Forfatteren konsoliderer sit sted
Af BO GREEN JENSEN
GRAHAM Greene (1904-1991) får stadig nye læsere. 30 år efter forfatterens død er der ingen afmatning i interessen. Hans moralsk gennemlyste spændingsromaner er fortsat medrivende og relevante. Med sin interesse for drømme, tro og psykologi, synes Greene næsten mere moderne i dag. Bøgernes mentale landskab, de forvredne karakterer og den etiske optik, bliver under ét kaldt for »Greeneland«.
.png)
Brighton Rock er en tidlig hjørnesten i forfatterskabet og en af hans mest »katolske« romaner. Greene konverterede som 22-årig. Han gjorde det for at kunne gifte sig, men forholdet til troen løber gennem hele forfatterskabet. Her er de fleste mænd dobbeltagenter, og sympatien er oftest på syndernes side.
I Brighton Rock lader Greene et evigt drama udspille sig på en lurvet baggrund. Gangsteren Pinkie har drømme om storhed. Omstændigheder tvinger ham til at gifte sig med servitricen Rose. Siden vil han dræbe hende. Begge er teenagere; begge er troende. Mod Pinkies vilje opstår en følelse af fællesskab. Imens kommer glade turister til byen og nyder forlystelserne på deres fridag.
GREENE skrev Brighton Rock i 1938, da han kom hjem fra Mexico-opholdet, som inspirerede rejseskildringen The Lawless Roads (1939) og romanen The Power and the Glory (1940, da. Magten og æren). Den britiske baggrund er valgt med omhu og blik for en mulig billedversion. Greene skrev selv om film i avisen The Spectator og magasinet Night and Day. Han ville gerne arbejde mere med mediet.*
Der er mange gode historier i Greeneland. Også nutidens filmskabere vil gerne udforske kontinentet og undersøge den særegne blanding af skepsis, lidenskab og kynisme. Flere af forfatterskabets højdepunkter bliver derfor versioneret igen. Utroskabsdramaet The End of the Affair (1951, da. Enden på legen) blev filmatiseret af Edward Dmytryk i 1955 og (glimrende) nyfortolket af Neil Jordan i 1999.
The Quiet American (1955, da. Den stilfærdige amerikaner), som udspiller sig i Saigon ved begyndelsen af det amerikanske engagement i regionen, blev mishandlet af Joseph L. Mankiewicz i 1958 og mere loyalt genindspillet af Philip Noyce i 2002. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før nogen igen prøver kræfter med kronjuvelen The Third Man (1949, da. Den tredje mand), som Greene skrev direkte til Carol Reed, før han samme år udgav sit treatment i bogform.
.jpg)
.jpg)
DEN første filmudgave af Brighton Rock er fra 1947 og har en 23-årig Richard Attenborough i rollen som den 17-årige Pinkie Brown. Den senere så berømte filmskaber spiller ond og vred ung mand med en kulde, som forløser karakterens præg af væmmelse og berøringsangst. »Han så et øjeblik huden på hendes lår oven over kunstsilkestrømpen, og et stik af seksuelt begær greb ham som et ildebefindende.« Jo mere Rose holder af Pinkie, jo mere aktivt hader han hende.
Dramatikeren Terence Rattigan (The Browning Version) skrev den første udgave af manuskriptet, mens Greene var på rejse i Afrika. Greene kom hjem, kritiserede Rattigans treatment og fik lov at levere sit eget. Filmen blev instrueret af John Boulting og produceret af Ray Boulting, hans tvillingebror. Brighton Rock har status som et tidligt eksempel på autentisk britisk film noir. I USA fik den premiere med titlen Young Scarface (og hed i Sverige for resten Lagt kort ligger, dvs. Bordet fanger). Den er istandsat og udgivet på dvd og blu-ray.
ROWAN Joffe fremdaterer handlingen fra 1938 til 1964, hvor Pinkie, Dallow, Spicer og Cubitt er anakronistiske repræsentanter for en verden, som er ved at forsvinde. Fremtiden tilhører de konkurrerende grupper af rockers og mods, som i weekenden »kommer ned fra London« for at føre krig i Brightons gader. Rockoperaen Quadrophenia, som Pete Townshend skrev til The Who i 1973, havde samme baggrund, og Joffes Brighton Rock deler look med Franc Roddams filmudgave af Quadrophenia (1979).
