Patty Jenkins: Wonder Woman (2017)

EN FEST FOR FETICHISTER

Den første og stærkeste superheltinde

Af BO GREEN JENSEN

WONDER Woman – som engang hed Mirakelkvinden på dansk – er en af de ældste superhelte. Hun blev født i hæftet All Star Comics i 1941, umiddelbart før USA gik ind i 2. verdenskrig. Det var da også nazister, som hun hjalp piloten Steve Trevor med at bekæmpe i de første historier.

   De fleste latexklædte helte blev skabt af unge jødiske mænd. Wonder Woman kommer et andet sted fra. Psykologen William Moulton Marston (1893-1947) havde talt om tegneseriens potentiale i et interview, som forlæggeren Max Gaines havde læst. I de år var mediet opsat på at legitimere sig kulturelt, og Gaines bad Marston skabe en ny heltetype.

   Marston levede i et menage à trois med Elizabeth Holloway Marston, som både var hans kollega og hustru, og veninden Olive Byrne. De gik alle tre ivrigt i seng med hinanden, og begge kvinder inspirerede amazoneprinsessen fra Thermyscira, der er »smuk som Afrodite, klog som Athena, hurtigere end Hermes og stærkere end Herkules«.

   Wonder Woman blev med andre ord – ret enestående – skabt som en feministisk rollemodel. Marston så hende som »psykologisk propaganda for en ny slags kvinde, der efter min opfattelse burde herske over verden.« Han var rasende, da figuren senere blev optaget i Justice League of America – DC-superheltenes forbund – men fik status som alliancens sekretær.

HISTORIEN har været fortalt på mange måder i de forløbne 80 år. Patty Jenkins’ stort budgetterede film bruger mere eller mindre Marstons version. Visuelt er den især inspireret af den modernisering, som George Perez (1954-2022) foretog i forbindelse med relanceringen af figuren i 1987. Perez blev for Wonder Woman, hvad Frank Miller var for Batman.

   Diana (Gal Gadot) vokser op på amazonernes ø som datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen), der har formet hende af en klump ler, som Zeus har pustet liv i. Hun bliver trænet af sin moster, general Antiope (Robin Wright), og er kampklar, da nutiden bryder igennem den tåge, som Zeus har lagt over paradisøen.

   Året er 1918, da Steve Trevor (Chris Pine) nødlander i forklædning som tysk pilot, forfulgt af tyske flådesoldater. Der er en blodig kamp mellem soldater og amazoner. Så følger Diana med Trevor til London for at dræbe krigsguden Ares.

   Her skal hun færdes i mændenes verden, som ikke er gearet til fysisk overlegne amazoner. Det kommer der en kulørt, let selvironisk og ganske god historie ud af. Filmen smager lidt af Indiana Jones. Skurken er en tysk sadist, der vil vende krigen med en særligt potent sennepsgas.

WONDER Woman har altid været en fest for fetischister, og hele udstyret – inklusive kugleafvisende armbånd og en gylden sandhedslasso – er dygtigt anvendt i filmen. Wonder Woman udgør fjerde del af det genstartede DC Universe og hører sammen med Man of Steel (2013), Batman vs. Superman: Dawn of Justice (2016), Suicide Squad (2016) og Justice League (2017).

   I rammehistorien sidder Diana Prince – som halvgudinden hedder i menneskenes verden –på Louvre og skriver en mail til Bruce Wayne, der har fundet et foto fra fronten i Belgien 1918. Hun forklarer altså Batman, hvordan sagen hænger sammen. Der er al denne kærligt tegnede baggrund. Det er næsten synd, at filmen slutter med et konventionelt actionbrag.

ISRAELSKE Gal Gadot har både fysikken og udstrålingen til at spille Wonder Woman. Tilbage i 1970erne, da figuren blev et vartegn for amerikanske feminister (Gloria Steinem brugte hende som coverstar på magasinet Ms.) spillede Lynda Carter heltinden i tre sæsoner af en mere kælen tv-serie.*

   Carter lignede også ret godt, men den nye film går til stålet. Der er gjort meget for at skabe en heltinde, som ikke støtter sig til mændene – tværtimod støtter de sig til hende – eller fungerer som dekorativ biperson.

   Warner Bros. og DC Comics har fået kritiske tæv for de mørke superheltefilm, der står i kontrast til den lettere tone i Marvel-universet. Jeg kan nu godt lide den stringens, der er, og den mere klassiske tyngde.

*) Den ikoniske serie med Lynda Carter (f. 1951) har stadig en dedikeret fanbase. Pilotepisoden (1975) og første sæson (ABC 1976-77) bevarede forankringen i 1940erne. I anden (CBS 1977-78) og tredje (CBS 1978-79) sæson var titlen ændret til The New Adventures of Wonder Woman, og tiden blev skruet frem til 1970erne.

   Charles Fox og Norman Gimbel skrev temasangen, der er lige så corny, som den er uopslidelig: »Wonder Woman, Wonder Woman/ All the world's waiting for you, and the power you possess/ In your satin tights, fighting for your rights/ and the old Red, White and Blue.// Wonder Woman, Wonder Woman/ Now the world's ready for you, and the wonders you can do.// Make a hawk a dove,/ Stop a war with love,/ Make a liar tell the truth.// Wonder Woman/ Get us out from under, Wonder Woman./ All our hopes are pinned on you/ and the magic that you do./ Stop a bullet cold,/ Make the Axis fold,/ Change their minds,/ and change the world.// Wonder Woman, Wonder Woman/ You're a wonder, Wonder Woman«.

   Allerede i 1966 forsøgte William Dozier, producer af The Green Hornet og Batman-serien med Adam West og Burt Ward, at skabe interesse for et tilsvarende sitcom-take på Wonder Woman. Her spilles heltinden af to skuespillere. Diana Prince (Ellie Wood Walker) dagdrømmer, at hun er Wonder Woman (Linda Harrison). Ideen vandt ikke gehør. Kun udkastet til en pilotepisode blev filmet. Titlen er Wonder Woman: Who's Afraid of Diana Prince? Mere udfoldet er Wonder Woman (1974) med Cathy Lee Crosby og Wonder Woman (2011) med Adrianne Palicki. Begge var pilotepisoder til serier, som ikke blev videreført.  

Wonder Woman. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Allen Heinberg. Foto: Matthew Jensen. 141 min. USA 2017. Dansk premiere: 01.06.2017.

Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ Cruel & Unusual Films/ Dune Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 02.06.2017.