Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen]

DEN UMULIGE DRØM
Grundstoffet smeltes og æltes med manisk visuel energi

Af BO GREEN JENSEN

DER er mindst tre måder at betragte Baz Luhrmanns version af The Great Gatsby på. Som en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds 1925-roman er den mangelfuld. Luhrmann og medforfatteren Craig Pearce tilføjer en overflødig rammehistorie, hvor Nick Carraway (Tobey Maguire) i tilbageblik beskriver og – værre endnu – fortolker og forklarer sig selv og sin samtid til ære for en vennesæl psykiater.

   Filmens Nick Carraway ligner et kejtet forsøg på at føje Fitzgeralds skikkelse ind i sammenhængen. Forfatteren gjorde det samme, da han skabte mellemmanden fra Midtvesten, men romanens Nick er unægtelig en mere subtil, nuanceret figur. Den eneste rest af fornuft i en tid, som er gået eftertrykkeligt af led, men også den eneste, som forstår og værdsætter Gatsbys umulige drøm. Man kan godt sætte tiden i stå, siger Gatsby. Man kan godt begynde forfra. Nick ender jo med at give ham ret.

LUHRMANN plukker vilkårligt i stoffet, tilføjer irrelevante ornamenter og skærer tingene ud i pap. Når filmen raketzoomer mellem Gatsbys forlorne skrummel af et gotisk palæ og det grønne lys for enden af molen ovre hos Daisy og Tom Buchanan, undermineres de poetiske beskrivelser af den grønne lanternes »enormous significance«, som Luhrmann også forsøger sig med. De store orgier, som Gatsby holder til ære for Daisy, er i denne filmudgave blevet groteske og ufrivilligt komiske. Først da filmen når til hjertet af historien, begynder vægtene at balancere.

SER man filmen som et nyt værk af Baz Luhrmann, i signaturstilen fra Moulin Rouge! (2001), giver Gatsby mere mening. Der er først og fremmest en manisk visuel energi. Luhrmann bruger samplede sange fra højre og venstre som fundamentet under de spraglede sætstykker. I William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) var det operaudtag, som blev bearbejdet; i Moulin Rouge! klassisk rock og pop fra 1970erne og 80erne. I begge film gik lydsiden mere eller mindre i ét med Catherine Martins totale produktionsdesign.

   Sammenføjningen er mindre smidig i Gatsby, hvor jazz fra perioden og nye sange fra hiphop og R&B smeltes og æltes i spor af hvid støj, der kører i baggrunden, når Jay Gatsby holder fest. Men man ser ideen med serveringen. I den hæslige »Askedal« mellem New York og Long Island – Fitzgeralds »Valley of Ashes« var inspireret af T.S. Eliots The Waste Land (1922) – har skiltet med T.J. Eckleburgs impotente gudeblik aldrig set mere ironisk eller bedrøvet ud. Da Gatsbys bil kvæster Myrtle Wilson, er der en flot visuel kommentar. Der er også en overraskende realisme midt i det digitale dukketeater.

THE Great Gatsby må være den sande treer i Luhrmanns »Red Curtain«-trilogi, hvor Strictly Ballroom (1992) aldrig har passet ordentligt ind. Men filmen ligger i logisk forlængelse af Romeo + Juliet og Moulin Rouge!, som alt i alt er den bedste og frækkeste og mest originale af de tre film – måske fordi den ikke skal stå til regnskab for et klassisk forlæg, men kan fantasere og fabulere efter behag.

SER man endelig filmen uden tanke for, hvem afsenderne er, må Gatsby være en støjende, rigeligt lang og dog fascinerende oplevelse. Da Luhrmann lader Nick Carraway moralisere over tiden – og sige mindre om sig selv og sin position mellem klasserne, end han gør hos Fitzgerald – ligner det regulær bagklogskab. Faktisk er filmen enestående historieløs. De sociale nuancer, som romanen lader komme til udtryk i kapitlet, der skildrer en fest hos Jay Gatsby – »Mr. Nobody from Nowhere« – er forsvundet i Luhrmanns visuelle trykkoger.

LUHRMANNS Gatsby bliver overalt sammenlignet med Jack Claytons stilskabende storfilm fra 1974, dén med Robert Redford og Mia Farrow, som Francis Ford Coppola skrev manuskriptet til. Faktisk er det den femte filmudgave af Fitzgeralds klassiker.

   Allerede i 1926, året efter romanens udgivelse, instruerede Herbert Brenon på vegne af Famous Players-Lasky Corporation en stumfilm med Warner Baxter, Lois Wilson og Neil Hamilton. William Powell fra My Man Godfrey (1936) og serien om The Thin Man (1934-1947) har en tidlig rolle som Myrtles mand, automekanikeren George Wilson, der hos Luhrmann spilles af Jason Clarke.

   Kun en trailer af et minuts varighed overlever. I dén ser man, at Gatsbys fester også i samtiden var et salgsargument. Fitzgerald selv havde intet at gøre med filmen.

