wright: Last Night in Soho (2021)

FOR LÆNGE SIDEN LIGE FØR

Gyser,musikfilm og hjemstavnsfortælling

Af BO GREEN JENSEN

TEENAGEREN Eloise (Thomasin McKenzie) tager toget til London for at blive designer. Hun er vokset op hos sin moster, der ved, at pigen har en stærk vilje og et skrøbeligt sind. På den måde er hun sin mor op ad dage – og Ellies mor har været død i mange år nu.

   For Ellie lever moderen stadig. Hun viser sig i spejlet, når Ellie danser til »A World Without Love« med Peter & Gordon eller »Wishin' and Hopin'« med Dusty Springfield. Værelset er en tidskapsel. Væggen domineres af plakaten fra Breakfast at Tiffany's (1961, da. Pigen Holly) med Audrey Hepburn som Holly Golightly. Også plakaten for Bob Fosses Sweet Charity (1969) pynter op.

   De første 20 minutter af Last Night in Soho er en forelsket – men heldigvis aldrig selvfed – hyldest til to genrer: 60rnes britiske gyser og italiensk giallo. Der er tre store forbilleder: Michelangelo Antonionis Blow-Up (1966), Michael Powells Peeping Tom (1960) og Dario Argentos Suspiria (1977), som filmen ligger tættest på i tone, farveskala og handling.

   Især er en retro-bevidsthed på spil. Der er horror à la Hammer Studios og guldalder-tv som i The Avengers. På lydsporet drejer Petula Clarkes »Downtown« (1964) sammen med The Kinks-sangen »Waterloo Sunset« (1965). Vi er præcis i skæringspunktet mellem London i nøjsomhedstiden og Carnaby Street i den psykedeliske guldalder.

ELLIE har en svær tid på kollegiet, hvor hun først er flyttet ind. Veninderne er hårde, og musikken er for høj. Så lejer hun et værelse hos Ms. Collins i Goodge Street i Soho. Sært nok bruger filmen ikke Donovan Leitchs »Sunny Goodge Street«. Det må så også være den eneste sang, som ikke citeres.

   Allerede første nat sker noget magisk. På kanten af søvnen kommer Ellie tilbage til kvarteret i 1960rne. Hun følger efter stjernefrøet Sandie (Anya Taylor-Joy), der vil gøre sin lykke som sanger og danser, uanset hvad det har af personlige omkostninger. Sommetider er hun Sandie. De møder begge sjuften Jack (Matt Smith) i natklubben Café de Paris.

   Nat efter nat vender Ellie tilbage. Efterhånden også om dagen. Snart flyder tiderne sammen. Det er tydeligt for Ellie, at Sandie er i fare. Imens er en seriemorder på spil, og Ellie har mareridt, hvor døde mænd uden ansigtstræk trænger sig på. Det er spændende og uhyggeligt. Især er det meget livagtigt.

EDGAR Wright (f. 1974) er i mange henseender et britisk sidestykke til Quentin Tarantino. De to instruktører er venner personligt, og det var – har jeg læst mig til – amerikaneren, som henledte britens opmærksomhed på 1968-hittet med Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Titch, som spiller til slut.

   Som andre detaljer i filmen er »Last Night in Soho« er et perfekt stykke proustiansk huskekage. De fem glimmerdrenge var store i tiden, men dyrkes kun af nostalgikere nu. »The Legend of Xanadu« fra samme år er i øvrigt en eminent sang.

   Ellers synes filmens fortid at være 1965. Første gang Eloise er tilbage, og neonlandskabet breder sig ud, ser vi en biograffacade, der reklamerer for Thunderball med Sean Connery i 007-rollen. Der var britisk premiere i julen 1965. Det er en bedøvende smuk sekvens, som koncentrerer den nostalgiske charme. Alle Ellies drømme bliver til levende virkelighed.

PERIODEPRÆGET er mere end fernis, og Wright gør ikke tingene halvt. De ældre nutidsroller spilles af folk, som var ikoner back in the day: Rita Tushingham (fra Tony Richardsons A Taste of Honey/ En duft af honning) er Ellies moster. Terence Stamp er den gamle Casanova, som Ellie mistænker for at være morderen.

   Dame Diana Rigg (1938-2020) har sin sidste filmrolle som Ellies værtinde, der i dén grad holder nøglen til mysteriet. Rigg spillede et utal af store dramatiske roller på film og teater gennem en lang karriere, men for britiske tilskuere i en vis alder er hun uløseligt forbundet med rollen som Emma Peel i The Avengers (1965-1968). Last Night in Soho bærer dedikationen »For Diana«.

   Alt er gjort med en stor kærlighed, som gennemlyser hver ramme. Har filmen fejl, må en af dem være den besværlige insisteren på fysisk håndgribelighed. Wright bruger uforholdsmæssig megen tid på at transportere Ellie frem og tilbage i tiden. Han afstemmer kronologien, som alligevel aldrig kan blive konkret.

   Det er dog fint at se, hvordan Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy spejler sig i hinanden som Ellie og Sandie. De mimer hinandens gestik. Navnet Sandie er ikke grebet ud af luften. Taylor-Joy danser striptease til »Puppet on a String« (med Sandie Shaw). Vi er i et myldrende panorama. Beth Singh er castet som Cilla Black, der synger i Café de Paris.

FOR Wright markerer filmen et gearskifte. Han har lavet komiske genrestykker som Shaun of the Dead (2004) og underfundige bestillingsarbejder som Scott Pilgrim vs. The World (2010). Urværkspræcisionen i kupfilmen Baby Driver (2017) er med rette beundret.

   Men Last Night in Soho prøver faktisk at gå ind i karaktererne og sige noget særligt om tidens væsen og forholdet mellem kvinder og mænd. Først og sidst er filmen en kærlighedserklæring til 1965 som mental provins og historisk forskansning. Denne bevidsthed – som fortælleren deler med sin protagonist – vil aldrig overgive sig til en tarvelig nutid.

MENS titlerne afvikles, er der indskud af mennesketomme gader i Soho. De er tilføjet under COVID-19-nedlukningen. For Wright var det vigtigt at sætte dem fast, for instruktøren regner ikke med, at London bliver så øde igen. Scenerne sætter et effektivt punktum.

Last Night in Soho. Instr.: Edgar Wright. Manus: Wright, Krysty Wilson-Cairns. Foto: Chung-hoon Hoon. 116 min. UK 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.

Foto: Focus Features/ Film 4/ Perfect World Pictures/ Working Title/ Complete Fiction/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er stadig i biografdistribution - udgivet på 4K Blu-Ray i januar 2022 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.11.2021.