Da Pinkie iscenesætter Spicers død, under dække af at ville hjælpe ham ud af Brighton, kan han klæde sig som en mod og forsvinde i mængden med Spicer bag på en scooter. Filmens misè-en-scene er dog mere end en opportunistisk effekt. 1960er-stilen fremhæver, hvilken tidløs grusomhed Pinkie Brown inkarnerer. I Greenes roman kunne han gå for at være en af mange mindre rovfisk i mængden, som lever under overfladen i Brighton. Hos Joffe accentueres hans ondskab.
PINKIES grusomhed krystalliseres i scenen, hvor han og Rose går tur på Palace Pier efter det tarvelige bryllup. I en lydtæt bod kan man skære sin egen grammofonplade, og Rose beder sin mand om dette memento.
Det er karakteristisk for Pinkie, at han ikke kan sige nej. Det er også karakteristisk, at han inde i båsen hvæser, hvad han virkelig føler. I bogen siger han simpelt hen: »Fanden stå i dig, din lille tæve; hvorfor kan du ikke forsvinde for altid og lade mig være i fred?« Bagefter rækker han pladen til Rose: »Jeg siger noget på den – noget kærligt.«
Ved romanens slutning er Rose på vej tilbage fra syndsforladelsen, som præsten endelig har givet. Hun klamrer sig til hans tøvende analyse af uhyret Pinkie: »Hvis han virkelig elskede dig, så viser det, at der var noget godt...« Rose hører kun: »Hvis han elsker dig, så viser det...«. Hun vil skynde sig hjem og spille sin plade. Greene slutter iskoldt med sætningen: »Hun gik rask afsted i det blege junisollys imod den værste af alle rædsler.«
DER er næppe tvivl om, at noget i Greene kunne dele »drengen« Pinkies foragt. Overhovedet er det dobbeltheden i menneskesynet, som gør det etiske drama så anfægtende. Det var dog Greene selv, der skrev og insisterede på den blidere, meget bevægende slutning, som historien får i begge filmudgaver. Her er et af de smukkeste eksempler på guddommelig indgriben, man har set noget sted. Kald det bare katolsk propaganda, men mærk efter og tænk på, hvor lettet – og overrasket – man bliver.
Joffe kunne have markeret sin særlige vinkel på stoffet ved at genindsætte Greenes første slutning. I stedet lader han Pinkie komme tæt på at føle ægte menneskevarme. Skønt det moralske landskab nu er i farver, spiller Sam Riley (der debuterede som sangeren Ian Curtis i Control, Anton Corbijns film om bandet Joy Division) ellers figuren med den samme autistiske kulde, som Attenborough demonstrerede i den sort-hvide førsteudgave:
»Hans fantasi var ikke vågnet. Det var det, som var hans styrke. Han kunne ikke se med andre menneskers øjne eller føle med deres nerver. Kun musik gjorde ham usikker; det fileri vibrerede i hjertet og fik hans nerver til at slappes; det var, som om alderen sneg sig ind på ham, og andre menneskers erfaring hamrede mod hans hjerne.«
PINKIE Brown er karakteren, som får alle andre kræfter i bogen til at blegne. Joffe har givet ham mere baggrund, men også nu er han blot en kriminel katolik, som overtager lederskabet af en sølle gangsterbande, der er ved at tabe terræn til den slibrige casinoejer Colleoni (Andy Serkis). Pinkie inkarnerer et princip: »De skifergrå øjne spejlede den tilintetgørende evighed, hvorfra han kom, og mod hvilken han stilede,« står der hos Greene. Hér er virkelig en af de nødstedte djævle.
Man er aldrig sikker på Pinkies projekt. Hans motiver er enkle: han skal være byens værste væsel og udviske sporene efter et drab. Derfor må han forføre servitricen fra tesalonen. Han stjæler et belastende foto. Så gifter han sig med pigen, fordi hustruer ikke kan vidne mod deres mænd. Samtidig røber hans kropssprog en ømhed, han instinktivt læser som svaghed. For Pinkie er det ikke nok at gøre det fornødne. Han må udradere barmhjertigheden. I Joffes version synes ondskab at være en tilstand, han gemmer sig i, når »andre menneskers erfaring« hamrer mod hans hjerne.