   Elliott Nugents 1949-version er ikke gået tabt, men frister en stedmoderlig skæbne. Filmen er simpelt hen svær at få fat i, men bestemt værd at se, hvis det lykkes. Her er en saglig, lavpraktisk realisme prioriteret; tonen er mere som film noir i dagslys. Richard Maibaums manuskript bruger bogen som afsæt for en tilbageskuende skildring af Forbudstiden. Alan Ladd har rollen som Gatsby. Da han dør i sin swimmingpool, falder skuddene tørt og præcist. Huset er stort, men ikke et slot. Man ser, hvordan Gatsby har tjent sine penge.

1974-VERSIONEN er den eneste, som forsøger at holde hele bogen fast og bruge Fitzgeralds nostalgiske livssyn som kilde. Bruce Dern er castet som Tom Buchanan, Daisys proto-fascistiske ægtemand. Scenen, hvor han brækker Karen Blacks næse med brutal nonchalence, er i sammenhængen lige så vigtig som Gatsbys romantiske tro på en fremtid, som allerede ligger bag ham. Sam Waterston spiller Nick Carraway.

   Robert Markowitz’ Gatsby fra 2000 blev produceret for tv. Toby Stephens, Mira Sorvino og Paul Rudd spiller henholdsvis Gatsby, Daisy og Nick Carraway i en brugsudgave, som først og fremmest vil illustrere romanen. Ingen er faldet for fristelsen til at gøre Daisy Buchanan dyb eller glamourøs. Hendes ynde er lige så flygtig (og falsk) som Gatsbys selviscenesatte persona. Hun er først og fremmest hans idé.

BAZ Luhrmann er i sin gode ret til at lægge accenterne, hvor han vil, til at skære, bøje, føje til og trække fra. Det villle ikke give mening, hvis han blot trak stoffet gennem endnu en illustreret version.

   Leonardo DiCaprio er god nok som Gatsby, når man har vænnet sig til hans facon. I 1974 var Robert Redford både mystisk, viril og genert. DiCaprio er bedre til at vise desperationen og usikkerheden. Carey Mulligans Daisy er næsten for inderlig til at overbevise, da hun svigter Gatsbys drøm og bliver et af de skødesløse mennesker, som knuser andre og trækker vindebroen op. Hjerteløsheden og selvtilstrækkeligheden kunne Mia Farrow fremstille med betydelig mere autoritet.

AFVIKLINGEN af romanens berømte slutord er ikke på højde med følelsen i Coppolas manuskript til 1974-versionen. For hver gang forsvinder der flere detaljer, og Fitzgeralds smukke sidestilling af det grønne lys for enden af molen, de første hollandske sømænds umulige drøm om det friske land og al menneskelig stræben bliver mere beskåret. Disse forbehold til trods, er der stadig en styrke i Gatsby. Hjertet banker stadig væk.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); Baz Luhrmann: Australia (2008); David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008).

*) Soundtracket til Luhrmanns film er fyldt med hiphop- og R&B-stjerner, der typisk fortolker andres sange fra genren. Beyoncé x André 3000 synger Amy Winehouses »Back to Black« osv. Mere ubemærket er der udmærkede originale bidrag fra Lana Del Rey (»Young and Beautiful«), Florence + the Machine (»Over the Love«) og Jack White (»Love is Blindness«). Særlig markant står den stilrene pastichejazz med The Bryan Ferry Orchestra, som fremfører »Love is the Drug« i metallisk lakpladestil. Ferry var så begejstret for konceptet, at der udkom et selvstændigt album med retro-jazz (og Roxy Music-sange). The Jazz Age (2012) er et livløst album, som ikke slog an, men eksperimentet inspirerede brugen af Ferry som tysk cabaretsanger i første sæson af Tom Tykwers tv-serie Babylon Berlin (2017) efter Volker Kutschers Weimar-tidskrimier. Her synger Ferry »Bitter-Sweet« fra Country Life (1974), en tekst, der er født med et tysk mellemstykke. Også musikalsk vinder 1974-versionen af The Great Gatsby stort. Nelson Riddles smægtende arrangementer af eget score og udvalgte sange fra tiden er kærligt og kongenialt. Irving Berlins »What'll I Do« fungerer som en slags temasang. Riddle modtog en Oscar for arbejdet.

**) Filmudgaven - »the movie tie-in« - er ikke et nyt fænomen. Bantam Books genoptrykte The Great Gatsby i 1945, fem år efter Fitzgeralds død, da udgivelsen af The Crack-Up skabte ny interesse omkring forfatterskabet. Da Paramount lancerede filmen i 1949, blev et nyt omslag med Alan Ladds billede lagt om restoplaget. Forsiden er reproduceret efter foto på Facsimile Dust Jackets LLC. Præcise kopier af sjældne smudsomslag koster 25 dollars pr. stk.

The Great Gatsby. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Simon Duggan. 144 min. Australien-USA 2013. Dansk premiere: 16.05.2013 (3D i udvalgte sale).

Fotos: Warner Bros./ Village Roadshow Pictures/ A&E Networks/ Bazmark Films/ Red Wagon Entertainment/ Spectrum Films/ Paramount Pictures/ United Artists/ Scribners/ Bantam Books/ BMG Music/ Facsimile Dustjackets LLC/ CineMaterial/ MovieStillsDB

The Great Gatsby (2013) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

The Great Gatsby (1974) streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.05.2013.