Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/Resin (2019) [Bogen og filmen]

SÆRE HISTORIER OM LIVET PÅ ØEN

Omsorgssvigt, syndefald, frigørelse

Af BO GREEN JENSEN

PIGEN Liv vokser op i et Eden, som ligger uden for lands lov og ret. Familien bor isoleret på øen, der i forvejen kun har en færge som livline. Øen hedder Hovedet. Der er en by med en havn, en kro og nogle gårde. Kun posten når helt ud til huset i skoven, hvor Jens har forskanset sig med hustru og datter.

   Maria har i årevis ligget i sengen og er blevet mere immobil. Nu vejer hun 200 kilo. Ingen ved, at Liv lever. De har narret verden ved at fingere en drukneulykke, der gav Jens en god grund til at blive sær. Det er længe siden nu. Det var, før alting groede til. Maria kunne stadig gå. »Troede de på dig?« siger hun. Han nikker, og vi forstår sammenhængen.

   Det forklarende flashback er lagt allerede i første scene af Harpiks. Måske skulle det ikke have været med. For i lang tid er dagene gode i skoven, skønt alting er fugtigt og roder, og arrangementet med den kolossale mor Maria er bizart.

   Jens lærer fra sig. Han fortæller sin datter alt, hvad der er værd at vide om naturen. Hun hører også om harpiks, der bliver til rav, og hun lærer at skyde med bue og pil.

   Skovmanden siger til sin lærling, at hun skal holde sig fra de onde blikke i byen. Øjnene er bare hulller ind til tomheden i deres hjerner. De måler tiden med mærkelige armbånd, og den slags er farligt, Liv, siger Jens, som med tiden er blevet mere paranoid. Der kunne have været en pointe i at opdage det gradvis. Nu ved vi, hvad Jens er, fra første scene.

DET er så også det eneste fejltrin i Harpiks. Daniel Borgman har skabt en sær og markant film på baggrund af Ane Riels »idyl noir«, som Bo Hr. Hansen har bearbejdet. I bogen får man mere at vide om, hvordan det var med Jens som dreng. Her bliver det antydet midtvejs, da Farmor (Ghita Nørby) kommer til øen og ser elendigheden for, hvad den er.

   Liv vidste ikke, hun havde en Farmor. Hun ved, at Far ofte taler med Farfar, når han har ondt i hovedet og hører stemmer. Men en Farmor, der kommer med gaver! Det er næsten lige så spændende som Lillebror, der vokser i Mors mave oppe i sengen.

   Jeg skal ikke røbe mere om den videre deroute. Harpiks er – faktisk helt i Jens’ ånd – en tingfinderhistorie, som samler på kuriøse oplysninger, f.eks. om hvordan de gamle ægyptere balsamerede deres døde. Den esoteriske folklore skal bruges. Dog er syndefaldsmyten blandet op med en frigørelseshistorie. Det gør Harpiks til en positiv fortælling.

FOR Liv er jo nysgerrig efter at se, hvordan de onde mennesker lever i byen. Om natten sniger hun sig ind i kroens køkken, undersøger tingene og rapser forskellige småting. Restauranten er i nyere tid blevet overtaget af Roald (Amanda Collin), som er begyndt forfra ved verdens ende, fordi hun er knust af skyldfølelse. Hun sad selv ved rattet i bilen, da hendes datter omkom. Hun ved knap, om hun håber eller frygter, at det er datterens genfærd, der kommer om natten.

ANE Riel skriver sære fortællinger, der kan minde om Southern Gothic på dansk, og Daniel Borgmans film fanger både realismen og fantastikken.

   Det kunne godt være William Faulkner, der skrev om den forvredne og fordømte Haarder-slægt. Eller Blixen i kulørt humør, blandet op med Peter Seeberg og Stephen King. Der er for den sags skyld et lille skær – som så vi gennem tyndt papir i et gammelt fotoalbum – af Martin A. Hansen ude på øen. Det er et stemningsfuldt, billedskabende sted.

   Peter Plaugborg griber rollen som Jens og fylder den helt ud med tics og manerer, der passer sig for en paranoid skovmand. Det er en prægtig skikkelse. Sofie Gråbøl bærer fat suit og er knap til at kende igen som Maria. Det siger meget om tiden og mediernes filmsyn, at al foromtale har gået på repræsentationen; om rollen burde spilles af en person, som var stor »i virkeligheden«. Men hvad har virkeligheden med Harpiks at gøre?

   

VIVELIL Søgaard Holm spiller Liv. Det gør hun med størst virkning, da hun indser, hvor galt det er fat med hendes far. I bogen er hun en anelse yngre. Han er konge på slottet, som styrter i grus. Hun er prinsessen, som endelig indser, at det er tid til at rejse. Harpiks er distinkt og inciterende. Filmen er lovlig glad for sin skævhed, men Borgman er ikke stolt uden grund.

   Lad os kalde det en gyser om omsorgssvigt og sonet skyld. Men også om skønhed og stor kærlighed. Filmen er allerbedst i de vemodige glimt, hvor vi ser, at Jens ved, hvad han er blevet. Han forstår, hvad der kunne have været. »Du skal ikke sige undskyld,« er det sidste, han siger til sin datter. Liv er jo livet. Bogstavelig talt.

  

DANIEL Borgman (f. 1981) kommer fra Super16, den alternative danske filmskole, men allerførst var han dreng i New Zealand. Han har studeret ægte filmvidenskab på University of Otago. Kortfilmene Lars og Peter (2009) og Berik (2010) nåede begge til Cannes. De første to spillefilm, The Weight of Elephants (2013) og At elske Pia (2017), blev udtaget til Berlinalen.

   Som nordisk billedskaber er Borgman i familie med islændingen Hlynur Palmáson (Vinterbrødre, En hvid, hvid dag), Jonas Arnby, som lavede gyseren Når dyrene drømmer (2014), og Anders Walter, som instruerede den væsensbeslægtede I Kill Giants (2017).

   Det gælder om at give præpubertetens grænseland et nyt sprog. Harpiks ligner i stemningen og ved brugen af groteske elementer den transcendentale uhygge i Tideland, både Mitch Cullins bog (1999) og Terry Gilliams filmatisering (2005), der skildrer en tilsvarende relation mellem døende far i mentalt forfald og datter i nødvendig forvandling. Det er gotiske fabler om barndommens ophør. Det er praktisk magi og potent eksorcisme.

   Der er måske noget nyt og sært undervejs. Det ville ikke være det værste.

Harpiks. Instr.: Daniel Borgman. Manus Bo. Hr. Hansen. Foto: Louise McLaughlin. 92 min. Danmark 2019. Dansk premiere: 12.12.2019.

Ane Riel: Harpiks. 256 s. Forlaget Tiderne Skifter, 2015.

Ane Riel: Resin. Translated by Charlotte Barslund. 313 s. Doubleday, 2018.

Fotos: Luis Alberto Rodriguez/ Zentropa Productions/ / Adomeit Film/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ DFI/ TIFF/ Danielborgmandirector.com

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.12.2019