FORTÆLLINGENS trick er at inddrage tilskueren og gøre ham til sin medvider. Endvidere maksimeres kontrasten mellem blafrende flag, spraglede boder, glade mennesker på Palace Pier og den skjulte verden nedenunder, hvor man lever sit liv efter helt andre regler. Her føres krigen med vitriol og barberknive, som ikke bliver mindre farlige, fordi de ser slidte og billige ud.
Historien tager sin titel fra byen ved havet og troens klippe, men især fra de kulørte bolsjestænger, man kan købe oppe på Brighton Rock. Navnet er skrevet med en farve, som løber hele vejen ned gennem slikket. Uanset hvor ivrigt man sutter, bliver der ved med at stå »Brighton Rock«. Lige sådan må det være med menneskers væsen. Den troende Pinkie ved, at han synder. Og vælger aktivt sin skæbne i trods.
I ET tredje lag, mellem turister og gangstere, lever hverdagens helte og engle. Ida Arnold og Phil Corkery, restauratøren og butiksindehaveren, som i 1947-filmen blev spillet af Hermione Baddeley og William Hartnell, er hos Joffe skrevet en anelse op, så Helen Mirren og John Hurt (1940-2017) kan få flere vigtige scener. Corkery, som køber sin beskyttelse hos Colleoni, bliver uden videre snittet af Pinkie, men overtager alligevel en del af de replikker, som Greene i bogen har givet til præsten.
Ida Arnold repræsenterer den sunde, skeptiske modpol til Pinkies katolske spøgelsesverden. Hun vil redde sin servitrice fra den kolde sociopat, som hun ser en dræber i fra begyndelsen. Mirren føjer en faktor af sanselighed til karakteren, og Joffe giver de lokale veteraner en fælles historie. For Pinkie og Rose – Drengen og Pigen – er hun bare en besværlig forhindring. »Pas dig selv, gamle tæve,« siger Pinkie til Ida ved den eneste lejlighed, hvor de taler.
Konvertitten Greene holdt af at dramatisere sin egen tvivl med den slags figurer. Man skal dog ikke tage fejl af moralen. Måske kæmper Ida ikke forgæves, og hun redder Rose sammen med et bandemedlem, der har set en engel i pigen, som måske kan lære Pinkie at elske. Men historien hedder Brighton Rock. Skønt sympatien nok er hos Ida og Rose, er det Pinkies skærsild, den vil skildre: Drengen med skifergrå øjne, som spejler den tilintetgørende evighed.
GREENES bog er stadig stærk læsning, og Joffes film skræller rusten af historien, så sagens kerne fremstår klart. Måske er persontegningen ikke subtil, men det lykkes filmen at finde visuelle udtryk for metafysiske størrelser, mens den formelle spænding holdes i kog. Rædslen under broen, som Spicer (Phil Davis) føler i flere omgange, er imponerende brutalt forløst. Han dør med et stykke Brighton Rock i sin mund. Og stadig svinder lyset i Greeneland.
Efter sigende skulle Carey Mulligan spille Rose. Hun trak sig for at medvirke i Oliver Stones Wall Street 2. Det er synd, for Andrea Riseborough er afgjort kædens svageste led. Sam Riley er derimod indbegrebet af Pinkie. Selv kainsmærket, arret efter kniven, som skærer ham i kinden ved begyndelsen af filmen, klæder det uforbederlige menneske.
Se også Fortællerens flugtveje: Graham Greene 1904-1991; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen].
.jpg)
Brighton Rock. Instr. og manus: Rowan Joffe. Foto: John Mathieson. 111 min. Storbritannien 2010. Dansk premiere: 28.04.2011.
Brighton Rock. Instr.: John Boulting. Manus: Graham Greene, Terence Rattigan. Foto: Harry Waxman. 92 min. UK 1948. Dansk premiere: 13.09.1950
Graham Greene: Brighton Rock. Oversat efter Brighton Rock (1938) af Henning Pade. Med et forord af Leif Davidsen. 5. danske udgave. 316 s. Forlaget Sohn, 2010.
Brighton Rock (1948) streames på Netflix
Brighton Rock (2010) streames på SF Anytime
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2011
Ingen kommentarer:
Send en kommentar