Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010)

DEN OVERFLØDIGE MAND

En veloplagt afsked med fædrenes tid

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ankommer lige til tiden, skønt de kunne være fortalt når som helst. Det gælder i høj grad for Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, som hverken er stor eller udspekuleret, men alligevel rører ved så mange emner, at den næsten kunne være bestilt til skolebrug.

   Seksuel identitet, nonbinær ligestilling, forholdet mellem børn og forældre, behovet for at kende sin baggrund. Alle disse ting bliver taget op i hånden og vendt i lyset som hjerteformede brosten. Tonen er skiftevis let og vemodig. Stjernerne er store. Filmen har sjæl til at fylde en lastbil.

   Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) har dannet par i en årrække. De har to børn sammen, Joni (Mia Wasikowska) på 18 og Laser (Josh Hutcherson) på 15, som den samme sæddonor er far til. Joni er Nics datter, Laser er Jules’ søn. Hjemmet præges i øvrigt af god californisk sen-hippie zen og holisme. Man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort.

HELT så enkelt er det ikke, skønt varmen og kærligheden er ægte. Egentlig er den rastløse Jules vist nok lige så meget til mænd. Hun har heller aldrig haft held med nogle af de påbegyndte uddannelser og professionelle tiltag, som Nic tålmodigt har finansieret med sin lægepraksis. Til gengæld er Jules hjemmets livsstykke. Nic er den ansvarlige, som altid må kontrollere. Moore og Bening rammer deres typer perfekt.

   Børnene deler træk med deres forældre. Drengen er rastløs og mener allerede, at der må være noget mere, hvis livet skal give mening. Det er Laser, som ønsker at kende sin far, og han plager Joni om at tage kontakt til klinikken, hvilket er muligt, da hun bliver myndig. Mødrene fornemmer, at noget er i gære, men lader børnene være og plejer deres eget forhold, som er truet af hverdagens slidmærker.

IND på scenen træder da Paul (Mark Ruffalo), en charmerende livskunster med tilbagelænede vaner og masser af tid til at hænge ud, eftersom hans to mad-og-vin-steder passer sig selv. Paul er ca. 40 år, kører motorcykel og skifter sine unge kærester ud, når de keder ham. Han har aldrig taget ansvar for noget som helst, men børnenes interesse gør ham sentimental og eftertænksom. Samtidig ser han sit snit til at score Jules, da hun begynder at dyrke hans afsvedne have.

   Jules’ seneste ambition er at blive Californiens svar på Signe Wenneberg. Nic tror ikke på det. Jules forstår med ét, hvad det var ved mænd, som tiltalte hende. Børnene er vilde med Paul, som kommer til middag. Nic bliver mere vissen og bitter time for hver time. Hun hader alt ved Paul, hans flair for at elske, hans store talent at indynde sigl. Og hun frygter, at Jules vil forsvinde. Omvendt har Nic skabt familien og holdt den sammen. Den fortabte far har dybest set ikke gjort noget som helst.

DE komplekse relationer er skildret med indlevelse og akkuratesse. Næsten hver scene blander den underliggende alvor med perlende situationskomik, og alle fem karakterer får lov at folde sig ud. Man ser ikke slutningen komme på afstand. Som i virkeligheden er der ingen nem løsning eller noget klart svar. Det bliver klart for børnene, at deres mødre er begge forældre i familien. Hvis det er sådan, hvad skal man da med ligningens ubekendte faktor, den redundante, kronisk umodne mand?

BLOGOSFÆREN er for tiden fuld af livsstilsanalyser, som drager netop dén konklusion: at ilden i mændenes sol bliver svag, mens månens kraft er i tiltagende.

   Enlige kvinder fravælger manden. Forældre af samme køn kan få børn, når de adopterer eller bliver insemineret. Da vakler patriarkatet for alvor. Det er kvinderne, som danner netværker, tager uddannelser, dyrker det spirituelle, drejer verden i positiv retning, i hvert fald hvis de kan undgå at blive til jakkesæt uden køn.

   Eller hvad? En dag bliver sønnerne voksne, og måske kunne hele familien tage ved lære, uanset køn og seksualitet. Filmen har de ting med i sin slutning, hvor faderskikkelsen står og vil ind. Realismen i Blumberg og Cholodenkos manuskript er cementeret med symboler. Filmen føles dog florlet og frisk, så man ikke har set magen på den amerikanske mainstreamscene i et årti.

LISA Cholodenko (f. 1964) har gjort indtryk med High Art (1998), sædeskildringen Laurel Canyon (2002), som fik en chance i Danmark, og den rugende Cavedweller (2004) med Kyra Sedgwick som en musiker, der genstarter sit liv fra bunden.

   I 2014 skabte hun (efter et stærkt manuskript af Jane Anderson) en af bedste litterære miniserier, da hun instruerede Frances McDormand i Olive Kitteridge efter Elizabeth Strouts roman (som er fortalt i 13 forbundne noveller). Siden har Cholodenko arbejdet på flere serier. Et remake af Maren Ades Toni Erdmann (2016) har snart været meget længe på vej.

   The Kids Are All Right tager udgangspunkt i filmskaberens egen identitet og erfaring. Her bliver hun endelig salgbar og bred, men uden at svigte de mindre films integritet. Fremfor alt er hun ikke neurotisk som sine mandlige fætre. The Kids Are All Right er en virkelig vinder.

The Kids Are All Right. Instr.: Lisa Cholodenko. Manus. Stuart Blumberg og Lisa Cholodenko. Foto: Igor Jadue-Lillo. 106 min. USA 2010. Dansk premiere: 16.09.2010.

Fotos: Focus Features/ Gilbert Films/Antidote Films/ Mandalay Visions/ UCG/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2010